Category Archives: computer

Venedig
Mennesker tiltrækkes af skønhed. Skønhed får folk til at købe og rejse – se bare her i Venedig, hvor smukke paladser og dragende kanaler hvert år tiltrækker 25 millioner turister.

Derfor kan det undre, at æstetikken ikke har større magt over den måde, nye byområder og fysiske omgivelser indrettes på. Byrum, der ligner noget fra en kold science fiction-film, hvor en lille, grøn firkant af græs er det eneste pift af natur.

Dog ikke hos den prisbelønnede danske landskabsarkitekt Stig L. Andersson, der har kurateret dette års danske udstilling på Venedig Biennalen, som netop fokuserer på tabet af æstetik.

Det er blevet en overraskende udstilling, der handler om alt andet end arkitektur – og så alligevel. For det er principperne bag det arkitektursyn og særligt landskabsarkitektur, som Stig L. Andersson vil vise.

Her er uddrag af digteren Inger Christensens sonetkrans ‘Sommerfugledalen’. Et fotografi af Niels Bohrs kridttegning fra den sidste dag i hans liv. En reproduktion af et Jorn-maleri. Billeder af skyformationer taget af Stig L. Andersson selv. Samt små, sanselige rum – f.eks. ét fyldt med bark, så man føler sig hensat til en nordisk skov.

Stig Andersson forklarer:

»Jeg har valgt at formidle H.C. Ørsteds æstetiske natursyn. Ørsted fremhæver vores begejstring over hver dag at se skabelsesberetningen finde sted i naturen. I guldalderen bliver det æstetiske bragt på lige fod med det rationelle. Det syn bliver ødelagt af moderniteten, hvor vi udelukkende betragter det rationelle. Så det handler om lys og luft og grønne arealer. Så siger Asger Jorn i 1960’erne: Lys, luft og grønne arealer er ikke et æstetisk behov. Der ligger en rationel forklaring bag. For det æstetiske handler om skaberkraften og og glæden ved kunstværkets emotionelle påvirkning af dig,« siger han.

Stig L. Andersson, der har studeret kemi og kernefysik, har villet stille et simpelt og dog komplekst spørgsmål: Hvad kan vi lære af komplementaritetsteorien? Hvis lys både kan beskrives som bølger og partikler – hvad så med andre fænomener?

»Vi har glemt, at arkitekturen rummer to vigtige paradigmer: det byggede og det groede miljø. De er afhængige af hinanden og påvirker hinanden. Vi har glemt æstetikkens rolle i at skabe bedre levevilkår. Det har skabt en ubalance. Jeg tror på, at vi kan udvikle et sprog, der gør, at vi i fremtiden kan bygge hele og ikke halve løsninger«, siger Stig L. Andersson.

Venedig
Allerede indgangspartiet til den centrale udstillingsbygning på årets Venedig Biennale illustrerer pointen:

Et grandiost rum med et kuppelformet loft dekoreret med guld og malerier fra 1909 af den italienske kunstner Galileo Chini. Under det hænger et moderne loft som det, de fleste kontorbyggerier nu er udstyret med, komplet med udsugningsrør og plads til kabler.

Den æstetiske kontrast mellem de to lofter kunne ikke være meget større. Som et stykke pap sat op ved siden af et kunstværk.

Og moderne arkitektur risikerer at blive netop pap-arkitektur, hævder Rem Koolhaas, hollandsk stjernearkitekt og kurator på årets biennale. For nutidens bygninger skal gemme på så meget teknologi og isenkram, der ligger bag lofter, gulv og vægge, at den i sig selv er blevet en hul skal.

Som årets kurator har Rem Koolhaas derfor sat nogle klare spilleregler op for biennalen. I år skal det handle om arkitektur – ikke om arkitekterne selv. Hvor er arkitekturen kommet til? Og hvad og hvem sætter standarderne? I hans terminologi hedder det ‘Fundamentals’, og det emne har fået to underafdelinger: ‘Absorbing Modernity 1914-2014’ og ‘Elements of Architecture’.

De fundamentale elementer

Rem Koolhaas har kurateret hovedudstillingen i samarbejde med Harvard Graduate School of Design, og her er det vitterligt arkitekturens fundamentale elementer, der bliver gennemgået: lofter, vinduer, vægge, trapper, døre, gulve, toiletter …

Også den historiske gennemgang af dørhåndtag, toiletter, vægge og vinduer er interessant. Igen er sirligt snedkererede vinder sat over for det glaspanel, der nu udgør et vindue i mange moderne byggerier – også i Rem Koolhaas’ egen arkitektur. Kunstfærdigt ornamenterede håndtag fra en anden tid er nu erstattet af et stykke masseproduceret metal. Selv ildstedet kan nu være varmespots som dem, der er sat op her af et hold fra MIT. De bliver aktiveret af sensorer og dirigeret hen til de personer, der opholder sig i rummet.

Også facader, tag og elevatorer er i fokus, og her er kræs for ingeniører. Elevatorproducenten Otis har for eksempel sammen med blandt andet Eindhoven University of Tech­nology Robotics arbejdet på et system, der gør det muligt for elevatorer at bevæge sig horisontalt såvel som vertikalt. Unødigt at nævne, at også dén opfindelse vil ændre arkitekturen. Man kan blot forestille sig, hvilke former skyskrabere fremover vil kunne få.

Ironisk kommentar

300.000-400.000 mennesker kommer hvert år til Venedig alene for at se, hvad verdens lande byder på af kunst og arkitektur lige nu.

Danmark har deltaget siden 1895 og har siden 1932 haft sin egen pavillon. Siden 1980 har der været afholdt arkitekturudstilling i de lige årstal.

De fleste nationale pavilloner ligger i Giardini-området. Arsenale – der bl.a. huser en 300 m lang gammel rebfabrik – er et andet stort udstillingsområde.

Biennalen er åben til 23. november. Tjek hjemmesiden labiennale.org for mere info om de enkelte pavilloner.

De 65 lande på biennalen har på hver deres pavillon fortolket modernitet og giver interessante modspil til hovedudstillingens tema.

Den spanske pavillon koncentrerer sig om modernistiske interiører og viser eksempel på eksempel på, hvordan armeret beton kan skabe smukke, offentlige rum. I den chilenske pavillon er indgangen indrettet som en kopi af en bolig i en betonblok. Lyserøde vægge, små blondeduge på skænken og fotografier af familiemedlemmer; et hyggeligt hjem – og som en kontrast til betonblokkens knap så indbydende ydre.

Men den russiske pavillon er the talk of the town på årets biennale. Den gør nemlig tykt grin med både arkitekturen og arkitekterne. Den kontroversielle pavillon er lavet som en replika af den årlige ejendomsmesse Mipim i Cannes, hvor arkitekter, bygherrer og entreprenører mødes for at indgå aftaler. Ved den første bod kan man vælge, hvilken form ens bygning skal have. Det er også muligt at købe en grøn strategi for byplanlægning eller et russisk sommerhus. Altsammen serviceret af russiske unge kvinder klædt ud som stewardesser.

Samfundet bliver mere produktivt, hvis flere lærer matematik.

Det var et af de resultater, som regeringens produktivitetskommission kom frem til, og som kommissionens formand, økonomiprofessor og tidligere overvismand Peter Birch Sørensen, for nylig gentog ved konferencen Fremtidens Matematik. Her drøftede undervisere på universiteter og gymnasier sammen med repræsentanter fra erhvervs­livet behovet for matematiske kompetencer hos de nyuddannede.

Peter Birch Sørensen er sproglig student, men fortalte, at han som førsteårsstuderende på økonomi­studiet lærte at se skønheden i og nytten af matematikken.

Det skulle mange flere gerne i fremtiden, men det store spørgsmål er, hvilke kompetencer de nyuddannede skal have, og hvordan in­sti­tu­tio­ner­ne bedst gennem deres undervisning giver dem de kompetencer.

Plads til forbedringer

Erhvervsvirksomheder, som er storforbrugere af ingeniører, matematikere og fysikere, mente, der er plads til forbedringer:

»Mange danske ingeniører har et skræmmende lavt matematisk niveau,« sagde Morten Grum, Innovation Manager hos Krüger A/S, der er specialist i vandrensning.

Krüger A/S indgår i den franske Veolia-gruppe, og Morten Grum fremhævede netop franske ingeniører for at have bedre matematiske kundskaber.

Nok kan de fleste danske ingeniører regne og bruge deres matematiske hjælpeværktøjer og programmer, men mange mangler en ‘fornemmelse’ for matematik, var den generelle holdning på konferencen.

Kendetegnet for flere virksomheder – hvad enten de laver matematiske analyser af medicinske forsøgsdata, algoritmer til handel med værdipapirer eller programmer til styring af forsikrings- og pensionsforpligtelser – er, at de arbejder med modeller for dynamiske systemer baseret på differentialligninger under stokastisk usikkerhed.

Det kræver bl.a., at de matematisk orienterede medarbejdere kan programmere og anvende professionelle matematiske hjælpeværktøjer.

»Det er essentielt med flair for programmering, og at man har erfaring hermed fra studiet,« sagde Johan Olsen fra Edlund A/S, der laver programmer til forsikringsbranchen.

»Så er det mere ligegyldigt, om det er Sharp, Fortran, C++ eller noget helt andet.«

Tavle, papir og blyant

Men det kræver mere end det, fortalte Jonas Lundbeck Hansen, der er chef for Algo Quant enheden i Nordea Markets.

»Vi anvender Matlab, men når vi går i gang med en ny opgave, bruger vi tavle, papir og blyant,« siger han og tilføjer, at en kandidatgrad fra et matematisk orienteret studie ikke er en garanti for, at de basale matematiske kompetencer er i orden.

Han efterspørger dybe matematiske kompetencer og advarer om, at tværfaglighed i studiet, hvor man lærer en masse ord og begreber, går ud over dybden.

Ticra A/S udvikler verdensførende software til design af antenner til bl.a. satellitter. Det er en opgave, som kort kan beskrives som en ikke-lineær optimering af store datasæt, som, hvis man ikke tænker sig om, kan kræve op til en hukommelse på 1.500 terabyte – og derfor i praksis er uløselig, medmindre der tilføres en passende mængde matematisk snilde.

»Som en mindre virksomhed har vi brug for, at nye medarbejdere har en bred vifte af matematiske kompetencer,« sagde virksomhedens direktør, Michael Lumholt.

Qua sine leverancer til satellit­industrien er Ticra A/S ofte rubriceret som en rumfartsvirksomhed.

»Men det er ikke os, der har efterspurgt en ny uddannelse til rumfartsingeniør,« sagde Michael Lumholt, der hellere vil ansætte generalister end specialister.

Han mener, at det er vigtigt at fokusere på forståelse og formidling af fordele og ulemper ved forskellige løsninger til samme problem – der er nemlig altid flere løsningsmetoder at vælge mellem – end at specialisere sig alt for meget i uddannelsen.

Skal man kort ridse erhvervslivets ønsker op til deres matematikspecialister, så skal de have et bredt teoretisk fundament, de skal kunne arbejde med modeller, programmere og bruge matematiske hjælpeværktøjer. Men først og fremmest skal de have en fornemmelse for matematik. Hvordan det skal sikres i undervisningen, står til gengæld ikke helt klart efter konferencen.

Selvom utallige forskere verden over arbejder på at udvikle kvantecomputere, så har man på det teoretiske niveau haft en meget mangelfuld viden om, hvad der gør, at kvantecomputere for visse problemer har mulighed for at regne eksponentielt hurtigere end konventionelle computere.

Det redegør Joseph Emerson fra University of Waterloo i Canada sammen med tre kolleger for i en ny artikel publiceret online af det videnskabelige tidsskrift Nature – hvor de samtidig fortæller, at de nu har fundet svaret.

Det er det noget mystiske begreb kvantekontekstualitet, som til trods for, at det har været kendt gennem næsten 50 år, uden for snævre fagkredse ikke er nær så omtalt som eksempelvis det beslægtede begreb entanglement, der er forbundet med sammenfiltrede kvantetilstande for to partikler eller systemer.

Kvantekontekstualitet vender vi tilbage til.

Entanglement kan ikke være hele forklaringen

De fleste beskrivelser af kvantecomputere og de små kvantecomputere, som findes i dag, benytter entanglede partikler, som er bragt i en superposition af to kvantetilstande, der beregningsmæssigt kan repræsentere henholdsvise ‘0’ og ‘1’.

Først ved en måling af en af de to entanglede partikler kollapser bølgefunktionen, for at bruge fagsprogets terminologi, og partiklen vil repræsentere enten ‘0’ eller ‘1’, og dens entanglede makker vil repræsentere den modsatte værdi.

En lang række eksperimenter og teoretiske studier har dog vist, at et begreb som kvantediskord eller kvanteuoverstemmelse også kan give beregningsmæssige fordele.

Hvor det i praksis er meget vanskeligt at opretholde entanglement mellem partikler, så er kvantediskord mere anvendeligt i praksis. Der er dog stadig knyttet en del spørgsmål til, hvordan og hvornår kvantediskord kan udnyttes i praksis.

Teori og eksperimenter omkring kvantediskord viser dog, at entanglement nok er anvendeligt for kvantecomputere, men det kan ikke være det grundlæggende begreb.

Destillation af magiske tilstande

For at omgå problemer med støj, der ødelægger velpræparerede kvantetilstande som entanglement, anvender man i kvantecomputere en teknik baseret på fejlkorrigering, der kendes som Magic State Distillation (MSD).

Joseph Emerson og co. har nu gennemført et bevis for, at kun sådanne magiske tilstande, der baserer sig på kvantekontekstualitet, giver en beregningsmæssig gevinst i kvantecomputere.

Kontekstualitet dækker over, at i kvantesystemer kan man eksempelvis ikke måle et ‘rigtigt’ spin for partiklen. Måleprocessen har betydning for, hvilket spin man kan måle.

I en pressemeddelelse fra University of Waterloo forklarer Joseph Emerson forskellen mellem klassiske og kvantesystemer på denne måde.

Forestil dig, at du har et spillekort med bagsiden opad. Det kan enten være rødt eller sort.. Der er to mulige udfald, når du vender kortet.

Forestil dig nu, at du skal placere ni kort i tre rækker og tre søjler. Kvantemekanikken forudsiger, at der skal være et lige antal kort i hver række og et ulige antal kort i hver søjle. Men det er umuligt at placere kortene på denne måde. Forklaringen er, at kvantemålinger ikke kan fortolkes, som om de åbenbarer en forudbestemt egenskab, som når man vender et spillekort.

Kontekstualitet er begrebet, der mere præcist beskriver dette forhold.

Det fik sin formelle betydning og indhold i forbindelse med det såkaldte Kochen-Specker no-go teorem fra 1967, der som Bells teorem fra 1964 har relation til debatten mellem Einstein og Bohr i 1930’erne om kvantemekanikkens fundament.

Qubit, qutrit og qudit

I artiklen i Nature betragter forskerne mere generelle kvantesystemer end systemer baseret på qubit, der dækker over, at kvantetilstanden kan repræsentere 0 eller 1.

Der er intet i vejen for, at kvanteinformation kan repræsentere tre tilstande, så taler man om en qutrit, eller mere generelt D-tilstande, og så taler man om en qudit.

Det formelle bevis i artiklen viser, at for alle systemer baseret på qudit med et antal tilstande givet ved et ulige primtal (3, 7, 11 osv.) er kontekstualitet et nødvendigt krav for kvanteberegninger baseret på magic state destillation.

For det mere interessante tilfælde med qubit (D=2) er beviset ikke fuldendt.

Stephen Bartlett fra University of Sydney i Australien skriver i en kommentar i Nature, at det kan skyldes, at den anvendte metode ikke har været direkte brugbar til at behandle dette tilfælde, eller det kan dække over noget dybere. Her er stadig noget for teoretikerne at arbejde med.

Han peger dog på, at det ikke kun er en teoretisk tilfredsstillelse, at man nu kender en forbindelse mellem kontekstualitet og kvantecomputere.

»Det kan gøre det muligt at finde bedre arkitektur for kvantemaskiner,« skriver Stephen Bartlett.

Joseph Emerson selv mener, at indsigten kan være med til at sætte et mål for, hvad eksperimentalfysikere skal opå, hvis de skal bygge en kvantecomputer, der er anvendelig i praksis.

Bilister, der kører over Storebæltsbroen i sommerperioden, vil måske bemærke nogle blå container­lignende platforme, der højt over kørebanen omslutter de 3 km lange hovedkabler, der bærer vejbanen fra betalingsanlægget i Korsør til Sprogø.

Det er såkaldte kabelkravlere, hvorfra specialister fra det britiske firma Spencer Group siden april har arbejdet med at bevikle hovedkablerne med en plasticmembran. Derved bliver kablernene til lange rør, hvis mange hulrum bagefter kan blæses igennem med tør luft for at undgå korrosion.

På en skyfri majdag tog Ingeniøren gåturen langs hovedkablerne op i en af de fire platforme sammen med driftsleder Ernst Laursen, der siden 1989 har arbejdet på Storebælt. Om begrundelsen for det 70 mio. kr. dyre udluftningsarbejde siger han:

»Hovedkablerne består af 18.648 stålwirer og 21 procent hulrum, hvor der kan opstå fugt og rustdannelse. Kablerne har ikke problemer med rust endnu, men arbejdet skal gøres før eller siden, og når vi er færdige til oktober, skal kablerne ikke vedligeholdes i resten af broens levetid.«

I selve kabelkravleren er der ikke tid til at nyde den storslåede udsigt fra 130 meters højde for de fire arbejdere fra England og Litauen, der ubesværet bevæger sig rundt i det smalle gangareal på begge sider af kablet.

Arbejdet med at bevikle kablet og varme plasticmembranen fast efter beviklingsprocessen foregår i etaper, der følger de 24 meter lange sektioner mellem kabelklemmerne, og platformen bevæger sig op ad kablet ved hjælp af en hydraulisk motor og spændes fast i den ønskede position.

Af sikkerhedsmæssige årsager udføres arbejdet ikke i regnvejr og vindhastigheder over 15 m/s, da adgangen da bliver for risikabel.

Specialløsning til Storebælt

I nye broer er selve udluftningsteknologien en integreret del af konstruktionen, men til Storebæltsbroen måtte Spencer Group fremstille den hidtil største udgave af deres Cable Craw­ler System, som tidligere er blevet benyttet ved affugtningsopgaver på Humber Bridge i England og Älvsborgsbron i Göteborg i Sverige.

Efter 20 minutters ophold i platformen går den hårrejsende tur ned ad hovedkablet til affugtningsanlæggets styreboks, som står i bunkerlignende omgivelser nede under ankerblokhusene.

Herfra overvåges temperatur og flow mellem indblæsnings- og udblæsningsmuffer, og driftsfolkene kan samtidig måle luftfugtigheden i kablerne.«

Tilbage i nødsporet slutter vores besøg i servicevognen, der sætter kursen tilbage mod fastlandet.

Arbejdet med at affugte kablerne foregår helt uden at genere trafikken på broen, og arbejdet forventes færdigt til oktober – afhængigt af, hvordan det lunefulde danske sommervejr arter sig.

Kan mennesker i fremtiden blive bedre til at træffe ‘rigtige’ beslutninger ved at sluge en moralpille?

Det er en diskussion, som jævnligt dukker op blandt filosoffer og neuroforskere.

Fakta er, at der kendes en lang række stoffer, der påvirker de moralske vurderinger, mennesker tager. Men derfra og til at udvikle en moralpille er der et stort stykke vej, lyder det bl.a. fra den amerikanske neuroforsker Molly Crockett fra University College London.

Den australske filosof og bioetiker Julian Savulescu fra University of Oxford i England fremførte derimod i et TEDx-foredrag sidste år det synspunkt, at det kan blive nødvendigt genetisk at ændre menneskeheden for at forbedre vores moralske overbevisning og gøre det muligt for os at overleve som art.

»I det mindste har vi en moralsk forpligtelse til at undersøge mulighederne for, om vi med lægemidler kan træffe bedre moralske beslutninger,« konkluderede han i sit foredrag.

Kemi er kemi

Hans læremester, Peter Singer, fra Princeton University i USA skrev året før sammen med Agata Sagan fra Polen en meget omdiskuteret kommentar i New York Times, hvor de stillede spørgsmålet: Er vi parate til en moralpille?

Singer og Sagan bemærkede, at hvis kemien i hjernen påvirker vores moral, så gør det ingen forskel for vores frie vilje, om denne påvirkning kommer af naturlige årsager eller gennem medicinering.

»Uanset om vi har en fri vilje eller ej, så står vi snart over for nye valg omkring den måde, hvorpå vi er villige til at ændre menneskers adfærd til det bedre,« skrev Singer og Sagan afslutningsvis.

Molly Crockett holdt for nylig et foredrag, som fik et medie til at skrive en artikel med overskriften: ‘Moralpillen er tæt på at være en realitet, erklærer forsker’.

Det fik Molly Crockett helt op i det røde felt, og i et blogindlæg på The Guardian skrev hun, at det lige præcis var det modsatte, hun mente: Ingen skal forvente, at det lokale apotek kommer til at føre moralpiller inden for en overskuelig tid.

Moral med Lundbecks medicin

Når moralpillen alligevel jævnligt dukker frem, er det, fordi der findes en lang række veldokumenterede eksperimenter, der viser, at mennesker forandrer deres moralske valg under påvirkning af kemiske stoffer.

Et af stofferne er det antidepressive middel citalopram med den kemiske formel C20H21FN2O, der er udviklet af Lundbeck i 1989. Citalopram medvirker til at danne serotonin i hjernen, der er kendt for at give en ‘lykkefølelse’.

For nogle år siden udførte Molly Crockett sammen med en række kolleger et eksperiment, hvor en række forsøgspersoner fik citalopram, hvorefter de blev udsat for en række moralske dilemmaer, herunder en variant af det klassiske trolley-problem eller togvognsproblem.

En togvogn er ude af kontrol og på vej hen ad et spor, hvor den vil dræbe fem personer, hvis du intet gør. Du står sammen med en tyk mand på en bro hen over sporet, og den eneste måde at stoppe togvognen på er at skubbe den tykke mand ned på sporet, hvorved han bliver dræbt, men de fem andre personer til gengæld bliver reddet. Er det moralsk acceptabelt at skubbe til den tykke mand?

Efter at have taget citalopram var der en større tendens til, at det blev opfattet som moralsk forkasteligt at skubbe til manden, end hvis man i stedet havde fået et placebo-stof.

Moralfilosofien afgør sagen

Viser det, at citalopram kan indgå i en moralpille, spørger Molly Crockett retorisk. Det afhænger af, hvilken moralfilosofi man hælder til, er hendes svar.

Den britiske filosof og samfundsreformator Jeremy Bentham udviklede i slutningen af 1700-tallet en moralfilosofi (utilitarismen), ifølge hvilken man altid bør handle på en måde, så konsekvenserne af ens handlinger bliver det bedst mulige.

Bentham ville derfor ikke betragte citalopram som en moralpille. Det ville Immanuel Kant, hans samtidige, måske, for i hans deontologiske etik eller pligtetik er en handlings moralske værdi ikke afhængig af dens faktiske konsekvenser. Visse handlinger – som eksempelvis at dræbe en uskyldig person (den tykke mand) – er simpelthen forbudt.

Et andet forsøg udført af forskere ved King’s College London med stoffet lorazepam, C15H10Cl2N2O2, viste, at dette stof havde den stik modsatte effekt af citalopram.

Det gav personerne en større tilbøjelighed til at finde det moralsk acceptabelt at skubbe til den tykke mand. Lorazepam ville Jeremy Bentham måske mene kunne indgå i en moralpille.

Oxytocin er et andet stof, der har en dokumenteret virkning. Det giver øget empati, generøsitet og samarbejdsvillighed.

Men det medfører også en tendens til, at folk i højere grad favoriserer deres egen gruppe frem for andre grupper. Det kan ligefrem få folk til i højere grad at lyve, hvis det kan gavne deres egen gruppe.

Molly Crockett fremhæver desuden to andre forhold, der er værd at erindre, når snakken går om moralpiller.

Medikamenterne er udviklet til personer med sygdomme, men de er anvendt på sunde og raske personer i forsøgene. Det er derfor ikke helt ligetil at generalisere fra forsøg med sunde frivillige til, hvordan effekten vil være på alle personer – inkl. personer med en ‘syg’ moral.

For det andet kan effekten være lille. Hvis en person på en tipunktsskala (1 = fuldstændig uacceptabelt, 10 = fuldstændigt acceptabelt) giver en værdi på 4 for at skubbe til den tykke mand, så vil et indtag af citalopram måske kun ændre værdien til 3.

»Det er dokumenteret, at medicin kan ændre menneskers vurderinger, men effekten er ikke stor nok til at ændre personligheden dramatisk,« skriver Molly Crockett.

En app til moralske beslutninger

Hvis en moralpille er langt ude i horisonten, kan man i stedet ty til andre moderne hjælpemidler, hvis man gerne vil træffe bedre moralske valg, nemlig den såkaldte Ethical Decision Making app fra Markkula Center for Applied Ethics ved Santa Clara University i Californien.

Den ændrer ikke på din moral og er ikke tænkt som en facitliste. I stedet er den tænkt som et hjælpeværktøj til på et moralsk og etisk fundament at træffe valg.

»I sidste ende må vi drøfte moralske spørgsmål med os selv ved at holde nøje øje med de faktiske forhold og de etiske overvejelser, der er involveret,« skriver Manuel Velasquez fra centeret om etisk beslutningstagen.

App’en kræver ikke detaljeret information om dit problem eller dine valgmuligheder, den beder dig i stedet om at overveje dine muligheder ud fra fem kriterier, der ser på forholdet mellem godt og ondt (utility), hensynet til andres rettigheder, retfærdighed, hensynet til det fælles bedste, hensynet til det gode liv (dydsetik).

VM i fodbold skal spilles i 12 forskellige byer – og et af de værste steder bliver i Manaus langt inde i Amazonas, som videoen herover viser. Her er både temperatur og luftfugtighed høj, og tropiske regnskyl er en evig udfordring. Byens stadion blev oprindeligt opført i 1970, men det er blevet bygget helt om til VM. Arena de Amazônia er designet af GMP Architecten og ingeniørfirmaet Slaich, Bergermann & Partners, som har specialiseret sig i stadionbyggeri.

Facaden og taget bæres af en stålkonstruktion med hule søjler, som desuden fungerer som nedløbsrør. Selve facaden består af en gennemsigtig hvid glasfiberdug, som skal reflektere sollys samt skygge og give læ for vejrliget. Åbninger i jordhøjde skal desuden sikre tilstrækkelig ventilation til såvel tilskuere som spillere. Byggeriet skulle have været det ‘grønneste’ stadion med bæredygtighedscertificering fra den amerikanske LEED-organisation – men voldsomt vejr har forsinket byggeriet betragteligt, derfor er de planlagte solcellepaneller aldrig blevet monteret.

I stedet er byggeriet blevet et eksempel på, hvor farlige forholdene er på de brasilianske byggepladser – tre arbejdere er således omkommet under byggeriet. Et andet kritikpunkt ved det 1,7 mia. kroner dyre stadion er, at der ikke er noget hold i Manaus, som kan gøre sig forhåbninger om at fylde de 42.374 sæder, når de fire VM-kampe i gruppespillet er fløjtet af om 13 dage.

Ikonisk katedral

Den mest ikoniske af Brasiliens mange fodboldkatedraler er nok Estádio do Maracanã i Rio de Janeiro. Det var her, Brasilien tabte 2-1 til Uruguay ved VM i 1950 – en skamplet, som Brasilien håber at kunne vaske af i den kommende måned. I 1969 så omkring 200.000 tilskuere Brasilien spille mod Paraguay – angiveligt det største fodboldpublikum i historien – men i dag er der ‘kun’ plads til 76.804 tilskuere på det renoverede stadion i Brasilien. Og så hævdes det i øvrigt, at der også var mindst 200.000 tilskuere på Wembley Stadion til den berømte White Horse-finale mellem Bolton Wanderers og West Ham United i 1923 – navnet opstod fordi en bereden betjent på en hvid hest måtte ride ind over banen for at holde tilskuerne tilbage.

Under ombygningen, der har kostet knap 3 mia. kroner, er stadionets betontag revet ned, og et nyt tag med en teflonbelagt glasfibermembran spændt op i stedet. Nu dækker taget 95 procent af tilskuerpladserne, og mirakuløst blev ombygningen faktisk færdig til tiden – et af de få VM-relaterede projekter i Brasilien, der kan prale af dét.