Bilister, der kører over Storebæltsbroen i sommerperioden, vil måske bemærke nogle blå container­lignende platforme, der højt over kørebanen omslutter de 3 km lange hovedkabler, der bærer vejbanen fra betalingsanlægget i Korsør til Sprogø.

Det er såkaldte kabelkravlere, hvorfra specialister fra det britiske firma Spencer Group siden april har arbejdet med at bevikle hovedkablerne med en plasticmembran. Derved bliver kablernene til lange rør, hvis mange hulrum bagefter kan blæses igennem med tør luft for at undgå korrosion.

På en skyfri majdag tog Ingeniøren gåturen langs hovedkablerne op i en af de fire platforme sammen med driftsleder Ernst Laursen, der siden 1989 har arbejdet på Storebælt. Om begrundelsen for det 70 mio. kr. dyre udluftningsarbejde siger han:

»Hovedkablerne består af 18.648 stålwirer og 21 procent hulrum, hvor der kan opstå fugt og rustdannelse. Kablerne har ikke problemer med rust endnu, men arbejdet skal gøres før eller siden, og når vi er færdige til oktober, skal kablerne ikke vedligeholdes i resten af broens levetid.«

I selve kabelkravleren er der ikke tid til at nyde den storslåede udsigt fra 130 meters højde for de fire arbejdere fra England og Litauen, der ubesværet bevæger sig rundt i det smalle gangareal på begge sider af kablet.

Arbejdet med at bevikle kablet og varme plasticmembranen fast efter beviklingsprocessen foregår i etaper, der følger de 24 meter lange sektioner mellem kabelklemmerne, og platformen bevæger sig op ad kablet ved hjælp af en hydraulisk motor og spændes fast i den ønskede position.

Af sikkerhedsmæssige årsager udføres arbejdet ikke i regnvejr og vindhastigheder over 15 m/s, da adgangen da bliver for risikabel.

Specialløsning til Storebælt

I nye broer er selve udluftningsteknologien en integreret del af konstruktionen, men til Storebæltsbroen måtte Spencer Group fremstille den hidtil største udgave af deres Cable Craw­ler System, som tidligere er blevet benyttet ved affugtningsopgaver på Humber Bridge i England og Älvsborgsbron i Göteborg i Sverige.

Efter 20 minutters ophold i platformen går den hårrejsende tur ned ad hovedkablet til affugtningsanlæggets styreboks, som står i bunkerlignende omgivelser nede under ankerblokhusene.

Herfra overvåges temperatur og flow mellem indblæsnings- og udblæsningsmuffer, og driftsfolkene kan samtidig måle luftfugtigheden i kablerne.«

Tilbage i nødsporet slutter vores besøg i servicevognen, der sætter kursen tilbage mod fastlandet.

Arbejdet med at affugte kablerne foregår helt uden at genere trafikken på broen, og arbejdet forventes færdigt til oktober – afhængigt af, hvordan det lunefulde danske sommervejr arter sig.

Kan mennesker i fremtiden blive bedre til at træffe ‘rigtige’ beslutninger ved at sluge en moralpille?

Det er en diskussion, som jævnligt dukker op blandt filosoffer og neuroforskere.

Fakta er, at der kendes en lang række stoffer, der påvirker de moralske vurderinger, mennesker tager. Men derfra og til at udvikle en moralpille er der et stort stykke vej, lyder det bl.a. fra den amerikanske neuroforsker Molly Crockett fra University College London.

Den australske filosof og bioetiker Julian Savulescu fra University of Oxford i England fremførte derimod i et TEDx-foredrag sidste år det synspunkt, at det kan blive nødvendigt genetisk at ændre menneskeheden for at forbedre vores moralske overbevisning og gøre det muligt for os at overleve som art.

»I det mindste har vi en moralsk forpligtelse til at undersøge mulighederne for, om vi med lægemidler kan træffe bedre moralske beslutninger,« konkluderede han i sit foredrag.

Kemi er kemi

Hans læremester, Peter Singer, fra Princeton University i USA skrev året før sammen med Agata Sagan fra Polen en meget omdiskuteret kommentar i New York Times, hvor de stillede spørgsmålet: Er vi parate til en moralpille?

Singer og Sagan bemærkede, at hvis kemien i hjernen påvirker vores moral, så gør det ingen forskel for vores frie vilje, om denne påvirkning kommer af naturlige årsager eller gennem medicinering.

»Uanset om vi har en fri vilje eller ej, så står vi snart over for nye valg omkring den måde, hvorpå vi er villige til at ændre menneskers adfærd til det bedre,« skrev Singer og Sagan afslutningsvis.

Molly Crockett holdt for nylig et foredrag, som fik et medie til at skrive en artikel med overskriften: ‘Moralpillen er tæt på at være en realitet, erklærer forsker’.

Det fik Molly Crockett helt op i det røde felt, og i et blogindlæg på The Guardian skrev hun, at det lige præcis var det modsatte, hun mente: Ingen skal forvente, at det lokale apotek kommer til at føre moralpiller inden for en overskuelig tid.

Moral med Lundbecks medicin

Når moralpillen alligevel jævnligt dukker frem, er det, fordi der findes en lang række veldokumenterede eksperimenter, der viser, at mennesker forandrer deres moralske valg under påvirkning af kemiske stoffer.

Et af stofferne er det antidepressive middel citalopram med den kemiske formel C20H21FN2O, der er udviklet af Lundbeck i 1989. Citalopram medvirker til at danne serotonin i hjernen, der er kendt for at give en ‘lykkefølelse’.

For nogle år siden udførte Molly Crockett sammen med en række kolleger et eksperiment, hvor en række forsøgspersoner fik citalopram, hvorefter de blev udsat for en række moralske dilemmaer, herunder en variant af det klassiske trolley-problem eller togvognsproblem.

En togvogn er ude af kontrol og på vej hen ad et spor, hvor den vil dræbe fem personer, hvis du intet gør. Du står sammen med en tyk mand på en bro hen over sporet, og den eneste måde at stoppe togvognen på er at skubbe den tykke mand ned på sporet, hvorved han bliver dræbt, men de fem andre personer til gengæld bliver reddet. Er det moralsk acceptabelt at skubbe til den tykke mand?

Efter at have taget citalopram var der en større tendens til, at det blev opfattet som moralsk forkasteligt at skubbe til manden, end hvis man i stedet havde fået et placebo-stof.

Moralfilosofien afgør sagen

Viser det, at citalopram kan indgå i en moralpille, spørger Molly Crockett retorisk. Det afhænger af, hvilken moralfilosofi man hælder til, er hendes svar.

Den britiske filosof og samfundsreformator Jeremy Bentham udviklede i slutningen af 1700-tallet en moralfilosofi (utilitarismen), ifølge hvilken man altid bør handle på en måde, så konsekvenserne af ens handlinger bliver det bedst mulige.

Bentham ville derfor ikke betragte citalopram som en moralpille. Det ville Immanuel Kant, hans samtidige, måske, for i hans deontologiske etik eller pligtetik er en handlings moralske værdi ikke afhængig af dens faktiske konsekvenser. Visse handlinger – som eksempelvis at dræbe en uskyldig person (den tykke mand) – er simpelthen forbudt.

Et andet forsøg udført af forskere ved King’s College London med stoffet lorazepam, C15H10Cl2N2O2, viste, at dette stof havde den stik modsatte effekt af citalopram.

Det gav personerne en større tilbøjelighed til at finde det moralsk acceptabelt at skubbe til den tykke mand. Lorazepam ville Jeremy Bentham måske mene kunne indgå i en moralpille.

Oxytocin er et andet stof, der har en dokumenteret virkning. Det giver øget empati, generøsitet og samarbejdsvillighed.

Men det medfører også en tendens til, at folk i højere grad favoriserer deres egen gruppe frem for andre grupper. Det kan ligefrem få folk til i højere grad at lyve, hvis det kan gavne deres egen gruppe.

Molly Crockett fremhæver desuden to andre forhold, der er værd at erindre, når snakken går om moralpiller.

Medikamenterne er udviklet til personer med sygdomme, men de er anvendt på sunde og raske personer i forsøgene. Det er derfor ikke helt ligetil at generalisere fra forsøg med sunde frivillige til, hvordan effekten vil være på alle personer – inkl. personer med en ‘syg’ moral.

For det andet kan effekten være lille. Hvis en person på en tipunktsskala (1 = fuldstændig uacceptabelt, 10 = fuldstændigt acceptabelt) giver en værdi på 4 for at skubbe til den tykke mand, så vil et indtag af citalopram måske kun ændre værdien til 3.

»Det er dokumenteret, at medicin kan ændre menneskers vurderinger, men effekten er ikke stor nok til at ændre personligheden dramatisk,« skriver Molly Crockett.

En app til moralske beslutninger

Hvis en moralpille er langt ude i horisonten, kan man i stedet ty til andre moderne hjælpemidler, hvis man gerne vil træffe bedre moralske valg, nemlig den såkaldte Ethical Decision Making app fra Markkula Center for Applied Ethics ved Santa Clara University i Californien.

Den ændrer ikke på din moral og er ikke tænkt som en facitliste. I stedet er den tænkt som et hjælpeværktøj til på et moralsk og etisk fundament at træffe valg.

»I sidste ende må vi drøfte moralske spørgsmål med os selv ved at holde nøje øje med de faktiske forhold og de etiske overvejelser, der er involveret,« skriver Manuel Velasquez fra centeret om etisk beslutningstagen.

App’en kræver ikke detaljeret information om dit problem eller dine valgmuligheder, den beder dig i stedet om at overveje dine muligheder ud fra fem kriterier, der ser på forholdet mellem godt og ondt (utility), hensynet til andres rettigheder, retfærdighed, hensynet til det fælles bedste, hensynet til det gode liv (dydsetik).

VM i fodbold skal spilles i 12 forskellige byer – og et af de værste steder bliver i Manaus langt inde i Amazonas, som videoen herover viser. Her er både temperatur og luftfugtighed høj, og tropiske regnskyl er en evig udfordring. Byens stadion blev oprindeligt opført i 1970, men det er blevet bygget helt om til VM. Arena de Amazônia er designet af GMP Architecten og ingeniørfirmaet Slaich, Bergermann & Partners, som har specialiseret sig i stadionbyggeri.

Facaden og taget bæres af en stålkonstruktion med hule søjler, som desuden fungerer som nedløbsrør. Selve facaden består af en gennemsigtig hvid glasfiberdug, som skal reflektere sollys samt skygge og give læ for vejrliget. Åbninger i jordhøjde skal desuden sikre tilstrækkelig ventilation til såvel tilskuere som spillere. Byggeriet skulle have været det ‘grønneste’ stadion med bæredygtighedscertificering fra den amerikanske LEED-organisation – men voldsomt vejr har forsinket byggeriet betragteligt, derfor er de planlagte solcellepaneller aldrig blevet monteret.

I stedet er byggeriet blevet et eksempel på, hvor farlige forholdene er på de brasilianske byggepladser – tre arbejdere er således omkommet under byggeriet. Et andet kritikpunkt ved det 1,7 mia. kroner dyre stadion er, at der ikke er noget hold i Manaus, som kan gøre sig forhåbninger om at fylde de 42.374 sæder, når de fire VM-kampe i gruppespillet er fløjtet af om 13 dage.

Ikonisk katedral

Den mest ikoniske af Brasiliens mange fodboldkatedraler er nok Estádio do Maracanã i Rio de Janeiro. Det var her, Brasilien tabte 2-1 til Uruguay ved VM i 1950 – en skamplet, som Brasilien håber at kunne vaske af i den kommende måned. I 1969 så omkring 200.000 tilskuere Brasilien spille mod Paraguay – angiveligt det største fodboldpublikum i historien – men i dag er der ‘kun’ plads til 76.804 tilskuere på det renoverede stadion i Brasilien. Og så hævdes det i øvrigt, at der også var mindst 200.000 tilskuere på Wembley Stadion til den berømte White Horse-finale mellem Bolton Wanderers og West Ham United i 1923 – navnet opstod fordi en bereden betjent på en hvid hest måtte ride ind over banen for at holde tilskuerne tilbage.

Under ombygningen, der har kostet knap 3 mia. kroner, er stadionets betontag revet ned, og et nyt tag med en teflonbelagt glasfibermembran spændt op i stedet. Nu dækker taget 95 procent af tilskuerpladserne, og mirakuløst blev ombygningen faktisk færdig til tiden – et af de få VM-relaterede projekter i Brasilien, der kan prale af dét.

Nye, fordyrende testkrav til varmepumper på det danske marked får nu dele af varmepumpebranchen på barrikaderne, mens en anden del af branchen mener, at kravene er nødvendige for at sikre kvaliteten og dermed få gang i markedet.

De to lejre er repræsenteret af hver sin brancheforening, henholdsvis Dansk Energi Brancheforening (Debra) og Varmepumpefabrikanterne, og stridens æble er nye krav til test og dokumentation af varmepumpernes ydeevne, som trådte i kraft 1. april i år.

Kun ved at opfylde de nye krav kan producenten få optaget varmepumpen på en særlig liste, der giver adgang til tilskud fra energiselskabernes sparemidler. Tilskuddene er i størrelsesordenen 10-12.000 kroner, hvis et oliefyr for eksempel udskiftes med en varmepumpe.

100.000 kroner pr. test

I Energibranchens nyetablerede varmepumpegruppe – som nu omfatter ti varmepumpefabrikanter og importører – er man rigtig godt sur over de danske særkrav, som har medført, at de fleste leverandører har måttet sende deres varmepumper til nye afprøvninger:

»Den ekstra tredjeparts-certificerede test af nye modeller koster måske 100.000-125.000 kroner pr. model, og det er der kun de danske forbrugere til at betale. Det gør varmepumperne dyrere og giver forbrugerne et snævrere udvalg. Efter vores vurdering vil det være med til at bremse udviklingen på varmepumpemarkedet,« siger sekretariatschef Jørgen K. Nielsen fra Debra.

Han understreger, at hans medlemmer finder krav om certificerede tredjepartstest fornuftige, men at det så skal være et krav for alle EU-lande. Samtidig undrer det foreningen, at Danmark, som er et meget lille varmepumpemarked, har behov for at indføre særkrav om ekstra test af produkter, der sælges i et stort antal andre lande.

Vi har været med hele vejen

I den anden forening, Varmepumpe­fabrikanterne, er man helt anderledes positiv over for de nye regler. Sekretariatschef Lars Abel fortæller, at foreningen har været inddraget i udformningen af krav og kriterier, og at hele denne proces blev afsluttet tidligt i 2013. Undervejs var der medlemsarrangementer m.m., hvor alle kunne stille spørgsmål, og dialogen gav fabrikanterne en rimelig tid til at omstille sig.

»Vores medlemmer bakker helt og fuldt op om de nye krav. Vi ser de nye krav og tredjepartstesten som en absolut nødvendighed for, at forbrugerne kan have fuld tillid til produkterne, og at markedet kan løfte sig på denne tillid til, at varme­pumperne leverer,« siger Lars Abel.

Han tilføjer, at tidligere stikprøve­kontroller af varmepumperne har vist, at der var uacceptable afvigelser mellem de angivne og de målte værdier – også for jordvarme- og luft-vand-varmepumper.

Også andre europæiske lande stil­- ler krav om tredjepartstest, der også anbefales af den europæiske fabri­kantforening, påpeger Lars Abel.

Dyr test af gamle modeller

Ifølge Debra er de nye krav, der stilles til eksisterende varmepumpemodeller, der gerne vil på listen, endnu mere problematiske.

Selv om eksisterende varmepumpemodeller allerede er testet af tredjepart efter en ældre norm, EN 14511, skal mange af dem nemlig igennem en ny, dyr test til cirka 50.000 kroner, hvis den oprindelige test ikke indeholder en række definerede målepunkter. De skal bruges til at beregne nogle nye værdier, SCOP. Det er en årsvirkningsgrad, som dog endnu ikke er et krav i det gældende bygningsreglement.

Medlem af Debras bestyrelse Carsten Cederqvist, der forhandler Weishaupt-varmepumper, forklarer, at der ikke er tale om ‘bedre’ målepunkter ud fra et teknisk synspunkt:

»Man bør derfor tillade at interpolere sig frem til manglende værdier og dermed spare producenterne for den ekstra udgift,« siger han.

Moderfirma dropper Danmark

Cederquist forklarer, at hans moderfirma ikke vil betale for disse særlige test på så lille et marked, og at det betyder, at Weishaupt nu kun har tre pumper på listen. Det er alle jordvarmepumper, hvor de krævede værdier oftere er en del af den almindelige test.

»Andre store fabrikanter vil gøre det samme, og dermed går de danske kunder glip af en bred palet af produkter – samtidig med, at de produkter, der er på listen, er blevet dyrere af testen,« siger han.

Kravene har været længe undervejs. Hvorfor brokker I jer først nu?

»Det er rigtigt, at vi er sent ude, men vi har først for nylig fået etableret en varmepumpeafdeling, som har mange af de store fabrikanter som medlem, og derfor er vi først gået ud i offentligheden nu.«

Brancheforeningen har i øvrigt fået Mikkel Dencker fra Dansk Folkeparti til at spørge ministeren, hvorfor Energistyrelsen stiller fordyrende særkrav til varmepumper i Danmark.

Ekstrakrav en misforståelse

Debras kritik vinder også genklang hos energisparechef Per Jensen fra HMN-naturgas, der er en af dem, der skal sørge for, at energiselskaberne når deres sparemål – for eksempel via forbrugernes omlægning fra oliefyr til varmepumper.

Per Jensen er helt enig med energibranchen i, at de ekstra, dyre krav til eksisterende varmepumpe-­modeller vil begrænse udvalget betydeligt, fordi store udenlandske fabrikanter ikke vil tage den ekstra omkostning på så lille et marked:

»Uden de fabrikater, som vi og vores installatører kender og er vant til at arbejde med, vil det være svært for os at nå de lovede sparemål. Derfor må kravene om ekstra test ændres,« siger han og kalder dem ‘en misforståelse fra starten af’.

Per Jensen har siddet i arbejdsgruppen bag de nye regler, og han ser ikke noget problem i at ekstra­polere de værdier, man har i forvejen:

»Målepunkterne ligger så tæt på hinanden, at man bør kunne finde på en pragmatisk og billigere løsning,« vurderer han.

Energistyrelsen uforstående

I Energistyrelsen, som står bag de nye krav, står kontorchef Henrik Andersen uforstående over for kritikken fra Debra, idet hele ordningen er forhandlet på plads med fabrikanterne i 2013:

»Det var vores klare indtryk, at branchen bakkede op om en frivillig ordning med tredjepartscertificering for at øge forbrugernes tillid til varmepumper. Så på baggrund af disse og senere drøftelser ser vi ikke nogen grund til at ændre på kravene.«

Henrik Andersen tilføjer, at varmepumperne gerne må sælges på det danske marked uden disse certificeringer, men at energiselskaberne kræver tredjepartstest for at yde energisparetilskud til forbrugerne.

»Der var brug for at stramme op på dokumentationen omkring varmepumpernes ydeevne og gøre forbrugerne trygge ved teknologien. Denne marginale fordyrelse skal holdes op mod, at forbrugerne får et produkt, de kan have tillid til, og det er ikke vores vurdering, at lidt dyrere varmepumper vil bremse efterspørgslen markant,« siger han.

Der er i øjeblikket 147 varmepumper på positivlisten, heraf er de 95 jordvarmepumper, 48 luft-vand- og 4 luft-luft-pumper.

For første gang i 16 år deltager den tyske sportsvognsproducent Porsche i år med et fabriksteam i konkurrencen om hæder på en af motorsportens mest ikoniske baner, Le Mans. Med en helt nyudviklet hybrid­racer skal Porsche i løbet af 24 timer forsøge at fravriste landsmændene og konkurrenterne fra Audi endnu en triumf. Begge de tyske hold vil dog få kamp lige til målstregen søndag eftermiddag klokken 15.00 af Toyota.

I den allerhurtigste Le Mans-klasse, LMP1-H, har bilerne foruden en forbrændingsmotor et avanceret hybridsystem. Men i modsætning til Formel 1, hvor motorstørrelse og hybridsystem er beskrevet til mindste detalje, så er der meget mere plads til at søge forskellige tekniske løsninger når det gælder prototypeklassen i Le Mans.

Porshe har som ny i klassen valgt at satse på en to liters benzinmotor med turbo. Porsches gadebiler er kendt for at have boksermotorer, men i Le Mans-biler passer en V-motor bedre, og derfor er Porsches en V4. Der er installeret to hybridsystemer, et, som opsamler bremseenergi fra forhjulene, og et, som trækker energi ud af udstødningsgassen vha. en lille turbine. Begge sender elektrisk energi til et batterisystem centralt i bilen. Energien kan så udnyttes via en elmotor, der trækker forhjulene. I alt må der ifølge reglerne opsamles 8 MJ pr. omgang. Som regel vil føreren vælge at bruge den opsamlede energi, når der accelereres ud af sving.

Toyota dobler hybridsystemet

Toyota har holdt fast i samme motorstørrelse som sidste år – en 3,7 liters V8-motor uden turbo – men den er meget forandret. For som Toyota selv udtrykker det, så handlede det sidste år om at få så meget kraft ud af motoren som muligt, hvorimod det i år handler om at gøre motoren så energieffektiv som muligt. Derfor er hybridsystemet i år dobbelt så stort som sidste år, og det skal sørge for den rå power ud af svingene. Det klares ved at opsamle bremseenergi fra både bag- og forhjul.

Energien lagres i en superkapacitor og sendes til en elmotor ved forhjulene. Toyota har altså fravalgt en turbine i udstødningsgassen, både til turbo og ekstra elproduktion, da det ødelægger motorens samlede energieffektivitet.

Audi har de sidste ti år vundet løbet ni gange. Det kan derfor ikke overraske, at også nyeste version af Audis konkurrenceracer er en dieselbil med en langsliggende 4,0 liters V6 turboladet motor med direkte indsprøjtning.

Hybridsystemet i Audien minder en del om det, som Formel 1-bilerne kører med: Bremseenergi fra forhjulene oplagres i et svinghjul, hvorfra det igen kan sendes til forhjulene. Udstødningsgassen driver foruden en turbo en ekstra turbine. Energien herfra bruges til at sende turboen op i omdrejninger, så føreren ikke oplever den traditionelle turboforsinkelse.

Når bilerne i dag står klar på grid’en, og løbet skydes i gang præcis klokken 15.00, begynder sandhedens 24 timer.