PARIS ‘Nonsense Machines’ hedder den japanske kunstner Maywa Denkis værker på udstillingen Art Robotique på Cité des Sciences et de l’Industrie i Paris. Og den titel ville egentlig passe meget godt på hele udstillingen om robotkunst her på Paris’ svar på et eksperimentarium, planetarium og industrimuseum. For det er, hvad det er: nonsens, altså i betydningen, at det ikke giver nogen mening. I hvert fald ikke nogen rationel mening.
Der ligger en selvmodsigelse i titlen ‘Nonsense Machines’, for maskiner og robotter er jo som regel konstrueret med et formål, en mening, men med disse robotter – eller værker, der er lavet af robotter – er der ikke andet formål end at vække sanser, følelser eller måske nysgerrighed. Eller at give en anden form for oplevelse end den, vi normalt finder ved robotter. En form for formidling af en besked, om den besked så er nok så abstrakt.
Der er nok af følelsesmæssigt input i det første store værk, man møder på Art Robotique: Jean Michel Bruyeres ‘Le chemin de Damastès’. Her hæver og sænker 21 hospitalssenge sig til stille, inciterende musik i det, der bliver beskrevet som en ballet af hospitalssenge.
Over hver stramt redte seng skinner et skarpt neonlys, og det er nok de færreste, der får andre associationer end kolde hospitalsmiljøer. Ikke særligt tiltrækkende. Heller ikke selv om sengene har fået tilføjet et menneskeligt touch i de langsomme bevægelser. Det er lidt uhyggeligt, men også poetisk – særligt hvis man tager sig tiden til at følge sengenes langsomme bevægelser.
Anderledes ser det ud hos den hollandske kunstner Theo Jansen, der medvirker med en pudsig konstruktion. Det er ikke en maskine eller en robot, men skulpturen er født ud af en computers algoritmer. ‘Strandbeest’, der nok bedst kan oversættes med Strandbæst, kalder Theo Jansen sine skulpturer, der er lavet af hvide plastikrør. Og det ligner et bæst. Stort som en elefant og enkelt, som var det skelettet af et fortidsdyr eller et kæmpe insekt. Det er lavet til at bevæge sig hen over en strand. I toppen er bundet stof, som gør det ud for en slags sejl, og ‘benene’ på dyret er lavet, så strandbæstet kan bevæge sig hen over sandet.
På udstillingen er vist et ‘bæst’ ved navn Animaris sammen med videoer om, hvad søren ideen bag strandbæstet er. Og ja, her fortæller Theo Jansen, at han nu arbejder på syvende generation af strandbæster, som han kalder Animaris Rhinocerus. De kommer til at veje to ton. Er der ikke vind til at rykke bæstet, kan det flyttes af blot én person takket være et sindrigt system af komprimeret luft lagret i sodavandsflasker.
Flydende bogstaver
Flere af de i alt ti udstillende kunstnere er japanere. Måske fordi robotter i det hele taget er en mere accepteret og synlig del af den japanske kultur. Kunsteren Shun Ito har lavet ‘Cosmic Birds’, nogle fine værker af lys, der bliver projiceret hen på en væg, så det danner hypnotiserende mønstre.
Udstillingens absolutte hit er dog et værk af den japanske kunstner Shiro Takatani, som han har lavet med sin svenske kollega Christian Partos. Og så er det faktisk ikke engang et kunstværk i sig selv. De vil helst kalde det et interface, hvorpå forskellige kunstnere kan lave forskellige sekvenser. Ideen var oprindeligt en maskine, der kunne lave flydende bogstaver. Den fik Shiro Takatani tilbage i 2001 sammen med kunstnergruppen Dumb Type, som han er en del af. Men dengang var den nødvendige teknologi endnu ikke færdigudviklet.
Det er den nu. ‘3D Water Matrix’ er maskinen kommet til at hedde, og den består i sin enkelhed af to sorte ‘kasser’, der står i et stort, mørkt rum, hvor museumsgæsterne kan sætte sig langs kanten. En ‘kasse’ hænger fra loftet, mens en anden står nedenunder. I den øverste er indlejret 900 elektroventiler, der via computerprogrammering sender et grid af 3030 vandstråler ned. De belyste stråler kan koreograferes, så vandet enten bliver kastet ned i ‘kugler’, siler stille ned eller danner andre former. Effekten er næsten surreel. Det ligner et fyrværkeri i oplyst vand.
Shiro Takatani og Christian Partos har hver designet to sekvenser, så man følger ‘3D Water Matrix’ i fire forskellige programmeringer. Nogle sekvenser er tilsat heftigt stroboskoplys, andre er blødere, og atter andre udnytter, at maskinen netop kan skabe andre former.
Hvis ikke for de andre mindre spektakulære værker, ja, så bør man se udstillingen for denne. Eller måske Chico MacMurtries ‘Totemobile’, der desværre ikke kunne ses i sin fulde udfoldelse, da Ingeniøren besøgte udstillingen. Det så ellers iøjenfaldende og ret vildt ud på billederne: en metalskulptur formet som en Citroën DS, der langsomt åbner op og til sidst strækker sig i sin fulde længde til en 18 meter høj, oplyst totempæl. Interessant – om det så er nonsens eller ej.
Art Robotique, Cité des Sciences et de l’Industrie varer indtil 4. januar 2015. Se også en video fra udstillingen på hjemmesiden: cite-sciences.fr
Leave a Reply