Med indbyggede sensorer skal Google Lens måle forskellige sammensætninger i tårer i øjet og derved fastslå blodsukkerniveau og lignende for verdens diabetikere.

Der findes ikke mange virksomheder i verden, der har som nedskrevet betingelse for alle udviklings-projekter, at de skal ligne noget fra en science fiction-film.

Men sådan er det i Google X – eller Google[x] Products, som det egentlig hedder – der er Googles udviklingsafdeling for overvejende fysiske løsninger, der kan forbedre verden og menneskers liv.

Science fiction-kravet og selve målsætningen kan lyde højtravende og decideret skørt, men Google X er heller ikke noget normalt foretagende efter ret mange parametre.

Det er tværtimod en legesyg afdeling med enorme ambitioner om helt konkret at gøre verden til et bedre sted at være. Og med enorme økonomiske midler til at gennemføre projekterne.

Det er her, hvor voksne og veluddannede mennesker uden at blinke og i fuld alvor snakker om muligheden for at bygge rum-elevatorer, personlige robotter der kan tage på kontoret i stedet for dig selv, maskiner til teleportation, svævende skateboards, oppustelige robotter og gigantiske flyvende turbiner.

Google X-afdelingen holder til huse i et par helt almindelige rødstens-kontorbygninger, der ligger i udkanten af Googles store campus i Mountain View i Californien.

Du kan se Google Campus her.

Der er intet dørskilt på Google X-bygningernes dør.

Indenfor er der proppet med elektronisk udstyr og legetøj i lange baner, og der er højt til loftet, for alle sejl har siden begyndelsen været sat for at gøre Google X-fremtids-laboratoriet til et pulserende miljø for videnskabelig fritænkning og udviklings-projekter, der – ret ikke-amerikansk – slet ikke har kommende patent-ansøgninger og intellektuelle rettigheder inde i billedet.

Google er ret hemmelighedsfuld omkring Google X, men vi ved, at laboratoriets medarbejdstab tæller en særdeles broget flok på 200-300 mand.

De har det til fælles, at de er vilde med at bygge ting. Og så lader de sig ikke slå ud af modgang og ubehagelige test, der sætter deres projekter langt tilbage i tiden.

Googles drone-projekt, Project Wing, tester små automatiske droner, der kan flyve ud med pakker.

Her er film-folk, skulptører, filosoffer og maskinteknikere. Det forlyder, at en af medarbejderne blev ansat, fordi han brugte fem år på at bygge en lille, men fuldt funktionsdygtig, helikopter helt fra bunden hjemme i sin garage. Helikopteren yndede han så at futte rundt i over villakvarteret.

Det var noget, som Google X-cheferne bed mærke i: Ikke fordi han havde de tekniske og mekaniske evner til at bygge en helikopter, men fordi han faktisk trods modgang og udfordringer formåede at få den bygget færdig over et langt stræk på fem år.

Legesyg på slackline
For et par år siden dukkede tre herrer op på græsplænen foran Google X-bygningen, hvor de smed skoene og på skift sprang op på den slack-line, der er spændt ud i hoftehøjde mellem et par træer.

Her balancerede de med shaky ben i strømpesokker i 20 minutter, og alle tre skvattede flere gange ned, rullede rundt om slack-linen, landede fladt på ryggen på græsplænen og lå der og ømmede sig, indtil de omsider grinende gav hinanden hånden og gik hvert til sit.

Sådan en scene har udspillet sig masser af gange mange steder.

Men her er der en forskel. For de tre slack-line-badutspringere var Google-chef og stifter Sergey Brin (rimelig habil på slack-line), Googles finansdirektør Patrick Pichette (ret hård på slack-line, hvor han for eksempel kan gå baglæns) samt Eric ‘Astro’ Teller, øverste chef for Google X (en klumpedumpe på slackline).

Lige før slackline-dysten havde de tre holdt et vanskeligt finansielt møde sammen, hvor Eric ‘Astro’ Teller havde forklaret om et vanskeligt Google X-projekt, der var i pengenød.

Pengene havde han fået, hvorefter de tre herrer – hvoraf de to altså sidder på en af it-branchens allerstørste pengekasser – var skredet videre til næste punkt på dagsordenen: Slackline.

Det er Eric ‘Astro’ Teller – med fipskæg og hestehale – der har fortalt historien til magasinet Fast Company.

Den afspejler for ham på alle måder den legende rolle, som mangemilliardæren Sergei Brin har tildelt Google X i den store organisation med den enorme pengetank.

44-årige Eric ‘Astro’ Teller står i spidsen for Google X-laboratoriet. Han er barnebarn af dels virkelighedens ‘dr. Strangelove,’ Edward Teller, der opfandt brint-bomben, samt dels Gérard Debreu, der i 1983 fik Nobelprisen i økonomi. Selv har han en PhD i kunstig intelligens, har udgivet et par skønlitterære romaner og har stået bag en række opstarts-firmaer.

“Det lignede en fail-video fra YouTube. Men når de her gutter er villige til at skvatte ned, fejle, ømme sig og rejse sig op i deres strømpesokker i fuld offentlighed, viser de, at alle i firmaet har lov til at være på den måde,” fortalte Eric ‘Astro’ Teller.

Den 44-årige Eric Teller er i øvrigt barnebarn af virkelighedens ‘dr. Strangelove,’ Edward Teller, der opfandt brint-bomben, samt på den anden side barnebarn af Gérard Debreu, der i 1983 fik Nobelprisen i økonomi.

Eric ‘Astro’ Teller har engang udgivet en skønlitterær roman og har en ph.d. i kunstig intelligens.

Han har – måske meget rammende for tonen og fokus i Google X – den formelle titel ‘Captain of Moonshots.’

‘Moonshots’ er i Google X’s verden betegnelsen for projekter, der er hundedyre, skal udvikles over lang tid, kun har små chancer for at ramme plet, men som vil have gigantisk impact, hvis de rammer plet. Ligesom hvis man sigtede og skød mod månen med en kanon.

Udtrykket blev ‘opfundet’ en dag, da Eric Teller spurgte Google-stifter Larry Page, hvad Google X egentlig var for en butik.

Det kunne Larry Page ikke svare på, selv om han og Sergei Brin på dette tidspunkt allerede havde pumpet mange millioner dollar ind i projektet – ikke mindst i udviklingen af den selvkørende Google-bil. Den vender vi tilbage til.

“Er det et research-center?” ville Eric ‘Astro’ Teller vide.

Narh, det lyder altså kedeligt, lød svaret fra Larry Page.

“Et udviklingshus for nye iværksætter-firmaer?”

Nope.

“Er det et sted beregnet til at skyde efter månen?”

Ja, lige præcis, sagde Larry Page. Det er det, det er.

Og så var Google X’s målsætning på plads: Et sted til at udvikle vilde moonshots op i himlen og ud i det blå og på områder, som ingen andre tør eller kan gå ind på. Og altid med et element af science fiction, lød kravet fra Larry Page.

På ryggen af en drage-turbine fra Makani Wind-projektet, hvor dragen flyver i cirkler, der udløser en bevægelse i det kabel, som det er spændt fast med, som derved genererer energi.

Google X’s forklaring på ideen i Makani-projektet. Sådan skal dragen flyve rundt og derved skabe en slags vindmølle-vinge-bevægelse i luften.

Tre kriterier
De klare og nedskrevne krav for ethvert Google X-projekt er:

1) Det skal kunne forandre tilværelsen for millioner af mennesker.

2) Det skal være en radikal løsning, der indeholder mindst et element fra science fiction.

3) Det skal bygge på teknologier, der er anvendelige i dag eller i hvert fald bliver tilgængelige inden længe.

“Vi er med på at forsøge at løse alt, der udgør et stort problem for menneskeheden,” har Eric ‘Astro’ Teller tidligere fortalt.

Afdelingen skal ikke forveksles med Google Research, der står for at udvikle nye produkter til Googles kerneområde på nettet, mens Google X alene arbejder med fysiske produkter, der ligger langt fra Googles kerneforretning.

De ni store projekter
Udviklingsarbejdet har udmøntet sig i indtil videre ni projekter, som Google arbejder på og som over tid og en række udviklings-iterationer meget vel kan udvikle sig til kommercielle produkter.

De er:

- Selvkørende biler.

- Project Wing – droner til at levere pakker og lignende fra butik til kunder. Er netop blevet testet: Her er Googles nye post-drone – skal flyve pakker lige til din dør.

- Google Glass.

- Project Green Energi: Baserer sig på købet af Makani Power Company og skal udvikle flyvende drage-turbiner, der producerer strøm.

- Google Contact Lens – registrerer via tårer i øjnene glucose-niveau i bærerens blod.

- Project Loon – skal levere internet-forbindelse fra luften via balloner i stratosfæren til øde egne af jordkloden.

- Kunstig intelligens, der kan lære og optage viden af sig selv.

- Web of Things eller Internet of Things.

Seneste skud på stammen er et nyt projekt, Baseline Study, der sigter mod at gennemanalysere menneskekroppen ved at indsamle enorme mængder genetiske og molekylære data fra i første omgang 175 forsøgs-personer. Det skal senere udvides til tusinder af mennesker.

Målet er en total kemisk kortlægning af en sund krop, som skal kunne anvendes som reference-ramme.

Dermed vil det kunne lade sig gøre at opdage anormaliteter langt tidligere end i dag og dermed gøre det langt nemmere både at behandle og forebygge sygdomme, lyder ideen.

En test-ballon med internet-’antenne’ under sig er på vej op i stratosfæren som led i Google X’s Project Loon, der sigter mod at skaffe højhastigheds-internet til alle verdens egne – også dem, hvor det ikke kan lade sig gøre at lægge kabler.

Opstået ved en tilfældighed
Lad os gå helt tilbage til begyndelsen.

I 2005 kom Google-stifter Larry Page i kontakt med Stanford-forskeren Sebastian Thrun, der sammen med en gruppe studerende var i færd med at udvikle en automatisk bil, der uden chauffør skulle kunne gennemkøre en godt 11 kilometer lang ørken-bane i Mojave-ørkenen til ingeniør-dysten Darpa Grand Challenge.

Larry Page og Sebastian Thrun kunne med det samme lide hinanden, og de var helt på bølgelængde, når det gjaldt deres opfattelse af mulighederne i udviklingen af kunstig intelligens og robotter for fremtiden.

Sebastian Thrun var samtidig ved at være træt af det, som han mente var et langsommeligt og trægt udviklings-tempo i universitets-miljøerne, hvor han mente, at professorerne var mere opsatte på at skrive kloge artikler end på at udvikle konkrete produkter.

De to holdt kontakten ved lige, og i 2009 besluttede Google-stifterne Sergei Brin og Larry Page så, at de ville begynde målrettet udvikling af teknologier langt væk fra Googles hidtidige internet-fokus. Og at de ville investere de penge, som der skulle til, for at projekterne kunne blive til noget. For hvis ikke Google ville, hvem ville så? lød ræsonnementet.

Helt i vanlig regulær Google-jargon førte det til oprettelsen af stillingen “Director of Other” (‘direktør for alt det andet’).

Sebastian Thrun og hans medarbejdere blev i samme ombæring sluset ind i Google, hvor de fik til opgave at bygge en førerløs bil, der uden chauffør skulle kunne køre 1.000 miles (1.609 kilometer) på almindelige amerikanske lande- og byveje.

De var klar med den automatiske bil blot 15 måneder senere, hvor syv af de selvkørende Google-biler – ombyggede Toyota Prius’er – kørte 1.000 miles uden fører. For en af dem gik ruten gennem de tætpakkede gader i Los Angeles og Silicon Valley.

Efter udviklingen af den automatiske bil begyndte de to Google-stiftere at overveje mulighederne for at etablere et regulært udviklings-hus – ikke mindst for at fastholde den altid rastløse og utålmodige Sebastian Thrun i Google.

Dynamisk hus med skub i
Thrun ønskede et dynamisk hus med stor udskiftning af folk alt afhængig af behov, evner og projekter – i modsætning til det universitets-miljø, som han kom fra, som han mente var oversvømmet af søvnige forskere i magelige livstidsstillinger.

I første omgang skulle afdelingen hedde ‘Google Research Institute,’ men Sebastian Thrun mente, at det lugtede for meget af netop søvnigt universitet.

I stedet faldt valget på det mere mystiske og dynamiske og æggende ‘Google X,’ der kunne lyde som noget fra en mørk og corny 1970′er-science fiction-serie a la ‘Moon Base Alpha.’

Ingen kan rigtigt komme med en forklaring på, hvad X’et står for. Angiveligt hed det blot ‘X’ i begyndelsen, fordi ingen kunne finde på et bedre navn. Siden har det fået betydningen ’10′ – fordi afdelingens mål er at finde løsninger, der 10 gange bedre end de eksisterende. Eller 10 år ude i fremtiden. Eller måske var det, fordi Google X officielt blev stiftet i januar 2010.

Den ekstremt skrappe screening
Selv om de økonomiske midler bag Google X-projekterne er enorme, skal man ikke tro, at det er nemt at få sin idé ført igennem til et rigtigt Google X-projekt.

Det vrimler ind med vilde ideer hele tiden, og Google X-cheferne er hele tiden på jagt efter nye ideer og er kendt for at spørge alle, som de møder, om de har en eller anden idé, som Google X kan arbejde videre med.

Centralt i screeningen er det såkaldte ‘Rapid Evaluation Team’ eller ‘Rapid Eval,’ som det kaldes.

Den lille Rapid Eval-gruppes opgave er med alle midler, kreativitet, teknologier, fiduser og angrebsvinkler at få de opståede ideer til at falde fra hinanden.

Er problemet, der skal løses, stort nok for verden? Anskuer vi det rigtige problem på den rigtige måde? Kan det overhovedet løses? Kan dimsen overhovedet bygges? Kan den anvendes af de rigtige mennesker, hvis den kan bygges?

Devisen i Rapid Eval-truppen er: “Hvorfor vente med fiasko til i morgen, hvis du kan opnå fiasko i dag,” og den indledende vurdering er hastig, kreativ og baseret på hurtig interaktion og brainstorming mellem Rapid Evals hjernesvingende og ofte ret syrede medlemmer, der blandt andre tæller Eric ‘Astro’ Teller.

“Vi går ud fra, at de ting, som vi ikke kan forestille os, simpelthen ikke er mulige,” har han tidligere fortalt.

Ideen er selvfølgelig at filtrere de vildeste ideer fra, fordi de relativt få ideer, der slipper gennem Rapid Evals’ skrappe filter, har en langt større chance for at blive til noget i den virkelige verden.

Fiasko-mantraet kommer helt fra toppen.

Google-stifter Larry Page krævede eksempelvis, at Google X skulle sørge for at smadre mindst fire ud af fem af selskabets Makanis flyvende turbiner, da han i 2013 i samme ombæring godkendte, at Google X købte Makani og selskabets prototype, Wing 7, som du kan se her: Fremtidens strøm kommer fra drager.

Hvorfor? Fordi Makanis flyvende turbine-droner skulle testes til grænsen. Og fordi fiasko er vejen til succes – især når man har adgang til de ekstremt store pengekasser, som Google X har adgang til – uden reelt at have noget krav om at levere resultater hængende over hovedet.

De vilde ideer der alligevel faldt til jorden
Målsætningen er at kunne levere to til tre ‘moonshots’ om året. Med ni aktive projekter i pipelinen har den målsætning indtil videre stort set holdt stik.

Alle de ni – indtil videre – levedygtige moonshot-projekter er opstået som syrede og fantasifulde plots, men er altså nu gradvist ved at udvikle sig til regulære produkter via det, som Google X kalder for optimal udnyttelse af ‘human potential.’

Undervejs har Google X skrottet en del ellers lovende projekter, som faktisk slap igennem Rapid Eval og dermed overgik til de næste udviklingsfaser, der er langt mere konkrete og funderet i virkelighedens udviklings-arbejde.

Et af de droppede projekter var Google X’s ellers vældigt meget omtalte rum-elevatorer, hvor Google forestillede sig, at der kunne spændes ekstremt lange kabler ud mellem Jorden og en række ‘platforme’ i rummet, hvorpå der skulle kunne køre elevator-kabiner eller lifte.

Elevatorerne ville kunne nedbringe omkostningerne ved satellit-opsendelser og lignende betragteligt, mente Google. Og at det så også lyder som noget fra en science fiction-film, kunne jo aldrig skade.

Men rum-elevatorerne blev efter en del indledende arbejde lagt på is, fordi der endnu ikke findes materialer, der er stærke nok til de ekstremt lange kabler mellem Jorden og rumstationerne.

Der findes i dag kun carbon nanotube, der er stærkt nok, nåede Google frem til. Men det længste stykke carbon nanotube, som man i dag har været i stand til at fremstille, er omkring en meter langt. Og Google ville have brug for flere hundrede kilometer.

Projektet er ikke skrinlagt, men kun lagt på is, indtil det en dag kan lade sig gøre at producere kabler, der er tilstrækkeligt stærke.

Googles rum-elevator er indtil videre lagt på is, da der ikke findes materialer, der er stærke nok til at bære elevator-gondolerne.

Svævende skateboard
Udviklingen af et svævende skateboard – et såkaldt hoverboard, der skulle svæve via magnetiske modpoler – blev ligeledes droppet, fordi Google nåede frem til, at et hoverboard mest var legetøj, der ikke på den ønskede måde kunne bidrage væsentligt til at gøre verden til et bedre sted at være.

Google X kunne godt se perspektiverne i for eksempel at kunne flytte ‘selv-flyvende’ varer og paller rundt på lagre og lignende, men løb ind i fysiske grænser, der umuliggjorde, at store enheder kunne flyttes på de tilgængelige magnetfelter.

For Google X-ledelsen – og for Larry Page og Sergei Brin – gør det ikke det store, at projekterne bliver skrottet; heller ikke selv om de er langt henne i forløbene og allerede har kostet mange dollar i test, mandskabs-timer og udvikling.

“Vi behøver ikke en businessplan, hvis vi kan se, at verden har et stort problem, og vi tror på, at vi i løbet af en lang – men ikke uoverskuelig – periode kan løse dette problem. Vi fokuserer på at gøre verden til et bedre sted, og vi tror på, at pengene så nok skal finde ud af at finde os på et eller andet tidspunkt,” har Eric ‘Astro’ Teller fortalt.

Læs også:

De første billeder: Her er Googles selvstyrende bil – uden rat og pedaler

Kilder: Google. Wikipedia. Fast Company. Business Insider. Business Week. Computerworld News Service. New York Times. Forbes.