Category Archives: computer

Danske universiteter er købt på vej til at gøre et indkøb, der skal sikre forskere adgang til enorm regnekraft. Universiteterne går sammen om at købe en ny supercomputer til 35 millioner kroner, som skal stå klar i 2015.

Den nye supercomputer bliver efter planen Danmarks største og forventes at have regnekraft, der svarer til ti tusinde hjemme-pc’er. Fysisk vil supercomputeren blive omkring 24 meter lang. De endelige specifikationer er dog ikke fastlagt endnu, men den kommer til at stå på Syddansk Universitet i Odense.

»Med den kommende supercomputer vil forskerne kunne foretage beregninger, der er langt hurtigere end nu,« fortæller Henrik Pedersen, som er dekan ved Det Naturvidenskabelige Fakultet på Syddansk Universitet.

Adgang til hurtige beregninger kan nemt blive et trumfkort, når der i fremtiden skal søges om penge til internationale forskningsprojekter. Forskerne er nemlig i skarp konkurrence om pengene, og det kan derfor være en fordel at henvise til, at man har adgang til en at Europas største computere.

Pengene til supercomputeren kommer fra Syddansk Universitet, som betaler 15 millioner, Aarhus Universitet, der betaler fem og DeiC, som sørger for resten.

DeiC er en enhed under Styrelsen for Forskning og Innovation, som består af universiteterne og andre forskningsinstitutioner. DeiC opgave er at sikre den elektroniske infrastruktur for dansk forskning.

Kinesiske Huawei skal fremover levere alt udstyret til TDC’s mobilnetværk, men selskabets relationer til den kinesiske regering har skabt frygt for, at Huawei bygger bagdøre ind i udstyret, som kan bruges til spionage.

Den samme frygt har medlemmer af det britiske parlament også haft, og derfor fik de tidligere på året iværksat en uvildig undersøgelse af sikkerheden på det center, som Huawei har oprettet i Storbritannien, hvor softwaren og hardwaren bliver inspiceret for bagdøre. Det skriver BBC.

Sikkerhedsrådgiver Kim Darroch, der har stået for undersøgelsen, anbefaler, at den britiske efterretningstjeneste GCHQ skal spille en mere aktiv rolle i driften af centeret.

I dag er medarbejderne, som skal finde sikkerhedshuller i Huawei-udstyret og godkende det, alle ansat af Huawei. Det er angiveligt nødvendigt af hensyn til de aftaler, Huawei har med sine underleverandører og partnere.

Ifølge undersøgelsen har centeret kun fundet sikkerhedshuller i softwaren, som skyldtes design- eller programmeringsfejl. Huawei har været leverandør af teleudstyr til British Telecom siden 2005.

Forsvarets Efterretningstjeneste har givet grønt lys for aftalen mellem TDC og Huawei, hvilket blandt andet er sket på baggrund af, at Huaweis udstyr bliver inspiceret og godkendt på centret i Storbritannien.

I ti måneder har det lille iværksætterfirma Gigabit forhandlet og arbejdet med TDC for at få adgang til selskabets fiberkabler, som loven giver dem. Men det er ikke lykkedes endnu – senest lød det fra TDC, at et it-system ikke understøtter den form for adgang direkte til TDC’s fibernetværk, så det vil tage noget tid endnu.

Den historie får de dårlige minder til at vælte frem hos Torben Rune, direktør for Netplan, der rådgiver om teleløsninger. For det var præcis på samme måde, TDC forsøgte at spænde ben for konkurrenterne, da kobbernettet blev givet frit til internet via ADSL-teknologien, vurderer han.

»Da jeg læste om Gigabit, tænkte jeg ’åh nej, nu bliver de hevet igennem hele den mølle, vi kender fra den rå kobber. TDC har nærmest en drejebog fra dengang, de nu kan bruge igen. Først er det noget med teknikken, så er det it-systemerne. Næste problem bliver, om fibrene virker. Vi kender sangen alt for godt fra de sidste 20 års erfaringer,« siger Torben Rune til Version2.

TDC afviser i øvrigt, at der skulle være tale om forhaling. Der har været tekniske problemer, lyder forklaringen.

Men selv hvis TDC valgte bevidst at være langsom til at give konkurrenterne adgang, er der sådan set ikke noget ulovligt – eller mærkværdigt – i det, når nu TDC helt tydeligt kan se fordele ved mindre konkurrence, mener telerådgiveren. Problemet ligger i reguleringen af TDC, siger han.

»Det er ikke TDC, der er problemet. Selskabet udnytter bare de huller, der er i lovgivningen, fordi man ikke regulatorisk har bidt sig fast og sagt ’vi vil have konkurrence på markedet’. Man kan ikke straffe et firma for at klumpe rundt med interne it-systemer, hvis man ikke på forhånd har sikret sig, at det er en opsættende forhindring. Så selvom det ikke er en gyldig forklaring fra TDC, at it-systemerne ikke passer til, så er den gyldig i forhold til reguleringen,« siger han.

Svært at regulere sig ud af

I dag er reguleringen fokuseret på teknik, altså hvad konkurrenterne skal have adgang til, men der er ikke bygget forretningsmæssig logik ind i reglerne, mener Torben Rune.

»Man har helt glemt at regulere den forretningsmæssige side. TDC kan klokke rundt i det i to år, hvis de vil, og så er den stakkels nye, lille udbyder nok gået konkurs imens, og markedet har ændret sig meget på den tid. Der er ingen regulering af, hvad Gigabit kan gøre, efter at have talt vindmøller med TDC i ti måneder,« siger Torben Rune.

At sikre fri konkurrence på TDC’s dominerende infrastruktur gennem strengere regulering er dog en voldsom opgave for myndighederne, som i praksis så hele tiden skal være et skridt foran.

»Det er meget tungt, hvis man skal tage hensyn til alle de måder, man kan drille hinanden på. Så længe, man ikke tager fat i det grundlæggende problem, nemlig at TDC ejer så meget af infrastrukturen, så vil de stadig have en interesse i at påvirke markedsudviklingen i en bestemt retning,« siger Torben Rune.

Danmark sakker bagud

Den rigtige løsning vil derfor være at skille infrastrukturen ud i et selvstændigt selskab, ligesom skinnenet og stationer blev samlet hos Banedanmark, da DSB blev privatiseret. Det er for eksempel sket i Storbritannien, forklarer direktøren.

»Så længe, vi ikke har løst problemet omkring de helt basale konkurrencemæssige problemer, vil vi heller ikke få et veludbygget højhastighedsnetværk. Vi bliver holdt i et jerngreb, og det er meget hæmmende,« siger han.

Dermed vil Danmark sakke bagud i den internationale konkurrence, målt på befolkningens adgang til brugbart internet, og den førerposition, vi havde, vil blive sat over styr. Den udvikling er allerede i fuld gang, siger telerådgiveren.

»Hvert eneste år rasler vi flere pladser ned i de internationale statistikker. Det har vi gjort i flere år nu, og det går hurtigere og hurtigere. Sker der ikke noget, vil vi fortsætte med at rasle nedad, og det er en lang, sej proces at lave om på,« siger Torben Rune.

Han nævner problemerne med internetadgang i de mere fjerne egne af landet, hvor kobberkablerne ikke kan bære en brugbar internetforbindelse, men alternativerne mangler, fordi teleselskaberne ikke kan se en god forretning i at grave nye ledninger ned eller sætte nye mobilmaster op i området.

Når langt det meste af Danmark må nøjes med 1 eller 2 megabit pr. sekund i upload-hastighed – og andre slet ikke har så meget – er der nye digitale muligheder, som vi slet ikke kan være med på i Danmark.

For eksempel at tandlæger sender ultrapræcise scanninger af patienternes tænder til plombeproducenten, i stedet for at tage fysiske afstøbninger, der er dyrere og skal sendes med posten.

»Det er gigabytes af data, der skal sendes af sted via internettet, så jeg har kun hørt om ét sted i Danmark, man bruger det, mens det er i brug rigtig mange steder i USA og andre lande. Og det er jo bare ét lillebitte eksempel. Vi bliver efterladt mere og mere bagud i den internationale konkurrence, og det er dybt beklageligt,« siger Torben Rune.

»Jeg kan ikke kommentere den konkrete sag, men hvis nogen herfra har givet en forkert besked, er det drønærgerligt.«

Sådan lyder reaktionen fra Thomas Alslev Christensen, chef for Kontoret for Innovationspolitik i Styrelsen for Forskning og Innovation, der administrerer Videnpilotordningen.

Få en agent til at finde det helt rigtige job til dig på Jobfinder.

Kontorchefens udtalelse kommer, efter at virksomheden Møn Print og den ledige diplomingeniør Ivan Petersson i går og i dag har fortalt om, hvordan de røg ind i et kaotisk sagsforløb på grund af administrativt bøvl.

Et forløb, der endte med, at Møn Print måtte opgive at ansætte Ivan Petersson, selv om begge parter samt projektet lever op til reglerne i ordningen.

Videnpilotordningen er kendt for at være en af de mest ubureaukratiske.
Thomas Alslev Christensen, kontorchef, Styrelsen for Forskning og Innovation.

Møn Print blev i første omgang godkendt til ordningen efter de gamle regler, der ikke omfatter diplomingeniører. Det fremgik af en mail, som virksomheden sendte til Styrelsen for Forskning og Innovation. Da de ikke hørte fra styrelsen, ringede de derind. Styrelsen havde problemer med mailsystemet og havde derfor ikke modtaget svaret, men en medarbejder fortalte Møn Print, at de blot skulle gå videre med ansættelsesforløbet. En tilkendegivelse, der dog siden bliver trukket tilbage – og dermed koster Ivan Petersson sin ansættelse.

På grund af den mundtlige tilkendegivelse begyndte han nemlig at arbejde i virksomheden og nåede at få løn fra virksomheden i halvanden måned. Dermed kunne styrelsen ikke godkende ham som videnpilot hos Møn Print i anden omgang. Reglerne siger nemlig, at en videnpilot ikke må have arbejdet i ‘pilotvirksomheden’ inden for de seneste to år. I dag er Ivan Petersson stadig arbejdsløs, mens Møn Print aldrig fik sat gang i et nyt forretningsområde med udvikling og design af printplader.

Thomas Alslev Christensen fra styrelsen peger på, at han ikke har hørt fra de to, og opfordrer Ivan Petersson og Møn Print til at henvende sig, hvis de ønsker at klage over sagsbehandlingen:

»De kan bare ringe til mig, så vi kan snakke om det. De behøver ikke at skrive en lang klagesag. Videnpilotordningen er kendt for at være en af de mest ubureaukratiske ordninger, vi har, så hvis de er kommet i klemme, kan det godt være en fejl for vores side,« siger kontorchefen.

Han peger på, at det ikke er normalt, at der bliver givet mundtlige tilsagn, som det måske er sket i den aktuelle sag, da reglerne siger, at et projekt ikke er godkendt, før man har et skriftligt tilsagn:

»Nu har jeg jo ikke hørt samtalen, så det er svært at vide, hvad der er blevet sagt. Måske er de kommet i klemme, fordi de har opfattet, at de fik et tilsagn. Men jeg kan ikke på stående fod vurdere, hvad der er sket,« understreger Thomas Alslev Christensen.

Formålet med ordningen er at styrke vækst og innovation i private virksomheder med 2 til 100 ansatte, som ansætter personer med mindst en uddannelse på bachelor-niveau i 12 måneder.

Ordningen giver tilskud til innovative projekter, som kan give virksomheden ’et væsentligt innovativt og økonomisk løft’.

Støtten er på 12.000 kroner om måneden, dog højst halvdelen af videnpilotens løn.

Se retningslinjerne fra Styrelsen for Forskning og Innovation.

Styrelsen indbyder til møde

Han peger på, at ordningen er tilrettelagt, så den er så ’ubureaukratisk og smidig’ som muligt, og ærgrer sig over forløbet:

»Det lyder som en ulden sag, men jeg ved ikke, om virksomheden ikke har hørt ordentligt efter, eller om sagsbehandleren ikke har fulgt den normale procedure,« siger han og indbyder både Ivan Petersson og Møn Print til et møde:

»De er meget velkomne. Vi vil gene hjælpe og oplever ofte, at virksomheder ringer ind for at få fremskyndet sagsbehandlingen, f.eks. hvis de sidder med en drømmekandidat,« fremhæver Thomas Alslev Christensen

Kontorchefen understreger, at Videnpilotordningen først og fremmest er skabt til at skabe innovation og produktivitet i virksomhederne – ikke som beskæftigelsesforanstaltning, da den henvender sig til alle højtuddannede, både dem med og uden arbejde.

I dag kan beboere i og brugere af PCB-forurenede bygninger regne med at, miljøgiften begynder at blive fjernet inden for to år, hvis PCB-indholdet i indeluften ligger mellem 300 og 3.000 ng/m3. Men fremover bliver det op til de enkelte kommuner at afgøre, hvor hurtigt mellemsvære forureninger skal fjernes. Det er resultatet af Sundhedsstyrelsens revurdering af de såkaldte aktionsværdier, som hidtil har bestemt, hvordan bygningsejere skulle reagere, når de opdagede PCB.

»Vi vurderer, at man i større omfang må lave en konkret vurdering af sundhedsfaren i den enkelte situation: Hvor intensivt bruges bygningen? Er der tale om børn og unge? Hvor mange bruger bygningen, og hvor lang tid opholder de sig? Man skal med andre ord lave en konkret vurdering af, hvor meget PCB den enkelte person bliver udsat for under opholdet,« fortæller ledende embedslæge Henrik L. Hansen fra Sundhedsstyrelsen.

Hvis der bliver fundet mere end 3.000 ng PCB/m3 vil der ligesom i dag fortsat være krav om, at bygningsejeren med det samme begynder at reducere PCB-indholdet i luften. Findes der under 300 ng PCB/m3 vil der ligesom i dag ikke være krav om, at bygningsejeren gør noget ved PCB-forureningen. Men for de middelsvære forureninger vil der altså komme nye regler, som blandt andet vil medfører, at beboere i forskellige kommuner vil blive behandlet forskelligt.

»Det kan jeg ikke udelukke vil ske, men det er ligesom med skimmelsvampsager, hvor kommunerne også kan bestemme, hvor hurtigt der skal reageres,« siger Henrik L. Hansen.

Hos rådgiveren Golder Associates kan Niels Trap, der har været involveret i mange PCB-sager, se god fornuft i at holde fast i aktionsværdierne, fordi der ikke er kommet afgørende ny viden om farligheden af PCB, siden værdierne blev indført. Men han kan også se en fare for, at økonomisk pressede kommuner ikke kun tænker på beboernes og brugernes sundhed, når de vurderer egne bygninger.

»Man kan frygte, at man nogle steder vil trække sager i langdrag ud fra økonomiske hensyn.«

Tidligere har nogle kommuner mere eller mindre offentligt erkendt, at de undlod at undersøge deres bygninger for PCB, fordi de ikke havde penge til at renovere dem.

I 2010 fortalte den daværende områdechef ved Center for Miljø i Københavns Kommune Jens Nejrup således til DR, at kommunerne ‘skynder sig langsomt’ med at undersøge bygninger for PCB.

Men Niels Trap understreger også at han som udgangspunkt har tillid til de kommunale bygningsmyndigheder.

Set fra Henrik L. Hansens stol fjerner de nye regler imidlertid en af de barrierer, der i kommunernes øjne kunne være for at undersøge PCB-forekomsten i kommunens bygninger.

»Uden tidsgrænserne får kommunerne en mulighed for at lave en kortlægning og sætte ind i de bygninger, hvor de mener, at man kan få mest sundhed for pengene i stedet for at være tvunget til at gå i gang med den bygning, der tilfældigvis blev fundet først.«

Danske virksomheder var lige så hurtige til at udskifte skrivemaskinen med en computer, som amerikanerne var. Men vi har ikke været lige så dygtige til at udnytte computeren i mere avancerede arbejdsprocesser.

Sådan forklarer regeringens produktivitetskommission på side 156 af sin fjerde rapport, der udkom i går, at it kun har bidraget med en årlig vækst på 0,2 procent i arbejdsproduktionen i Danmark målt af Danmarks Statistik.

Tallene er behæftet med en vis usikkerhed, da det ifølge kommissionen er svært at måle omfanget af it-investeringer i mængder, hvilket er behandlet selvstændigt i kommissionens første rapport ‘Danmarks produktivitet – hvor er problemerne?’

Men en årlig vækst på 0,2 procent skal ses i forhold til den amerikanske vækst, der ligger på 0,8 procent fra 1995 til 2004. Disse tal stammer fra en analyse foretaget af Van Ark m.fl fra 2008, der i øvrigt placerer Danmark højt med et bidrag på 1,2 procent. En analyse, som kommissionen dog tvivler på, hvorfor den fremhæver tallene fra Danmarks Statistik.

Danmark er godt med på de ydre parametre, altså udbredelsen af bredbånd og mobiltelefoni, sammenlignet med andre lande. Samtidig er der forholdsvis mange it-kyndige ansat i danske virksomheder. Men ifølge OECD-tal fra 2010 ligger Danmark på en lunken placering midt i feltet, når det drejer sig om at anvende it til at øge værdiskabelsen. Vi ligger således efter Finland, Irland og Sydkorea i top og Sverige, Storbritannien, USA, Holland og Norge på de øvrige pladser. De fleste europæiske lande ligger betragteligt under Sydkorea og i mindre omfang USA.

Dette skyldes ifølge kommissionen flere ting. Dels henviser kommissionen til en undersøgelse fra 2012 af Bloom m.fl., der dokumenterer, at forskelle i ledelseskultur kan være en forklaring på, at europæiske virksomheder ikke har været lige så dygtige til at omsætte it til højere vækst. Eksempelvis viser undersøgelsen, at amerikanske virksomheder i Europa slår europæiske virksomheder, når det gælder om at omsætte it-investeringer til vækst i virksomheden.

Endelig halter Europa også efter når det gælder at indføre robotter og automation i industriproduktionen.

(Som en undtagelse til reglen vil denne blog i dag være på Engelsk, så folk i Det Sydlige Udland kan læse med.)

Amongst mass murderes, Henry Ford reigns supreme.

Even half a century after his death, approximately 1.2 million untimely deaths per year can be traced right back to him. (A further 50 million are maimed each year, but mass murderes can not count near-misses to their credit any more than cricket, soccer or baseball players can.)

But nobody seriously classifies Henry Ford as a mass murderer, just like James Watt is not blamed for CO2 polutions dire consequences, and Bud Fletcher is not blamed for gun violence.

Therefore, by the total lack of powers invested in me, I absolve Mills, Kleinrock, Cerf et al. for any responsibility for the current Global War On Privacy.

However, there’s no escaping that we made this particular mess, just like the car nerds made the mess that can be found downtown in pretty much any major city in the world.

And that “we” is people like you and me, people who connected computers, people who wrote software, people who ran ISPs, and people who told everybody and their grandmother how great the Internet was.

… without thinking it fully through.

In particular without thinking it fully through, what people who are not like us might use the Internet for.

It’s not like we were not warned.

My good friend Jordan Hubbard personally issued that warning, right on to everybodys screens in 1987, almost but not quite predicting the spam-tsunami later to follow.

The year after, Robert Morris made a programming mistake, which caused his self-replicating code to escape and lay waste to CPU cycles on any Sun or Vax on the net.

The year after again, 1989, Cliff Stoll published his bestselling account of how he had traced and trapped actual bona-fide card-carrying spies who used the lax security of the Internet to steal military secrets in 1986. And just to put a cherry on top, he wrote a little read book called “Silicon Snake Oil” pointing out what we were rapidly loosing in the heydays of the “dot-com” craze.

No, we were warned, and warned good.

And just like, I pressume Henry Ford did, we ignored the warnings, thinking that people would get used to the new way of living.

Well, guess what: If they still havn’t, they’ll bloody well have to now, because just like the car, there is no way to put this genie back in the bottle.

The best we can hope for, is that somebody invents the safety belt and the airbag.

And this brings me to why I’m writing this blog entry:

The car industry has fought every single attempt societies have made to reduce the carnage wrought by their creations.

If you are young you probably only know Ralph Nader as the bloke who made it possible for G.W.Bush to steal the election from Al Gore, but his major accomplishment was to get safety belts in all new cars. That took him seven years to get legislative action and another 10 years before first effects of his effort began to appear in the statistics.

If, like me, you think The Global War on Privacy is wrong, you got to face that we are headed into a grim battle.

Any attempt from now on to claw back the privacy which have been illegally removed from our lives, will be met by similar fierce resistance.

Resistance from the companies which have made lack of privacy their primary business case: FaceBook, Microsoft, Google, Klout, DoubleClick, LinkedIn etc.

Resistance from the military industrial complex, for whom “Cyberwar” and “Total Situational Awareness” is the new cash-cow.

And resistance from the cold-war generation in governments, who gladly signs the cheques, with our tax-money, in the mistaken belief that spying on love-crossed teenagers and married couples hashing out their daily lives using electronic communication, somehow “enhances national security”.

That’s a lot more resistance than Ralph Nader had to deal with, for a cause which not nearly as viscrerally in your face as car accidents.

A lot of the “we”, are currently arguing that adding more encryption will solve the problem, but they are deceiving nobody but themselves: More encryption only means that more encryption will be broken, backdoored, trojaned or otherwise circumvented.

If you think you can solve political problems with technical means, you’re going to fail: Politicians have armies and police forces, you do not.

Like the whites were never thrown back in the ocean, and the cars never removed from the cities, we will never claw our privacy back entirely. Even if you go Full Amish, there will still be military hardware worth billions looking, listening and monitoriing you, every single second of your life.

The only way to claw back some amount of privacy, is politics.

Talk.

Explain.

Write.

Engage.

Cause the right people to be elected

If there are no right people to elect, stand or run (depending on which side of the Atlantic) for office yourself.

That is not how I planned to spend the later half of my life, but we made this mess, and I’m going to do my damnest to clean it up again.

Are you with me ?

phk