Et svagt brag fra rakettens top efterfulgt af en hvislende lyd beseglede skæbnen for testen af rumraketten Heat2X lørdag eftermiddag. Braget var lyden af en sikkerhedsplade, en burst disk, i tanken med flydende ilt, der gav efter, og den hvislende lyd var en blanding af helium og ilt, der sev ud af tanken.

Med et hul i ilttanken på den 10 meter høje raket var CS nødt til at stoppe testen til stor ærgrelse for de omkring 50 frivillige og flere hundrede tilskuere, der var mødt op på Refshaleøen.

Ord, som Ingeniøren ikke ønsker at gentage her, blev ytret mod himlen, da sikkerhedspladen bristede, og det forvandlede en ellers glædelig stemning oven på en perfekt serie af procedurer til en nedslåethed, hvor kram var nødvendige.

En defekt sensor startede det hele

Den bristede sikkerhedsplade var en konsekvens af en serie af begivenheder, der startede efter påfyldningen af flydende ilt. I kontrolcentret, der var indrettet bag en mur af beton omkring 60 meter fra raketten, begyndte elektronikmand Steen Andersen og raketbygger Peter Madsen nemlig at undre sig over, at trykket ikke steg i ilttanken.

Godt nok var raketten på daværende tidspunkt ikke tryksat med helium, men solens stråler på tanken med flydende ilt med en temperatur på mindre end minus 100 grader burde få trykket til at stige.

Derfor bad Peter Madsen dagens chef, den såkaldte flight Thomas Pedersen, om tilladelse til at tryksætte ilttanken med en anelse helium. Da det skete, kunne Peter Madsen konstatere, at instrumenterne i kontrolcentret stadig viste 0,2 bar, altså intet mærkbart tryk. Mistanken om en defekt sensor på ilttanken begyndte nu at slå rod i Peter Madsen og folk omkring ham.

Raketbyggere tankede i blinde

Men der var en anden mulighed for at måle tryk: Fra en blå container 40 meter fra raketten styrede en flok frivillige flaskerne med henholdsvis helium og nitrogen til at tryksætte brændstoftankene. Her befandt sig også et manometer, der kunne måle trykket i den slange, som blev brugt til påfyldning af helium på ilttanken.

En måling af trykket for enden af slangen viste 12 bar, og med en næsten fuldt tryksat raket var raketbyggerne nødt til at tage en hurtig beslutning om, hvorvidt de skulle stole på manometret. Det valgte Thomas Pedersen, men ligesom alle omkring ham vidste han udmærket, at manometermålingen kunne at være meget usikker. Raketbyggerne arbejdede reelt i blinde.

Der var to årsager til, at manometret ikke var til at stole på. For det første sad det for enden af en 40 meter lang slange, og trykket kunne sagtens være faldet væsentligt for enden af slangen. For det andet sad der en kontraventil i slangen, som formentlig også ville give udslag i en langt mindre trykmåling.

Fejl i sikkerhedsplade kan være en mulighed

Men Thomas Pedersen og hans crew tog altså en beslutning om at stole på manometret. Mens de gav ordre til at hæve trykket i ilttanken, var CS-mand Per Siebeneicher netop kravlet ned fra rampen efter at have kæmpet med at stoppe en lækage i den tilslutningsstuds, der sender helium ind i ilttanken.

Ifølge Per Siebeneicher havde den lave temperatur ødelagt pakningerne omkring tilslutningsstudsen, og der var en lækage fra området, som var svær at vurdere størrelsen af. Han havde kun lige nået at nævne sin bekymring for trykket i tanken, da braget og den hvislende lyd opstod.

Om manometret rent faktisk viste forkert, er dog ikke helt sikkert. Der kan nemlig være en anden forklaring på, at sikkerhedspladen bristede.

Pladen er godt nok fremstillet til at briste ved 28 bar, og typen har været testet et utal af gange af raketbyggerne, men den sidder udsat på toppen af raketten, og det kan f.eks være en CS-mand er kommet til at lave en bule i den med en topnøgle, eller der har været en fejl i netop den plade, mener Thomas Pedersen.

Ny test snart burde være muligt

Copenhagen Suborbitals blev slået ud denne lørdag af en simpel fejl, nemlig en defekt tryksensor. Hvorfor den ikke virkede, skal nu undersøges, men ifølge CS-mand Christian Ravn ser problemet ud til at være simpelt at løse.

»Vi kan skifte tryksensoren relativt nemt. Ellers kan vi formentlig lave en trykmåling på anden måde. Umiddelbart ser jeg intet til hinder for at bestille nyt ilt og prøve igen meget snart,« siger han.

Thomas Pedersen er også overbevist om, at raketbyggerne vil forsøge igen snart. De må dog vente på, at et utal af musikarrangementer, herunder metalfestivallen Copenhell, er overstået på Refshaleøen. Det betyder, at en opsendelse af Heat2X i løbet af sommeren eller efteråret bliver mere usandsynlig.

32,6 millioner kroner – eller næsten ti gange mere end de 3,7 millioner kroner, der var budgetteret med. Så stort blev Ingeniørforeningens overskud i 2013. Det skyldes først og fremmest et overskud fra datterselskabet IDA Forsikring på 28 millioner kroner.

IDA har en pengetank på 700 millioner kroner, når alt gøres op. Men langt de fleste millioner er bundet i datterselskaber og den 363 millioner store Dispositionsfonden. Kun lige knap 50 millioner kroner ligger i en pung med fri likviditet, sagde IDA-formand Frida Frost ved repræsentantskabsmødet i lørdags.

Hun fortalte, at de seneste to-tre års genopretning af økonomien nu har båret frugt. I 2012 besluttede et enigt repræsentantskab at gøre sig økonomisk fri af de konjunktursvingende indtægter fra Dispositionsfonden og datterselskaberne:

»Vi har nu så meget styr på økonomien, at vi kan risikostyre overskuddet fra vores datterselskaber samt finansielle afkast, blandt andet også fra Dispositionsfonden. Det betyder, at vi nu trygt kan bruge 1 krone og 10 øre for hver krone, medlemmerne betaler i kontingent.«

Regnskabet er også blevet revideret af tre såkaldt kritiske revisorer, som er udpeget fra og af repræsentantskabet. De skal vurdere, om kontingentkronerne er brugt som aftalt. Det er de, lyder dommen.

Fortæl om forbedringerne

De kritiske revisorer opfordrer dog IDA til at kommunikere mere om de forbedringer, der løbende finder sted. Lars Andresen, valgt for Listen for Ledere og en af de kritiske revisorer, uddyber:

»IDA har investeret mange penge i it for at forbedre servicen, f.eks. ved mødetilmelding. Det vil vi gerne have kommunikeret klart ud. Det handler om at forklare medlemmerne, at vi både har forbedret servicen – og foreningens økonomi,« siger han.

Frida Frost tager imod opfordringen med åbne arme:

»Vi gør jo bare vores job, men jeg synes da, det er glædeligt, at de tre kritiske revisorer mener, at vi godt kan prale noget mere,« siger Frida Frost.

Sådan bruger IDA pengene

De fleste ved efterhånden, at det er en dyr fornøjelse at bruge mobildata uden for Danmarks grænser. Men selv hvis du sparer kraftigt på trafikken og holder øje med mængden af overførte data, kan du få dig en grim overraskelse med hjem fra ferien.

Teleselskaberne måler nemlig forbruget på en måde, der kan få taxameteret til at løbe løbsk, hvis for eksempel mobilforbindelsen er svag, så telefonen hele tiden skal koble på netværket, fortæller teleekspert Torben Rune, direktør for rådgivningsvirksomheden Netplan.

Forbruget bliver afregnet med typisk 100 kilobyte som mindst mulige ’datapakke’ pr. dataopkald – men det er meget forskelligt, hvordan et opkald bliver defineret.

»Ingen ved, hvornår måleren begynder, så det er aldeles uklart, hvornår et kvantum begynder. Er det, når man kører ind i landet, og så indtil du kører ud igen? Problemet med denne kvantificering er, at telefonen i nogle situationer kobler af og på hele tiden, for eksempel hvis du er et sted med dårlig forbindelse, eller hvis den lokale celle er overbelastet,« siger Torben Rune.

Nøjes man med at bruge telefonen til synkronisering af e-mail, kan de få bytes, som hvert tjek efter nye e-mails koster, derfor blive takseret som 100 kilobytes. Og så løber det hurtigt op, når telefonen automatisk synkroniserer mange gange i timen.

Tjek alle apps

Men med en smartphone kan det også være rigtig svært at holde styr på, hvor meget data de forskellige applikationer henter og sender automatisk. Det bedste råd er derfor stadig altid at slukke for den mobile dataforbindelse i udlandet. Er det for upraktisk, opfordrer Torben Rune til at man går telefonens apps igennem med en tættekam.

»Sluk for alt i verden for Outlook-synkronisering, for den er særligt giftig. Tjek, om du har andre applikationer, der synkroniserer løbende. Og hold godt øje med forbruget undervejs,« lyder hans råd.

Får du en regning, der er større, end du synes, den burde være, kan du bede om at få den udspecificeret hos dit teleselskab. Viser trafikoversigten, at data næsten altid er sendt i pakker på omkring 100 kilobyte, er du blevet offer for denne ’kvantificering’ og bliver dermed afkrævet betaling for langt mere data, end du reelt har brugt. Minimumsgrænsen kan også ligge højere eller lavere end 100 kilobyte, for eksempel har teleselskabet 3 valgt 50 kilobyte som mindstemål.

Torben Rune har i flere sager oplevet en alt for høj regning på grund af fænomenet, han kalder kvantificering. Alle gange kunne kunden få penge retur fra teleselskabet ved at klage og dokumentere, at det meste af den afregnede trafik kom fra de mange ‘startgebyrer’ i datatrafikken.

Ingeniøren har spurgt flere tele­selskaber om fænomenet, men har kun fået svar fra Telenor, der oplyser, at der ganske rigtigt vil være mere datatrafik, hvis signalet er meget svagt, og telefonen løbende prøver at fange nye sendemaster. Men det er ikke en typisk situation, og Telenor genkender ikke, at det skulle kunne give en stor stigning i mængden af datatrafik. Desuden skal alle kunder som standard godkende dataforbrug på over 450 kroner i udlandet, fortæller selskabet. Erhvervskunder kan dog have andre aftaler.

Næste gang du ser en teknikerbil fra en af kabeloperatørerne luske rundt i nabolaget, er den sandsynligvis på jagt efter kilden til den støj på kabelnettet, som måske får dit internetsignal til at hakke sig gennem Netflix-filmen eller Skype- opkaldet.

Den eftersøgning er dog blevet noget nemmere takket være en avanceret HFC-analysator (Hybrid Fiber-Coaxical) fra danske Kronback Tracers. Via en indbygget high-speed AD-converter og en FPGA er apparatet – fra en central position i kabelnettet – i stand til næsten ned på husstandsniveau at identificere, hvor støjen kommer fra.

»Opgaven for kabeloperatørerne er at finde kilden til støjen. Når du fejlsøger, har du ingen idé om, hvor støjen stammer fra. Det er dér, vi kommer ind i billedet. Og det er nøjagtigt den samme problemstilling, hvad enten vi snakker Haslev eller Hawaii,« siger Bo Kronback, som sælger sit udstyr over hele verden.

Hakkende Skype-opkald

For at forstå behovet for Bo Kronbacks måleudstyr kan det være gavnligt at skrue tiden godt ti år tilbage, til dengang vores blinkende ADSL-modemmer blev udfaset til fordel for langt hurtigere bredbåndsforbindelse.

Dermed fik det gamle, hensygnende kabelnet således en renæssance, idet kloge hoveder fandt ud af, at man kunne bruge kabelnettets coax-kabler til tovejskommunikation som netop bredbåndsinternet – og ikke kun til envejskommunikation med kabel-tv-signaler.

Problemet er imidlertid at få identificeret den støj – frekvensforstyrrelser – som uvilkårligt opstår, når måske 50 eller 100 husstande deles om den samme frekvens. Typisk er det en hjemmeudført ­installation eller dårlige ledninger, der er kilden til støjen, af og til akkompagneret af babyalarmer eller anden forbrugselektronik, som ligger i samme frekvens, dvs. 5-85 MHz.

Bo Kronback, der er uddannet elektronikingeniør og med mange år bag sig i tv- og kabelbranchen, har arbejdet på fuld tid med sin niche- geschäft med at måle frekvensstøj i kabelnettet siden 2006. Med sidste år som det hidtil bedste og apparater solgt lige fra Norge til Cypern.

Det er et globalt marked, Kronback Tracers opererer på, men al udvikling, produktion og test foregår på dansk grund.

Printkortene laves hos CB Svendsen, kabinetterne samles hos JJ Mechatronics, og FPGA’en kodes af konsulenthuset TekPartner.

Når de færdige HFC-analysatorer kommer retur fra underleverandørerne, tester Bo Kronback dem selv i Kronback Tracers’ ombyggede laboratorielokale på den gamle ingeniørhøjskole i Ballerup.

Denne kæde af leverandører lige i baghaven giver Bo Kronback en kvalitet og en skalérbarhed, han ikke nødvendigvis ville kunne opnå ved at ansætte sine egne elektronikingeniører og lave det hele in-house.

»I øjeblikket føler jeg, at hvis jeg vil producere ét apparat, så kan jeg gøre det. Vil jeg producere 10.000 apparater, kan jeg også gøre det. Så beder jeg bare CB Svendsen om at lægge produktionen til måske Polen, men det går stadig igennem dem. Og jeg har skalérbarheden,« forklarer Bo Kronback, som mener, at netop hans virksomhed må være lige det, som politikerne efterspørger:

»Det kan godt lade sig gøre at starte en elektronikvirksomhed som min op. Der er virkelig et godt udviklingsmiljø i Danmark og en god positiv atmosfære rundtomkring, som gør, at der er muligheder i det. Og det er jo det, politikerne gerne vil have.«

Det er dén støj, der kan være årsag til langsomt internet, Skype-opkald af dårlig kvalitet og så videre.

Edderkoppespind af kabler

Kabeloperatøren – det kunne være TDC, YouSee eller måske en lokal antenneforening – kan imidlertid som udgangspunkt kun se, at der er frekvensforstyrrelser på nettet, men de kan ikke se fra hvilken del af nettet.

Det problem løser Bo Kronbacks måleudstyr, som hjælper til at identificere støjkilden meget mere præcist. Der er tale om en HFC-analysator med indbygget spektrum­analysator, som via en switch placeret i kabeloperatørens central er koblet på det lokale nets edderkoppespind af coax-kabler.

Hjertet i systemet er en high-speed AD-converter og FPGA. Med 250 megasamples i sekundet og 14 bit konverterer AD-converteren det analoge signal til et digitalt signal, som sendes videre til FPGA’en – en Kintex 70 fra Xilinx.

FPGA’en er afgørende for, at Bo Kronback kan bringe fjerde generation af sit udstyr til live. Her er visionen ikke kun at kunne lave frekvensanalyser, men at generere data på baggrund af frekvenssignalerne, såkaldt demodulation.

»Det, jeg gerne vil bevæge mig ud i, er at gå dybere ned i signalerne og analysere data fra dem. Det er også derfor, jeg har taget en FPGA i brug, for ellers kunne jeg godt have undværet den. Hvis jeg kan demodulere signalerne, kan jeg via hver enkelt brugers MAC-signal beregne hver enkelt husstands kabelnetskvalitet,« forklarer han.

Kampflyet Boeing F/A-18E/F Super Hornet fløj første gang i 1995 som en videreudvikling af F-18 Hornet. En opdateret version er en af kandidaterne i kapløbet om at erstatte Danmarks F-16-flåde, men hvis den ordre ikke kommer hjem, og hvis det også glipper at få US Navy til at aftage nogle ekstra oven i de 600, flåden opererer i dag, vil de sidste nybyggede eksemplarer af Super Hornet-flyet med en vis sandsynlighed forlade samlebåndet i St. Louis, Missouri, i USA i 2016.

Udviklingen af flyet foregår dog stadig i højeste gear hos Boeing i St. Louis og ikke kun som et led i kampen om nye købere. Et kampfly har ofte en levetid på over 40 år, og de nuværende Super Hornet-brugere, der tæller US Navy og Australien, vil fortsætte med at anvende flyene i mange år frem.

For US Navys vedkommende frem til 2040 og formentlig længere. Derfor er Boeing i fuld gang med at udvikle de teknologier, som skal være med til, at flyene kan være fremme i front i mange år fremover.

Første streger på papiret

Boeing har samlet udviklingen af de nye teknologier under titlen ‘Advanced Super Hornet’, og det første fly med flere af de nye teknologier om bord fløj første gang i august sidste år. Det skete kun ti måneder efter, at Boeings ingeniører havde slået de første streger på papiret.

Det er lagt til rette på den måde, at brugerne ikke nødvendigvis skal vælge alle opgraderinger på én gang. En modulbaseret tilgang betyder, at brugerne kan vælge at få de nye teknologier installeret i takt med, at de får behov for dem.

Boeing har indtil videre kun ombygget et enkelt Super Hornet-fly med Advanced-teknologierne. Den mest synlige nye teknologi i Advanced-programmet er de konforme brændstoftanke, der ligger som to store ‘buler’ på oversiden af flyet. De kan indeholde 3.500 pund ekstra brændstof i en mere aerodynamisk konfiguration, end det er tilfældet med de traditionelle ekstratanke, som monteres under vingerne.

Tanken kan nemt tilsluttes flyets eksisterende brændstoftanke og øger flyets ‘kampradius’ med 130 sømil til en samlet kampradius på mere end 700 sømil. Hver tank består af 207 dele. Oversiden er lavet af kompositmaterialer, mens undersiden er lavet af metal og fastgjort til flykroppen, der også består af metal.

Lavprisløsning

En anden meget synlig teknologi er det lukkede våbenlastrum (enclosed weapons pod), der monteres under kroppen på flyet. Ved at flytte våben fra vingerne og ind i det lukkede rum reduceres flyets synlighed på fjendens radar. Det er en form for lavprisløsning i forhold til det konkurrerende kampfly, F-35 Joint Strike Fighter fra Lockheed Martin. Det er født med et våbenlastrum indbygget i flykroppen for at nedsætte radarsignaturen.

Det er ikke muligt i Super Hornet-flyene, hvilket er årsagen til, at Boeing har lagt energien ind i at udvikle det nye lukkede lastrum, som kan monteres på flyet, når der er behov for det. De første test har vist, at radarsignaturen reduceres med 50 procent i forhold til de F-18 Super Hornet-fly, som US Navy anvender i dag.

Lastrummet kan rumme op til otte missiler, og flyet kan udstyres med i alt tre lukkede våbenlastrum. Et under kroppen og et under hver af de to vinger. Flyet har i alt 11 våbenstationer. Og ved at samle våben i pods frigøres plads til flere våben, elektronisk krigsførelsesudstyr eller eksterne brændstoftanke. I kombination med de konforme brændstoftanke kan brugerne dermed få et særdeles veludrustet kampfly med stor rækkevidde.

På lang afstand

I dag har Super Hornet-flyene infrarødt søge- og følgeudstyr monteret i et lille rum under kroppen. Det giver mulighed for at opdage fjendtlige ‘stealth’-fly på lang afstand. En af Advanced-mulighederne er at få udstyret indbygget i kroppen som en kasse foran næsehjulet. Det er ligesom det lukkede våbenrum med til at reducere flyets egen radarsignatur og gøre det sværere for fjenden at opdage flyet.

En opgraderet motor skal efter planen kunne levere 15-20 procent mere kraft og være med til at øge flyets accelerationsevne og flyvehastighed. Og endelig har Super Hornet-brugerne mulighed for at få installeret et nyt ‘næste genera­tion’-cockpit med blandt andet store trykfølsomme skærme.

Strømlinede organer, kraftige muskler og det hemmelige våben i deres hud gør hajer højeffektive svømmere. Faktisk kan nogle arter, såsom makohajen, nå en hastighed på omkring 75 km i timen, mens hvidhajen kan svømme op mod 65 km i timen.

Derfor satte en gruppe amerikanske forskere fra Harvard University sig for at efterforske hajens hurtighed ned til mindste detalje, for at kunne optimere menneskets mulighed for at kopiere det hurtigt svømmende dyr.

Hurtigere hud med tænder

Billeder i høj opløsning af hajhud afslører nemlig, at huden ikke er glat, men derimod består af masser af små ‘tænder’ eller dermal denticles. Formen og placeringen af disse tænder varierer over hajens krop og styrer strømmen af vand på den mest effektive måde.

Hver haj-art har tænder i forskellig form, som kan mærkes, hvis man stryger hajen fra halen og frem. Stryger du hajen fra hovedet og bagud vil huden føles glat. Tænderne reducerer turbulens og tillader hajen at ‘glide’ gennem havet.

Efter den grundige afdækning af hajhuden satte forskerne en 3D-printer til at printe et mønster af hajhud. Da de testede den printet, blev svømmerens fart seks procent hurtigere, mens energiforbruget faldt seks procent.

Hajsvømmedragter sætter rekorder

De amerikanske forskere er dog ikke de første, der har studeret hajen for at kopiere dens hurtigsvømning. Allerede tilbage i 2004 skabte Speedo en badedragt kaldet Fastskin FSII, der blev brugt af svømmere på det olympiske i Athen i 2004. Speedos nyeste badedragt tager denne teknologi endnu længere.

I 2007 og 2008 blev der sat et utal af svømmerekorder på grund af de nye hajhuds-inspirerede helkrops svømmedragter. Dragten, der blev skabt i et forskningssamarbejde mellem Speedo og Nasa, gav svømmerne markante tidsfordele.

Det Internationale Svømmeforbund, FINA, gjorde dog dragterne ulovlige, så svømmemesterskaber igen handlede om svømmerens præstation og ikke dragten, de bar.