I den anden retssag om problemer med imprægnerede mursten fra Egernsund Tegl, har producenten nu fået rettens ord for, at det ikke er bevist, at der var ‘mangler’ i de imprægnerede sten.

Det fremgår af en domsudskrift fra retten i Esbjerg, som Ingeniøren har modtaget fra sagens parter.

Retssagen drejede sig om et hus i Varde, der blev opført 2006 med imprægnerede Heimdal-mursten fra Egernsund Tegl. Allerede året efter klagede ejerne af huset imidlertid over, at stenene blev misfarvede, og at der var kommet små huller i nogle af stenene.

Klagen gik i første omgang til byggemarkedet Stark, som husejeren havde købt både sten og mørtel igennem. Stark sendte klagen videre til Egernsund Tegl, som besigtigede ejendommen og anbefalede en om-imprægnering, fordi de ifølge vidneudsagn fra Egernsund Tegls tekniske chef mente, at problemerne skyldtes, at stenene ikke var blevet tilstrækkeligt imprægneret på fabrikken.

Den utilstrækkelige imprægnering havde ifølge denne teori, som syns- og skønsmanden Keld Egholm bifaldt, tilladt for store vandmængder at trænge ind i dele af murværket. Herefter har frostsprængninger og/eller salte, der krystalliserer sig bag imprægneringen, medført afskalningerne. Ifølge syns- og skønsmanden kan den fugt, der er tilført murværket under opførelsen også have bidraget til de fugtrelaterede problemer i murværket.

I løbet af sommeren 2007 begyndte der at komme egentlige afskalninger flere steder, og husejerne accepterede Egernsund Tegls foreslåede løsning. I november 2007 fik de derfor omimprægneret deres hus på producentens regning. Afskalningerne fortsatte imidlertid, og i november 2009 holdt de et nyt møde med Egernsund, som mente, at imprægneringen bare skulle have længere tid til at virke.

Da syns- og skønsmanden besigtede huset i 2011 var der fortsat afskalninger og misfarvninger. Det skyldtes ifølge syns- og skønsmanden, at heller ikke om-imprægneringen var udført korrekt.

‘Det kan skyldes at murværket var for fugtigt, da imprægneringen blev udført, og tilstrækkelig mængde imprægnering formentlig ikke er blevet påført,’ skrev syns- og skønsmanden i sin rapport.

Syns- og skønsmandens løsning var ifølge domsudskriften endnu en om-imprægnering, men det var husejerne ikke interesseret i, fordi den første imprægnering tydeligvis ikke havde virket – selv efter fire år.

Derfor endte sagen i retten, hvor husejernes advokat Sine Gry Bækby fra Dahl Advokater i Esbjerg, argumenterede for, at murstenene var fejlbehæftede, fordi de ikke var tilstrækkeligt imprægnerede fra fabrikken, og at de imprægnerede sten reelt kun kunne bruges med en funktionsmørtel, selv om det ikke fremgik nogle steder. Fordi den første omimprægnering ikke havde virket, krævede husejerne 521.000 kroner til en fuld ommuring af huset.

Egernsunds advokat argumenterede omvendt for, at hovedårsagen til problemet var, at der er for meget fugt i murværket, og at da fugten kommer ind gennem fugerne, som producenten ikke har været med til at vælge mørtel til, kan Egernsund ikke gøres ansvarlig for de efterfølgende problemer. I stedet bør husejerne ifølge advokaterne gå efter den murer, som de har haft på opgaven. Ifølge Murerhåndbogen har han nemlig det endelige ansvar for at vælge den rigtige mørtel til det konkrete byggeri.

Da der udover en muligvis utilstrækkelig imprægnering på nogle af stenene ikke er påvist fejl på de leverede mursten, ville producenten derfor ikke betale for reparationen.

Det kom de dog alligevel til. Dog ikke så meget, som husejerne ønskede.

Dommeren afgjorde nemlig, at sagsøgerne ‘ikke har godtgjort, at de sten, som Stark købte hos Egernsund Tegl og foranledigede leveret på byggepladsen, var mangelfulde,’ og at sagsøgerne heller ikke ‘har godtgjort, at Egernsund Tegl er ansvarlig for denne fugt i murværket.’

Men fordi den første omimprægnering ikke blev udført godt nok, skal Egernsund alligevel til lommerne. De skal nemlig betale husejerne 57.500 kroner svarende til, hvad udskiftning af ødelagte sten og en gen-imprægnering ifølge syns- og skønsmanden vil koste.

Til gengæld skal husejerne betale sagsomkostninger til Stark og Egernsund Tegl på henholdsvis 60.000 og 30.000 kr ekskl. moms.

Husejernes advokat Sine Gry Bækby er stærkt frustreret over kendelsen og vil derfor anbefale sine klienter at anke den til landsretten. Ved redaktionens slutning havde husejerne ikke besluttet sig, om de ville anke.

Afgørelsen sætter dog ikke en stopper for over 100 andre sager om imprægnerede mursten, som advokaten Lars Brandt fra Ladegaard, Rasmussen & partnere har på vej. I hans sager er der udmeldt en anden syns- og skønsmand, og de første af hans rapporter lægger ifølge Lars Brandt skylden på de imprægnerede sten.

»Vi har fået tre rapporter fra en syns- og skønsmand, som konkluderer, at årsagen til problemerne med afskalning er, at fugtindholdet i murværket er for højt – og at årsagen hertil er, at imprægne­ringen forsinker udtørringen,« har han tidligere fortalt til Ingeniøren.

De første domme forventes først at falde i efteråret 2014.

Venedig
Mennesker tiltrækkes af skønhed. Skønhed får folk til at købe og rejse – se bare her i Venedig, hvor smukke paladser og dragende kanaler hvert år tiltrækker 25 millioner turister.

Derfor kan det undre, at æstetikken ikke har større magt over den måde, nye byområder og fysiske omgivelser indrettes på. Byrum, der ligner noget fra en kold science fiction-film, hvor en lille, grøn firkant af græs er det eneste pift af natur.

Dog ikke hos den prisbelønnede danske landskabsarkitekt Stig L. Andersson, der har kurateret dette års danske udstilling på Venedig Biennalen, som netop fokuserer på tabet af æstetik.

Det er blevet en overraskende udstilling, der handler om alt andet end arkitektur – og så alligevel. For det er principperne bag det arkitektursyn og særligt landskabsarkitektur, som Stig L. Andersson vil vise.

Her er uddrag af digteren Inger Christensens sonetkrans ‘Sommerfugledalen’. Et fotografi af Niels Bohrs kridttegning fra den sidste dag i hans liv. En reproduktion af et Jorn-maleri. Billeder af skyformationer taget af Stig L. Andersson selv. Samt små, sanselige rum – f.eks. ét fyldt med bark, så man føler sig hensat til en nordisk skov.

Stig Andersson forklarer:

»Jeg har valgt at formidle H.C. Ørsteds æstetiske natursyn. Ørsted fremhæver vores begejstring over hver dag at se skabelsesberetningen finde sted i naturen. I guldalderen bliver det æstetiske bragt på lige fod med det rationelle. Det syn bliver ødelagt af moderniteten, hvor vi udelukkende betragter det rationelle. Så det handler om lys og luft og grønne arealer. Så siger Asger Jorn i 1960’erne: Lys, luft og grønne arealer er ikke et æstetisk behov. Der ligger en rationel forklaring bag. For det æstetiske handler om skaberkraften og og glæden ved kunstværkets emotionelle påvirkning af dig,« siger han.

Stig L. Andersson, der har studeret kemi og kernefysik, har villet stille et simpelt og dog komplekst spørgsmål: Hvad kan vi lære af komplementaritetsteorien? Hvis lys både kan beskrives som bølger og partikler – hvad så med andre fænomener?

»Vi har glemt, at arkitekturen rummer to vigtige paradigmer: det byggede og det groede miljø. De er afhængige af hinanden og påvirker hinanden. Vi har glemt æstetikkens rolle i at skabe bedre levevilkår. Det har skabt en ubalance. Jeg tror på, at vi kan udvikle et sprog, der gør, at vi i fremtiden kan bygge hele og ikke halve løsninger«, siger Stig L. Andersson.

Venedig
Allerede indgangspartiet til den centrale udstillingsbygning på årets Venedig Biennale illustrerer pointen:

Et grandiost rum med et kuppelformet loft dekoreret med guld og malerier fra 1909 af den italienske kunstner Galileo Chini. Under det hænger et moderne loft som det, de fleste kontorbyggerier nu er udstyret med, komplet med udsugningsrør og plads til kabler.

Den æstetiske kontrast mellem de to lofter kunne ikke være meget større. Som et stykke pap sat op ved siden af et kunstværk.

Og moderne arkitektur risikerer at blive netop pap-arkitektur, hævder Rem Koolhaas, hollandsk stjernearkitekt og kurator på årets biennale. For nutidens bygninger skal gemme på så meget teknologi og isenkram, der ligger bag lofter, gulv og vægge, at den i sig selv er blevet en hul skal.

Som årets kurator har Rem Koolhaas derfor sat nogle klare spilleregler op for biennalen. I år skal det handle om arkitektur – ikke om arkitekterne selv. Hvor er arkitekturen kommet til? Og hvad og hvem sætter standarderne? I hans terminologi hedder det ‘Fundamentals’, og det emne har fået to underafdelinger: ‘Absorbing Modernity 1914-2014’ og ‘Elements of Architecture’.

De fundamentale elementer

Rem Koolhaas har kurateret hovedudstillingen i samarbejde med Harvard Graduate School of Design, og her er det vitterligt arkitekturens fundamentale elementer, der bliver gennemgået: lofter, vinduer, vægge, trapper, døre, gulve, toiletter …

Også den historiske gennemgang af dørhåndtag, toiletter, vægge og vinduer er interessant. Igen er sirligt snedkererede vinder sat over for det glaspanel, der nu udgør et vindue i mange moderne byggerier – også i Rem Koolhaas’ egen arkitektur. Kunstfærdigt ornamenterede håndtag fra en anden tid er nu erstattet af et stykke masseproduceret metal. Selv ildstedet kan nu være varmespots som dem, der er sat op her af et hold fra MIT. De bliver aktiveret af sensorer og dirigeret hen til de personer, der opholder sig i rummet.

Også facader, tag og elevatorer er i fokus, og her er kræs for ingeniører. Elevatorproducenten Otis har for eksempel sammen med blandt andet Eindhoven University of Tech­nology Robotics arbejdet på et system, der gør det muligt for elevatorer at bevæge sig horisontalt såvel som vertikalt. Unødigt at nævne, at også dén opfindelse vil ændre arkitekturen. Man kan blot forestille sig, hvilke former skyskrabere fremover vil kunne få.

Ironisk kommentar

300.000-400.000 mennesker kommer hvert år til Venedig alene for at se, hvad verdens lande byder på af kunst og arkitektur lige nu.

Danmark har deltaget siden 1895 og har siden 1932 haft sin egen pavillon. Siden 1980 har der været afholdt arkitekturudstilling i de lige årstal.

De fleste nationale pavilloner ligger i Giardini-området. Arsenale – der bl.a. huser en 300 m lang gammel rebfabrik – er et andet stort udstillingsområde.

Biennalen er åben til 23. november. Tjek hjemmesiden labiennale.org for mere info om de enkelte pavilloner.

De 65 lande på biennalen har på hver deres pavillon fortolket modernitet og giver interessante modspil til hovedudstillingens tema.

Den spanske pavillon koncentrerer sig om modernistiske interiører og viser eksempel på eksempel på, hvordan armeret beton kan skabe smukke, offentlige rum. I den chilenske pavillon er indgangen indrettet som en kopi af en bolig i en betonblok. Lyserøde vægge, små blondeduge på skænken og fotografier af familiemedlemmer; et hyggeligt hjem – og som en kontrast til betonblokkens knap så indbydende ydre.

Men den russiske pavillon er the talk of the town på årets biennale. Den gør nemlig tykt grin med både arkitekturen og arkitekterne. Den kontroversielle pavillon er lavet som en replika af den årlige ejendomsmesse Mipim i Cannes, hvor arkitekter, bygherrer og entreprenører mødes for at indgå aftaler. Ved den første bod kan man vælge, hvilken form ens bygning skal have. Det er også muligt at købe en grøn strategi for byplanlægning eller et russisk sommerhus. Altsammen serviceret af russiske unge kvinder klædt ud som stewardesser.

Selvom utallige forskere verden over arbejder på at udvikle kvantecomputere, så har man på det teoretiske niveau haft en meget mangelfuld viden om, hvad der gør, at kvantecomputere for visse problemer har mulighed for at regne eksponentielt hurtigere end konventionelle computere.

Det redegør Joseph Emerson fra University of Waterloo i Canada sammen med tre kolleger for i en ny artikel publiceret online af det videnskabelige tidsskrift Nature – hvor de samtidig fortæller, at de nu har fundet svaret.

Det er det noget mystiske begreb kvantekontekstualitet, som til trods for, at det har været kendt gennem næsten 50 år, uden for snævre fagkredse ikke er nær så omtalt som eksempelvis det beslægtede begreb entanglement, der er forbundet med sammenfiltrede kvantetilstande for to partikler eller systemer.

Kvantekontekstualitet vender vi tilbage til.

Entanglement kan ikke være hele forklaringen

De fleste beskrivelser af kvantecomputere og de små kvantecomputere, som findes i dag, benytter entanglede partikler, som er bragt i en superposition af to kvantetilstande, der beregningsmæssigt kan repræsentere henholdsvise ‘0’ og ‘1’.

Først ved en måling af en af de to entanglede partikler kollapser bølgefunktionen, for at bruge fagsprogets terminologi, og partiklen vil repræsentere enten ‘0’ eller ‘1’, og dens entanglede makker vil repræsentere den modsatte værdi.

En lang række eksperimenter og teoretiske studier har dog vist, at et begreb som kvantediskord eller kvanteuoverstemmelse også kan give beregningsmæssige fordele.

Hvor det i praksis er meget vanskeligt at opretholde entanglement mellem partikler, så er kvantediskord mere anvendeligt i praksis. Der er dog stadig knyttet en del spørgsmål til, hvordan og hvornår kvantediskord kan udnyttes i praksis.

Teori og eksperimenter omkring kvantediskord viser dog, at entanglement nok er anvendeligt for kvantecomputere, men det kan ikke være det grundlæggende begreb.

Destillation af magiske tilstande

For at omgå problemer med støj, der ødelægger velpræparerede kvantetilstande som entanglement, anvender man i kvantecomputere en teknik baseret på fejlkorrigering, der kendes som Magic State Distillation (MSD).

Joseph Emerson og co. har nu gennemført et bevis for, at kun sådanne magiske tilstande, der baserer sig på kvantekontekstualitet, giver en beregningsmæssig gevinst i kvantecomputere.

Kontekstualitet dækker over, at i kvantesystemer kan man eksempelvis ikke måle et ‘rigtigt’ spin for partiklen. Måleprocessen har betydning for, hvilket spin man kan måle.

I en pressemeddelelse fra University of Waterloo forklarer Joseph Emerson forskellen mellem klassiske og kvantesystemer på denne måde.

Forestil dig, at du har et spillekort med bagsiden opad. Det kan enten være rødt eller sort.. Der er to mulige udfald, når du vender kortet.

Forestil dig nu, at du skal placere ni kort i tre rækker og tre søjler. Kvantemekanikken forudsiger, at der skal være et lige antal kort i hver række og et ulige antal kort i hver søjle. Men det er umuligt at placere kortene på denne måde. Forklaringen er, at kvantemålinger ikke kan fortolkes, som om de åbenbarer en forudbestemt egenskab, som når man vender et spillekort.

Kontekstualitet er begrebet, der mere præcist beskriver dette forhold.

Det fik sin formelle betydning og indhold i forbindelse med det såkaldte Kochen-Specker no-go teorem fra 1967, der som Bells teorem fra 1964 har relation til debatten mellem Einstein og Bohr i 1930’erne om kvantemekanikkens fundament.

Qubit, qutrit og qudit

I artiklen i Nature betragter forskerne mere generelle kvantesystemer end systemer baseret på qubit, der dækker over, at kvantetilstanden kan repræsentere 0 eller 1.

Der er intet i vejen for, at kvanteinformation kan repræsentere tre tilstande, så taler man om en qutrit, eller mere generelt D-tilstande, og så taler man om en qudit.

Det formelle bevis i artiklen viser, at for alle systemer baseret på qudit med et antal tilstande givet ved et ulige primtal (3, 7, 11 osv.) er kontekstualitet et nødvendigt krav for kvanteberegninger baseret på magic state destillation.

For det mere interessante tilfælde med qubit (D=2) er beviset ikke fuldendt.

Stephen Bartlett fra University of Sydney i Australien skriver i en kommentar i Nature, at det kan skyldes, at den anvendte metode ikke har været direkte brugbar til at behandle dette tilfælde, eller det kan dække over noget dybere. Her er stadig noget for teoretikerne at arbejde med.

Han peger dog på, at det ikke kun er en teoretisk tilfredsstillelse, at man nu kender en forbindelse mellem kontekstualitet og kvantecomputere.

»Det kan gøre det muligt at finde bedre arkitektur for kvantemaskiner,« skriver Stephen Bartlett.

Joseph Emerson selv mener, at indsigten kan være med til at sætte et mål for, hvad eksperimentalfysikere skal opå, hvis de skal bygge en kvantecomputer, der er anvendelig i praksis.

Samfundet bliver mere produktivt, hvis flere lærer matematik.

Det var et af de resultater, som regeringens produktivitetskommission kom frem til, og som kommissionens formand, økonomiprofessor og tidligere overvismand Peter Birch Sørensen, for nylig gentog ved konferencen Fremtidens Matematik. Her drøftede undervisere på universiteter og gymnasier sammen med repræsentanter fra erhvervs­livet behovet for matematiske kompetencer hos de nyuddannede.

Peter Birch Sørensen er sproglig student, men fortalte, at han som førsteårsstuderende på økonomi­studiet lærte at se skønheden i og nytten af matematikken.

Det skulle mange flere gerne i fremtiden, men det store spørgsmål er, hvilke kompetencer de nyuddannede skal have, og hvordan in­sti­tu­tio­ner­ne bedst gennem deres undervisning giver dem de kompetencer.

Plads til forbedringer

Erhvervsvirksomheder, som er storforbrugere af ingeniører, matematikere og fysikere, mente, der er plads til forbedringer:

»Mange danske ingeniører har et skræmmende lavt matematisk niveau,« sagde Morten Grum, Innovation Manager hos Krüger A/S, der er specialist i vandrensning.

Krüger A/S indgår i den franske Veolia-gruppe, og Morten Grum fremhævede netop franske ingeniører for at have bedre matematiske kundskaber.

Nok kan de fleste danske ingeniører regne og bruge deres matematiske hjælpeværktøjer og programmer, men mange mangler en ‘fornemmelse’ for matematik, var den generelle holdning på konferencen.

Kendetegnet for flere virksomheder – hvad enten de laver matematiske analyser af medicinske forsøgsdata, algoritmer til handel med værdipapirer eller programmer til styring af forsikrings- og pensionsforpligtelser – er, at de arbejder med modeller for dynamiske systemer baseret på differentialligninger under stokastisk usikkerhed.

Det kræver bl.a., at de matematisk orienterede medarbejdere kan programmere og anvende professionelle matematiske hjælpeværktøjer.

»Det er essentielt med flair for programmering, og at man har erfaring hermed fra studiet,« sagde Johan Olsen fra Edlund A/S, der laver programmer til forsikringsbranchen.

»Så er det mere ligegyldigt, om det er Sharp, Fortran, C++ eller noget helt andet.«

Tavle, papir og blyant

Men det kræver mere end det, fortalte Jonas Lundbeck Hansen, der er chef for Algo Quant enheden i Nordea Markets.

»Vi anvender Matlab, men når vi går i gang med en ny opgave, bruger vi tavle, papir og blyant,« siger han og tilføjer, at en kandidatgrad fra et matematisk orienteret studie ikke er en garanti for, at de basale matematiske kompetencer er i orden.

Han efterspørger dybe matematiske kompetencer og advarer om, at tværfaglighed i studiet, hvor man lærer en masse ord og begreber, går ud over dybden.

Ticra A/S udvikler verdensførende software til design af antenner til bl.a. satellitter. Det er en opgave, som kort kan beskrives som en ikke-lineær optimering af store datasæt, som, hvis man ikke tænker sig om, kan kræve op til en hukommelse på 1.500 terabyte – og derfor i praksis er uløselig, medmindre der tilføres en passende mængde matematisk snilde.

»Som en mindre virksomhed har vi brug for, at nye medarbejdere har en bred vifte af matematiske kompetencer,« sagde virksomhedens direktør, Michael Lumholt.

Qua sine leverancer til satellit­industrien er Ticra A/S ofte rubriceret som en rumfartsvirksomhed.

»Men det er ikke os, der har efterspurgt en ny uddannelse til rumfartsingeniør,« sagde Michael Lumholt, der hellere vil ansætte generalister end specialister.

Han mener, at det er vigtigt at fokusere på forståelse og formidling af fordele og ulemper ved forskellige løsninger til samme problem – der er nemlig altid flere løsningsmetoder at vælge mellem – end at specialisere sig alt for meget i uddannelsen.

Skal man kort ridse erhvervslivets ønsker op til deres matematikspecialister, så skal de have et bredt teoretisk fundament, de skal kunne arbejde med modeller, programmere og bruge matematiske hjælpeværktøjer. Men først og fremmest skal de have en fornemmelse for matematik. Hvordan det skal sikres i undervisningen, står til gengæld ikke helt klart efter konferencen.