Monthly Archives: April 2014

Ingeniørerne Jesper Møller og Henrik Lynderup er ikke bange for at bruge store ord om den opgave, de står i spidsen for hos Siemens Wind Power: at udvikle en nyt og 40 pct. billigere koncept for havmøllefundamenter til vanddybder på 30 til 70 meter.

»At få reduceret den totale installerede pris væsentligt er utroligt vigtigt for off­shore-vindkraftens fremtid og for udbygningstakten med havvind,« siger fun­da­ments­eks­pert Henrik F. Lynderup.

Og chef for offshore-teknologi Jesper Møller supplerer:

»Selve vindmøllerne er faldet cirka 40 pct. i pris pr. tiår, mens der stort set intet er sket på fundamentsfronten, som nu næsten udgør en lige så stor del af prisen som vindmøllerne. Derfor har vi taget sagen i egen hånd og er gået i gang med at udvikle et helt nyt fundamentskoncept,« siger han.

Han understreger, at arbejdet ikke udspringer af en konkret idé, men af et behov og en tro på, at man i Siemens Wind Power vil kunne løse opgaven. Og at man i samarbejde med forskellige typer af rådgivere og eksperter efterhånden har fået afklaret, at konceptet kan bære.

Billige standard-rør

Fundamentet er som udgangspunkt en gitterkonstruktion – i fagsproget kaldet en jacket – og grundideen i konceptet er at bruge allerede tilgængelige og dermed billigere materialer, som for eksempel stålrør i standardlængder, der i forvejen sprøjtes ud i store mængder.

Produktion af fundamentet må ikke kræve etablering af store, hunde­dyre fabrikker til svejsning af de omkring 75 meter høje konstruktioner. I stedet designes konstruk­tionen som et kæmpestort samlesæt, der hurtigt kan boltes sammen på den selvsamme kaj, hvorfra møllerne skal udskibes.

Rørene tænkes samlet med specielt konstruerede knudesamlinger, som enten kan fremstilles i støbejern eller svejses op i fuldautomatiske svejsemaskiner. Man arbejder indtil videre med begge spor.

»Det er en udfordring at få branchen til at acceptere boltede løsninger til offshore-brug – blandt andet af hensyn til korrosion. Men vi mener, at der findes gode løsninger til at undgå korrosionsproblemer med,« siger Jesper Møller.

I projektet gennemgår man hele værdikæden – fra indkøb af stålrør, design af samleled og samleprocessen på kajen, til fundamentet sejles ud og sættes på plads. Altsammen for at få optimeret økonomien.

Dyre skibe er billigere

For eksempel har man analyseret sig frem til, at økonomien er bedre i at få bygget et stort specialskib til transport og montage af fundamenterne i stedet for at benytte små og langt billigere skibe til opgaven. Årsag: De store skibe kan arbejde i næsten al slags vejr og det opvejer den betydelige merinvestering.

Det er ligeledes et mål for projektet, at man skal kunne samle ét fundament på kajen om dagen, og at det skal kunne ske med mobilt udstyr, og uden at montørerne skal op at klatre i 75 meters højde. Til sammenligning tager det typisk en uge at svejse ét gitterfundament sammen.

At forkorte byggetiden med én måned betyder ifølge Siemens, at investorerne reducerer deres samlede parkomkostninger med 1 procent.

»I designet ser vi for eksempel også på, hvad man kan opnå ved at flytte på punktet for, hvor fundamentet slutter, og tårnet starter,« forklarer Henrik Lynderup.

Siemens regner med at have hovedstrukturen for fundamentet designet færdigt til næste sommer – godt hjulpet af et ingeniørfirma med stor offshore-erfaring.

Sideløbende arbejder den seks personer store gruppe i Siemens sammen med forskellige kommende leverandører om at udvikle delløsninger – for eksempel omkring samleteknikker.

»Vi ved nu, at kursen er rigtig,« siger Jesper Møller.

Om Siemens selv vil producere fundamenterne eller satse på underleverandører er ikke afgjort endnu.

I den forløbne uge har titusindvis af gæster fyldt de store haller på årets industrimesse i Hannover. Udstillervirksomhederne har kæmpet om opmærksomheden, ofte med gigantiske stande med kørende fabriksudstyr eller med mere eller mindre kreative påfund.

Et af de mere spændende kom fra automationseksperten Festo, som i al sin enkelhed har forsøgt at kopiere den måde, en lyslevende kænguru hopper på. Kænguruen er en meter høj og vejer syv kilo. Den kan hoppe 80 centimeter i længden og op til 40 centimeter i højden.

Udviklerne hos Festo har brugt to år på at overføre de samme principper for oplagring af kinetisk energi, som man i dag ved, at naturens egne kænguruer også bruger. Det vil sige, at kænguruens brug af achillessenens som energilager er blevet udført i en mekanisk konstruktion. Udviklerne har simpelthen installeret en elastisk sene i den kunstige kænguru, som kan spændes, før den skal hoppe og oplagre energi når den lander igen.

Selve energitilførslen er forsøgt opbygget med to forskellige systemer. I det ene bruges komprimeret luft i en beholder og i det andet system produceres den komprimerede luft af en lille kompressor. Et sæt lithiumpolymer-batterier står for den elektriske forsyning af processorer og ventiler.

Selve bevægelserne sker ved at aktivere en kombination af pneumatiske aktuatorer og eletriske servoer.

For at sætte kænguruen i gang er det blot nødvendigt, at vinke til den – hvis man altså har et specielt bånd på armen … Kænguruen registrerer din arms position og bevægelse via en bluetooth-forbindelse.

Det er dog ikke kun for sjov og show-off, at Festo bygger en robotkænguru. I kænguruen er man i stand til at demonstrere en lang række af virksomhedens specialiteter: for eksempel evnen til at sætte elektrisk og pneumatisk teknologi sammen i en meget lille pakke og koordinere funktionerne. Energispørgsmålet er også kommet højt på dagsordenen hos verdens industrivirksomheder og med kænguruen viser Festo, hvordan energi kan oplagres og genanvendes.

Men ikke mindst, så er kænguruen sjov at se på og tiltrækker potentielle kunder.

Se Festos egen demonstration af kænguruen her:

Ingeniørerne Jesper Møller og Henrik Lynderup er ikke bange for at bruge store ord om den opgave, de står i spidsen for hos Siemens Wind Power: at udvikle en nyt og 40 pct. billigere koncept for havmøllefundamenter til vanddybder på 30 til 70 meter.

»At få reduceret den totale installerede pris væsentligt er utroligt vigtigt for off­shore-vindkraftens fremtid og for udbygningstakten med havvind,« siger fun­da­ments­eks­pert Henrik F. Lynderup.

Og chef for offshore-teknologi Jesper Møller supplerer:

»Selve vindmøllerne er faldet cirka 40 pct. i pris pr. tiår, mens der stort set intet er sket på fundamentsfronten, som nu næsten udgør en lige så stor del af prisen som vindmøllerne. Derfor har vi taget sagen i egen hånd og er gået i gang med at udvikle et helt nyt fundamentskoncept,« siger han.

Han understreger, at arbejdet ikke udspringer af en konkret idé, men af et behov og en tro på, at man i Siemens Wind Power vil kunne løse opgaven. Og at man i samarbejde med forskellige typer af rådgivere og eksperter efterhånden har fået afklaret, at konceptet kan bære.

Billige standard-rør

Fundamentet er som udgangspunkt en gitterkonstruktion – i fagsproget kaldet en jacket – og grundideen i konceptet er at bruge allerede tilgængelige og dermed billigere materialer, som for eksempel stålrør i standardlængder, der i forvejen sprøjtes ud i store mængder.

Produktion af fundamentet må ikke kræve etablering af store, hunde­dyre fabrikker til svejsning af de omkring 75 meter høje konstruktioner. I stedet designes konstruk­tionen som et kæmpestort samlesæt, der hurtigt kan boltes sammen på den selvsamme kaj, hvorfra møllerne skal udskibes.

Rørene tænkes samlet med specielt konstruerede knudesamlinger, som enten kan fremstilles i støbejern eller svejses op i fuldautomatiske svejsemaskiner. Man arbejder indtil videre med begge spor.

»Det er en udfordring at få branchen til at acceptere boltede løsninger til offshore-brug – blandt andet af hensyn til korrosion. Men vi mener, at der findes gode løsninger til at undgå korrosionsproblemer med,« siger Jesper Møller.

I projektet gennemgår man hele værdikæden – fra indkøb af stålrør, design af samleled og samleprocessen på kajen, til fundamentet sejles ud og sættes på plads. Altsammen for at få optimeret økonomien.

Dyre skibe er billigere

For eksempel har man analyseret sig frem til, at økonomien er bedre i at få bygget et stort specialskib til transport og montage af fundamenterne i stedet for at benytte små og langt billigere skibe til opgaven. Årsag: De store skibe kan arbejde i næsten al slags vejr og det opvejer den betydelige merinvestering.

Det er ligeledes et mål for projektet, at man skal kunne samle ét fundament på kajen om dagen, og at det skal kunne ske med mobilt udstyr, og uden at montørerne skal op at klatre i 75 meters højde. Til sammenligning tager det typisk en uge at svejse ét gitterfundament sammen.

At forkorte byggetiden med én måned betyder ifølge Siemens, at investorerne reducerer deres samlede parkomkostninger med 1 procent.

»I designet ser vi for eksempel også på, hvad man kan opnå ved at flytte på punktet for, hvor fundamentet slutter, og tårnet starter,« forklarer Henrik Lynderup.

Siemens regner med at have hovedstrukturen for fundamentet designet færdigt til næste sommer – godt hjulpet af et ingeniørfirma med stor offshore-erfaring.

Sideløbende arbejder den seks personer store gruppe i Siemens sammen med forskellige kommende leverandører om at udvikle delløsninger – for eksempel omkring samleteknikker.

»Vi ved nu, at kursen er rigtig,« siger Jesper Møller.

Om Siemens selv vil producere fundamenterne eller satse på underleverandører er ikke afgjort endnu.

I den forløbne uge har titusindvis af gæster fyldt de store haller på årets industrimesse i Hannover. Udstillervirksomhederne har kæmpet om opmærksomheden, ofte med gigantiske stande med kørende fabriksudstyr eller med mere eller mindre kreative påfund.

Et af de mere spændende kom fra automationseksperten Festo, som i al sin enkelhed har forsøgt at kopiere den måde, en lyslevende kænguru hopper på. Kænguruen er en meter høj og vejer syv kilo. Den kan hoppe 80 centimeter i længden og op til 40 centimeter i højden.

Udviklerne hos Festo har brugt to år på at overføre de samme principper for oplagring af kinetisk energi, som man i dag ved, at naturens egne kænguruer også bruger. Det vil sige, at kænguruens brug af achillessenens som energilager er blevet udført i en mekanisk konstruktion. Udviklerne har simpelthen installeret en elastisk sene i den kunstige kænguru, som kan spændes, før den skal hoppe og oplagre energi når den lander igen.

Selve energitilførslen er forsøgt opbygget med to forskellige systemer. I det ene bruges komprimeret luft i en beholder og i det andet system produceres den komprimerede luft af en lille kompressor. Et sæt lithiumpolymer-batterier står for den elektriske forsyning af processorer og ventiler.

Selve bevægelserne sker ved at aktivere en kombination af pneumatiske aktuatorer og eletriske servoer.

For at sætte kænguruen i gang er det blot nødvendigt, at vinke til den – hvis man altså har et specielt bånd på armen … Kænguruen registrerer din arms position og bevægelse via en bluetooth-forbindelse.

Det er dog ikke kun for sjov og show-off, at Festo bygger en robotkænguru. I kænguruen er man i stand til at demonstrere en lang række af virksomhedens specialiteter: for eksempel evnen til at sætte elektrisk og pneumatisk teknologi sammen i en meget lille pakke og koordinere funktionerne. Energispørgsmålet er også kommet højt på dagsordenen hos verdens industrivirksomheder og med kænguruen viser Festo, hvordan energi kan oplagres og genanvendes.

Men ikke mindst, så er kænguruen sjov at se på og tiltrækker potentielle kunder.

Se Festos egen demonstration af kænguruen her:

Der er nok mange programmører, som kan genkende det med at sidde som kodeslave i den store virksomhed, mens man i sin fritid arbejder på den hjemmeside eller applikation, som men inderst inde selv synes er rigtig fed. Den applikation, sidemanden arbejder på i sin fritid, er til gengæld en tåbelig mobil-app, der kan give besked om stive brystvorter i nærheden.

HBO’s nye komedieserie ‘Silicon Valley’ lægger meget ambitiøst op til, at for første gang i verdenshistorien har nørderne muligheden for at bygge imperier. Er din idé god nok til, at du bliver den næste Steve Jobs eller Mark Zuckerberg? Eller skal du tage imod checken, når chancen byder sig, og overlade din drøm til andre?

Det er ofte svært at bedømme en tv-serie på det første afsnit. Førstehåndsindtrykket fra Silicon Valley er af en serie, der gør meget ud af at ramme portrættet af de store, nye it-virksomheder med fuld skrue på satiren lige fra Seqways til røvsyge, møgdyre fester, hvor Kid Rock forgæves spiller for et uimponeret publikum.

Vi får kun lige snuset til persongalleriet og den bærende historie om et startup, og selvom der er potentiale for, at rollerne kan brillere, når de bliver poleret, og vi har lært dem bedre at kende, så giver første afsnit os ikke nok til ligefrem at udløse latterkramper.

Der er dog lovende lyspunkter, som når vores hovedperson Richard kalder Steve Jobs for en ‘poser’, fordi han ikke skrev noget kode.

Seriens svaghed er, at den spiller meget på klichéer fra Silicon Valley, som forudsætter et vist kendskab til den kontrast og de konflikter, man finder i hele området omkring Santa Clara og San Francisco-bugten.

Når hovedpersonerne kører på arbejde med firmaets egne busser og diskuterer den høje husleje, så er det lokal satire. Google og Facebooks busser har ført til protestaktioner i San Francisco, fordi de nye internetfirmaers høje lønninger har presset huslejerne op i de kvarterer, der tidligere var så nedslidte, at den nederste del af middelklassen havde råd til at bo i byen.

I USA er det normalt kun er de fattige, der tager bussen, men i Silicon Valley har it-firmaerne deres eget system af busser, så de ansatte ikke er afhængige af offentlig transport, men heller ikke skal betale de cirka 2.500 kroner om måneden, som en parkeringsplads i San Francisco kan koste i leje.

Andre klichéer er lettere at genkende. Eksempelvis indretningen med spraglede Hooli-farver i de enorme kontorlandskaber, som skal se meget friske og uformelle ud, men under overfladen stadig følger de samme regler for corporate adfærd som i et klinisk Wall Street-kontor.

Det mest lovende i serien er de glimt af nørdsatire, vi får at se, som heldigvis er helt universelle. Som eksempelvis da direktøren for Hooli fra panoramavinduet i sit hjørnekontor deler sine observationer af de menige programmører på sikker afstand, som var han på safari:

»Sært. Hvorfor bevæger disse programmører sig altid i grupper på fem? Der er altid en høj, hvid fyr. En lav asiat. En tyk fyr med en hestehale. En fyr med et vildt skæg. Og en inder. Det er som om, de bytter, indtil de alle sammen har den rette gruppe.«

Selve udtalelsen kan lyde racistisk og dum, men det kan også ses på metaplanet som en kommentar til, hvordan nørder ofte fremstilles stereotypisk, og det er netop det, serien forsøger at undgå. Der bliver gjort grin med nørder, men det er set fra nørdernes perspektiv, så vi griner med nørderne og ikke bare af nørderne. Også selvom visse af nørderne udstiller de usympatiske træk, som vi også kan være skyldige i.

Det også et absolut plus, at serien ikke forfalder til ‘techno babble’ af værste Hollywood-skuffe, men i hvert bliver forsøgt en balancegang mellem plausibelt uden at blive detaljeret teknisk. Man sidder bestemt ikke og frygter, at hovedpersonen pludselig kan hacke en mainframe blot ved at taste ekstra hurtigt.

Vi har fået et meget klassisk åbningsafsnit, hvor vi skulle nå at etablere både personer, univers og stil. Det gør første afsnit til en ret gennemsnitlig oplevelse i forhold til, hvad vi ellers er vant til i en HBO-serie. Derfor bliver det afgørende for seriens holdbarhed, om den kan give persongalleriet mere plads, når vi skal nå gennem lidt mindre handling på en halv time, end det åbenbart var nødvendigt i seriens premiere.

Der er nok mange programmører, som kan genkende det med at sidde som kodeslave i den store virksomhed, mens man i sin fritid arbejder på den hjemmeside eller applikation, som men inderst inde selv synes er rigtig fed. Den applikation, sidemanden arbejder på i sin fritid, er til gengæld en tåbelig mobil-app, der kan give besked om stive brystvorter i nærheden.

HBO’s nye komedieserie ‘Silicon Valley’ lægger meget ambitiøst op til, at for første gang i verdenshistorien har nørderne muligheden for at bygge imperier. Er din idé god nok til, at du bliver den næste Steve Jobs eller Mark Zuckerberg? Eller skal du tage imod checken, når chancen byder sig, og overlade din drøm til andre?

Det er ofte svært at bedømme en tv-serie på det første afsnit. Førstehåndsindtrykket fra Silicon Valley er af en serie, der gør meget ud af at ramme portrættet af de store, nye it-virksomheder med fuld skrue på satiren lige fra Seqways til røvsyge, møgdyre fester, hvor Kid Rock forgæves spiller for et uimponeret publikum.

Vi får kun lige snuset til persongalleriet og den bærende historie om et startup, og selvom der er potentiale for, at rollerne kan brillere, når de bliver poleret, og vi har lært dem bedre at kende, så giver første afsnit os ikke nok til ligefrem at udløse latterkramper.

Der er dog lovende lyspunkter, som når vores hovedperson Richard kalder Steve Jobs for en ‘poser’, fordi han ikke skrev noget kode.

Seriens svaghed er, at den spiller meget på klichéer fra Silicon Valley, som forudsætter et vist kendskab til den kontrast og de konflikter, man finder i hele området omkring Santa Clara og San Francisco-bugten.

Når hovedpersonerne kører på arbejde med firmaets egne busser og diskuterer den høje husleje, så er det lokal satire. Google og Facebooks busser har ført til protestaktioner i San Francisco, fordi de nye internetfirmaers høje lønninger har presset huslejerne op i de kvarterer, der tidligere var så nedslidte, at den nederste del af middelklassen havde råd til at bo i byen.

I USA er det normalt kun er de fattige, der tager bussen, men i Silicon Valley har it-firmaerne deres eget system af busser, så de ansatte ikke er afhængige af offentlig transport, men heller ikke skal betale de cirka 2.500 kroner om måneden, som en parkeringsplads i San Francisco kan koste i leje.

Andre klichéer er lettere at genkende. Eksempelvis indretningen med spraglede Hooli-farver i de enorme kontorlandskaber, som skal se meget friske og uformelle ud, men under overfladen stadig følger de samme regler for corporate adfærd som i et klinisk Wall Street-kontor.

Det mest lovende i serien er de glimt af nørdsatire, vi får at se, som heldigvis er helt universelle. Som eksempelvis da direktøren for Hooli fra panoramavinduet i sit hjørnekontor deler sine observationer af de menige programmører på sikker afstand, som var han på safari:

»Sært. Hvorfor bevæger disse programmører sig altid i grupper på fem? Der er altid en høj, hvid fyr. En lav asiat. En tyk fyr med en hestehale. En fyr med et vildt skæg. Og en inder. Det er som om, de bytter, indtil de alle sammen har den rette gruppe.«

Selve udtalelsen kan lyde racistisk og dum, men det kan også ses på metaplanet som en kommentar til, hvordan nørder ofte fremstilles stereotypisk, og det er netop det, serien forsøger at undgå. Der bliver gjort grin med nørder, men det er set fra nørdernes perspektiv, så vi griner med nørderne og ikke bare af nørderne. Også selvom visse af nørderne udstiller de usympatiske træk, som vi også kan være skyldige i.

Det også et absolut plus, at serien ikke forfalder til ‘techno babble’ af værste Hollywood-skuffe, men i hvert bliver forsøgt en balancegang mellem plausibelt uden at blive detaljeret teknisk. Man sidder bestemt ikke og frygter, at hovedpersonen pludselig kan hacke en mainframe blot ved at taste ekstra hurtigt.

Vi har fået et meget klassisk åbningsafsnit, hvor vi skulle nå at etablere både personer, univers og stil. Det gør første afsnit til en ret gennemsnitlig oplevelse i forhold til, hvad vi ellers er vant til i en HBO-serie. Derfor bliver det afgørende for seriens holdbarhed, om den kan give persongalleriet mere plads, når vi skal nå gennem lidt mindre handling på en halv time, end det åbenbart var nødvendigt i seriens premiere.