Hvorfor tøver virksomhederne, når nu man kan gøre så mange vilde ting ved deres datacentre?

Hyperkonvergens her har været på agendaen ved utallige events og teknologi-showcases de sidste par år. Hvis ikke, du har hørt om emnet tidligere, er du velkommen til at kaste et blik på denne klumme.

Det er i grunden imponerende at tænke sig et datacenter helt uden et SAN – eller i hvert fald uden et fysisk SAN.

Det er nemlig den primære eller mest synlige benefit ved hyperkonvergens, der som koncept udmærker sig ved at kunne levere mange terabyte sågar som tiered storage – det vil sige forskellige typer med for eksempel både flash og traditionnelle diske inde i maven på serveren.

Og det vel at mærke i den samme server, som leverer compute-hestekræfter til hypervisor, og som kan skaleres ud til flere tusind virtuelle maskiner og hundredevis af petabyte – formentlig rigeligt for en stor del af de virksomheder, der findes i vores del af verden.

Hvor kommer det fra?
Hvem startede egentlig dette koncept?

Det kan jeg ikke sige med sikkerhed, men en virksomhed med det noget særprægede navn Nutanix er vel nok efterhånden det ældste, veldefinerede koncept. Og der er kommet flere til siden.

For eksempel er Simplivity og den gamle kending VMware begyndt at markedsføre deres vSAN-features som hyperkonvergens (Hyper Convergence (HC)).

Mange startups har længe være dygtige til at udfordre de etablerede spillere i markedet for infrastruktur, og det forholder sig ingenlunde anderledes i denne del af markedet for hyperkonvergens, hvor det var David mod Goliat.

Men interessant nok har virksomheder som Nutanix været ganske hurtig til at udvikle nye features og ikke mindst dygtig til at bringe dem ud i markedet.

Tænk, at man for eksempel kan bygge et VMware Metro Cluster uden skyggen af et storage array. Det er ganske tillokkende i sig selv – mindre hardware, mindre kompleksitet og mere self-service og et højere niveau af automation.

Hvad med det gamle hold?
Men hvad med de etablerede spillere?

De har måttet løbe hurtigt for at følge med, og det har taget et par forsøg at udviklenoget, der bare nærmer sig de nye børn i klassen.

Faktisk først i vSAN 6.2 er der noget, der ligner enterprise-kvalitet, og det er vel egentlig overraskende, at det har taget så lang tid.

Imens har hyperkonvergens-markedet udviklet sig hastigt og taget stadig større markedsandele fra de traditionelle løsninger. Samtidig får de nye startups – som ikke er så nye mere – mere selvtillid og prædiker “End of the SAN”.

Givetvis har mange datacentre vokset sig fede i virtualiseringsbølgen de sidste fem-ti år, så det ligger vel lige til højrebenet at skifte det – i nogens øjne – forældede og traditionelle server/storage miljø og reducere sit datacenter til nogle få Rack Units.

Men det er ikke rigtig sket endnu – det har ikke slået helt igennem ude i virksomhederne endnu.

Vi orker (måske) ikke mere nyt
Måske tænker virksomhederne, at de ikke orker at skifte til noget nyt igen.

Måske er udbuddet af disse ting efterhånden blevet så mangfoldigt, at der i nogen grad går inflation i det, og virksomhederne vælger derfor at se tingene an, inden de investerer, eller måske føler de sig bare overvældede af al den overflod og vælger det sikre.

Virksomhederne køber hvertfald stadig storage arrays – omend ikke i samme omfang som tidligere.

Imens venter der nye, livsforlængende teknologier i kulissen – for eksempel NVMe over Fabrics, nye spændende flashteknologier fra Intel eller avanceret memory-caching som for eksempel Pernix.

Ingen ‘one size fits all’?
En ting er dog sikkert: En hypervisor skal have et sted at leve og compute til at føde de hungrende VM’er samtidig med, at applikationerne stiller stadig større krav til response tid og IO.

Måske er det blot et tegn på, at der ikke findes en “one size fits all”-løsning, og at alle behov i virkeligheden bør kvantificeres for herefter at pakkes ned i den helt rigtige løsning, som kan levere netop den performanceprofil, en virksomhed ønsker, til den rigtige pris og med det rette niveau af integration eller automation.

Mit bud er, at hyperkonvergens bliver en feature, hvor Hypervisoren indeholder de nødvendige softwarekomponenter til også at virtualisere storage i større stil.

Den kamp har VMware allerede skudt i gang med den seneste version af vSAN, ikke mindst i samarbejde med EMC’s vxRail. Det virker gennemtænkt at relancere sig selv i denne sammenhæng efter et lidt forkølet første forsøg (EVO-Rail) med en etableret storage leverandør.

Men andre havde set det komme, og for eksempel Nutanix bliver ved med at udfordre de etablerede kræfter med deres Hypervisor Acropolis (KVM-baseret).

Alt dette er efter min opfattelse ganske sund konkurrence til gavn for virksomhederne, som efterhånden vælter sig i spændende muligheder inden for datacentrets fire vægge.

Men kan man også lade sig forvirre af det hele … jo, det kan man let. Eller også skal man bare konkurrere med sig selv lige som Amazon.