Når boreriggen skal på værksted: En halv milliard kroner og tre måneders arbejde

»Jeg ved godt, at det ikke er politisk korrekt at sige … Men det hele kan jo ikke gå op i vindmøller. En borerig har en praktisk betydning. Vi holder ikke op med at bruge olie dagen efter i morgen.«

Sætningen smælder i luften, der er tyk af lugten af varm olie, men brydes hurtigt af den metalliske lyd af jern mod jern og mågeskrig. Afsenderen, projektleder Erik Jensen, går roligt gennem Lindø Industripark, mod jack-up boreriggen Mærsk Gallant, der med sine 16.000 ton og tre ben tårner sig op mod solen.

Som på en myretue myldrer mænd omkring på den store stålkonstruktion for at sikre den en ti år længere levetid.

Den omfattende renovering har bestået af intet mindre end 220 delopgaver og har krævet 500 mands arbejdskraft fra projektets start i maj. Under Ingeniørens besøg er 150 mand i gang med den sidste finjustering af riggen.

Sveden løber fra plastikremmen i den grønne hjelm og ned i mine øjne. Verden er blevet en fedtet størrelse set gennem et par sikkerhedsbriller, og jeg har en klar følelse af at være i min egen private sauna i form af sikkerhedssko, handsker og en tyk brandsikker kedeldragt i str. ‘Mand’.

Mændene omkring mig går rundt i samme massive udstyr. De ligner en flok børn i flyverdragter, der er på vej ud i en kold januarnat. Men kalenderen siger juli, varmen bølger over asfalten og termometret banker mod de 30 grader. Flyverdragtholdet har arbejdet i lidt over 70 dage, da jeg besøger dem, og i dag er boreriggen på vej tilbage mod Nordsøen ud for Norge for at tjene penge.

»Når den er her, borer den jo ikke. Riggen tjener op mod 400.000 dollars (2,2 mio. kr., red.) i døgnet, når den borer, så hver dag, den ligger her på Fyn, tabes der penge,« siger Erik Jensen og smiler sit rolige smil.

Vejen ind i stålmyretuen

Med projektlederens to do-liste er det svært at fatte, hvor roen kommer fra. Mærsk Gallant får ny borekabine med opdateret software, ny kran, ny dieselgenerator, opgradering af beboelsesområdet fra 100 til 120 personer, nymalede overflader, renoverede ben, nye redningsbåde og en rutinerenovering af alt andet udstyr om bord. Årsagen til den gigantiske renovering er ifølge projektlederen ikke slid, men myndighedskrav.

Ultra Harsh Environment jack-up drilling-rig med tre ben på 148,5 meter.

Kan stå på havet året rundt i en vanddybde på 120 meter.

Består af 6 dæk, kan huse 120 mand og har en helikopterlandingsplads.

Fuldt funktionsdygtig til High Pressure/High Temperature-opgaver.

Automatisk og støvfrit kemisk mixer-system, digitalt drilling-system og dual mud-system med en kapacitet på 5.000 tønder.

Renoveringen af riggen på Fayard-værftet i Odense har krævet 500 mands arbejdskraft 12 timer i døgnet siden starten af maj 2014.

Bygget hos Far East Levingston Shipbuilding i 1993 og har arbejdet i Nordsøen lige siden.

»Norsk lovgivning stiller hele tiden større krav, og det må man rette sig efter. De nye tilføjelser er derfor sat op, ikke fordi de gamle ikke virkede, men fordi man går op i arbejdsmiljø og helse. Hvis man kan få noget, der ikke støjer så meget, så skal man installere det. De fire nye redningsbåde er også et krav, og den nye kran ved bagbord er kommet til, fordi der er krav om, hvor hurtigt og hvor langt den skal nå ud,« siger Erik Jensen.

Når han siger redningsbåde, er der tale om noget, der minder om store orange ubåde med plads til 75 mand pr. båd. Jeg kommer forbi alle elementerne på min rejse ind i stålmyretuen. Gangene er smalle, og pladsen er, hvad man i bolig­annoncer ville kalde ‘godt udnyttet’.

Blandt de større job møder vi også en 600 volt strømtavle med DC-drev, der er 15 meter lang og minder om et kontrolrum på et sci-fi-fly. En mand står svedende foroverbøjet og piller ved en printplade.

Erik Jensen leder vejen videre forbi den nye generator, der nu bringer antallet af hovedgeneratorer op på seks. De drives af dieselmotorer, og dunsten taler for sig selv. Som en orange, gennemsvedig kegle bevæger jeg mig sikkert efter projektleden til det rum, jeg har set mest frem til at opleve: drilling-kontrolrummet.

Rummet ligner broen på et skib, med store glasvinduer i fronten og på taget. Men det ligger ikke med havudsigt. I stedet kigger kontrolrummet indad i riggens mave. En dansker og en nordmand stirrer skiftevis op gennem glasloftet og ned på det dæksel, der indrammer hullet, hvor boret sænkes ned. En engelsk mand af indisk udseende roder ved en computerskærm.

I midten står to stole, der mest af alt ligner noget, man får en rodbehandling i. For enden af hvert armlæn er der en joystick og en skærm – og selvom jeg ikke er computernørd, kribler det lidt i håndfladerne. Det ligner det ultimative spil. Men jeg ved godt, at det ikke er en leg, når det tonstunge bor skal sænkes ned i havbunden på jagt efter olie.

»Det tidligere kontrolrum var 21 år gammelt, og man skulle flytte sig meget for at nå de forskellige knapper. Her kan man sidde tilbagelænet og styre boret med joysticks og touchskærme, og systemet er selvfølgelig udstyret med ny software,« fortæller Erik Jensen.

Jeg kigger nysgerrigt på skærmene for enden af stolene, og den engelske mand, der er specialist i drilling-kontrolsystemer, viser mig, hvordan man let kan trykke på skærmen og manøvrere rundt.

»Is it a sensitive system?« spørger jeg.

Manden trækker på skuldrene og svarer:

»No, but it’s tricky.« Det er underforstået, at jeg ikke skal tro, at man kan sætte sig ned og styre maskineriet, bare fordi man er god til ‘Counterstrike’.

Håndværk af en særlig støbning

Som vi nærmer os slutningen på rundturen, er det svært ikke at sende et lille beundrende blik i den garvede projektleders retning. Hvis jeg ikke når deadline, skubber redaktionen historien, uden at verden kollapser. Hvis Erik Jensen misser deadline, mister han et svimlende beløb hver evig eneste dag.

Men han er rolig. Mere rolig end de fleste, der har brugt halvandet år på at planlægge et projekt, der nu er ved at være afsluttet for hans vedkommende.

Men noget tyder på, at han har truffet det rette valg, da det blev besluttet, at renoveringen skulle foregå på Fyn. Den korte afstand fra Norge til Danmark er attraktiv tidsmæssigt, og værftet Fayard kom med det bedste bud rent økonomisk. Men det er ingen hemmelighed, at projektets budget er kravlet op mod de 100 millioner dollars, svarende til ca. 550 millioner kroner.

»Det gamle Lindøværft har både plads, værksteder og kraner, så det vejede tungt, da vi skulle beslutte, hvor vi ville opdatere riggen. Her har vi meget mere hånd i hanke med det, fordi alt kan foregå her, og vi ikke skal bruge tid på at vente unødigt,« konstaterer Erik Jensen.

Tid er penge. Det er den vigtigste lektie, denne journalist har lært på rundvisningen på Mærsks ‘metalmastodont’ Gallant.

Da vi forlader riggen, er det som at forlade et lille minisamfund – et samfund, der bliver endnu mere isoleret af havets bølger om kort tid. 50 Mærsk-mænd vil blive fast inventar på riggen ude på havet, hvor de får selskab af op mod 70 specialister, som de norske ‘lejere’ af riggen bidrager med.

Noget tyder på, at de små havsamfund, der graver efter sort flydende guld, ikke forsvinder i morgen – præcis som Erik Jensen sagde. I de kommende år vil Mærsk nemlig ansætte 3.000 mand til Maersk Drilling.