Historien kunne være stærkere
Det skal ikke være nogen hemmelighed, at Fallout 3′s hovedfortælling, i mine øjne, var middelmådig; klichépræget, kluntet fortalt og uden den emotionelle slagkraft, en sådan historie fortjener. Det samme gør sig desværre gældende for Fallout 4′s hovedforløb, der langt hen ad vejen kopierer treerens struktur. Det er igen det patetiske, længslen efter familien, der er primus motor, men hverken forløbet, dialogen eller karakterbygningen er grundig nok til, at man for alvor kan leve sig ind i den.
Det skal ikke være nogen hemmelighed, at Fallout 3′s hovedfortælling, i mine øjne, var middelmådig; klichépræget, kluntet fortalt og uden den emotionelle slagkraft, en sådan historie fortjener. Det samme gør sig desværre gældende for Fallout 4′s hovedforløb, der langt hen ad vejen kopierer treerens struktur. Det er igen det patetiske, længslen efter familien, der er primus motor, men hverken forløbet, dialogen eller karakterbygningen er grundig nok til, at man for alvor kan leve sig ind i den.
Bethesda har problemer med fortælleteknikken i Fallout 4. Både hovedhistorien og de indlagte side-missioner er af svingende kvalitet og relativt uopfindsomme.
Fallout 4 er et spil om at overleve i ødemarken, og den fornemmelse sidder lige i skabet.
Fallout 4 har været længe undervejs, og imens følelsen af apokalyptisk overlevelse sidder lige i skabet, så er fortælleteknikken lidt mere vag.
Den ikoniske Power Armor vender også tilbage, og det i en klart forbedret udgave. Nu er den ikke længere et punkt på din udstyrsliste, men en fysisk ting i ødemarken, som du går rundt i. Når du har rustningen på, føler du dig som en omvandrende tank; den er mægtig, men også sulten efter energi, og hvis batteriet går dødt, er der ikke mere “god-mode”, til du har fundet et nyt. Og de er relativt sjældne. På den måde er power-rustningen i Fallout 4 blevet en spilmekanik, der skal bruges med omtanke, eksempelvis de gange, hvor man har virkelig svært ved at komme videre i en mission, og det fungerer rigtig godt.
Slutteligt kommer vi ikke uden om de mange bugs, der til stadighed plager Bethesda-rollespil. Omend det synes at være en smule bedre i Fallout 4, skal man stadig forvente et utal af mærkværdige situationer, hvor animationer spasser ud, man ryger gennem gulvet eller NPC’er ikke dukker op, hvor man troede de ville. Problemer, der vel at mærke kun bliver større, jo længere tid man lægger i sit save-game. Jeg har endnu ikke oplevet nogle spilødelæggende fejl, og det er et klart plus, men man tænker, om det er en umulighed for Bethesda nogensinde at producere et spil, hvor bug-listen ikke er alenlang allerede fra start.
I det store hele er Fallout 4 altså et skridt i den rigtige retning uden at være et kvantespring for serien. De nye spilsystemer er kærkomne tilføjelser, der bidrager til følelsen som overlever i den barske ødemark, men Bethesda har stadig meget at lære, hvad angår historiefortælling og engagementet heri, og som resultat er mange missioner i spillet, inklusiv hovedmissionen, relativt intetsigende. Til gengæld lever det højt sit spilunivers, der vanen tro er i en liga for sig.
Fallout-fans bør springe på med det samme, mens skeptikere af Bethesda-rollespil vil finde alle de samme fejl og mangler som i tidligere spil. Ødemarken ændrer sig åbenbart aldrig.
Læs også: Anmeldelse: Skæbnetimen for Destiny
