Daily Archives: April 23, 2014

Den 53-årige amerikaner Jose Delgardo Jr. blev født uden venstre hånd. I de seneste tre år har han brugt en elektronisk håndprotese til en pris af 42.000 dollar – en kvart million kroner – til at lette hverdagen, men nu har det vist sig, at en mekanisk hånd til en brøkdel af prisen faktisk klarer jobbet lige så godt.

Den billige håndprotese er primært konstrueret af ABS-plast, som er det samme materiale, der bruges til at fremstille Lego-klodser. Og de nødvendige stykker plast kommer fra en almindelig 3D-printer.

Ud over plast er protesen fremstillet af liner, der løber langs fingrenes underside og sørger for at knytte dem, når håndleddet bøjes. Elastiske liner langs fingrenes overside retter dem ud igen, når håndleddet rettes ud. Desuden består protesen af noget stof og velcro, så hånden sidder fast på underarmen. Den samlede pris for materialerne ligger på cirka 50 dollar, altså under 300 kroner.

Med håndprotesen kan Jose Delgardo holde på rattet, når han kører bil, og han kan opsamle og bære indkøbsposer. Han fortæller også, at den billige protese faktisk er bedre end den langt dyrere, når det gælder om at løfte og flytte rundt på kasser.

De 3D-printede mekaniske proteser er dog ikke for hvem for helst, for de kræver, at man stadig har håndleddet i behold, og at man er i stand til at bøje det mindst 30 grader. For mange handicappede vil de dyre myoelektriske håndproteser stadig være at foretrække. Her bevæges de kunstige fingre ved hjælp af små elmotorer, der styres af elektroder, som registrerer nerveimpulser i armen. De nyeste prototyper kan endda sende signaler tilbage, så brugeren kan føle objekters form og konsistens.

Den mekaniske hånd er baseret på et frit tilgængeligt 3D-design ved navn Cyborg Beast, og den viser, hvordan 3D-printere er på vej til at revolutionere markedet for proteser. Specielt i fattige lande, hvor de dyre proteser er en uopnåelig drøm for størstedelen af de potentielle brugere, kan billige 3D-printede proteser virkelig gøre en forskel.

Arbejdet med at udvikle billige håndproteser baseret på 3D-print har efterhånden stået på i halvandet år, ikke mindst igennem projektet Robohand. Det blev startet af sydafrikaneren Richard van As, der selv mistede alle fingre på højre hånd ved en ulykke i maj 2011.

Sammen med amerikaneren Ivan Owen udviklede han den mekaniske hånd, der har været udgangspunktet for alle senere versioner. Designet blev nemlig frigivet som open source. Mere end 200 personer rundt omkring på kloden har nu fået proteser baseret på Robohand-designet.

Nye designs dukker jævnligt op, ikke mindst igennem gruppen e-NABLE, der forsøger at holde styr på udviklingen inden for 3D-printede håndproteser. Og Jose Delgardo er altså godt tilfreds med sin Cyborg Beast-hånd.

Omkring 400 ejere af huse på forurenede grunde er i dag stavnsbundne, fordi der vil gå op til 10-14 år, før regionerne fjerner jordforureningen. Det vil miljøminister Kirsten Brosbøl (S) lave om på ved at lave låneordning, så boligejerne kan få renset grundene med det samme.

»Hvis der er en akut sundhedsrisiko, så kan man få øjeblikkelig hjælp, men ellers kan der gå mange år, inden jordforureningen er væk. Det kan være en kedelig situation at stå i for nogle familier, der er bekymrede eller gerne vil sælge deres hus. Jeg åbner derfor en låneordning, som giver boligejere mulighed for at få et afdragsfrit statsgaranteret lån, så man kan få renset sin grund uden ventetid,« forklarer miljøminister Kirsten Brosbøl (S) i en pressemeddelelse.

Der er kortlagt ca. 15.000 grunde med konstateret forurening, hvor langt størstedelen er gamle forureninger. Efter jordforureningsloven skal forureneren betale for oprydning, men der er mange gamle forureninger, fra før forureneren betaler-princippet kom ind i loven 1. januar 2001.

De cirka 400 boligejere, der uforskyldt er blevet ejere af en forurenet grund, kan hjælpes på tre måder:

I den almindelige offentlige indsats rydder regionerne op i prioriteret rækkefølge, efter hvor stor en risiko forureningen udgør for sundheden og grundvandet. Regionerne har 420 mio. kroner årligt til denne opgave.

Værditabsordningen er en ordning, hvor boligejere kan få opryddet deres forurenede boliggrund på statens regning mod en mindre egenbetaling. Værditabsordningen bygger på et først til mølle-princip. Der er ca. ti års ventetid for den sidst tilkomne boligejer på ventelisten. Der er visse begrænsninger for ordningen, bl.a. skal ejeren have købt ejendommen i forurenet tilstand uden at vide eller burde vide, at ejendommen er forurenet.

Låneordningen er et tilbud til boligejere, der står på værditabsordningens venteliste, men vil have en oprydning her og nu. Låneordningen er et godt tilbud til de boligejere, der står med et akut behov for en oprydning, og låneordningen giver disse boligejere mulighed for at komme ud af en låst situation via et statsgaranteret, afdragsfrit lån. Personer tilmeldt værditabsordningen får direkte besked med brev, når låneordningen åbnes.

Med låneordningen kan man optage et lån i banken, og derefter sørger regionen for oprydning med det samme. Boligejeren skal betale for oprettelse af lånet og renter, og staten betaler en del af renten svarende til nationalbankens udlånsrente.
Regionerne prioriterer deres indsats mod jordforurening, så de tager de værste grunde først. Derfor vil boligejere med mindre alvorlige jordforureninger komme bagerst i køen.

Med den nye låneordning vil boligejerne få det lånte beløb refunderet af staten på det tidspunkt, hvor det var planlagt, at deres grund skulle have været renset.

Udmeldingen kommer, samtidig med at Danmarks Radios tv-program Kontant tirsdag aften viser, hvilke problemer mange boligejere står med.

Forskningsinstituttet SRI International i USA har haft held til at styre og koordinere en hel flok af magnetisk styrede mikro-robotter, der i høj fart suser hen over en printplade og kan udføre små opgaver, som især vil kunne bruges i produktion af mindre enheder, eksempelvis elektronik. Det skriver New York Times.

De små magneter er lynhurtige og bevæger sig med en hastighed på op til 35 cm/s. Forskerne har udarbejdet en særlig overflade, der gør det muligt for de små robotter at blive styret individuelt, de enkelte magnetfelter ikke påvirker hinanden uhensigtsmæssigt.

Dermed er det muligt at lade robotterne arbejde sammen i ‘sværme’ og med påsættelsen af en ‘arm’ i form af en ledning, kan to robotter samarbejde om at lime kulfiberstave sammen, som vist i videoen nedenfor. Stavene kan videre sættes sammen til et stærkt lavvægts-gitterværk.

Samtidig kan robotterne takket være den magnetiske styring bevæge sig op ad lodrette flader og uden problemer forcere kurvede overflader. Teknologien er udviklet som en del af det amerikanske militærforskningsinstitut Darpas program for optimering af hastighed og omkostninger ved kvalitetsproduktion.

I et fornyligt udgivet Research Briefing fra CISR (Center for Information Systems Research) ved MIT behandles et begreb de kalder Demand Shaping. Dette Reseach Briefing er en kort artikel (tre sider) som jeg synes mange kan have glæde af at læse. Hvis du ikke når det, har jeg lige taget headlines ud af artiklen. Så kan du altid overveje om du vil læse den.

Demand Shaping handler om hvordan man gør organisationen i stand til at træffe de beslutning der gør, at organisationen får mest ud af deres investeringer i IT.
Udgangspunktet er, at det kan være svært for organisationen, da fx styregrupper og beslutninger i forskellige forretningsenheder kan besværliggøre prioriteringen af de mest værdiskabende investeringer. Ligeledes hævder de, at organisationen ofte slet ikke klar til at tage imod alle de ændringer der skabes med implementering af nye it-løsninger.

Selve Demand Shaping-begrebet definerer MIT som:
“En process of ongoing negotiation and learning about a company’s most valuable and achievable business change opportunities through which leaders develop a prioritized list of IT-enabled businss capabilities.”

MIT har i deres forskning fundet frem til fem parametre de kan se har haft positiv effekt for de virksomheder der har været i stand til at udvikle gode færdigheder inden for Demand Shaping.

Disse parametre er:
* IT Cost Transparency
* Strategic Program Management
* Roadmapping
* Business Relationship Management
* Agile Development Methodologies

Det er forfatternes holdning, at hvis man som organisation bliver god til at arbejde med disse fem områder, så er man også i højere grad i stand til at skabe en højere værdi i ens investeringer i IT.

Min holdning til Demand Shaping og MIT’s artikel er – at der ikke er meget nyt i det – men at det er en god lille husker til hvordan man skaber alignment imellem it og forretning. Det er, som mange bekendt, stadig en stor udfordring i mange moderne virksomheder.

Hvis du har fået interesse i at grave dybere i artiklen, kan du læse den på: http://cisr.mit.edu/blog/documents/2014/01/16/2014_0101_itsd_rossbeath.pdf/

Dan Geer har skrevet noget klogt som I bør læse.

Han tager afsæt i Heartbleed men når frem til samme konklusion som jeg har nået: Producenter af udstyr med indlejrede computere må enten påtage sig et produktansvar, eller levere open source.

Som situationen er idag, er der rullet millioner af dimser ud, som måske, måske ikke, har en hullet OpenSSL indlejret.

Internet-routere, printere, telefoner, internetforbunde termostater, ventilationssystemer, videovervågning osv. osv. osv.

Ingen har ansvaret for at lukke hullet og hvad værre er: Ingen har muligheden for at gøre det.

En af de ting der overraskede mig absolut mest dengang jeg sloges med D-Link om deres NTP-server misbrug, var at de ikke anede om de havde sourcekoden til softwaren: De havde bare produceret “nogle millioner” dimser, trykt en manual og ud over rampen med dem.

Det giver muligvis billig elektronik, men som vi har set igen og igen, giver det også et totalt uforsvarligt Internet.

Der er en grund til at biler skal godkendes før de må færdes på offentlig vej: De kan være til fare for offentligheden.

Det kan internet-forbunde dimser også og det er på tide at vores politikere stiller krav til producenterne.

Jeg synes man skal give producenterne to: valgmuligheder:

A) Kildeteksten deponeres i brugbart format. Producenten har produktansvar til 10 år efter sidste shipment, efter samme model som bilbranchen med recalls osv. Løfter firmaet ikke opgaven med produktansvar (konkurs mv.) offentliggøres kildeteksten ved dom.

B) Release produktet med fuld dokumentation som Open Source, således at andre kan løse de problemer der opstår.

Model A vil være en god løsning for dem der sælger store dyre kasser, (Cisco osv.) mens model B vil være bedst for små billige dimser.

Nye EU Parlamenter kan begynde her…

phk