De mystiske sten, der lister sig rundt og efterlader lange spor i sandet på Racetrack Playa i Death Valley i USA, er ikke så mystiske længere. Nu har amerikanske forskere med egne øjne observeret, hvordan stenene bevæger sig.
Det er hverken rumvæsener, alger eller pludselige vinde med orkanstyrke, der er på spil. I stedet har det vist sig at være tynde isflager, der skubber til ørkenstenene. Forskerne har beskrevet fænomenet i en artikel i open access-tidsskriftet Plos One.
Om sommeren er Death Valley et ekstremt varmt og tørt sted, men om vinteren kan det blive koldt i ørkenen, og der kan falde lidt regn og sne. En sjælden gang imellem er der nedbør nok til, at der danner sig en kortlivet og lavvandet sø på Racetrack Playa, der normalt er en knastør slette.
Om natten kan det blive så koldt, at der dannes is på overfladen af søen. Når så solen står op om morgenen, begynder isen at smelte og bryde op, så der dannes store, tynde isflager på søen.
Der skal blot en brise til at få disse isflager, der kun er mellem tre og seks millimeter tykke, til at drive rundt på søen, og hvis de støder ind i sten undervejs, kan de stille og roligt skubbe til dem.
Ganske store sten på 15-16 kg kan skubbes af sted med en beskeden hastighed på op til seks meter i minuttet, og forskerne observerede, hvordan de kunne bevæge sig over 60 meter på den måde, alt imens de efterlod sig spor i mudderet under dem.
En let vind med en hastighed på 4-5 sekundmeter var tilstrækkeligt til at få isflagerne til at skubbe til stenene, da forskerne var på pletten i december 2013.
Tidligere spor røber, at sten på helt op til 320 kg kan rykkes mange meter af isen.
Det var i øvrigt rent held, at forskerne var til stede de vinterdage, hvor mange af stenene sejlede hen over søbunden. Det var nemlig meningen, at fænomenet kun skulle observeres på afstand.
I vinteren 2011 havde forskerne forsynet 15 sten med GPS-udstyr aktiveret af en bevægelsessensor og lagt dem ud på Racetrack Playa. Og så var planen egentlig bare at vente og se, hvad der ville ske.
Men indimellem skulle forskerne ud at hente data fra en vejrstation og skifte batterier på udstyret, og det skete blandt andet i december 2013, hvor sletten pludselig var dækket af en syv centimeter dyb sø. Stenene begyndte at røre på sig, mens forskerne kunne se og fotografere dem.
Forskerne fandt også ud af, at isen indimellem danner spor i søbunden, uden at der er en sten involveret. Det forklarer spor, der ikke har en sten for enden. Her troede medarbejderne i Death Valley-nationalparken ellers, at det var turister, der havde stjålet sten.
Her fortæller Richard Norris fra Scripps Institution of Oceanography om forskningsresultatet, og man kan se en sten bevæge sig:
Leave a Reply