Daily Archives: April 26, 2014

Hvis du drømmer om at prøve kræfter med en rummission, der bærer mere præg af ESA og Nasa end af Star Trek og Star Wars – så er Kerbal Space Program (KSP) måske noget for dig.

Computerspillet udgør en del af den stadigt voksende underskov af teknisk orienteret underholdningssoftware. KSP er ligesom flere andre i samme kategori et ‘indie-spil’ – det vil sige et computerspil lavet af enkeltpersoner eller mindre udviklerhold uden støtte fra de store spiludgivere.

Mens indie-spillene kan savne lidt på den visuelle front sammenlignet med de store mainstream-titler, så kompenserer spillene ofte for manglen i form af originalitet og gameplay.

Og her er KSP bestemt ikke nogen undtagelse.

Spilleren har kontrol med et rumprogram på planeten Kerbin, der er befolket af kerbals. Det er små grønne væsner, der kun lader til at have ét mål i livet: at bygge raketter og udforske rummet.

Og her har de behov for spillerens hjælp. Først og fremmest skal et rumfartøj bygges fra bunden. Det foregår med point-and-click og kræver stillingtagen til blandt andet de enkelte komponenters vægt i forhold til de fordele, de måtte have – eksempelvis brændstofkapacitet.

Der skal blandt andet vælges mandskabsmodul, raketmotor og eventuelt sensor-udstyr.

Når fartøjet er samlet, skal det naturligvis sendes op. Her har spilleren fuld kontrol over retning, fart, rotation om egen akse osv. Under opsendelsen skal aktiveringen af rakettens forskellige trin også styres.

I denne fase er der en masse, der kan gå galt. Denne spillers rumfartøj – inkl. de tre forventningsfulde kerbals om bord – led en krank skæbne et par gange. Fidusen viste sig at involvere en ordentlig adskillelse af raket og mandskabsmodul, så faldskærmen kunne folde sig rigtigt ud og føre Bill Kerman, Jebediah Kerman og Bob Kerman helskindet ned på Kerbin igen.

Når først rumfartøjet er sendt op, så skal spilleren forholde sig til kredsløb omkring planeten i forhold til det endelige mål – eksempelvis en måne. Det gøres blandt andet ved at styre thrust og rotation. Igen er der en masse, der kan gå galt, og det er med at holde tungen lige i munden og blikket på navigatorkuglen i bunden af skærmen. Særligt fordi op og ned ikke eksisterer i rummet.

De nævnte udfordringer er blot et lille udsnit af de prøvelser, spilleren skal igennem for at sikre succes for sine missioner. Men hvis nøje planlægning og sund dømmekraft – til tider under tidspres – ikke er noget, der skræmmer, så er KSP givetvis også en belønnende oplevelse for den dygtige spiller.

KSP er stadig i det, der hedder early access, det vil sige, at det ikke er færdigt endnu. Ikke desto mindre kan det dog købes til både Windows, Mac og Linux, og der kommer løbende nyt indhold til spillet.

Byg et fængsel – eller et rumskib

Et andet indie-spil i early acces-fasen, som også stiller krav til planlægning og dømmekraft, er Prison Architect. Det er en slags simulator, hvor spilleren indtager rollen som grundlægger og bestyrer af et fængsel. Fængslet skal designes helt fra fra grunden – det vil sige, at der også skal sørges for vand og elektricitet. Der skal hyres vagter, der skal bygges et køkken og så videre. Og tingene skal fungere – ellers risikerer spilleren at få et fangeoprør imod sig.

Prison Architect fås også til Windows, Mac og Linux og er også under løbende udvikling.

Et tredje nævneværdigt indie-spil i den tekniske genre er FTL: Faster Than Light. Det er, som navnet antyder, et spil i sci fi-genren. Spilleren har kontrol over et rumskib, der skal vedligeholdes, udbygges og forsvares i et univers fyldt med fremmede livsformer – både fjender og venner – og teknologi. Der er tale om et strategispil, hvor sådan noget som energifordelingen om bord skal administreres, og der skal uddelegeres opgaver til besætningen.

Spillet er modsat de to andre ikke i early access, men faktisk færdigt. Det har dog ikke forhindret udviklerne bag i at arbejde videre med det, og de har således for nylig frigivet en gratis udvidelse til spillet med flere våbentyper, racer, hændelsestyper og mere. FTL fås ligeledes til Windows, Mac og Linux.

Nye bemandede rummissioner kræver nye rumdragter. Hvis mennesker skal gå rundt på en asteroide eller bevæge sig omkring på overfladen af Mars, så er de nuværende rumdragter til rumvandringer nemlig ikke optimale. De er designet til den vægtløse tilstand i kredsløb om Jorden, og de kan ikke bruges af astronauter, der har brug for at gå rundt på Mars og indimellem bøje sig ned og samle en spændende sten op.

Derfor er den amerikanske rumfartsorganisation Nasa i fuld gang med at designe helt nye rumdragter, der skal bæres af fremtidens astronauter. Den første prototype kaldet Z-1 blev præsenteret i december 2012, og nu er turen kommet til Z-2. Dragterne i Z-serien skal både fungere, når astronauterne er i vægtløs tilstand, og når de går på opdagelse på en asteroide eller på Mars.

Z-1 ligner til forveksling den rumdragt, som bæres af Buzz Lightyear fra de computeranimerede ‘Toy Story’-film. Z-2 kommer til at se noget anderledes ud, og Nasa har forsøgt at vække offentlighedens interesse for de nye rumdragter med en konkurrence, hvor man kunne vælge mellem tre forskellige design: ‘biomimicry’, ‘technology’ og ‘trends of society’.

Afstemningen er slut nu, og vinderen udråbes officielt onsdag 30. april. Man har dog løbende kunnet følge med i stemmefordelingen, og designet ‘technology’ har hele tiden været det suverænt mest populære forslag. Det har fået næsten dobbelt så mange stemmer som de to andre muligheder, ‘biomimicry’ og ‘trends of society’, tilsammen, så det ligger fast, at Z-2 bliver grå og sort med lysende lyseblå felter og linjer til at gøre astronauten synlig i mørke.

Rumvandringer er bøvlede

I stedet for at ligne Buzz Lightyear kan astronauterne nu se frem til at ligne en af de medvirkende i filmen ‘Tron’. Man skal dog ikke tage konkurrencen alt for alvorligt, for den handler blot om det ydre udseende af Z-2, som stadig kun er en prototype. Når det engang bliver alvor for astronauterne, vil rumdragten utvivlsomt se helt anderledes ud – i hvert fald på ydersiden. Når det kommer til stykket, bliver den nye rumdragt sikkert hvid som de eksisterende, for de hvide rumdragter reflekterer solens stråler frem for at suge dem til sig, og så er det lidt nemmere at holde temperaturen nede. Det kan ellers være lidt af en udfordring, for i rummets vakuum har varmen svært ved at slippe væk fra astronauten, som uden et effektivt kølesystem hurtigt ville få det for varmt i solen.

Fremtidens astronauter vil først og fremmest bemærke, at det med den nye rumdragt bliver meget nemmere og hurtigere at komme ud af rumskibet, Mars-bosættelsen eller Mars-køretøjet.

I dag foregår rumvandringer nemlig slet ikke som i filmen ‘Gravity’, hvor hovedpersonen – spillet af Sandra Bullock – lynhurtigt hopper ind og ud af rumdragter og rumkapsler. I virkeligheden er det en ganske bøvlet affære.

En rumdragt til rumvandringer og færden på fremmede kloder er som et lille, personligt rumskib med sin egen atmosfære. Den pustes op som en ballon, når den skal bruges. Jo lavere trykket i rumdragten er, desto nemmere er det at bevæge sig rundt med den på, men trykket skal være højt nok til, at astronauten kan trække vejret, og det kræver tid for kroppen at vænne sig til et lavt tryk.

I de eksisterende rumdragter, der bruges ved rumvandringer fra Den Internationale Rumstation, ISS, er trykket helt nede på 0,29 atmosfærer. Når trykket sænkes fra den ene atmosfære, der er på ISS, kan der opstå kvælstofbobler i blodet og i vævet i kroppen, og astronauten kan få dekompressionssyge – bedre kendt som dykkersyge – hvis der altså ikke tages særlige forholdsregler.

Før en rumvandring skal astronauten indånde ren ilt fra en iltmaske i en time, mens trykket i luftslusen sænkes til 0,7 atmosfærer. Så skal rumdragten på, og astronauten skal bruge 50 minutter på let motion i dragten for at få mere kvælstof ud af kroppen. Efter endnu 50 minutter i rumdragten, hvor der stadig indåndes ren ilt, er astronauten endelig klar til at komme ud. Alternativt kan astronauten overnatte i luftslusen, mens trykket langsomt sænkes.

Nye rumdragter får suitport

Rumdragterne i Z-serien er designet til et noget højere tryk på 0,56 atmosfærer, og her kan trykket langsomt sænkes i dragten, så behovet for en luftsluse elimineres. Det skulle heller ikke blive nødvendigt at indånde ren ilt i ret lang tid, før man kryber i rumdragten.

Helt ideelt bliver det, hvis rumkapslen eller rumstationen har samme tryk som rumdragten, for så kan det virkelig gå hurtigt med at komme ud og se sig omkring. De nye rumdragter er nemlig lige til at springe i igennem en åbning i ryggen – en såkaldt suitport.

Ideen er, at rumdragten kan sidde klar på ydersiden af rumskibet eller Mars-bilen. På mindre end en halv time kan astronauten kravle ind i rumdragten, få påsat sin rygsæk og være klar til at frigøre sig. På den måde undgår man også, at astronauten slæber Mars-støv med ind, for bortset fra rygsækken bliver rumdragten simpelthen udenfor.

Nasa har givet opgaven med at udvikle rumdragten til det amerikanske firma ILC Dover, der også har stået for tidligere rumdragter. En færdig Z-2 prototype skulle være klar til november, og så kan arbejdet med at teste den nye generation for alvor gå i gang.

Dragten skal stå sin prøve i forskellige vakuumkamre, og den skal også testes i Nasas enorme vandbassin ved Neutral Buoyancy Lab i Houston Space Center i Texas. Her i verdens største indendørs pool kan astronauterne bevæge sig rundt i noget, der til forveksling ligner vægtløs tilstand. Astronauterne udstyres med vægte eller skumplast, så de ligger stabilt i vandet med neutral opdrift, og så vil det vise sig, hvor effektivt de kan bevæge sig rundt og udføre forskellige opgaver. Omkring 2020 skal den nye rumdragt så stå sin prøve i rummet.

Store og tunge dieselmaskiner på de danske byggepladser udleder dagligt tonsvis af NOx-gasser og sodpartikler, der medfører forhøjet risiko for kræft, astma og hjertekar-sygdomme for mennesker.

I kampen mod luftforurening fra biler skærper EU løbende kravene til reduktion af de farlige gasser og partikler frem til 2016, og producenter af dieselmotorer og leverandører af reservedele leder derfor med lys og lygte efter en effektiv og billig teknologi, der kan opfylde de nye krav.

I 2012 tildelte Fornyelsesfonden 7,2 mio. kr. til et projekt, hvor forskere fra Syddansk Universitet i samarbejde med Dinex, der leverer komplette udstødningsløsninger til industrien, har udviklet en billigere og mere effektiv rensemetode.

Efter halvandet års forskning kan ph.d.-studerende Jeanette Hvam på SDU nu berette om gode resultater i projektet:

»Vores kombinerede løsning består af et filter af silicium-carbid, som er et meget stabilt materiale, der kan tåle temperaturer helt op til 2.000 grader, samt en flydende katalysator, der påføres filteret,« siger hun.

Hemmelig sammensætning

»Udfordringen i denne løsning er, at filteret skal være tilpas porøst, så gassen kan slippe igennem og videre til udstødningsrøret, samtidig med at de farlige partikler bliver opsamlet i cellevæggene,« siger Jeanette Hvam – uden dog at ville afsløre sammensætningen af den katalysator, der omdanner NOx til luft og vand.

»Men vores seneste forsøg viser, at ingen af partiklerne slap igennem.«

De løbende test af det kombinerede filter blev foretaget i samarbejde med Dinex under kontrollerede forhold, og efter den sidste test i slutningen af maj står Liebherr – producent af store dieseldrevne køretøjer til industrien – klar til at indsætte de første prototyper i deres maskiner.

I Israel har forskere i én proces angrebet to problemer: Det ene er, at store mængder vandmænd forpester strande og havne – det andet er, at svært nedbrydelige bleer fylder op på verdens lossepladser.

Løsningen fra den israelske startup-virksomhed Cine’al Ltd. er baseret på forskning fra Tel Aviv’s University, der har vist, at vandmænds ‘kød’ har en superabsorberende effekt. Så hvorfor ikke bruge dem til et produkt, der kan give bløddyrene et bedre omdømme:
Naturligt nedbrydelige bleer med dobbelt så stor sugeevne som de gængse bleer på markedet.

»Der er for mange vandmænd i havene, og der er for mange Pampers på lossepladserne. Cine’al har måske den ultimative løsning på begge de problemer,« har virksomhedens direktør, Ofer Du-Nour, sagt til Times of Israel.

Ved at nedbryde vandmændenes ‘kød’ får de et produkt, de kalder ‘hydromash’ – et tørt, stærkt og meget fleksibelt materiale. Dernæst tilsættes antibakterielle nanopartikler, som gør stoffet anvendeligt til eksempelvis bleer. Desuden kan der tilsættes nanopartikler, som enten kan optimere sårheling eller give duft, farve eller øget fleksibilitet til materialet.

»En tredjedel af verdens engangsaffald er bleer. En nyfødt baby forbruger omkring 70 kg bleer det første leveår alene. Vores nye bleer nedbrydes i naturen på 30 dage, modsat nuværende bleer baseret på de superabsorberende polymerer, SAP, som tager hundredvis af år om at blive nedbrudt i naturen,« siger Ofer Du-Nour.

Virksomheden tænker også at bruge hydromash til hygiejnebind, rengøringssvampe og endda toiletpapir.

Hydromash skulle kunne konkurrere med SAP på prisen. Det vides dog ikke, hvornår, vandmandsbleerne kan forventes på danske supermarkedshylder.