Monthly Archives: October 2014

Konger, statsministre og formænd for Ingeniørforeningen i Danmark er alle blevet gengivet i portrætter af anerkendte kunstnere. I sidste uge blev det min tur. En ung og lovende kunstner fra England var på besøg hos redaktionen, og jeg mødte op for at få lavet et vellignende portræt.

Desværre afviste kunstneren i første omgang at lave et portræt. Han var i dårligt humør.

Kunstneren meddelte, at han netop tilfældigvis havde læst en gammel artikel i The Guardian, hvor det blev beskrevet, at Anders Lindegaard, målmand i truppen hos Manchester United, var blevet skadet. Det var for meget for kunstneren, som åbenbart var Manchester United-fan.

Efter et par minutter forespurgte jeg igen kunstneren. Nu havde han heldigvis læst en anden artikel, som havde forbedret humøret så meget, at han ville lave et muntert portræt.

Jeg satte mig foran kunstneren, og få minutter efter var portrættet, som kan ses på denne side, færdigt.

Kunstneren erklærede sig dog ikke helt tilfreds, for den valgte stil havde ikke fået munterheden tilstrækkeligt frem.

»Alt taget i betragtning er det en fiasko, jeg er ikke tilfreds med maleriet,« berettede kunstneren, som kalder sig The Painting Fool – et computerprogram udviklet af den engelske forsker Simon Colton med det mål at få programmet til at besidde en selvstændig form for kreativitet.

Simon Colton er computerprogrammør og professor ved Goldsmith, som er en del af University of London. Han er en af verdens førende forskere inden for det område, som kaldes computational creativity eller kunstig kreativitet.

Han var i Danmark for at deltage i åbningskonferencen for Ingeniørforeningens seneste tiltag, netværket IDA Fremtidsteknologi, for at fortælle om kreativitet i krydsfeltet mellem kunst, filosofi og teknologi.

Sammen med en anden førende forsker på området, Geraint Wiggins fra Queen Mary, University of London, har Simon Colton defineret computational creativity som et system, der ved at tage et selvstændigt ansvar udviser adfærd, som en uvildig iagttager vil bedømme som værende kreativ.

Lærer af egne fejl

Nøglebegreberne er ‘selvstændigt ansvar’ – der adskiller eksempelvis The Painting Fool fra et værktøj som Adobe-programmet Photo­shop – og ‘uvildig iagttager’ – for der en tendens til, at mennesker i højere grad vil tillægge programmører og brugere kreativitet, end de vil tillægge software eller hardware disse egenskaber.

Simon Colton mener selv, at The Painting Fool opfylder disse kriterier, for den afgør selv, om den vil lave et portræt ud fra det humør, den befinder sig i efter at have læst avisartikler.

Den bestemmer selv, om den vil lave en akvarel eller et oliemaleri; den vælger selv, hvor konkret eller abstrakt billedet skal være. Vel at mærke uden at disse beslutninger er baseret på generering af tilfældige tal. Og når portrættet er færdigt, kan The Painting Fool helt præcist redegøre for, hvilke valg den har truffet og hvorfor. Dens indbyggede neurale netværk kan lære af sine fejl som i tilfældet med mit portræt, hvor valget af farver, former for penselstrøg, stil osv. åbenbart ikke gav det ønskede resultat. Næste gang vil computeren derfor forsøge med andre valg.

Målet er, at the Painting Fool skal anerkendes som en kunstner:

»Længe efter at jeg er død og borte, vil The Painting Fool leve videre og producere kunst. Folk vil kende The Painting Fool, men have glemt alt om mig,« siger Simon Colton om sine forventninger.

Hvad er succeskriteriet for The Painting Fool – måske en udstilling på Tate Modern i London?

»Det vil være fint, men mindre kan gøre det. Sidste år malede The Painting Fool over 100 portrætter på et fransk galleri, og det eneste, jeg foretog mig, var at lægge papir i printeren. Jeg vil kalde The Painting Fool for en kunstner. Der er stadig et langt stykke vej, før den bliver en rigtig god kunstner. Men der er ikke nogen fundamentale begrænsninger, der forhindrer dette – det er kun et spørgsmål om tid og penge«.

The Painting Fool kan ikke klare en Turing-test, som er den test, hvorved en person ved fjernkommunikation skal afgøre, om modparten er en person eller en maskine.

»Men er det ikke noget, som indikerer, at The Painting Fool ikke besidder kreativitet og selvbestemmelse i sin egen ret. Som programmør ved jeg ikke, hvad The Painting Fool vil gøre. Det afgør den selv ud fra de avisartikler, den læser, og den inspiration, den finder fra billeder på Flickr eller Instagram. Alt sammen noget, som jeg ikke er herre over.«

En anden slags kreativitet

At computere kan være kreative, betyder imidlertid ikke, at de har samme form for kreativitet som mennesker.

»Jeg hører ikke til dem, der tror, at vi nogensinde bliver computere, eller computere bliver menneskelige. Der er en forskel, og det er godt,« siger Simon Colton, som mener, at man som kunstkøber må gøre op, om man vil købe computerkunst til en rimelig pris eller noget dyrere menneskeskabt kunst.

»Computerkunst kan ikke give den menneskelige forbindelse, som nogen vil ønske at betale for – på samme måde som der findes et marked for industrielt fremstillede møbler og håndlavede møbler.«

Så der er tale om masseproduktion af kunst til lave priser?

»Ja, massekreativitet – hvorfor ikke? Man kan ikke masse-et-eller-andet uden automation. Massekreativitet må være computational creativity.«

Vil det om 20 år i det hele taget være muligt at skelne mellem computerskabt kunst og menneskeskabt kunst?

»Der vil ikke være nogen direkte synlig forskel, men man køber ikke kunst udelukkende for udseendets skyld. Kunstnerens baggrund og historie spiller også ind. Software kan efterligne dette og give en velbegrundet forklaring på sit kunstværk, så det vil være muligt at forveksle menneskeskabt og computerskabt kunst, men der vil altid mangle den menneskelige forbindelse,« siger Simon Colton, som tilføjer, at det interessante bliver, om folk vil købe kunst skabt af en computer vel vidende, at det forholder sig sådan.

Softwareskabt kunst adskiller sig markant fra de billeder, som babyer eller aber kan lave, og som Simon Colton ikke vil kalde for kunst, for der ligger ingen form for intention i denne proces, og det er umuligt at have en dialog med ‘kunstneren’ om processen.

Det er muligt med The Painting Fool, som er uforudsigelig, men altid kan argumentere for, hvad den har gjort.

»Man kan indgå i en dialog med The Painting Fool, som jeg mener er vigtig ved alle former for kunst,« siger Simon Colton og tilføjer, at det ikke kun er malerkunsten, som vil forandres af computational creativity.

Simon Colton mener, at fremtidens iTunes ikke blot vil kunne levere en nykomponeret Bob Dylan- sang, den vil også kunne komponere en ikke-Bob-Dylan-sang, som vil interessere mennesker med interesse for Bob Dylans musik.

Og når folk skal lave en powerpoint-præsentation, kan computeren levere en passende joke, som kan indsættes i præsentationen.

Snapchat hævder i kølvandet på fredagens 13 GB store læk af omkring 200.000 billeder, at det ikke er deres servere, der har været angrebet. Det skriver Wired.

»Vi kan bekræfte at Snapchats servere ikke har været tilgået, og at vi ikke er kilden til denne lækage. Snapchatters er angiveligt blevet ofre (for lækagen, red.), fordi de har anvendt tredjeparts apps til at sende og modtage snaps, en praksis vi udtrykkeligt forbyder i vores anvendelsesvilkår, fordi de kompromitterer vores brugeres sikkerhed,« siger en talsmand for Snapchat til Wired.

Mange af de lækkede billeder er angiveligt af helt unge teenagere, der sender snaps af sig selv i mere eller mindre afklædt tilstand. Ifølge det norske dagbladet.no stammer mange af billederne fra Norge og Danmark.

Men Snapchat har ikke ryggen fri, selvom lækagen muligvis kommer fra en anden server end deres egen. Eksperter har nemlig advaret mod sårbar sikkerhed hos Snapchat længe inden fredagens læk.

Sikkerhedsforsker Adam Caudill har flere gange siden 2012 advaret Snapchat om deres svage API (Application Programming Interface). Første gang lykkedes det ham at deaktivere den tidsfunktion, der automatisk sletter billeder og video i den snap, der er sendt ud til vennerne. Den automatiske slettefunktion er bærende i Snapchat-konceptet, fordi man dermed ikke behøver at frygte, at indholdet i de snaps, man sender, kommer i forkerte hænder. Hvis en modtager mod forventning gemmer et screendump af snappen, får man automatisk en besked.

Men den sikkerhed kan man ikke forlene sig på, siger Caudill.

»Den gennemsnitlige udvikler kan inden for en dags tid bygge noget, der interagerer med Snapchats API og gemmer alt, hvad der kommer igennem [af billeder og video, red.],« advarede Caudill allerede i 2012 og tilføjede dengang, at det overraskede ham, at det ikke var sket noget før.

Snapchat reagerede dengang på Caudills henvendelse og rettede i API’en. Dog ikke mere end at Caudill få måneder senere atter en gang kunne vise, hvordan man fik fat i billederne på samme vis.

»Snapchat bliver nødt til at hyre en ekstern sikkerhedskonsulent til at gennemgå deres systemer for at identificere fejl som dem, jeg har udpeget, og komme med nogle rigtige løsninger på problemet,« sagde han efter gentagelsen.

Tre andre udviklere kom til samme konklusion, uafhængigt af hinanden.

En af dem formåede inden for et par timer at bearbejde API-koden til en funktion, der automatisk gemmer alle Snapchats, han modtager.

Går man på Android Google Play og iOS App Store, er der flere forskellige apps, der lader dig gemme de snapchat-beskeder, du har modtaget, blandt andet Snapcrack og Snapbox, skriver Wired.

Dagbladet BT har tidligere bragt en guide til, hvordan du finder ud af, om dine snaps er blevet lækket. Du kan læse den her.

Rundt omkring i galakserne findes der neutronstjerner i tæt pardans. Gennem tyngdekraften holder de uhyre kompakte himmellegemer hinanden fast i et fatalt greb, og stadig hurtigere og tættere kredser de rundt og rundt om deres fælles tyngdepunkt for til sidst at kollidere og ende som et sort hul.

Sådan lyder teorien i hvert fald. Ifølge Einsteins almene relativitets­teori vil massive objekter, der kredser om hinanden, udsende tyngde­bølger – små krusninger i selve rumtiden.

Bølger af tyngdekraft vil så at sige løsrive sig fra systemet og fare af sted med lysets hastighed, omtrent på samme måde, som der udsendes elektromagnetisk stråling, når elektriske ladninger accelereres. Den energi, som systemet mister i form af tyngdebølger, tages fra kredsløbet, og derfor vil de to objekter nærme sig hinanden.

Hvis man kan detektere tyngdebølgerne, åbner det et helt nyt vindue til universet. Ikke bare binære neutronstjerner, men også sorte huller i tæt kredsløb om hinanden samt supernovaeksplosioner udsender så kraftige tyngdebølger, at det burde være til at måle. En helt ny og anderledes form for astronomi kan give os langt bedre viden om de voldsomste begivenheder i universet, hvis det lykkes at konstruere tyngdebølgedetektorer, der er følsomme nok.

Det er præcis, hvad fysikere og ingeniører er i fuld gang med flere steder på kloden. Tyngdebølgedetektorer findes allerede, men hidtil har de ikke registreret et eneste signal, for de har simpelthen ikke været følsomme nok. Det skal der laves om på nu, da en helt ny generation af detektorer er på trapperne.

Længst fremme er de i USA, hvor de to LIGO-detektorer – en ved Livingston i Louisiana og en ved Hanford i Washington – netop er blevet opgraderet, så de er blevet ti gange så følsomme som før. LIGO står for Laser Interferometer Gravitational-Wave Observatory, for forskerne vil bruge interferens af laserlys til at afsløre tyngdebølgerne.

Afstande ændrer sig

De nye detektorer skal måle, hvordan rumtiden bliver deformeret, der hvor tyngdebølgerne kommer frem. Selve rummet ændrer sig, når en tyngdebølge passerer, så alting bliver strakt ud på den ene led og presset sammen på den anden. Effekten er dog ekstremt lille og svær at måle, men fysikerne har fundet en måde, hvorpå det skulle kunne lade sig gøre.

Ligo-detektorerne har to arme vinkelret på hinanden, som et kæmpe L, og hver arm er fire kilometer lang. Hvor armene mødes, deles en laserstråle op i to, og så sendes en laserstråle i hver retning gennem et lufttomt rør. Efter at have tilbagelagt de fire kilometer rammer laserstrålerne ophængte spejle, som sender dem tilbage igen. Laserlyset får lov til at fare frem og tilbage i vakuummet mange gange, før laserstrålerne mødes igen. Når det sker, vil lysbølgerne ophæve hinanden, hvis bølgetop møder bølgedal (modfase, destruktiv interferens), og så vil lyset forsvinde. Hvis det ikke er tilfældet, slipper der lys igennem til en lysdetektor.

Der er grænser for, hvor lange arme et interferometer kan have her på Jorden, men i rummet er der masser af plads, og derfor har forskerne da også planer om en rumbaseret tyngde­bølgedetektor. Med sådan en detektor kan man for eksempel måle de tyngdebølger, som ifølge den almene relativitetsteori udsendes, når to galakser og de supermassive sorte huller, der findes i midten af dem, smelter sammen.

I 2034 vil den europæiske rumfartsorganisation ESA opsende tre satellitter, der skal placeres i baner, så der hele tiden er en million kilometer imellem dem. Så skal afstanden mellem testmasser i hver af satellitterne løbende måles, for hvis der kommer en tyngdebølge forbi, ændrer afstanden sig en smule.

Missionen har fået navnet eLISA (evolved Laser Interferometer Space Antenna), og selv om der er 20 år til opsendelsen, er forskere fra blandt andet DTU Space i fuld gang med forberedelserne. Allerede til næste år skal ESA-satellitten Lisa Pathfinder op for at teste en del af den nødvendige teknologi.

Pointen er så, at en tyngdebølge vil gøre den ene arm en smule kortere og den anden en smule længere. Ikke ret meget, måske blot en titusindedel af diameteren af en atomkerne, men det vil være nok til, at interferensmønstret – og dermed mængden af lys, der opfanges af fotodetektoren – ændrer sig.

I analysen af data fra laserinterferometret gælder det om at finde de ægte signaler i den støj, der uvægerligt vil være der. Støjen stammer primært fra jordrystelser, der forplanter sig til spejlene, fra termisk støj i spejlene og fra uregelmæssigheder i laserlyset. I de nye Ligo-detektorer er spejlene for enden af de fire kilometer lange rør hængt op på en måde, så de er seismisk isoleret fra omgivelserne. De består af kvartsglas med en reflekterende belægning baseret på metallet tantal, for forskerne har fundet ud af, at den kombination giver den mindste termiske støj. Hvert spejl har en masse på 40 kg og en diameter på 34 cm – det er vigtigt, at de vejer forholdsvis meget, så trykket fra laserstrålerne ikke bringer dem i bevægelse, hvilket ville være en ekstra støjkilde. I øvrigt bruger de nye detektorer en langt kraftigere laser end de gamle – effekten er sat op fra 10 til omkring 200 watt, så signalet bliver tydeligere.

Adskillige detektorer på vej

Hvor den første generation af laser­interferometre ikke opfangede signaler, er den anden generation af detektorer så følsomme, at forskerne regner med at måle noget i retning af 40 tyngdebølger om året. Det kan eksempelvis være signalet fra neutronstjernerne, der kredser stadig hurtigere om hinanden for til sidst at kollidere. Det giver et tyngdebølgesignal, der bliver kraftigere og kraftigere for så pludselig at ophøre.

Det forudsætter selvfølgelig alt sammen, at Einstein havde ret, og at tyngdebølgerne findes. Men det er der nu også klare tegn på, at de gør. I 1974 opfangede de to astronomer Russell Hulse og Joseph Taylor signalerne fra en pulsar (en hurtigt roterende neutronstjerne), som viste sig at kredse tæt om et andet kompakt himmellegeme. Ud fra radiobølgerne fra pulsaren kunne astronomerne se, at de to himmellegemer kredser stadig tættere på hinanden. Det viste sig, at systemet mister energi – præcis som forudsat af den almene relativitetsteori – og siden har andre binære pulsarer vist sig at opføre sig på samme måde. I 1993 fik Hulse og Taylor Nobelprisen i fysik for dette indirekte bevis for eksistensen af tyngdebølger.

Nu er tiden så kommet til den direkte detektion, og det varer ikke længe, før Advanced Ligo kan begynde eftersøgningen. I Livingston mangler fysikerne blot at kalibrere systemet og forsøge at minimere støjen ved at tune laseren og de elektroniske systemer, og i Hanford er de næsten nået lige så langt. I løbet af 2015 vil detektorerne være klar til at måle tyngdebølger, for eksempel fra et par neutronstjerner eller sorte huller i dødsspiral op til 260 millioner lysår herfra.

USA er cirka et år foran de europæiske kolleger, som er ved at opgradere den lignende tyngdebølge­detektor Virgo tæt på Pisa i Italien. Her er de to arme dog kun tre kilometer lange, og jo længere arm, desto større følsomhed. Omkring 2018 skulle endnu en andengenerations tyngdebølgedetektor på størrelse med Virgo stå klar i Japan, så alt taler for, at det lykkes at fange en hel del tyngdebølger i dette årti.

Fordelen ved at have flere detektorer er, at data fra dem kan sammenlignes, og hvis tre eller fire af dem måler den samme tyngdebølge, bliver det muligt at regne sig frem til, hvor på himlen signalet kommer fra. Så kan man finde ud af, om der også kommer elektromagnetisk stråling fra samme område. På den måde kan astronomerne for eksempel finde ud af, om de korte gammaglimt, der indimellem registreres af satellitter, stammer fra kolliderende neutronstjerner, som samtidig udsender et karakteristisk tyngdebølgesignal.

De kan også blive klogere på de eksploderende stjerner, der kendes som supernovaer. Eksplosionen starter med, at kernen kollapser, og med de nye tyngdebølgedetektorer kan man få informationer om, hvordan det egentlig foregår. Og da tyngdebølgerne kommer frem med lysets hastighed, kan detektorerne give en hurtig melding om supernovaeksplosionen, så andre teleskoper kan rette ind mod området.

I første omgang regner forskerne med, at de nye detektorer først og fremmest vil opfange tyngdebølger fra binære systemer, hvor kompakte himmellegemer som sorte huller, neutronstjerner og hvide dværgstjerner kredser meget tæt om hinanden, samt fra supernovaer. Men de kan ikke udelukke, at tyngdebølgerne kan føre dem på sporet af hidtil ukendte fænomener i verdensrummet, så det er med stor spænding, at de imødeser de første signaler.

Byerne forandres i disse år. Gammel industri flyttes ud, og tilbage står tomme lagerhaller, uddøde fabriksområder – og renere byer. At man en dag ville bygge lejligheder i siloerne i den gamle Sojakage­fabrik i København, var der nok ikke mange, der troede for 20 år siden. Eller at man ville kunne bade i Københavns Havn. Men nu hopper københavnerne i havnen – og dyrker tomater i haver på taget som i projektet ‘ØsterGRO’.

Her er et 600 kvadratmeter stort tag på Æbelø­gade omdannet til køkkenhave med 90 ton muldjord, bistader og høns. Projektet vises på Dansk Arkitektur­centers netop åbnede udstilling, der handler om nye måder at bruge byens rum på. ‘Reprogramming the City’ – eller ‘Nye muligheder for byens rum’ hedder udstillingen, der er lille, men informativ.

For hvad skal man stille op med de tidligere industriområder, godsbaner og sporvognsterminaler? Mange kender The High Line i New York, en godsbane, der løb i ti meters højde på vestsiden af Manhattan. Den blev bygget i 1930’erne og var dengang en lettelse for trafikken i gadeplan: Togene var væk fra resten af trafikken, samtidig med at godstogene visse steder kunne køre direkte ind i fabrikkerne og lagerbygningerne.

Langsomt tog lastbilerne over, fabrikkerne flyttede ud, og fra 1980 stod The High Line som et tomt, rustent skelet, der mindede om en svunden tid. Man snakkede om at rive den ned, men nu er The High Line på initiativ fra en aktiv gruppe blevet en velbesøgt offentlig park, og sidste del mod nord er for kort tid siden blevet indviet.

En underjordisk park

På udstillingen kan man se et andet forslag til omdannelse af et tidligere industriområde, også i New York: The Lowline bliver det projekt kaldt. Det foregår nemlig så ‘low’, som man kan komme; en tidligere sporvognsterminal ved Williamsburg Bridge, der ligger under jorden, og som har stået ubrugt hen siden 1948. Her foreslår Raad Studio at oplyse området med naturligt lys, ledt ned fra overfladen via optiske fiberkabler.

Ifølge udstillingen har Raad Studio selv designet den solteknologi, de vil anvende. Teknologien vil udsende nok lys til at understøtte planternes fotosyntese, så man kan omdanne The Lowline til en underjordisk park.

Regent’s Canal i London er endnu et eksempel på en tidligere transportåre, der nu står ubrugt hen. Den blev brugt til lastepramme, men er nu rekreativt område. Studio YN foreslår at indsætte et svømmebassin i kanalen, så pendlere kan svømme til og fra arbejde, og så området får mere aktivt liv.

I Stockholm blev Tranebergsbron, der forbinder Kungsholmen med Stockholms vestlige forstæder, berømt i 1934 for at være verdens største brobue af beton. Dengang tænkte man dog ikke på fodgængere. Vil man krydse broen til fods, er det mildest talt ikke indbydende: 15 minutter langs heftig trafik. Derfor foreslår arkitektfirmaet Vision Division at tilføre selve brobuen trapper, så fodgængere nu kan komme over. Det vil tage tre minutter, har de regnet sig frem til. Og bropillerne vil de udnytte til udendørsgallerier.

Gamle telefonbokse

Der er heller ikke meget liv i de gamle telefonbokse. Østrigske Telekom har omdannet nogle af dem til ladestationer for elbiler, og i New York har projektet City 24/7 indgået en aftale med bystyret om at omdanne telefonboksene til touch skærme, der kan give informationer om trafik, nødhjælp, turisme og lokale tilbud. I Bremen i Tyskland har designeren Dennis Siegel fundet på at genbruge de elektromagnetiske felter, byens mange automater udsender. Han har udviklet en proto­type på en bærbar oplader til batterier, der indsamler energien fra storbyens elektriske apparater.

I Lima i Peru tapper de ikke energi, men rent drikkevand fra luften. Limas tekniske universitet, UTEC, indgik et samarbejde med et reklamebureau for at få flere til at søge ind på ingeniøruddannelserne og vise, hvordan ingeniører kan forbedre vilkårene i samfundet. Og hvordan gjorde de så opmærksom på sig selv? De omdannede et billboard til en reklame for universitetet, der samtidig omdannede luftens fugtighed til drikkevand.

Lima ligger omkranset af ørken og har en luftfugtighed på omkring 98 pct. Mange af byens indbyggere henter deres drikkevand i brønde, men nu kunne de hente det under reklame­søjlen, der via et osmosesystem – et luftfilter, en kondensator og et kulfilter – kan udvinde 95 liter rent vand om dagen.

QR-koder på facaden

Et andet eksempel på at bruge teknologi i byrummet er britiske Pave­gen, der har udviklet en flise, der udnytter energien fra fodgængeres fodtrin. De Pavegen-fliser, der blev lagt på West Ham-stationen i London i forbindelse med OL 2012 omdannede således fodtrin fra omkring en million forbipasserende til mere end 20 kWh energi, der blev brugt til at sætte fuldt blus på gadebelysningen på den flisebelagte strækning om natten – og halv lysstyrke dagen igennem ovenikøbet.

I Tokyo har Teradadesign Archi­tects givet en bygning liv ved at udstyre facaden med QR-koder. Dermed kan forbipasserende scanne koden med deres telefon og få oplysninger om, hvad der foregår. Eller som i Lissabon, hvor bystyret har givet grønt lys til at trække 500 år gamle brosten op af gadebelægningen for at erstatte dem med sort-hvide sten, der ligeledes udgør QR-koder. QR Chiado hedder projektet, der fortæller byens historie. Og så ser det tilmed æstetisk ud, som koderne er lagt ned som brostensbelægning. Siden er QR Chiado blevet eksporteret til Rio de Janeiro og Barcelona.

Udstillingen er fuld af eksempler på andre måder at bruge byen på. Uden for Dansk Arkitekturcenter på Christianshavn er et levende bevis på det. Her har ‘Making the City’, der er en gruppe på seks studerende, omdannet parkeringspladsen, der ligger ved havnen på en af Københavns bedste adresser, til et laboratorium for byliv. Folk skulle gerne bruge pladsen noget mere nu. Det bliver spændende at se, om de gør det.

Reprogramming the City, DAC, indtil 4. januar 2015 www.dac.dk