Monthly Archives: June 2014

Hvem er Danmarks sejeste ingeniør?

Er hun i gang med at udvikle fremtidens mobilbatteri?
Har han skabt en vækstvirksomhed med 15 arbejdspladser på et nyt design?
Rejser hun i konstant rutefart mellem verdens brændpunkter for at sikre logistik og kommunikation?
Har han præsteret en kometkarriere i en af verdens største ingeniørkoncerner?
Eller er han blot den bedst begavede kollega, man kan tænke sig?

Kender du én af dem – eller er det måske dig selv – så deltag i vores store Engineer the future-konkurrence.

Du kan indstille kandidater her.

Fristen for indstillinger er 1. oktober 2014 kl. 12.00.

Seks finalister, men kun én vinder

Der kåres en finalist for hvert af følgende seks temaer – og derefter én hovedvinder blandt de seks:

Jordens ressourcer
Klima og energi
Ny vækst
Teknologi for livet
Det digitale samfund
Teknik på farten

Klik på de enkelte temaer for at læse mere.

25.000 kroner til at opfylde en drøm

Vinderen af titlen som Danmarks sejeste ingeniør modtager, udover hæderen, et rejselegat på 25.000 kroner til at opfylde en drøm.

Det kunne være ingeniør-ikonet, han altid har drømt om at møde. Et teknologisk epicenter, hun drømmer om at besøge. Eller kurset, han længe har haft lyst til at deltage i.

Mediehuset Ingeniøren vil hjælpe med at åbne døre – eksempelvis ved at række ud til den person eller virksomhed, som Danmarks sejeste ingeniør gerne vil møde. Efterfølgende vil vi naturligvis gerne have mulighed for at fortælle læserne, hvad vinderen har fået ud af drømmen.

Hvordan vil du Engineer the future?

Et dommerpanel bestående af en række markante ingeniørprofiler vil udpege vinderen, der bliver kåret ved en stor konference.

Konkurrencen er en del af bevægelsen Engineer the future, der vil overbevise danskerne om, at teknik og naturvidenskab er en uundgåelig del af løsningen på fremtidens udfordringer. Bag bevægelsen står en række organisationer, virksomheder og uddannelsessteder.

Danmark får brug for endnu flere dygtige ingeniører i fremtiden, hvis vi skal sikre vækst og velfærd også om 10 og 20 år. Derfor skal vi have flere unge til at vælge teknikken som karrierevej.

Og vi får brug for din opbakning. Hvordan vil du Engineer the future? Deltag i debatten og læs mere om bevægelsen her.

Konkurrenceregler
- Der udvælges én finalist for hvert af de seks temaer i Engineer the future. Blandt disse seks kåres én vinder
- Det er suverænt dommerne, der vælger finalisterne og kårer vinderen af konkurrencen
- Alle personer med en færdig eller igangværende uddannelse som ingeniør eller cand. scient kan indstilles til konkurrencen
- Mediehuset Ingeniøren forbeholder sig ret til at kontakte såvel indstillede kandidater som deres indstillere for at efterlyse flere oplysninger om kandidaten

På Aarhus Universitet har ph.d.-studerende Tommy Kragh Bechsgaard udviklet en hjertesimulator, der skal hjælpe lægerne med at afgøre, hvilken form for operation, der vil være bedst til patienter med udposninger på hovedpulsåren tæt ved hjerteroden.

Ved denne form for sygdom, der også kaldes aortaaneurisme, erstatter man det syge væv med et kunstigt rør i et fleksibelt materiale.

Der findes to forskellige former for kirurgiske indgreb hertil.

Med sin hjertesimulator, der registrerer bevægelser i hjerteroden med ni sensorer, kan Tommy Kragh Bechsgaard simulere et kirurgisk indgreb og opnå viden om belastningen på hjertet over tid.

»Her giver teknologien os virkelig et forspring, fordi vi ikke behøver at vente på de empiriske erfaringer og langtidsstudier af, hvordan patienterne klarer sig,« siger han.

Han forklarer mere herom i denne video

Med opdagelsen af grafen for ti år siden lød startskuddet for en revo­lution inden for materialeforskning. Dengang fandt fysikere fra University of Manchester i England ud af, hvordan man kan isolere atomtynde lag af kulstofatomer, der er bundet sammen i et hønsenetlignende mønster. Grafen viste sig at have nogle uhyre spændende egenskaber – det er mekanisk stærkt, gennemsigtigt og en fantastisk leder af elektrisk strøm såvel som af varme – og jagten efter lignende materialer gik ind.

Siden er nye såkaldte 2D-materialer kommet til. Grafen er stadig kongen, men flere materialer står på lur for at overtage tronen. De teoretiske fysikere forsøger at finde frem til atomer eller molekyler, der kan lokkes til at danne et stabilt todimensionalt gitter, og de prøver at regne sig frem til egenskaberne for sådanne materialer. Og så er det op til eksperimentalfysikerne at fremstille materialerne og tjekke, om teorierne holder, eller om de nye 2D-materialer gemmer på overraskelser.

De tyndeste halvledere

I sidste måned lykkedes det for eksempel forskere fra University of Liverpool i England at fremstille store flager af et 2D-materiale kaldet triazin-baseret grafitisk carbonnitrid (TGCN). Det minder om grafen, men med mange af kulstofatomerne erstattet af kvælstofatomer. Eksistensen af materialet blev forudsagt tilbage i 1996, men først nu er det blevet til virkelighed.

I modsætning til grafen, der er metallisk, er TGCN en halvleder, og det gør materialet særligt interessant. En 2D-halvleder kan nemlig bruges til transistorer i nanostørrelse, så computerchips kan blive mere kompakte, hurtigere og mindre strømslugende. Materialet kan måske også anvendes til en ny generation af solceller, lysdetektorer og lysdioder.

Og TGCN er ikke den eneste todimensionale halvleder, der er dukket op i laboratorierne. Der er store forventninger til overgangsmetal-dichalkogenider, hvor et metal som molybdæn eller wolfram kan danne 2D-gitre i kombination med svovl eller selen. Flere forskellige forskergrupper har demonstreret, hvordan 2D-materialet wolframdiselenid kan bruges til verdens tyndeste lysdioder og solceller, og rundt omkring i verden eksperimenterer forskerne med at kombinere de atomtynde halvledere med grafen, der er elektrisk ledende, og med 2D-isolatorer som bor-nitrid.

Fysikerne har også fundet frem til todimensionale topologiske isolatorer, hvis kanter er perfekte elektriske ledere, mens det indre af materialerne ikke leder strøm. En kvantemekanisk effekt kaldet kvante-­spin-Hall-effekten sørger for, at elektroner kan bevæge sig frit og uden tab af energi langs kanten af disse forunderlige materialer, og de kan kun bevæge sig i én retning.

Aarhus Universitet er i front

Forskningsfeltet er stadig ganske ungt, og der er nok at kaste sig over for fysikerne. Ikke mindst på Aarhus Universitet er de da også i fuld gang med at studere 2D-materialer i teori og praksis, og professor Philip Hofmann fra Institut for Fysik og Astronomi kunne rigtig godt tænke sig at blive leder af et nyt grundforskningscenter – et Center of Excellence – med de ultratynde materialer som omdrejningspunkt.

»Vi har indsendt en ansøgning til Danmarks Grundforskningsfond, og vi er kommet i anden runde. Der er omkring 30 ansøgere tilbage i opløbet, og der er penge til 7-8 nye grundforskningscentre. Beslutningen fra Grundforskningsfonden kommer til oktober,« fortæller Philip Hofmann.

2D-materialer kan fremstilles på to forskellige måder. Enten kan man pille et todimensionalt lag af en tredimensional krystal, eller også kan man bygge dem helt fra bunden. Det er den sidstnævnte metode, de bruger på Aarhus Universitet, hvor de er gode til at syntetisere 2D-materialer på overflader.

»Vi vil prøve at danne todimensionale materialer, der ikke findes i naturen,« siger Philip Hofmann.

»Det kunne for eksempel være silicen – atomtynde lag af silicium – eller måske metalorganiske forbindelser. I teorien kan store organiske molekyler bindes sammen af metal­atomer og danne todimensionale topologiske isolatorer – det vil vi gerne forsøge at gøre i praksis.«

»I teorien er sådan nogle metal­organiske 2D-materialer ret stabile. Men den største fordel er, at friheden i organisk kemi er så stor. Man kan få en kemiker til at syntetisere organiske molekyler med præcis de egenskaber, man ønsker, og så forbinder man dem med metalatomerne og konstruerer det materiale, man er interesseret i.«

Det er dog ikke nok at fremstille et nyt 2D-materiale. Man skal også være i stand til at undersøge det i detaljer og finde frem til dets egenskaber. Her har forskerne på Aarhus Universitet en fordel:

»Vi er så heldige, at vi nu har ASTRID2, den nye danske synkrotronstrålingskilde. Det giver os fantastiske muligheder for at undersøge materialerne, efterhånden som vi fremstiller dem,« siger Philip Hofmann.

»Vi kan bruge ASTRID2 til at kigge på den elektroniske struktur af 2D-materialerne. Vi kan se, om materialet har direkte eller indirekte båndgab, og vi kan afsløre elektronernes levetid. Med ASTRID2 står vi stærkt i konkurrencen, for der er kun to andre universiteter i verden, der har deres egen synkrotronstrålingskilde, og vores er den mest moderne.«

Nye former for elektronik

De nye 2D-materialer kan ikke bare bruges til at forbedre elektronik, som vi kender det. Potentialet er endnu større, fortæller Philip Hofmann:

»Det mest spændende ved 2D-materialer er, at de kan føre til helt nye former for elektronik. Vi rammer snart en grænse for, hvor små tingene kan blive, så det gælder om at finde fundamentalt nye veje til computing. De todimensionale materialer kan være vejen frem.«

I almindelig elektronik bæres informationen af elektriske ladninger. Tilstedeværelsen eller fraværet af en ladning afgør værdien af hver enkelt bit – 0 eller 1. Men med andre slags elektronik, der bliver mulige i todimensionale materialer, kan man måske udnytte elektronernes ekstra frihedsgrader:

»Vi snakker ikke kun spintronics, hvor man lagrer og bearbejder data ved at styre elektronernes spin, men også valleytronics, hvor man kan udnytte forskellige minima i valensbåndet – forskellige ‘valleys’. Måske kan man excitere elektroner i den ene eller den anden valley og gemme eller transmittere information på den måde. Og i todimensionale dobbeltlag kan man måske gemme information ved at lokalisere elektroner i d en øverste eller nederste del – det er endnu en frihedsgrad og en form for elektronik, vi kan kalde layertronics,« lyder det fra Philip Hofmann.

Hvad enten det gælder lynhurtige computerchips, effektive solceller, atomtynde lysdioder til fleksible displays, ultrafølsomme sensorer eller elektroder til batterier, kan fremtiden tilhøre de todimensionale materialer. De er værd at holde øje med.

Stort set alle busser og lastbiler kører med typegodkendte SCR-katalysatorer, som skal reducere udledningen af sundhedsskadelige NOx-gasser. Alligevel viser en rapport fra 2012 fra the International Council on Clean Transportation, at de store køretøjer udleder op til fire gange så meget NOx, som de må.

Katalysatorerne anvender nemlig normalt en vandig opløsning af urea (AdBlue) til at fjerne NOx, og den metode virker kun, når udstødningen er over 200 grader – men det er den sjældent i en bus, der kører i byen og stopper ofte.

Nu kommer DTU’s såkaldte brintpille imidlertid på banen som en løsning på NOx-problemet. Pillen binder ammoniak, der består af kvælstof og brint, i salte, og bruger man ammoniak på fast form i en katalysator, kan den fungere, selvom udstødningen er kold. Dermed kan katalysatorerne fjerne op mod 85 procent af NOx-gasserne – også i f.eks. bybusser.

Tue Johannessen, der er ph.d. fra DTU og teknisk chef hos Amminex, der udvikler katalysatorer baseret på brintpilleteknologien, anslår, at forbedringen løber op i 300 kg NOx om året for en bus. Der er over 900 Movia-busser i hovedstadsområdet, og det svarer derfor til minimum 270 ton NOx om året, hvis hele Movias flåde får installeret løsningen.

»Det kræver kun politisk vilje, hvis der skal gøres noget ved de eksisterende typegodkendte køretøjer. På papiret lever Euro V’erne op til kravene, men forurener meget i byerne. Euro VI-kravene gælder kun nye køretøjer, men City-SCR kan løse problemet på den eksisterende flåde,« siger Tue Johannessen.

Amminex har selv testet løsningen siden efteråret, hvor en almindelig københavnerbus har kørt med systemet installeret, og den bliver også testet som en del af Miljøstyrelsens Ecoinnovation-projekt, der skal fremme miljøeffektiv tekno­logi.

Hjernen gemmer information ved at styrke forbindelsen mellem hjerneceller. Hvis forbindelsen bliver svækket, forsvinder informationen igen. Sådan er det hos rotter, og det skulle være underligt, hvis hjernen fundamentalt set ikke virker på samme måde hos mennesker.

Teorien bag hukommelse har været nogenlunde på plads i mange år, men det har knebet med eksperimentel opbakning til den. Det har ændret sig nu, hvor forskere fra University of California har demonstreret, hvordan man kan slette og genskabe hukommelsen hos rotter. Forsøgene er beskrevet i en artikel i det videnskabelige tidsskrift Nature.

I forsøget kunne forskerne få rotterne til at glemme, at de var bange for at få elektrisk stød. Bagefter kunne de få dem til at huske det igen – udelukkende ved at manipulere med kommunikationen mellem rotternes neuroner (hjerneceller).

Neuroner kommunikerer med naboceller gennem kontaktflader kaldet synapser, og forskerne måtte lægge hovederne i blød for at finde en måde, hvorpå de kunne svække eller styrke rotternes synapser efter forgodtbefindende.

De fandt ud af, at de kunne bruge optogenetik til at kontrollere neuronerne med lys. En form for genterapi gjorde det muligt for forskerne at forstærke eller svække forbindelserne mellem rotternes hjerneceller ved hjælp af forskellige pulser af blåt lys, leveret direkte til rottehjernerne gennem en optisk fiber.

Først lærte forskerne rotterne at være bange for en lyd, idet de fik ubehagelige stød i fødderne, når de hørte lyden. Så viste forskerne, at denne form for hukommelse også kunne fremkaldes ved hjælp af optisk stimulering af det område i rottehjernen, hvor lydcenteret møder amygdala, som blandt andet håndterer frygt.

Derefter kunne forskerne slukke for den konkrete hukommelse ved at bruge den optiske stimulering til at svække synapserne. Så glemte rotterne at være bange. Og når forskerne styrkede synapserne igen, kom langtidshukommelsen også igen hos rotterne.

‘Vi legede med hukommelse som med en yoyo’, udtaler leder af forskerholdet Roberto Malinov til Nature.

Ifølge en pressemeddelelse fra University of California håber Roberto Malinov, at resultatet kan føre til en behandling af Alzheimers sygdom. Her forsvinder hukommelsen netop, fordi de synaptiske forbindelser svækkes, og nu har forskerne vist, at sådanne forbindelser kan styrkes igen.

Nano-fibrilleret cellulose, NFC, kaldes materialet, der er stærkere end stål, bionedbrydeligt og kan indgå i menneskeligt væv.

Det er forskere fra KTH Royal Institute of Technology i Stockholm og forskningscentret DESY i Hamborg, der har arbejdet med træfibrene. Projektet er blandt andet beskrevet i Nature Communications.

Forskerne tog cellulosefibre i nanostørrelse (fibriller) og slyngede dem sammen med vand i en lille kanal. På den måde lagde fibrillerne sig i samme retning (som vandet). Desuden tilføjede to ekstra dyser vand fra siderne, for at ‘tvinge’ fibrillerne sammen. Trådene, de fik ud af det, blev 10-20 nm i diameter, svarende til tykkelsen på et hår.

Med det meget stærke røntgenlys fra PETRA lll på DESY kunne forskerne se, hvordan fibrillerne opførte sig.

Træfibre varierer en del. Blandt andet med hensyn til, hvordan de små fibriller ligger i forhold til hinanden. Det giver en række forskellige egenskaber i forhold til styrke og elasticitet. De stærkeste træfibre har en styrke, der er ligeså høj som glasfiber og det syntetiske aramid, der f.eks. bruges i skudsikre veste. Det er denne type træfibre, forskerne ønsker at skabe ud af nanofibrillerne.

Miljøvenligt og bæredygtigt

I modsætning til lignende processer, hvor man omdanner cellulose til f.eks. viscose, er denne proces meget miljøvenlig og bæredygtig. Blandt andet fordi, forskerne bruger almindeligt bordsalt, hvor man i viscosefremstilling bruger ætsende natriumhydroxid. Saltene bruges til så at sige samle trådene og lukke strukturen. Uden saltet, ville fibrene ikke få samme store styrke.

De våde filamenter tørrer på få minutter og skrumper sammen til de stærke fibre. Resultatet er et materiale, der er fuldstændig kompatibelt med biosfæren, da cellulosens naturlige struktur er bevaret i fibrene. Så materialet er endda også bionedbrydeligt og kompatibel med menneskeligt væv.

Ligesom elasticiteten i træfibre kan variere – f.eks. må nye grene, der er tynde og udsatte for vind være bøjelige – kan forskerne også variere stivheden i fibrene. Den helt store udfordring ligger i at lave materialet så stift, at det kan bruges i f.eks. vindmøllevinger og erstatte glasfibre, forklarer forskerne i en pressemeddelelse.

Men teknologien kan også bruges til f.eks. at fremstille et alternativ til bomuld, som i dag kræver enormt store mængder vand at dyrke, hvilket har gjort det til en vare i efterspørgselskategori med råolie.

En 60-årig mand fra Holland har fået helt nye musikpræferencer efter en hjerneoperation. Han er nemlig blevet stor fan af den nu afdøde sanger og sangskriver Johnny Cash, som han virkelig nyder at lytte til.

Før operationen var han ikke specielt glad for musik, men hvis det endelig skulle være, foretrak han The Beatles, Rolling Stones eller sange på hollandsk. Nu er det kun Johnny Cash, der dur.

Manden fik implanteret elektroder i hjernen som led i en behandling mod svær OCD – obsessiv-kompulsiv tilstand, også kaldet tvangslidelse. I 46 år havde han haft en sygelig angst for usikre og ulogiske ting, og han havde tvangshandlinger, hvor han hamstrede ting og opsøgte andre mennesker for at blive beroliget. Han kunne hverken hjælpes med medicin eller kognitiv terapi.

Som sidste udvej fik han tilbudt dyb hjernestimulering (deep brain stimulation, DBS), og i december 2006 fik han implanteret elektroder, som stimulerer et hjernecenter kaldet nucleus accumbens, der er en central del af hjernens belønningscenter.

Operationen lykkedes for så vidt, at manden fik det meget bedre. Efter et halvt år havde han kun en mild grad af OCD, og han kunne leve et normalt liv. Men som uventet bivirkning er han altså blevet stor Johnny Cash-fan. Han er specielt vild med sangene ‘Folsom Prison Blues’, ‘Ring of Fire’ og ‘Sunday Morning Coming Down’.

Det er heldigvis ikke sådan, at hollænderens tvangstanker blot er afløst af nye, denne gang med Johnny Cash i centrum. Patienten føler sig nemlig ikke besat af Johnny Cash og har ikke noget specielt behov for at lytte til hans sange. Han kan bare rigtig godt lide dem, og han har købt alle de Johnny Cash-CD’er og DVD’er, der er på markedet.

Skønt han udelukkende lytter til Johnny Cash, bliver han aldrig træt af musikken. Og dog – hvis der bliver slukket for strømmen til elektroderne, for eksempel fordi batteriet løber tør, mister han interessen for Johnny Cash og går tilbage til de gamle favoritter.

Tilfældet viser, at nucleus accumbens også fungerer som belønningscenter, når det gælder om at værdsætte musik. Men de underliggende mekanismer forstår forskerne endnu ikke, skriver de i en artikel i det videnskabelige open access-tidsskrift Frontiers in Behavioral Neuroscience.

På verdensplan har flere end 100.000 patienter fået indopereret elektroder som led i en DBS-behandling. De fleste har fået operationen for at afhjælpe symptomerne på Parkinsons sygdom.

Sveden hagler af min pande, min højre arm er stort set følelsesløs, og jeg mærker mit hjerte hamre. Hårdt.

På en tredje sal i en lejlighed i Birkhøjterrasserne i Farum Midtpunkt ligger jeg på knæ med en 11 kilo mejselhammer med tryk­luft og forsøger at banke miljøgiften PCB ud af den rå beton.

Iført en kæmpe maske med udsugningsboks på ryggen, heldragt, høreværn, tykke støvler og handsker er jeg – og et stort sjak af brede mænd – pakket inde i vores egen hermetiske verden, hvor den eneste lyd er mejselhamrenes buldren og vores egne tanker.

Det er, som om vi knæler side om side foran kemiens alter i håb om forladelse for fortidens synder, for vi står midt i danmarkshistoriens største PCB-renovering af 295 lejligheder – et projekt til 283 millioner kroner, altså næsten en million kroner per lejlighed. Nedrivningsarbejderne omkring mig har været i gang med mejselhamrene i to år, og de har endnu et års arbejde igen.

I 2009 opdagede boligselskabet KAB, at der var voldsomt høje koncentrationer af PCB i Birkhøjterasserne i Farum. Nogle steder var koncentrationerne i indeluften på 13.000 til 15.000 ng/m3. Ved 3.000 ng/m3 skal der ifølge Sundhedsstyrelsen straks sættes ind.

I to år før renoveringen fik KAB udført målinger for at bestemme de værst ramte steder.

Enemærke & Petersen fra Ringsted blev hovedentreprenør på opgaven med 25 specialuddannede håndværkere og 3 funktionærer inden for PCB-sanering i egenproduktion. Derudover arbejder yderligere 60 til 70 mand på pladsen.

I 2012 begyndte renoveringen, der ventes afsluttet i sommeren 2015. Da vil der stadig findes PCB i ydermurene, men kun meget begrænset i indeklimaet.

Omfanget af projektet er lige så ubegribeligt som bevidstheden om, at små børn har leget på det gulv, der nu er omdannet til små stikkende betonsplinter, som giver sår på mit knæ. Alt i lejligheden er væk. Gulvet er brækket op, radiatorer er blevet renset systematisk med hårde flaskerensere og kørt væk, blyholdig maling er fjernet fra vandrør, lofter er taget ned. Alt er revet væk.

Overalt, hvor vinkelslibere kunne komme til, har nedrivningsfolk skåret beton af dørkarme og vinduesåbninger, hvor miljøgiften er trængt ind. Væggene er sandblæst, og alle hjørner har været højtryksspulet. Nu banker mejselhamrene de sidste rester beton af de mest besværlige hjørner med en hastighed på omkring tre meter i timen.

Djævlen kunne ikke have opfundet et værre strafarbejde, og hvis indgangen til himmeriget er at få vand i hovedet, så er indgangen til helvede at gå gennem vand. Før vi overhovedet træder ind i lejlighederne, skal alle nemlig gå gennem et karantæneområde iført heldragter og masker, og for at komme ind og ud af området går man gennem vand beregnet til at skylle PCB-rester af fødderne.

Med mejselhammeren i hånden kæmper jeg for at bevise over for entreprenøren Enemærke & Petersen, at jeg ikke bare er en svækling af en kontorjournalist. Jeg bad specifikt om at blive sendt på opgave med de hårdeste af pladsens 60 mænd, men selvom jeg er vant til at banke stål på skibe på skibsværfter verden over, så er jeg presset.

Helvede under helvede

Pludselig springer en gnist op på mit ærme og brænder hul. Jeg går ud for at finde gaffertape og spekulerer over, hvor effektivt det automatiske udluftningssystem egentlig er. Hele blokken på 40 lejligheder er nemlig hermetisk lukket med tykt plast for at skabe et konstant undertryk. Trykket leder alt støv og luft gennem en af blokkens cirka 150 miljøbokse, der er specialfremstillede kulfiltre med 50 kilo aktivt kul.

Boksene begrænser udslippet af PCB til omgivelserne og bliver overvåget hver måned af Skandinavisk Bio-Medicinsk Institut (SBMI), fortalte Enemærke & Petersens projektleder, Kim Hansen, mig, inden jeg iførte mig mit udstyr – mens han understregede, at jeg skulle beholde masken på hele tiden:

»Vi ved, det er farligt, men ikke hvor farligt, og hvordan folk med forhøjede koncentrationer i blodet vil reagere om ti år, aner ingen,« som han udtrykte det.

Jeg tænker på beboerne, som har fået målt høje koncentrationer i blodet og forskerne, der advarer om, at PCB medvirker til kræft, hormonforstyrrelser, fedme, lav sædkvalitet, problemer med immunsystemet og skader på nervesystemet.

Jeg er her heldigvis kun én dag. Alligevel klæber jeg en lap gaffertape på hullet i mit ærme, før jeg løfter mejselhammeren igen. Sjakboss Jens Erik smiler gennem masken, da han ser, at jeg opgiver at trykke hammerens store stålhåndtag i bund med mine følelsesløse hænder, men i stedet omfavner den og presser håndtaget ned med min brystkasse. Nu ryster hele min krop, og jeg er i min egen verden, der bedst kan sammenlignes med at dykke, hvor siderne af masken dugger. Alt omkring mig er uvirkeligt, og irriterende ørehængere af sange som Basims melodigrandprix-hit opstår.

Alligevel tænker jeg, at der er andre, som måske har et hårdere job. Der er et helvede under helvede. Jeg så det på min vej efter gaffertape. I kælderen findes der mørke rum, hvor støv i luften gør det svært at se. Her dominerer østarbejderne, der hver dag kæmper for at køre det sand væk, som ender her efter sandblæsningen af lejlighederne over dem. Østarbejderne samarbejder med en flok jyder på 2. sal, der løser et problem, som Enemærke & Petersen måtte give op over for.

Når en lejlighed er blevet sandblæst, skal otte ton sand fjernes. Sker sandblæsningen på 3. sal, gør lejlighedernes konstruktion det umuligt at føre sandet direkte gennem et rør hele vejen til stueetagen. Det kan kun sendes til 2. sal, hvorfra det skal flyttes ti meter for så at sendes ned gennem et nyt rør. Bevæbnet med trillebører og skovle flytter jyderne sandet de ti meter, og skovler det ned til østarbejderne. Det har de nu gjort i to år. Deres afveksling består kun i at skifte mellem sandblæsning, grovrengøring og at skovle sand. Og de skal blive ved i lidt under et år mere.

Skræller PCB af med hobbyknive

På mine bogstavelig talt blødende knæ føler jeg, at det hele er vanvittigt. Jeg får lyst til at skære betonen ud med titanium-motorsave eller bare rive hele bygningen ned. Men Jens Erik og de andre er faktisk på akkord og har prøvet alle mulige andre metoder, og en nedrivning af bygningen vil intet ændre. Problemet er ikke at fjerne bygningen, men at håndtere affaldet, og på parkeringspladsen under Birkhøjterrasserne har Enemærke & Petersen opbygget en hel sorteringscentral, hvorigennem alle materialer passerer.

Affaldet bliver sorteret i tre grupper, og det gælder om at minimere mængden af affald med PCB-koncentrationer på over 1.000 mg/kg. Det skal nemlig køres til Nord – det tidligere Kommunekemi – og koster 7.500 kroner per ton at komme af med. Med en samlet affaldsproduktion på 1.000 ton gælder det om at koncentrere det rene PCB så meget som muligt, før det sendes til Nord. Derfor er to mand konstant i gang med at skrabe PCB-holdig maling af betonstykker og trækarme med alt fra hobbyknive til slibemaskiner. De arbejder iført heldragter og masker i hjertet af affaldsområdet i et aflangt træskur, der er hermetisk aflukket. Koncentreret PCB-affald ender i lukkede tromler, mens andet kommer i særlige containere med mærkater på.

Men affaldshåndteringen slutter ikke med de håndgribelige materialer. Foruden støvet i de i alt 290 aktive kulfiltre skal Enemærke & Petersen også bortskaffe de mange tusinde liter vand, som bliver brugt under sandblæsningen for at dæmpe støvmængderne og under højtryksspuling af hjørner i lejlighederne. I stedet for at fragte det til Nord har de bygget et rensningsanlæg på grunden i samarbejde med et dansk firma fra Slagelse.

Hjælp fra skadedyrsbekæmpere

Rensningsanlægget er dog ikke det eneste anlæg i området. Dong Energy har opsat to transformerstationer for at levere de 3.000 ampere, det kræver for at holde saneringen kørende. I de lejligheder, hvor nedrivningen foregår, afsluttes saneringen med at køre op til syv varmeblæsere i ti dage for at holde indetemperaturen på mellem 50 og 70 grader, hvilket får de sidste rester af miljøgift til at dampe ud af betonen. Varmeblæserne var stort set umulige at skaffe for Enemærke & Petersen, da traditionelle blæsere har en indbygget slukfunktion ved 40 grader. Men det viste sig, at et svensk firma havde udviklet blæsere uden denne slukfunktion til bekæmpelse af væggelus i Sydeuropa.

Løsningen er blot en af flere hundrede, der blev opfundet i den halvandet år lange periode omkring 2012, hvor der i en prøveblok blev eksperimenteret for at få PCB-koncentrationen i indeluften ned på under 300 ng/m3, som er Sundhedsstyrelsens grænseværdi. Det lykkedes at nå en koncentration på mellem 65 og 147 ng/m3, men indebar også fjernelse af asbest og blymaling, så sidste sommer flyttede de første beboere tilbage med embedslægens godkendelse.

Nu står de specialudviklede løsninger nedskrevet i Enemærke & Petersens renoveringsplan, der kan findes i fire tykke mapper på flere tusinde sider. Det er den plan, der realiseres med mejselhamrenes banken. Og når familier igen flytter ind i deres hjem efter genhusning i tre år, vil der være ryddet op efter 1960’erne og 1970’ernes byggeboom, hvor byggeriet blev industrialiseret med en naiv begejstring over nye materialer fyldt med kemi.

Så når børnene igen leger på gulvet, kan de voksne fortælle dem, at storsvedende mænd iført rumdragter har ligget på knæ for at gøres deres hjem trygt igen.

I en produktionshal i Sønderborg står syv blå robotter. De svejser, flytter og pakker stålrør. Herefter køres rørene til kunden, som bor bare 14 kilometer nordpå i retning mod Nordborg.

Kunden hedder Linak, som er et kendt navn inden for produktion af lineære aktuatorer. Men underleverandøren, AKK Industri, er der nok ikke mange, der kender navnet på – til trods for, at den er en af Linaks vigtigste underleverandører.

Men hvordan kan en metalvirksomhed som AKK Industri med 28 ansatte holde fast i en højvolumenproduktion i Danmark? Med lønninger, der er mindst fem gange så høje som i det Østeuropa, hvortil enorme mængder af metalarbejde over de sidste ti år er blevet outsourcet?

Svaret er robotter, og det har hverken kostet arbejdspladser eller smalhals – tværtimod, fortæller den ene af de tre medejere af AKK Industri, Klaus Poulsen. Han kommer egentlig fra Aulum, men fik tilbuddet om at købe virksomheden for fem år siden:

»Da vi i sin tid overtog fabrikken hernede, var der otte ansatte, og de regnede bare med, at vi ville lukke og flytte produktionen til Aulum,« fortæller han.

Lidt automation er også godt

Men Linak rørte på sig, og startskuddet til et tættere samarbejde blev en lille serie på 2.000 af de stålrør, som Linak bruger til deres hæve-sænkeborde. Sådan fortsatte det i nogle år. AKK Industri tilbød Linak en god pris på at få svejset stålrør, og kvaliteten var i top. Der blev gennemført mindre automationsprojekter: Et drejebord med fiksturer og nogle nye værktøjer til lynhurtigt at standse huller:

»Så Linak fik øjnene op for, at vi faktisk kunne noget, og at vores priser ikke var så ringe endda,« siger Klaus Poulsen.

Faktum var dog, at Linak sendte de store ordrer til udlandet og lod AKK Industri tage sig af de mindre med mange omstillinger. Men så en dag for et år siden kom Linak og bad om et tilbud på stålrør til deres løftesøjle DL6. Klaus Poulsen indså, at de her faktisk havde brug for rigtig mange sæt stålrør:

»Det her kunne sætte fuld gas på produktionen, så jeg gik hjem og kontaktede nogle robotfolk og bad dem om at lave en skitse med robotter og klippeværktøj. Så sjussede jeg mig frem til nogle produktionstider og årsvolumener. Det præsenterede jeg for Linak,« fortæller han.

Linak havde egentlig bare været interesseret i en pris, men Klaus Poulsen ville også gerne fortælle Linak, hvordan man var kommet frem til prisen:

»Jeg ved, Linak indhentede priser fra to østlande. Men da nogle teknikere havde set på vores løsning, kunne jeg godt mærke, at vores pris var ganske fornuftig. Pludselig kunne vi konkurrere med østlandene, også om de store ordrer,« siger han.

Stor ordre i udsigt

Nu skulle det gå hurtigt, for Linak stod med en ordre på 200.000 løftesøjler om året. Hver søjle består af tre rør.

Derfor blev der indkaldt tre forskellige robotleverandører. Kontrakten gik til Tommy Skov, som driver enkeltmandsfirmaet Roboman. Det var Linak ikke vildt begejstrede for, husker Klaus Poulsen, for hvad nu hvis Tommy Skov fik en mursten i hovedet? Men alt udstyr skulle leveres af den velrenommerede japanske robotleverandør Motoman, og de fik indblik i hele processen.

Syv nye håndterings- og svejse­robotter med tilhørende udstyr blev indkøbt, så robotbemandingen i dag er oppe på 11.

Centralt i den nye produktion er to håndterings- og to svejserobotter, som samler de tre rørelementer, der tilsammen udgør en løftesøjle. De fire robotter svinger ind over hinanden i noget, der i første omgang ligner et kaotisk mønster. Men efter lidt tid kommer der systematik i bevægelserne og de tre rør bevæger sig igennem systemet.

Kapaciteten for anlægget kan skrues helt op til 330.000 løftesøjler om året, og hele anlægget kan betjenes af 1,5 person i gennemsnit. Opgaven er at føde dele af de elementer, som skal svejses, udføre kvalitetskontrol samt samle de specielle Linak-paller, hvorpå løftesøjlerne skal pakkes.

Automation er ikke farligt

Klaus Poulsen har ikke fortrudt, at produktionen i Sønderborg blev gennemautomatiseret. Når man først har fået det lidt ind under neglene, er det nemlig slet ikke så farligt, som nogen måske tror:

»Men det kræver, at forarbejdet er i orden. Det er robotleverandørens pligt at spørge helt ind til kernen og have styr på alle processerne, før projektet bliver sat i gang,« slår han fast.

Her er det vigtigt at understrege, at selv om anlægget hos AKK Industri er bygget til masseproduktion, så tror Klaus Poulsen, at det også muligt at komme langt ned i styktal:

»Sådan som vi har opbygget det, vil jeg tro, at vi kan komme ned i seriestørrelser på 3.000-4.000. Forprogrammerne ligger i cellen, og så tager det kun omkring 20 sekunder at stille om til noget andet,« siger han.

Farlige storkunder

Selv om AKK Industri leverer til andre kunder, så fylder Linak absolut mest, og Klaus Poulsen erkender da også, at det er en farlig vej, nu hvor AKK Industri leverer komponenter til 11 ud af de 16 forskellige løftesøjler, Linak bruger:

»Du kan jo ikke være helt sikker på, at der ikke kommer en anden leverandør og overhaler dig indenom. Men nu kender vi hinanden så godt. Vi har kigget hinanden i øjnene og er blevet enige om, at nu laver vi det her i Danmark,« siger han og understreger, at det ikke bare er prisen, som er god, men også det nære kendskab til hinanden. En afstand mellem kunde og leverandør på bare 14 kilometer giver nogle helt unikke muligheder for at ses og tale om tingene.

Robotanlægget hos AKK er i år nomineret til Dansk Robotnetværk, Diras, automationpris. Prisen uddeles på Automation 2014 i dagene 9.-11. september i Brøndbyhallen.