Monthly Archives: November 2013

På mere end 600 valgsteder sad de valgtilfordnede klar ved en pc til at scanne stregkoden på vælgernes valgkort, så de kunne få udleveret deres stemmesedler til kommunalvalget og regionsrådsvalget 2013. I København, Brøndby, Køge og Høje Taastrup gik det imidlertid ikke helt efter planen.

Mange steder foregår valget stadig ved, at borgerne møder op med et valgkort, hvor de har fået tildelt et bestemt valgbord på afstemningsstedet. Ved valgbordet er en liste over de borgere, som er berettiget til at stemme, og de valgtilforordnede krydser vælgerne af i takt med, at de får udleveret deres stemmesedler.

Det er en proces, som kan skabe kø, hvis mange vælgere, der er tildelt det samme valgbord, møder op på samme tid, fordi det tager tid at finde det rigtige navn på listen.

Den digitale valgliste, som er udviklet af KMD, skal løse det problem ved at dele den samme valgliste mellem alle valgbordene på valgstedet og erstatte det manuelle opslag med scanning af en stregkode. Dermed kan vælgerne gå direkte til det valgbord med kortest kø.

Når alt altså virker. Det gjorde det 99 procent af tiden, men lige omkring klokken 9:00, hvor valget officielt åbnede, havde it-folkene og valgsekretærerne sved på panden flere steder.

»På Islands Brygge Skole var der problemer ved valgstart, fordi den ansvarlige ikke kunne logge på hoved-pc’en. Da klokken nærmede sig 9, valgte vi at rykke ud med en specialist i en taxa,« fortæller enhedschef Freddy Lassen fra It Support og Logistik i Københavns Kommunes Koncernservice til Version2.

Mens specialisten var på vej ud til skolen, lykkedes det at logge på systemet. På daværende tidspunkt var der mindre end et kvarter til valgstart, men valgsekretæren og it-folkene på afstemningsstedet vurderede, at systemet ville komme op at køre.

»Derfor får de ikke startet processen med den manuelle valgliste til klokken 9, og kan først gå i gang klokken 9:15. Omkring klokken 10 er den digitale valgliste oppe igen,« fortæller Freddy Lassen.

Det betød, at de vælgere, som var mødt op for at stemme, så snart valgstedet åbnede, måtte vente i et kvarter, før de kunne komme til at afgive deres stemmer, og dermed opstod der en kø.

Pillede pc’er ned for at få plads på bordene

Den digitale valgliste er et offline system, som kører på et lokalt netværk på valgstedet. I den mindste opsætning består den af én master, som kører på valgsekretærens pc, samt to ‘slave-pc’er’, som står ved hvert deres valgbord.

»Det er en decentral løsning, fordi man fra politisk side ikke ønskede, at der skulle være netværk ind i valglokalerne. Valgsekretæren downloader fire filer, som indeholder information om vælgerne på valglisten. I princippet er det et meget lille system, men som i resten af valghandlingen er der krav til processen,« fortæller Steen Østergaard med den uformelle titel som valggeneral i rollen som koordinator for den digitale side af valget hos KMD.

Et af kravene er, at man eksempelvis ikke kan scanne valgkort, før valghandlingen er sat i gang, ligesom systemet heller ikke må lukkes ned, før optællingen på valgstedet er officielt afsluttet.

Københavns Kommune havde også problemer på Nyboder Skole, som betød, at de første to timer foregik med valglister på papir.

»Systemet var sat op i god tid og startede fint op, og de fik distribueret data på pc’erne, men så gik det i stå. Teknikerne arbejdede i forhold til vejledningen sammen med vores backoffice, men klokken 8:55 vurderede teknikerne, at de ikke ville blive klar, så valgsekretæren iværksatte nødproceduren,« forklarer Freddy Lassen.

Nødproceduren indebærer, at man på forhånd bør have udskrevet papirudgaver af valglisterne, så man ikke skal til at gøre det på afstemningsstedet, mens vælgerne venter i kø.

»Men man skal for eksempel også geare op og gå fra måske to valgborde til fem. Derfor er vores råd også, at man lige skal snakke med os først, før man iværksætter nødproceduren,« siger Steen Østergaard.

Med en pc og en stregkodescanner på bordet, som ikke var til nogen nytte, efter man var gået over til papirlister, besluttede de på Nyboder Skole at pille pc’erne ned fra valgbordene for at få bedre plads.

»Men på et tidspunkt blev vi ringet op, fordi de gerne ville have de digitale valglister op at køre, så vi sendte en ekstra tekniker derud i taxa, og klokken 11 var de oppe igen,« fortæller Freddy Lassen.

Kom til at afslutte valget, før det var begyndt

KMD måtte give en hjælpende hånd på ét af valgstederne i Brøndby Kommune, hvor folkene på valgstedet havde fået sat gang i den forkerte procedure.

»De kom til at konsolidere valglisten. Til sidst på valgdagen har vi et trin, hvor man laver et udtræk af de vælgere, der har stemt. Det kom de til at starte om morgenen, så vi skulle hjælpe dem med at starte forfra,« fortæller Steen Østergaard.

Det er i øvrigt en proces, som kan gå lidt langsomt, og er derfor muligvis ét af de punkter, som KMD vil se på, om det kan forbedres til næste valg.

KMD har afholdt flere kurser for de kommunale medarbejdere, som skulle opsætte og betjene systemerne på valgstederne. Det er imidlertid et system, som sjældent bliver brugt, og derfor kan der ske menneskelige fejl.

Det var tilfældet i Køge Kommune, hvor man ville være godt forberedt på valgdagen ved at konfigurere alle pc’erne, som skulle ud på 16 valgsteder, på forhånd i it-afdelingen.

»Men de kom til at konfigurere alle pc’erne som mastere, så det virkede ikke. Vi hjalp dem med at omkonfigurere på to af valgstederne, og derfra kørte de det selv. De holdt hovedet koldt og tog en hurtig, pragmatisk beslutning og tog imod valgkortene og scannede dem ind bagefter,« forklarer Steen Østergaard.

Proceduren for at sikre, at overgangen mellem digital og papirbaseret valgliste ikke kan misbruges til at stemme to gange er, at valgkortene indsamles ved valgbordet. Man kan derfor scanne valgkortene ind, hvis man i en periode har kørt med papirvalglister og på den måde opdatere den digitale valgliste.

København overvejer myldretidsberedskab

Det var ikke alle problemer med de digitale valglister, som skyldtes fejlkonfigurationer eller brugerfejl. I Sengeløse i Høje Taastrup Kommune blev én af pc’erne til ét af valgstederne beskadiget under transporten til valgstedet. I samråd med KMD’s supportteam gik valgstedet over til valglister på papir.

Både hos KMD og i Københavns Kommune er der generel tilfredshed med, hvordan systemet kørte, men fejlene betyder dog, at der kan være ting, som skal laves om til næste valg.

»25 valgsteder kørte upåklageligt. Vi havde et par problemer ved opstarten, og det er et kritisk tidspunkt, så der skal vi evaluere, hvordan vi starter, og for eksempel se på, om vores specialister er tæt nok på. Der er noget logistik med, at de skal gennem Københavns trafik, så måske er vi nødt til at have dem placeret strategisk på en anden måde,« siger Freddy Lassen fra Københavns Kommune Koncernservice.

KMD’s system har været brugt ved både det forrige kommunalvalg i 2009 og ved folketingsvalget i 2011, men i år var den hidtil mest omfattende brug af systemet. Cirka to tredjedele af de 98 kommuner har købt systemet, men det er dog ikke alle valgsteder i kommunerne, hvor de bruges.

I København er det eksempelvis endnu kun på godt halvdelen af valgstederne, at der bliver anvendt digitale valglister.

»Vi betragter det som en succes med nogle ganske få incidents. Vi har behov for at evaluere med de steder, hvor der var problemer for at få styr på, hvad der skete. Så må vi overveje, om der er noget i løsningen, der skal gøres mere robust, eller om undervisningen skal tilrettes,« siger Steen Østergaard fra KMD.

Selvom der findes en manuel proces, valgstederne kan gå over til, og problemerne har været små, så er at valg så stor en begivenhed, at KMD vil undgå selv små problemer.

»Når der sker sådan noget som på Islands Brygge, så får det jo enormt stor bevågenhed, og så er det lige meget, hvad årsagen. Så vi har et fælles ønske med kommunerne om, at vi ikke har den slags hændelser, fordi det skaber støj og nervøsitet,« siger Steen Østergaard.

Intels næste skridt i kampen om kraftigere mikroprocessorer kan meget vel være at lægge FPGA-blokke ned i processoren (Field-Programmable Gate Array, en chip, der indeholder programmerbare logikkomponenter). Det vil give en unik mulighed for at lægge gentagne og beregningstunge algoritmer i FPGA’en frem for i softwaren.

Mange algoritmer vil kunne afvikles 10 eller måske 100 gange hurtigere i en FPGA-blok frem for i software.

»Intels ledelse giver udtryk for, at det er den vej, man vil gå. Der er stor interesse i Intel for at bruge FPGA, men jeg tør ikke garantere, hvornår den kommer,« siger Nikolaj Hanson fra udviklingshuset Prevas.

Han har i flere år fulgt udviklingen af komponenter, blandt andet FPGA-chips og CPU’er, tæt.

»En processor med FPGA vil give meget stor regnekraft. Man kan kun komme en del af vejen med en grafikprocessor. Men med en FPGA kan man få en meget kraftig beregningsenhed,« understreger han.

Den vil ikke mindst være interessant for forskningsverdenen, inden for medicinsk diagnosticering og highspeed-trading:

»Der er sikkert også mange computerspillere, som vil være villige til at betale ekstra for en computer med den kombination. Først i næste række vil det blive brugt af almindelige pc-brugere.«

Opsigtsvækkende alliance

Der har i flere omgange været rygter om, at Intel var ved at købe en FPGA-producent, men det er endnu ikke sket. De mest oplagte opkøbskandidater ville være de to store FPGA-producenter Xilinx og Altera.

I februar indgik Altera og Intel imidlertid en aftale om, at Altera i fremtiden kan producere sine FPGA’er på Intels chip-fabrikker, der er kendt som verdens bedste.

Det er opsigtsvækkende, dels fordi Intel ikke hidtil har åbnet sine fabrikker i nogen nævneværdig grad, dels fordi hverken Altera eller Xilinx hidtil har fået sine chips produceret hos Intel. En enkel forklaring kunne være, at Intel har fået mere overskydende plads på sine chip-støberier.

Nikolaj Hanson ser aftalen som et muligt skridt mod en processor med indbygget FPGA:

»Intel har i mange år været ude efter en FPGA-producent, så de kan lægge FPGA ind i deres processorer. Det kunne tyde på, at Intel er kommet tættere på sådan en alliance.«

Peter Ekner, produktchef hos Napatech, der er storforbruger af højt­ydende CPU’er og FPGA’er, ser også et mønster.

Intel åbner sig om teknologien

»Intel gør nogle ting nu, som vil bringe dem i en situation, hvor det bliver muligt at integrere CPU og FPGA. De får Alteras FPGA’er over på deres egen teknologi. Det viser, at Intel er seriøse med at åbne deres teknologi for andre. Hidtil har det kun være småspillere, som har fået adgang. Når de to parter er blevet enige om, hvilken teknologi de skal bruge, så vil de kunne integrere de to typer chips,« påpeger han

Peter Ekner kunne godt forestille sig, at en stærk kombination af CPU og FPGA kunne være relevant for Napatechs produkter. Firmaet udvikler apparater, som analyserer netværkstrafik i real time.

»Hvis den skal være rigtigt højt­ydende, så kræver det en meget tæt integration mellem CPU og FPGA. Vi har kunder i dag, som laver beregninger over hver eneste datapakke. Det er meget tungt, hvis man bruger CPU’er. De beregninger kunne man godt lægge ind i noget FPGA, som sad tæt på CPU’en,« siger han.

Kunne Intel ikke bare selv lave sin FPGA?

»Nej, der ligger så mange års erfaring hos FPGA-virksomhederne, ikke i at lave selve chippen, men i at udvikle den software, som lægger VHDL-koden ned i FPGA’en. Så det er ikke noget, man kan lave på kort tid,« siger Nikolaj Hanson.

Han er på det rene med, at det ikke nødvendigvis er let at skabe den rigtige kombination af CPU- og FPGA-chips.

»Der er masser af problemer i at skabe et godt samarbejde mellem de to chips. Men til forskel fra tidligere har vi nogle værktøjer, som er ret pålidelige. Og Intel har ikke mere den mulighed at skrue op for clockfrekvensen,« påpeger han.

»Den mulighed bliver sværere og sværere at anvende på grund af effektniveauet og varmeudviklingen. De skal finde på nye måder at imødekomme kravet om bedre performance på. Det ville også være en god måde at imødegå konkurrencen fra eksempelvis Nvidias GPU-processorer på.«

Den amerikanske blogger og softwareingeniør Denton Gentry peger på, at mens netop Xilinx og Altera har udgivet FPGA-chips med en lille CPU tilknyttet, så kunne Intel gøre det modsatte. Intel kunne levere en moderne CPU tilføjet en lille mængde af FPGA-logik.

Nikolaj Hanson tror dog, at en mulig kombichip ville have en tem­melig kraftig FPGA-chip ind­bygget. Han forestiller sig, at en CPU- FPGA-processor kunne bestå af tre nogenlunde lige store dele, nemlig CPU, FPGA og hukommelse (cache):

»Det er bare et gæt, ud fra hvor meget de tre dele typisk fylder.«

Stellarton-chip en prøveballon

Intel lavede allerede i 2010 et design med en Atom-processor og en midrange Altera-FPGA, kaldet Stellarton-processoren.

Stellarton-processoren har senere skiftet navn til det mere tekniske ‘Atom E600C’.

»Den processor opfatter jeg som en prøveballon, Intel sendte op. En prøveballon for CPU-FPGA-teknologien,« siger Nikolaj Hanson:

»Den havde en vis succes, blandt andet til brug i overvågningskameraer og til infotainment i bilindustrien. Chippen var billig og kunne det, man kunne forvente. Jeg vil sige, at Intel til dels havde succes med den.«

Problemet var, at Intel ikke præsenterede et roadmap for processoren.

»Virksomhederne vidste ikke, hvor teknologien bevægede sig hen. Så firmaerne blev bekymrede og holdt op med at bruge den,« forklarer Nikolaj Hanson.

Dansk udstyr overvåger partikelacceleratorens enorme strømforbrug

Det kræver ikke en nobelpris i fysik at kunne forstå, at Cerns nu verdensberømte LHC-partikelaccelerator kræver en hulens masse strøm for at fungere.

Den 27 kilometer lange ring rummer næsten 10.000 superledende magneter, som skal køles ned til -270 grader celsius. Og som om den kølingsproces ikke kræver strøm nok i sig selv, kører magneterne også på el.

Derfor er der behov for konstant at overvåge uregelmæssigheder i strømnettet – ikke kun for at undgå eventuelle sammenbrud, men også for at have retvisende data om overskridelse af grænseværdier, udfald og så videre.

CIM Industrial Systems er langtfra den eneste danske elektronikvirksomhed, som har været leverandør til Cern.

Også BB Electronics, Necas, GPV Electronics og CB Svendsen har kunnet skrive Cern ind i ordrebogen, og Juliette Forneris, daglig leder af Big Science-sekretariatet, anslår, at ca. 35-40 danske virksomheder i alt har leveret ydelser til Cern inden for de seneste tre år, hvor Big Science har eksisteret.

Big Science er et offentligt støttet sekre­tariat under Teknologisk Institut og DTU, der arbejder med brobygning mellem danske virksomheder og de store europæiske forskningsinstitutioner inden for eksempelvis rumfart (ESA), astronomi (ESO) og materialeforskning (ESS m.fl.).

Og det kræver ikke nødvendigvis ISO-certificeringer og stakkevis af dokumentation at blive leverandør til Cern, forsikrer Juliette Forneris. Især ikke hvis der er tale om mindre udbud under 200.000 schweizerfranc, ca. 1,2 millioner kroner.

Hun anbefaler danske elektronikhuse at melde sig ind i Big Science-netværket – det er gratis! – og evt. registrere sig på Cerns hjemmeside.

Og det er såmænd et dansk konsulenthus, CIM Industrial Systems, som er endt med at udvikle softwareapplikationen til det system af måleenheder, som syv forskellige steder i ringen logger strømdata og sender dem retur til en central computer.

En opgave, som CIM Industrial Systems fik dels på grund af sit partnerskab med National Instruments, som har leveret hardwaren til målesystemet, dels fordi danskerne allerede havde udviklet mange af de komponenter – Cern kalder det middleware – som var påkrævet.

»Kommercielle systemer kunne ikke give dem, hvad de havde brug for, hvilket primært vil sige muligheden for udvidelser af såvel hardware som software i årene fremover. Vi havde allerede mange af de her middleware-komponenter, så vi ikke skulle starte helt fra bunden,« forklarer testdirektør Anders Meister, som fik de første specifikationer tilsendt fra Schweiz i januar i år.

Enorme datamængder

Betaversionen blev afleveret i juli – uden ét eneste besøg i Schweiz – og bliver nu testet af Cerns egne folk.

»Sikkerhedsmæssigt er det en kæmpe ting, fordi kontrol baseret på analyse af målingerne er sikkerheden i hele deres system. Så det skal virkelig testes igennem, inden de går videre,« lyder det fra Anders Meister.

Systemet kalder han og CIM Industrial Systems et ‘transient recorder system’, der bedst kan forklares som et intelligent målesystem bestående af i dette tilfælde syv dataopsamlingsstationer, som synkront overvåger strømforbruget.

På grund af de enorme datamængder – hver station skal i realtid behandle og potentielt logge 7.000 hertz på 160 kanaler – som oven i købet skal måles synkront, har udviklingsfolkene måttet tage en FPGA-processor i brug. Ellers ville de enkelte stationer ganske enkelt ikke kunne håndtere datamængderne.

Til big data-opgaver

Anders Meister uddyber, at selv om det umiddelbart kan virke som et meget specifikt system, der kun kan finde anvendelse i en milliarddyr partikelaccelerator i verdens mest anerkendte fysiklaboratorium, så kan CIM Industrial Systems sagtens tage erfaringerne fra dette projekt med over i andre løsninger.

Det meget Cern-specifikke findes mest nede i FPGA’en. Resten er mestendels software, der ville kunne anvendes i andre big data-sammenhænge, pointerer testdirektøren.

Det er nu også meningen, for trods fem måneders udviklingstid er det ikke et projekt, der virkelig batter på bundlinjen her og nu, erkender han.

»Det er en strategisk overvejelse, at vi selvfølgelig gerne vil have Cern som kunde. Det er svært at blive partner hos Cern, og der er ingen tvivl om, at vi ser Cern som en god strategisk kunde. Så fremadrettet skulle det gerne give payback,« siger Anders Meister.

Magre og udsultede torsk uden kræfter til at reproducere sig selv var det syn, der mødte danske havbiologer, da de for få uger siden var på togt i Østersøen.

»Vi har aldrig set det så slemt før. Flere torsk er i så kritisk forfatning, at de er ved at dø, fordi de mangler mad, og vi er alvorligt bange for, at bestanden kollapser,« siger Margit Eero, seniorforsker på DTU Aqua.

I øjeblikket er bestanden af torsk i Østersøen langt under 25 procent af, hvad den var for 40 år siden, og selvom bestandene i Østersøen altid har varieret meget fra år til år, så har bestanden generelt ligget et godt stykke under gennemsnit siden 1980’erne.

Kun ét gydested tilbage

DTU Aqua overvåger løbende torskebestandene i vores nærmeste farvande og gennemfører hvert år to undersøgelser i det såkaldte Bornholmerdyb øst for Bornholm, som er det eneste tilbageværende gydested for den østlige østersøtorsk. Tidligere gydede torsken også i to andre områder, Gotlandsdybet og Gdanskdybet.

Bornholmerdybet giver stadig store årgange, men torskene spreder sig ikke nordpå som tidligere. Torskene bliver i området omkring Bornholmerdybet, hvor fødegrundlaget i form af brisling, bunddyr og sild stort set er forsvundet. Torskene er dog ikke alene. Fiskeriet efter brisling og sild er stadig intenst i området, oplyser Margit Eero.

»En begrænsning eller forbud mod fiskeri i det her vigtige yngleområde er en oplagt måde at sikre torskens overlevelse på. Brisling kan f.eks. nemt fiskes længere nordpå, hvor torsken slet ikke opholder sig,« siger hun.

DTU Aqua har også undersøgt torskens gydevandring til Bornholmerdybet, og ved at mærke torskene med en sensor kunne de afgøre, hvor fisken havde opholdt sig og hvornår. Det var tydeligt, at hunnerne søger mod dybere vand, når de skal gyde, og den viden kan bruges til at fiske i højere lag i gydeperioden, mener forsker Jane W. Behrens fra DTU Aqua.

Pause i naturens hjertemassage

Østersøen er et meget særligt farvand, blandt andet fordi strøm og vind med flere års mellemrum kan fungere som hjertemassage på et døende hav. Når naturfænomenet indtræffer, bliver der ledt ilt og salt ind fra Nordsøen, men sidst, fænomenet indtraf, var for 10 år siden, og salt- og iltniveauet er nu faldet til et så lavt niveau, at det skaber problemer.

F.eks. er ilt- og saltniveauet så kritisk flere steder i den finske bugt, at torsken – og især dens æg – har svært ved at holde sig flydende højt i vandmasserne og ender på bunden, hvor iltniveauet er lavest. Menneskelig forurening, der leder til iltsvind, er også en medvirkende grund til, at der kan opstå iltfattige områder på størrelse med Sjælland.

Torskebetanden er ikke kun truet i den østlige østersø. Forskerne er også blevet opmærksomme på meget små årgange i de største gydeområder vest for Bornholm, der findes i Bælthavet og Arkonabassinet. Årsagen er stadig uklar for forskerne, men den vestlige torsk mangler ikke mad, og forskerne er begyndt at se tegn på, at den østlige østersøtosk er begyndt at vandre vestpå i et forsøg på at finde føde.

»Det skaber udfordringer for overvågningen af de to bestande, at de nu begynder at blande sig,« siger Margit Eero.

Forskere fra DTU Aqua fremlagde deres nyeste forskningsresultater om torsk på et stort internationalt symposium i Canada, hvor omkring 100 eksperter i torsk var samlet i sidste måned. Udfordringerne med små torskebestande er nemlig også et stort problem i USA og Canada, hvor det især er stigende bestande af sæler, der skaber problemer.

Torsk eller sæler?

Den samme udfordring gælder for Nordsøen, hvor marsvin, sæler og store torsk er årsag til 30 til 40 procent af dødeligheden blandt et- og to-årige torsk.

»Det er man nødt til at tage højde for, når man forvalter bestandene. F.eks. kan man komme ud i nogle svære afvejninger af, om det er torsk til fiskerne eller sæler, man vil have. Måske er man nødt til at regulere sælbestanden, hvis man vil have en stor torskebestand. Og omvendt: Det er svært at fiske meget på torskens byttedyr, f.eks. sild eller rejer, hvis man vil opretholde en stor torskebestand i samme område«, forklarer seniorforsker Anna Rindorf, DTU Aqua.

Canadiske forskere melder sig nu med en ny metode til virkeliggørelse af Harry Potters usynlighedskappe. Hvor tidligere principper byggede på tunge og komplicerede metamaterialer, så har canadierne valgt at bruge små antenner til at skabe et elektromagnetisk felt omkring et objekt for at gøre det usynligt, skriver Nature.

Endnu kan usynlighedskappen kun skabes under kontrollerede forhold i et laboratorium, og forskerne har kun bevist, at det virker på radiobølger. Der er i det hele taget masser af åbne spørgsmål, men flere internationale forskere kalder brugen af antenner for simpel og nemmere at overføre til f.eks kampvogne og fly, hvis man vil gøre dem usynlige for en radar. En helt anden gevinst kunne være at bruge antennerne på bygninger eller ting, der forstyrrer kommunikationssignaler. Med antennerne kan signalerne nemlig ledes rundt om objekterne, så signalet kan rejse videre uden at blive kastet tilbage af en forhindring.

Antenner kan ændres til at omdirigere lys

De første ‘usynligheds’-forsøg har forskerne fra Toronto universitet gjort i en forsøgsopstilling, hvor en metalcylinder blev udstyret med et lag antenner. På forhånd var forskerne nødt til at indstille antennerne til at reagere på en bestemt frekvens, men i fremtiden vil forskerne udstyre antennerne med et tuningssystem, der selv reagerer på indkomne signaler og indstiller sig efter deres frekvens, meget lig det system der bruges i støjdæmpende hovedtelefoner.

Ifølge forskerne er det simpelt at lave et antennesystem, der gør objekter usynligt for synligt for lys i stedet for radiosignaler. Men de har valgt at lave forsøg med radiosignaler, fordi de ser flere anvendelsesmuligheder på det område.

»Det er bare et spørgsmål om valg af teknologi. Du kan bruge de samme principper på lys,« siger George Eleftheriades, der er professor på ingeniørafdelingen for elteknik og computerer på Torontos universitet.

Efter et års udviklingsarbejde er danske CardLab klar med flere teknologier, som kraftigt øger sikkerheden ved brug af adgangskort. Firmaet går nu på markedet med en ‘jammer’, som kan forhindre kriminelle i at ‘skimme’ oplysninger fra kreditkort eller adgangskort. Det sker i samarbejde med en af verdens førende leverandører af adgangskort.

»De har valgt vores løsning, fordi de ikke kunne finde noget tilsvarende andre steder. Nu er vi meget tæt på sluttesten af produktet,« fortæller Frank Sandeløv, arbejdende bestyrelsesformand i CardLab.

Kortet har været igennem en lang række produkttest, som det har bestået. Det er blevet udsat for deformation, kraftige elektriske felter og vandbade.

Problemet for adgangskort og kreditkort er, at sikkerheden er let at bryde. De er jævnligt udsat for skimming fra kriminelle, som let kan aflæse kortenes oplysninger. De kriminelle kan blot installere et program i en mobiltelefon og derfra skimme kort, for eksempel mens man kører i bus. Kortene er nemlig hele tiden åbne for enhver, som kommunikerer med dem.

Banker på kortet

CardLab har taget patent på en teknologi, hvor elektronikken i kortet ‘jammer’, sådan at den åbne chip slet ikke opdager, at den befinder sig i et relevant radiofelt.

»Vores kredsløb lytter til radiosignalet, og så lægger vi pulser oven i,« siger Torsten Nordentoft, teknisk direktør i CardLab.

Brugeren kan ved at banke let på kortet deaktivere jamming og dermed bruge kortet som tilsigtet i en kort periode, inden det begynder at jamme igen.

»Brugeren styrer selv kommunikationen med kortet. Derfor er der en meget lille chance for at kopiere det,« siger Frank Sandeløv.

CardLab er en lille virksomhed i København med fire fastansatte. Desuden har firmaet seks udviklere i gang i udviklingshuset Prevas samt to ansatte i Kina, hvor firmaets produkter bliver produceret.

Mange højteknologivirksomheder, datacentre og lignende har brug for en meget høj sikkerhed i de adgangskort, som giver ansatte adgang.

»Vi kan give kortene et nyt lag af sikkerhed inden for den eksisterende teknologi. Det er den, der ejer kortet, der bestemmer. Først når han slår på kortet, er det åbent for kommunikation,« siger Frank Sandeløv.

CardLab understreger, at firmaets adgangskort kan indgå i eksisterende systemer uden ekstra investeringer i kortscannere, da sikkerheden sidder i kortene.

»Man kan skifte kortene, men man skal ikke ændre infrastrukturen bagved. I praksis kan man skifte kortene til den nye version, når man alligevel skal skifte kort. Dermed er det ikke nogen specielt udgiftskrævende løsning for firmaerne,« siger Torsten Nordentoft.

Elektronik på 0,45 mm

Elektronikken bag CardLabs løsninger til kreditkort og adgangskort er i absolut mikro-format. Eksempelvis er printkortet kun 0,13 mm højt. Den samlede elektronik fylder 0,45 mm i højden. Et kreditkort eller adgangskort er typisk 0,75 mm højt.

»Det er først nu, at mikroelektronikken er blevet så avanceret, at man på den måde kan lægge aktiv elektronik ned på et kort,« siger Frank Sandeløv, bestyrelsesformand i CardLab.

Det kræver nogle meget fine processer at få elektronikken ned i den rigtige højde. CardLab køber wafer fra chipfabrikanter i en højde på 0,7 millimeter. Derefter slibes produktet ned til kun 0,12 mm og lægges på et fleksibelt substrat for at opretholde bøjeligheden. De processer foregår på virksomheder i Kina.

»Vi har også fået lavet nogle af processerne i Europa. Men det viste sig, at kineserne var bedre til det,« siger Torsten Nordentoft.

CardLab er én af kun en håndfuld virksomheder i hele verden, som udvikler såkaldte powered cards, altså kort med elektronik og et batteri.

»Vi mener, vi har en konkurrence­dygtig teknologi i forhold til krypterede kort. Der er mange eksempler på, at kryptering kun holder en vis tid, før den bliver brudt,« siger Frank Sandeløv.

De næste par måneder bliver meget afgørende for CardLab, som har investeret ‘et pænt tocifret millionbeløb’ i at udvikle sine teknologier.

Fingeraftryksgenkendelse

Næste skridt bliver kort, som kan genkende fingeraftryk. CardLab bruger en fingerscanner fra Fingerprint AB i Sverige, og CardLab er ved at udvikle algoritmen til scanneren. Fingerscanneren kan bygges ind i såvel adgangskort som kreditkort.

»Hvis man ikke har det rigtige fingeraftryk, bliver kortet bare et stykke ubrugeligt plastic,« siger Frank Sandeløv. CardLab vil kunne præsentere en prototype om tre måneder.

CardLab arbejder også med sikkerhedskort med magnetstribe, som afgiver forskellige koder fra gang til gang. Dermed tilføjer den også et ekstra lag sikkerhed, så kort ikke bare kan skimmes.

CardLab arbejder desuden med at udvikle et magnetkort, som kan indeholde oplysninger fra alle ens betalingskort, kundekort og loyalitetskort. Det vil sige, at man kan nøjes med at have ét kort. Fra sin mobiltelefon kan man så styre, hvad der skal lægges på kortet i en given situation.

Indvinding af skifergas og -olie har forandret USA og dermed verden de seneste år. Imens hænger Europa i bremsen, og selvom skifergas er kommet på den poltiske dagsorden i flere hovedstæder i jagten på ‘den amerikanske drøm’, tyder meget på, at det må blive ved drømmene. I hvert fald i de næste mange år.

Sådan lyder det fra Bruno Courme, der er chef for skifergas i Europa hos verdens femtestørste energiselskab, franske Total – og dermed en af de fagfolk, der er tættest på udviklingen.

»Vi har helt sikkert skifergas i Europa, det er der ingen tvivl om. Spørgsmålet er bare, om vi kan få fat i den, og om gassen i realiteten er en ressource, der vil forandre Europa. Det er betydeligt mere usikkert,« siger Bruno Courme.

Ingeniøren møder den franske skifergaschef ved Dansk Gas Forenings årlige konference, der blev afholdt forrige uge i København. Her holdt Bruno Courme et oplæg om udviklingen inden for skifergas i Europa, der skabte en del rumlen og mumlen blandt gasfolkene. For hvis man hører til dem, der drømmer om uafhængig energiforsyning, økonomisk udvikling og reduktioner i CO2-udslippene fra energiproduktionen, var det et noget nedslående budskab, Total-chefen leverede.

»Skifergas er vigtigt for Europa og for den europæiske energipolitik. Det ser vi også med den store politiske interesse, der er, og som vi især mærker der, hvor vi er aktive. Jeg er sikker på, at skifergas kan få stor regional betydning i de områder, hvor industrien vil blive udviklet og skabe masser af udvikling og job, men det vil aldrig blive på samme niveau og med samme globale aftryk, som vi har set i USA. Det er simpelthen urealistisk,« siger Bruno Courme.

På papiret er potentialet ellers til stede. Det amerikanske energiagentur, EIA, har i flere analyser anslået, at flere europæiske lande gemmer på endog meget store mængder skifergas og -olie – ikke mindst Danmark, der anslås at sidde på 900 milliarder kubikmeter. Det svarer til cirka fem gange de mængder, vi har produceret i Nordsøen.

Politik og geologi står i vejen

De fleste europæiske eksperter vurderer dog estimaterne fra EIA som stærkt overdrevne, og det synspunkt møder fuld opbakning fra Bruno Courme.

»Problemet er, at der indtil videre ikke er gjort tilstrækkeligt attraktive kommercielle fund hverken i Polen, som har uddelt flest licenser, eller andre steder i Europa. Du kan selvfølgelig finde prognoser, der er meget optimistiske i forhold til potentialet i Europa, men de er efter min vurdering ikke realistiske,« lyder det fra Bruno Courme, som dog ikke vil give sit eget bud på en realistisk vurdering af mængderne.

Men gas er der, fastslår han. Så spørgsmålet er, hvorfor gassen ikke siver fra utallige brønde rundt om i Europa. Det er der både geologiske og politiske årsager til. Teknisk kan man sagtens indvinde skifergas, men det er ikke nok, at der er gas. Der skal være gas i kommercielle mængder, og den skal være af god kvalitet. Den viden har man i USA, hvor man kender undergrundens beskaffenhed særdeles godt, men ikke i Europa, hvor der er ringe viden på grund af manglende aktivitet, fremhæver han.

»Mens amerikanerne har boret onshore i årtier, har olie- og gasindvinding i Europa bortset fra ganske få steder fundet sted offshore langt fra tætbefolkede områder. Vi er slet ikke vant til at skulle forholde os til industrien på samme måde. Samtidig er det de amerikanske grundejere, der har retten til de mineraler, der måtte være i undergrunden. Sådan er det ikke i Europa, hvor det er staten, der ejer undergrunden. Det gør det sværere at finde lokal opbakning for selskaberne,« siger Bruno Courme.

I flere lande er der stor skepsis over for skifergassen, og ikke meget tyder på, det vil ændre sig lige med det samme. Slet ikke før det komme valg til Europa-Parlamentet næste år. For nylig besluttede tyskerne at indføre et moratorium mod skifergas. Det samme har Frankrig gjort, og flere andre lande er stærkt skeptiske trods det store potentiale.

»I øjeblikket er det faktisk kun Polen og Storbritannien, der er meget positive over for skifergas. Resten er imod eller afventer,« konstaterer Bruno Courme.

Holder fast i Danmark

Men selv om der så skulle komme større politisk opbakning de kommende år, er onshore-industrien mildest talt i sin vorden. Skifergasproduktion kræver relativt mange boringer, men indtil videre kan Europa ifølge Total mønstre i omegnen af 80 boringer, og ingen er endnu boret horisontalt, som indvinding af skifergas kræver. I USA er tommelfingerreglen, at det kræver cirka 50 brønde at karakterisere et potentielt reservoir og fastslå, om der er kommercielt attraktive mængder. Samtidig har amerikanske selskaber lavet horisontale fraktureringer på land i årevis og forfinet teknologien løbende.

»Det viser lidt om, hvor stor forskellen reelt er mellem USA og Europa på det her område. Endelig mangler vi hele den industrielle skov af underleverandører, der er nødvendig for den her type operationer. De findes i Europa, men slet ikke i en skala, der er sammenlignelig med USA,« fortæller Bruno Courme.

Hans udmeldinger betyder dog langtfra, at det franske selskab opgiver skifergas i Europa. Total bliver snart operatør i Polen, hvor partneren ExxonMobile trak sig efter ‘skuffende resultater’. Samtidig vil franskmændene gerne ind i Storbritannien, fortælle Courme. Og så er der jo Danmark, hvor Total jagter skifergas i Nordjylland og Nordsjælland. Det vil man fortsætte med trods den modstand, der har været.

»Danmark har reageret meget proaktivt og fornuftigt. De danske politikere afviser jo ikke skifergas som i Frankrig, hvor politikerne nærmest gik i panik. I stedet har danskerne valgt en balanceret og interesseret tilgang. Så nej, vi har absolut ingen planer om at forlade Danmark,« siger Bruno Courme.

Boeing har netop lanceret sit spritnye 777X-fly, og det nyeste medlem af Boeings 777-familie er ifølge flyproducenten det største og mest brændstofeffektive tomotorers passagerfly nogensinde.

Blandt de detaljer, Boeing har offentliggjort om den nye flytype, er, at 777X’ store kompositvinger med et vingefang på 71 meter er Boeings største. Vingerne er baseret på vingerne udviklet til Boeings 787 Dreamliner, dog med den væsentlige forskel, at vingernes yderste tre meter kan foldes op, så vingefanget kommer ned på 65 meter.

Dermed undgår flyet at rende ind i begrænsninger på, hvilke lufthavne og gates, det kan tilgå. Samtidig er et større vingefang i luften med til at give flyet en bedre brændstoføkonomi.

Også andre faktorer medvirker til, at 777X’eren angiveligt er 12 procent mere brændstofeffektivt end konkurrerende fly. Flyet har en lodret hale baseret på HLFC (hybrid laminar flow control), som er en luftmodstandsreducerende teknik, en aerodynamisk udformning af motornacellen og nye, mere brændstofeffektive GE9X-motorer.

Ifølge Boeing vil det alt sammen være med til at forbedre driftsøkonomien for flyene med ti procent i sammenligning med konkurrerende fly, og flyet skulle dermed have de laveste driftsomkostninger per flysæde.

To forskellige fly

Boeing 777X dækker over to forskellige fly: 777-8X, som vil have plads til 350 passagerer og en rækkevidde på omkring 9.300 sømil eller mere end 17.200 kilometer, og 777-9X, der kan have 400 passagerer ombord og vil have en rækkevidde på minimum 8.200 sømil eller 15.185 kilometer.

777-8X-flyet er en direkte konkurrent til Airbus A350-1000.

Også flyets tværsnit bliver det største i sin klasse, og dermed er flyet væsentligt større end flyproducentens 787 Dreamliner.

Det indvendige af 777X er inspireret af Dreamliner. Vinduerne bliver større, så der kommer mere lys ind og et bedre udsyn, og kabinen vil blive mere rummelig.

Prisen på de to typer af 777X-fly er henholdsvis 349,8 millioner dollar og 377,2 milliarder dollar svarende til omkring to milliarder danske kroner.

Ved lanceringen af 777X ved Dubai Airshow 17. november satte Boeing rekord i antallet af ordrer med bestillingen af 259 fly fra fire luftfartsselskaber i Europa og Mellemøsten: Emirates Airlines har bestilt 150 Boeing 777X-fly, Etihad Airways 25, Lufthansa 34 og Qatar Airways 50.

Produktionen af de første Boeing 777X-fly forventes at gå i gang i 2017, og flyene skal efter planen leveres i 2020.

Se Boeings egen video om 777X: