Monthly Archives: April 2014

I direkte forlængelse af sidste uges blog-indlæg om børneprogrammering satte jeg mig i dag med hjemmesiden http://code.org. Det er et site, som prøver at forøge interessen for at programmere. Man bliver guidet igennem sjove programmeringsøvelser, og rammen er meget kendt: Flappy Bird, Angry Birds og Plants vs. Zombies.

Da jeg startede med at se på Flappy Bird på code.org, blandede min datter Louise på 10 sig hurtigt, og hun forklarede med det samme hvor håbløs jeg var til det. Perfekt start

code.org har bl.a. et glimrende forløb på ca. en time, hvor man lærer at løse sjove programmeringsopgaver. Opgaverne har som nævnt Flappy Bird, Angry Birds og Plants vs Zombies som fokus. Mellem de enkelte opgaver giver Bill Gates, Mark Zuckerberg og andre kendiser en en introduktion til det man nu skal i gang med at løse. Louise synes, det var ret sjovt at lave sit eget Flappy Bird. Især var det sjovt at lave reglerne i Flappy Bird om, så man fik fire point når man rammer en forhindring (se nederst til højre i billedet)

Som det ses på billedet er det ret ærgeligt at noget af hjemmesiden er oversat til dansk, men ikke alt. Det var en god udfordring for 10-årige Louise, men det vil være en del bedre hvis alt blev oversat.

Programmeringsforløbet afsluttes med en “Plants vs. Zombies” opgave, hvor Zombien skal følges igennem en labyrint kun ved brug af de programmeringsblokke som ses til højre i billedet:

Louise var lidt stolt, da programmeringsforløbet blev afsluttet med et diplom. Glimrende

Når jeg kigger på Louises tilgang til den slags programmeringsforløb kan jeg se store perspektiver for at få flere unge til at interessere sig for programmering af computere.

Min søn Frederik har tidligere været i praktik hos Casalogic, hvor han gav den gas en uge som programmør.
Det kan lade sig gøre.

Et argument for at sætte programmering på skoleskemaet er at de fleste af vores børn anvender computere fra barnsben.
Programmering giver brugeren en spændende vej til at bruge computeren langt mere aktivt og kreativt.
Vi kommer helt sikkert til at mangle dygtige programmører i fremtiden, og jeg synes det vil være ærgeligt hvis man ikke finder plads til programmering – helst integreret i undervisningen, men ellers som emneuger, og/eller valgfag i 7-10 klasse.

Er det bedre, at skrive til vores undervisningsminister om vores nye folkeskole:

Kære Christine Antorini

Kommer undervisningsministeriet med planer hvor folkeskolens elever vil få
mulighed for at få uddannelse i programmering af computere?

MVH Peter Toft

Hvor tager vi debatten for at komme videre?

Der er nok mange programmører, som kan genkende det med at sidde som kodeslave i den store virksomhed, mens man i sin fritid arbejder på den hjemmeside eller applikation, som men inderst inde selv synes er rigtig fed. Den applikation, sidemanden arbejder på i sin fritid, er til gengæld en tåbelig mobil-app, der kan give besked om stive brystvorter i nærheden.

HBO’s nye komedieserie ‘Silicon Valley’ lægger meget ambitiøst op til, at for første gang i verdenshistorien har nørderne muligheden for at bygge imperier. Er din idé god nok til, at du bliver den næste Steve Jobs eller Mark Zuckerberg? Eller skal du tage imod checken, når chancen byder sig, og overlade din drøm til andre?

Det er ofte svært at bedømme en tv-serie på det første afsnit. Førstehåndsindtrykket fra Silicon Valley er af en serie, der gør meget ud af at ramme portrættet af de store, nye it-virksomheder med fuld skrue på satiren lige fra Seqways til røvsyge, møgdyre fester, hvor Kid Rock forgæves spiller for et uimponeret publikum.

Vi får kun lige snuset til persongalleriet og den bærende historie om et startup, og selvom der er potentiale for, at rollerne kan brillere, når de bliver poleret, og vi har lært dem bedre at kende, så giver første afsnit os ikke nok til ligefrem at udløse latterkramper.

Der er dog lovende lyspunkter, som når vores hovedperson Richard kalder Steve Jobs for en ‘poser’, fordi han ikke skrev noget kode.

Seriens svaghed er, at den spiller meget på klichéer fra Silicon Valley, som forudsætter et vist kendskab til den kontrast og de konflikter, man finder i hele området omkring Santa Clara og San Francisco-bugten.

Når hovedpersonerne kører på arbejde med firmaets egne busser og diskuterer den høje husleje, så er det lokal satire. Google og Facebooks busser har ført til protestaktioner i San Francisco, fordi de nye internetfirmaers høje lønninger har presset huslejerne op i de kvarterer, der tidligere var så nedslidte, at den nederste del af middelklassen havde råd til at bo i byen.

I USA er det normalt kun er de fattige, der tager bussen, men i Silicon Valley har it-firmaerne deres eget system af busser, så de ansatte ikke er afhængige af offentlig transport, men heller ikke skal betale de cirka 2.500 kroner om måneden, som en parkeringsplads i San Francisco kan koste i leje.

Andre klichéer er lettere at genkende. Eksempelvis indretningen med spraglede Hooli-farver i de enorme kontorlandskaber, som skal se meget friske og uformelle ud, men under overfladen stadig følger de samme regler for corporate adfærd som i et klinisk Wall Street-kontor.

Det mest lovende i serien er de glimt af nørdsatire, vi får at se, som heldigvis er helt universelle. Som eksempelvis da direktøren for Hooli fra panoramavinduet i sit hjørnekontor deler sine observationer af de menige programmører på sikker afstand, som var han på safari:

»Sært. Hvorfor bevæger disse programmører sig altid i grupper på fem? Der er altid en høj, hvid fyr. En lav asiat. En tyk fyr med en hestehale. En fyr med et vildt skæg. Og en inder. Det er som om, de bytter, indtil de alle sammen har den rette gruppe.«

Selve udtalelsen kan lyde racistisk og dum, men det kan også ses på metaplanet som en kommentar til, hvordan nørder ofte fremstilles stereotypisk, og det er netop det, serien forsøger at undgå. Der bliver gjort grin med nørder, men det er set fra nørdernes perspektiv, så vi griner med nørderne og ikke bare af nørderne. Også selvom visse af nørderne udstiller de usympatiske træk, som vi også kan være skyldige i.

Det også et absolut plus, at serien ikke forfalder til ‘techno babble’ af værste Hollywood-skuffe, men i hvert bliver forsøgt en balancegang mellem plausibelt uden at blive detaljeret teknisk. Man sidder bestemt ikke og frygter, at hovedpersonen pludselig kan hacke en mainframe blot ved at taste ekstra hurtigt.

Vi har fået et meget klassisk åbningsafsnit, hvor vi skulle nå at etablere både personer, univers og stil. Det gør første afsnit til en ret gennemsnitlig oplevelse i forhold til, hvad vi ellers er vant til i en HBO-serie. Derfor bliver det afgørende for seriens holdbarhed, om den kan give persongalleriet mere plads, når vi skal nå gennem lidt mindre handling på en halv time, end det åbenbart var nødvendigt i seriens premiere.

Får danske virksomheder mest gavn af et ’ja’ eller et ’nej’, når der er folkeafstemning om en fælles europæiske patentdomstol 25. maj?

For ingeniørvirksomheder, der endda har erfaringer med patenter, er svaret langtfra entydigt. Faktisk svarer hver tredje ingeniørvirksomhed ’ved ikke’ i en ny stikprøveanalyse, som Ingeniøren og Ingeniørforeningen IDA har fået foretaget.

Fagfolk peger på, at usikkerheden skyldes, at et stort fælleseuropæisk patentsystem kan betyde flere sagsanlæg for patentkrænkelser fra udenlandske konkurrenter. Men også skepsis over for, om et ’ja’ reelt betyder sparet tid og penge, præger billedet.

Et nyt europæisk patentsystem betyder kort sagt, at danske inge­niørvirksomheder kun vil skulle udarbejde ét patent. Det vil som i dag blive udstedt af det europæiske patentkontor, EPO, men vil få retsvirkning i alle de lande, der tilslutter sig den europæiske patentløsning.

Usikkerheden blandt ingeniørvirksomheder, som både har god erfaring med patenter, og dem, som ikke har, undrer dog ikke Thomas Riis, der er professor, dr.jur. ved Københavns Universitet. Han har i flere år forsket i europæiske patenter.

»Jeg tror, at nogle virksomheder kan have lige så meget glæde af det nuværende system, men det er svært at sige med sikkerhed, da vi endnu ikke ved, hvordan det nye system præcist kommer til at se ud. Derfor er det også svært at vide, om man kan spare tid og penge,« siger han:

»Vi taler også om en situation, hvor fordele og ulemper i høj grad følges ad. Eksempelvis får inge­niør­­virksomheder nemmere ved at håndhæve deres patenter i udlandet. Men det samme får udenlandske virksomheder også her i Danmark. Så besværet med et patentsystem ophører ikke. Det ændrer blot karakter og skaber nye former for usikkerhed for virksomhederne,« fortæller juraprofessoren.

IDA: et abstrakt område

Grundlæggende set er flertallet af de adspurgte i Ingeniøren og IDAs undersøgelse overvejende positive over for en eventuel kommende fælles europæisk patentdomstol og enhedspatenter.

Det kan skyldes, at virksomheder i højere grad kan målrette deres strategi, alt efter hvilket produkt de skal have patenteret, mener Thomas Riis. Hvis Danmark stemmer ’ja’, åbner det nemlig for en tredje ’patentplatform’ for virksomheder.

Et ’ja’ sikrer, at man nu både kan søge patent nationalt, et europæisk patent og et fælleseuropæisk.

De nationale patentmyndigheder bliver der ikke pillet ved. Man vil også fortsat kunne søge om patenter inden for de gældende europæiske regler, hvis man eksempelvis kun har brug for at patentere et produkt i to EU-lande.

Den tredje ’platform’, som dækker over det nye enhedspatent, lukker op for, at man får udstedt et patent af EU’s EPO, som har gældende retsvirkning i alle de lande, som deltager i det nye samarbejde.

Alt i alt ændrer det dog ikke ved, at processen med at få udarbejdet og godkendt et patent er lang og kan være økonomisk opslidende, viser Ingeniøren og IDAs undersøgelse.

Det problem anerkender Corne­lius Olesen, der er formand for IDAs erhvervsudvalg.

»Generelt tror jeg, at spørgsmålet om patentdomstolen for mange er lidt abstrakt og fjernt. Samtidig er spørgsmålet jo ikke lige relevant for alle virksomheder. Så alt i alt tror jeg, der gemmer sig mange bevæggrunde bag den store ‘ved ikke’-svargruppe i undersøgelsen,« siger Cornelius Olesen.
Ingeniøren og IDA afholder 30. april et seminar om patent­afstemningen. Læs mere på bit.ly/ingpatent.

Får danske virksomheder mest gavn af et ’ja’ eller et ’nej’, når der er folkeafstemning om en fælles europæiske patentdomstol 25. maj?

For ingeniørvirksomheder, der endda har erfaringer med patenter, er svaret langtfra entydigt. Faktisk svarer hver tredje ingeniørvirksomhed ’ved ikke’ i en ny stikprøveanalyse, som Ingeniøren og Ingeniørforeningen IDA har fået foretaget.

Fagfolk peger på, at usikkerheden skyldes, at et stort fælleseuropæisk patentsystem kan betyde flere sagsanlæg for patentkrænkelser fra udenlandske konkurrenter. Men også skepsis over for, om et ’ja’ reelt betyder sparet tid og penge, præger billedet.

Et nyt europæisk patentsystem betyder kort sagt, at danske inge­niørvirksomheder kun vil skulle udarbejde ét patent. Det vil som i dag blive udstedt af det europæiske patentkontor, EPO, men vil få retsvirkning i alle de lande, der tilslutter sig den europæiske patentløsning.

Usikkerheden blandt ingeniørvirksomheder, som både har god erfaring med patenter, og dem, som ikke har, undrer dog ikke Thomas Riis, der er professor, dr.jur. ved Københavns Universitet. Han har i flere år forsket i europæiske patenter.

»Jeg tror, at nogle virksomheder kan have lige så meget glæde af det nuværende system, men det er svært at sige med sikkerhed, da vi endnu ikke ved, hvordan det nye system præcist kommer til at se ud. Derfor er det også svært at vide, om man kan spare tid og penge,« siger han:

»Vi taler også om en situation, hvor fordele og ulemper i høj grad følges ad. Eksempelvis får inge­niør­­virksomheder nemmere ved at håndhæve deres patenter i udlandet. Men det samme får udenlandske virksomheder også her i Danmark. Så besværet med et patentsystem ophører ikke. Det ændrer blot karakter og skaber nye former for usikkerhed for virksomhederne,« fortæller juraprofessoren.

IDA: et abstrakt område

Grundlæggende set er flertallet af de adspurgte i Ingeniøren og IDAs undersøgelse overvejende positive over for en eventuel kommende fælles europæisk patentdomstol og enhedspatenter.

Det kan skyldes, at virksomheder i højere grad kan målrette deres strategi, alt efter hvilket produkt de skal have patenteret, mener Thomas Riis. Hvis Danmark stemmer ’ja’, åbner det nemlig for en tredje ’patentplatform’ for virksomheder.

Et ’ja’ sikrer, at man nu både kan søge patent nationalt, et europæisk patent og et fælleseuropæisk.

De nationale patentmyndigheder bliver der ikke pillet ved. Man vil også fortsat kunne søge om patenter inden for de gældende europæiske regler, hvis man eksempelvis kun har brug for at patentere et produkt i to EU-lande.

Den tredje ’platform’, som dækker over det nye enhedspatent, lukker op for, at man får udstedt et patent af EU’s EPO, som har gældende retsvirkning i alle de lande, som deltager i det nye samarbejde.

Alt i alt ændrer det dog ikke ved, at processen med at få udarbejdet og godkendt et patent er lang og kan være økonomisk opslidende, viser Ingeniøren og IDAs undersøgelse.

Det problem anerkender Corne­lius Olesen, der er formand for IDAs erhvervsudvalg.

»Generelt tror jeg, at spørgsmålet om patentdomstolen for mange er lidt abstrakt og fjernt. Samtidig er spørgsmålet jo ikke lige relevant for alle virksomheder. Så alt i alt tror jeg, der gemmer sig mange bevæggrunde bag den store ‘ved ikke’-svargruppe i undersøgelsen,« siger Cornelius Olesen.
Ingeniøren og IDA afholder 30. april et seminar om patent­afstemningen. Læs mere på bit.ly/ingpatent.

Kvantemekanikken sætter meget overraskende en forholdsvis høj grænse for, hvor små termoelektriske enheder det er muligt at fremstille.

Det viser en ny undersøgelse, foretaget af Robert Whitney fra Université de Grenoble og det franske nationale forskningscenter CNRS, som er offentliggjort i Physical Review Letters.

»Der er tale om en fundamental opdagelse, som kan få betydning for praktiske enheder,« forklarer David Sanchez fra Universitat de les Illes Balears i Palma de Mallorca til det amerikanske internettidsskrift Physics.

Først og fremmest viser Whitneys undersøgelse dog, at kvantemekanik kan give ny viden om et klassisk emne som termodynamik, som mange ellers har ment var godt forstået, og det giver ny indsigt i grænseområdet mellem kvanteverdenen og den makroskopiske verden.

Små kompakte enheder

I en termoelektrisk generator skabes en elektrisk strøm ved at elektroner diffunderer fra et varmt område til et koldt område.

Termoelektriske enheder har potentiale til at blive en nyttig energikilde eksempelvis i forbindelse med bilers varme udstødningsgasser.

Rumfartøjer som Mars-roveren Curiosity udnytter termoelektriske enheder, der giver en effekt på omkring 100 watt ved at omdanne varmen, der fremkommer ved radio­aktivt henfald af plutonium-238 til elektricitet.

Ikke mindst inden for rumteknologi er der et ønske om at lave små, kompakte enheder, men Robert Whitneys analyser viser, at der en forbavsende høj grænse for, hvor små enheder man kan lave, uden at effektiviteten falder.

Den britiske fysiker John Pendry, der i dag er mest kendt som teore­tikeren bag de såkaldte ‘usynlighedskapper’, viste allerede i 1983, at der var en grænse for, hvor smal en åbning kunne være, før elektronens bølgenatur ville forstyrre dens evne til at passere gennem åbningen.

Whitney forklarer, at det svarer lidt til trafikken på en vej, da der opstår en kø, når kanalen bliver smal i forhold til den effektive størrelse af elektronen, der er bestemt af dens kvantemekaniske bølgelængde.

Beregningen viste, at for en generator på 100 watt skal kanalen have et tværsnit på 0,4 kvadratcentimeter, hvis det er varmeforskellen på en dieselmotors udstødningsgas på ca. 700 kelvin og en omgivelsestemperatur på ca. 300 kelvin, der skal drive processen.

»Det er enormt sammenlignet med, at en glødelampe med et forbrug på 100 watt har en størrelse, der svarer til et menneskeligt hår,« forklarer Robert Whitney.

Whitney kan ikke give en god intuitiv forklaring på, hvorfor den mindste størrelse er så stor.

Kan man nøjes med en generator, der giver en effekt på 1 watt, bliver tværsnittet også 100 gange mindre, så skal man bygge termoelektriske enheder ind i nanomaskiner, skal maskinernes effektforbrug altså begrænses.

Kvantemekanikken sætter meget overraskende en forholdsvis høj grænse for, hvor små termoelektriske enheder det er muligt at fremstille.

Det viser en ny undersøgelse, foretaget af Robert Whitney fra Université de Grenoble og det franske nationale forskningscenter CNRS, som er offentliggjort i Physical Review Letters.

»Der er tale om en fundamental opdagelse, som kan få betydning for praktiske enheder,« forklarer David Sanchez fra Universitat de les Illes Balears i Palma de Mallorca til det amerikanske internettidsskrift Physics.

Først og fremmest viser Whitneys undersøgelse dog, at kvantemekanik kan give ny viden om et klassisk emne som termodynamik, som mange ellers har ment var godt forstået, og det giver ny indsigt i grænseområdet mellem kvanteverdenen og den makroskopiske verden.

Små kompakte enheder

I en termoelektrisk generator skabes en elektrisk strøm ved at elektroner diffunderer fra et varmt område til et koldt område.

Termoelektriske enheder har potentiale til at blive en nyttig energikilde eksempelvis i forbindelse med bilers varme udstødningsgasser.

Rumfartøjer som Mars-roveren Curiosity udnytter termoelektriske enheder, der giver en effekt på omkring 100 watt ved at omdanne varmen, der fremkommer ved radio­aktivt henfald af plutonium-238 til elektricitet.

Ikke mindst inden for rumteknologi er der et ønske om at lave små, kompakte enheder, men Robert Whitneys analyser viser, at der en forbavsende høj grænse for, hvor små enheder man kan lave, uden at effektiviteten falder.

Den britiske fysiker John Pendry, der i dag er mest kendt som teore­tikeren bag de såkaldte ‘usynlighedskapper’, viste allerede i 1983, at der var en grænse for, hvor smal en åbning kunne være, før elektronens bølgenatur ville forstyrre dens evne til at passere gennem åbningen.

Whitney forklarer, at det svarer lidt til trafikken på en vej, da der opstår en kø, når kanalen bliver smal i forhold til den effektive størrelse af elektronen, der er bestemt af dens kvantemekaniske bølgelængde.

Beregningen viste, at for en generator på 100 watt skal kanalen have et tværsnit på 0,4 kvadratcentimeter, hvis det er varmeforskellen på en dieselmotors udstødningsgas på ca. 700 kelvin og en omgivelsestemperatur på ca. 300 kelvin, der skal drive processen.

»Det er enormt sammenlignet med, at en glødelampe med et forbrug på 100 watt har en størrelse, der svarer til et menneskeligt hår,« forklarer Robert Whitney.

Whitney kan ikke give en god intuitiv forklaring på, hvorfor den mindste størrelse er så stor.

Kan man nøjes med en generator, der giver en effekt på 1 watt, bliver tværsnittet også 100 gange mindre, så skal man bygge termoelektriske enheder ind i nanomaskiner, skal maskinernes effektforbrug altså begrænses.