Monthly Archives: October 2014

Ved det netop afholdte danmarksmesterskab i programmering tog holdet Lambdabamserne fra Københavns Universitet sejren for fjerde gang på fem år.

Det skete efter, at bamserne sammen med resten af de knap 150 deltagere på DTU i Lyngby, i Aarhus og i Aalborg i fem timer havde svedt over 11 programmeringsopgaver af varierende sværhedsgrad.

Danmarksmesterskabet blev afholdt samtidig med det nordiske mesterskab, hvor de nordiske studerende kan kvalificere sig til regionale mesterskaber og siden til verdensmesterskabet i ICPC-regi (International Collegiate Programming Contest).

Prøv det selv
Lambdabamserne løste otte opgaver korrekt på fem timer, mens ‘oldboy-holdet’ Rasmus fra Aarhus Universitet bestående af tre ph.d-studerende (der stod uden for den officielle ICPC-konkurrence) knækkede 10 opgaver i samme tidsrum.

Nu kan du selv lægge arm med de 11 opgaver, som danske og nordiske studerende blev kastet ud i weekenden og se, hvor du og eventuelt dine venner kunne have placeret sig ved Danmarks- og det nordiske mesterskab.

Reglerne er ganske simple: Vinderen er det hold eller den person, der løser flest opgaver på kortest tid inden for de tilladte fem timer. 

Du kan finde opgaverne her. 

Løsninger findes her
Hvis du blot vil prøve enkeltopgaver, kan du i denne oversigt få det samlede overblik over, hvor hurtigt hver enkelt opgave blev løst.

I oversigten angiver den mørkegrønne farve hvilket hold, der var hurtigst til at løse en specifik opgave, mens tallet nede i højre hjørne af en mørkegrøn firkant viser, hvor lang tid det tog holdene at klare at kode løsningen.

Hvis du løber sur i opgavesættet, kan du få hjælp fra den vejledende opgaveløsning her.

For at løse opgaverne har det til danmarksmesterskabet været tilladt at bruge sprogene C, C++, C#, Go, Java, Object-C eller Python.

Læs også:
Reportage: 138 studendende kæmper om danmarksmesterskabet i programmering

ComputerViews: Efter flere måneders intens og hård debat om forskellige modeller for, hvordan den danske teleindustri kan biddrage med penge til filmindustrien, er politikerne nu klar til at sætte sig til forhandlingsbordet.

Det er en ny filmaftale, der er i spil, og forhandlingerne begynder tirsdag.

Og det er ikke fordi, der mangler input eller inspiration til, hvordan kagen så at sige kan skæres.

For selvom den danske it- og teleindustri har gjort sit for at argumentere imod de forslag om film-finansiering fra telebranchen, som film-folk er kommet op med, så er der stadig en betydelig politisk lydhørhed for på den ene eller den anden måde at tvinge teleselskaberne til at betale.

Frivillig betaling – eller ved tvang?
Senest har kulturordfører Lars Barfoed fra De Konservative i den forgangne weekend udtalt til Berlingske:

“Jeg vil ikke pålægge nogen nye afgifter, men omvendt synes jeg, at det er naturligt, at teleindustrien bidrager finansielt, fordi de uomtvisteligt har en indtjening på, at danskerne streamer film.”

Kommentarer illustrerer på mange måder hele den barokke diskussion, hvor det er svært at finde hoved og hale i, hvem der egentlig mener hvad – og i hvilken grad de mener det.

For Lars Barfoed vil ikke indføre nye afgifter, men samtidig skal teleindutstrien bidrage finansielt.

Kald det afgifter, kald det filmpuljer, kald det kurturstøtte – du kan kalde det, hvad du vil; det principielle spørgsmål er vel stadig, om én branche har pligt til at betale penge til en anden?

For det er svært at se, at konsekvensen af, at telebranchen skal betale penge til filmbranchen, ikke i sidste ende vil ramme telekunderne.

Telebranchen selv bløder jo også, har en rapport fra Erhvervsstyrelsen for nylig konkluderet.

Peter Aalbæks mediestunt
Der er mange, der mener, at det kun er rimeligt, at teleindustrien punger ud.

Zentropas Peter Aalbæk er endda gået så langt i sin argumentation som at anklage telselskaberne for medvirken til hæleri.

“Teleselskaberne tjener formuer på at sælge bredbåndsforbindelse og ser igennem fingre med at de bliver brugt ulovligt, så længe det skæpper i kassen hos teleoperatørerne,” har Peter Aalbæk Jensen udtalt i forbindelse med en politianmeldelse af teleselskabernes “ulovligheder.”

På forunderligste vis har to så forskellige mennesker som Peter Aalbæk og Lars Barfoed altså et fælles mål i denne sag; at teleindustrien skal betale penge, fordi teleindustrien bærer et ansvar for filmindustriens problemer og for at sikre den fortsatte finansiering.

Lars Barfoed udtaler videre til Berlingske:

“Folk streamer på livet løs fra iTunes og Netflix, men den pris, filmproducenterne kan få fra disse tjenester, er tilsyneladende slet ikke i nærheden af at kunne matche den indtjening, de tidligere havde på DVD-salg. Derfor vil vi gerne have lavet en analyse, der kan se om der nogle markedsbrister her,” siger Lars Barfoed.

De Konservative ønsker dog også, at en aftale mellem teleindustrien og filmselskaberne helst skal indgås på frivillig basis.

“Lad os først se, hvorvidt markedsaktørerne selv kan løse det. Det burde være nok med et halvt års forhandlinger – sagerne er efterhånden godt belyst – og hvis det ikke er lykkedes at nå til enighed, kan man ikke udelukke et politisk initiativ. Nogle gange skal markedet jo have en hjælpende hånd,” siger Lars Barfoed til Berlingske.

Mange anklager og krav
Undervejs i debatten om teleindustriens negative indflydelse på dansk film, er teleselskaberne blandt andet blevet anklaget for at være “free riders”.

Folk fra filmbranchen foreslået alt fra, at der skal indføres en afgift på tre kroner ekstra per måned for en internetforbindelse til, at der skal oprettes en særlig filmpulje – betalt af teleselskaberne – der kan sikre de omkring 80 millioner kroner, som filmindustrien selv oplyser, man mangler lige i øjeblikket.

Telselskaberne selv har via deres interesseorganisationer efter bedste evne forsøgt at argumentere imod kravene fra filmbranchen.

“Vi skal ikke smide penge i det, fordi vi skylder filmbranchen noget som helst, for det gør vi ikke,” har Teleindustriens direktør, Jakob Willer, udtalt til Computerworld

“Vi har ikke et eller andet særligt ansvar for at holde dansk film i live, men vi kunne da godt have en interesse i at være med til at styrke forretningsudvikling i dansk film og investere nogle penge, hvis man også får noget igen,” har han dog også udtalt.

“Vi foreslår, at man prøver at opdyrke den digitale forretning mere, end man gør i dag.”

Svære forhandlinger forude
Men selvom de to brancher altså i princippet potentielt godt kunne sætte sig til et forhandlingsbord og få noget fornuftigt ud af det, så vil stemingen formentlig være noget anspændt.

Eksempelvis har begge parter sendt breve til både erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen (S) og kulturminister Marianne Jelved (R), hvor de argumenterer ganske klart for deres sag.

Med hæleri-anklager fra en fremtrædende film-person som Peter Aalbæk vil stemningen i mødelokalet nok også være noget presset som udgangspunkt.

Samtidig er det værd at tilføje, der der faktisk også findes folk fra den danske film-branche, der mener, at kravene om penge fra teleindustrien er skudt ved siden af.

En film-mand der ikke ønsker flere penge
Eksempelvis skriver Regner Grasten, der har produceret 34 film – blandt andet Det forsømte forår, Kun en pige, Hvidstengruppen og Tarok – i et indlæg hos filmmagasinet Ekko, at “danske filmproducenter tager førstepladsen som Danmarks bedste grædekoner”

“Filmproducenters økonomi er forringet, fordi filmproducenterne aldrig opdagede, hva der ramte dem med de nye tider.”

“De har ikke kunnet omstille sig. Det er imponerende, at det er lykkedes filmproducenterne at overbevise ellers fornuftigt tænkende politikere, at filmproducenterne skal have hjælp til at pumpe deres rollatordæk, så de kan halte videre over afgrunden med forældede forretningskoncepter,” lyder det fra Regner Grasten. 

Og i et tidligere indlæg har han desuden skrevet:

“Jeg får gåsehud af rædsel, når producenter argumenterer for mere støtte, fordi økonomien er dårlig. Hvad f … rager det mig. Jeg gider ikke være med til at finansiere en flok forældede firmaer, der ikke kan finde ud af at rykke ud af starthullerne og få lavet nogle film, der igen får vendt billedet.”

“Selvfølgelig skal vi samarbejde med telebranchen. De har jo skabt en fantastisk platform, hvor vi kan få vores film ud. Vi skal også hjælpe dem med at gøre deres platform bedre. Og vi skal helt sikkert have flere penge ud af dem, når de får nogle penge ind på vores super gode film.”

Nu starter filmdramaet
A&B Analyse har på vegne af Dansk IT spurgt 1060 danskere, om de er villige til at betale en film-afgift oven i prisen for deres internetforbindelse, så den danske filmbranche kan få tilført ekstra støttemidler.

77 procent af danskerne svarer ifølge Dansk IT nej til det spørgsmål.

Forhandlingerne om det nye filmforlig begynder tirsdag.

Læs alle Computerworlds artikler om sagen:

Peter Aalbæks hæleri-anklage mod teleselskaber: Derfor holder den ikke i retten

Her er krisen i den danske telebranche: Derfor vil den ramme dig

Den danske filmindustri holder fast: Derfor skal teleselskaberne betale

Hele it-og telebranchen i oprør: Går direkte til to ministre

Filmbranchen om danske teleselskaber: De er free riders og skal betale

Computerworld mener: Film-afgift på internet er som en elendig b-film

Nye krav om film-afgift på internet: Det skal det koste

Dansk telebranche: Film-afgift på internet vil være helt urimelig

Telefirmaer afviser film-afgift: Det er det rene vanvid

Efter hylen og skrigen i årevis: Nu elsker musikbranchen digitalisering

Læs også:

HP på vej til at splitte virksomheden op

Dells gigantiske ombygning: På vej mod guld og grønne skove

Pc-producenterne slås på liv og død i presset marked: De første ofre er faldet

Den store danske pc-krig er slut: Kineserne vandt

ComputerViews: Mægtige Hewlett-Packard lader øksen suse på tværs gennem selskabet, der nu splittes op i to selvstændige, børsnoterede selskaber.

Den ene – HP Inc. – kommer til at bestå af det nuværende HP’s pc- og printerforretning og får nuværende vice president Dion Weisler som CEO.

Det andet – Hewlett-Packard Enterprise – skal levere hardware, software og service til erhvervslivet (løsninger inden for servere, datalagring, netværk, software, services, cloud). Her bliver nuværende direktør for det hele, Meg Whitman, indsat som CEO.

I sporet på IBM
Med trækket følger HP på mange måder i kølvandet på sin ærkerival IBM, der tidligere har solgt både sin pc-forretning og fornylig sin server-forretning til kinesiske Lenovo for i stedet at fokusere helt på at levere services og lignende til primært erhvervslivet.

Samme retning går Dell i med sin beslutning om at satse stort på at levere netop services til erhvervslivet.

For HP (og Dell) gælder det imidlertid, at de fortsat tjener masser af penge på pc- og printerforretningen i et presset marked, hvor flere af konkurrenterne er begyndt at falde som fluer.

Det kan du læse mere om her: Pc-producenterne slås på liv og død i presset marked: De første ofre er faldet.

Det betyder, at de under ingen omstændigheder vil trække sig ud – men at de samtidig er bundet af det benhårde pc-markeds pris-fokuserede logik, som ikke uden videre kan overføres til en service- og software-orienteret erhvervsrettet markeds-logik.

Her handler det først og fremmest om agilitet, udviklings-fart og evnen til at forstå og hjælpe de store forretningskunder videre til ‘next level’ (som amerikanerne ynder at sige) og ikke så meget om pris og en produktporteføljes omfang.

Blandt de største i verden
HP har i mange år været blandt verdens allerstørste pc-producenter, og det spor agter virksomheden at fortsætte ud ad. Faktisk går det ganske godt for pc-forretningen for tiden.

Det siger sig selv, at selskabet gennem årene har opbygget en helt enorm portefølje af forskellige pc’er og anden hardware.

For selskabet gælder det imidlertid – som stort set alle andre hardware-producenter – at pc’er, samle-fabrikker, processor-fabrikker og lignende ikke indeholder noget som helst, der kan gøre en seriøs forskel for kunderne.

Det kan godt være, at man kan sælge mange pc’er og derved få en helt fornuftig forretning ud af det, men de store penge i fremtiden ligger i udvikling og salg af banebrydende software og services, der kan forbedre forretnings-processer og produktivitet og værdi-skabelse hos kunderne og altså ikke ikke i jern og pc’er.

Og skal HP for alvor have fingrene i dette bugnende marked, skal snittet være rent og fint, agiliteten i top og offensiven mod kunderne ikke præget af gamle traditioner, gammel ‘legacy’ og en gammel forståelse af, hvad HP egentlig er.

Vigtigheden understreges af, at nuværende topchef Meg Whitman sætter sig i spidsen for Hewlett-Packard Enterprise, mens hun bliver bestyrelsesformand for HP Inc, hvilket understreger det fokus, som HP vil lægge på service-delen.

Det er også nødvendigt. For mens enterprise-markedet vokser, er HP under pres.

Presset på serviceforretningen – noget skal gøres
HP’s omsætning i selskabets pc- og printerforretning – der i fjor udgjorde 28,6 procent af HP’s samlede omsætning – er ifølge Forbes vokset med 3,1 procent i de seneste ni måneder, mens omsætningen i divisionen for enterprise-hardware og services er faldet med 19 procent, hvor målet selvsagt er at vokse hurtigere end markedet.

Den kommende selvstændighed skal derfor give mulighed for både at satse helhjertet og fokuseret på kundernes behov for produkter, der kan gøre en forskel, uden skelen til den historiske pc-forretning, der opererer i et marked med meget små marginer.

Og hvem ved – måske skal en opsplitning ligeledes kunne gøre det nemmere ad åre at finde og afhænde den ene ben af forretning til andre ejere, uden at det mægtige HP derved forsvinder fra jordens overflade.

Det er hensigten, at det formelle brud vil finde sted med udgangen af HP’s 2015-regnskabsår, der afsluttes med udgangen af oktober næste år. HP-aktionærer vil modtage aktier i begge selskaber, lyder det fra HP.

Læs også:

HP på vej til at splitte virksomheden op

Dells gigantiske ombygning: På vej mod guld og grønne skove

Pc-producenterne slås på liv og død i presset marked: De første ofre er faldet

Den store danske pc-krig er slut: Kineserne vandt

Det skandinaviske luftfartsselskab SAS skal til at udskifte omkring 150 cockpitskærme i selskabets Boeing-fly.

Konkurrenten Norwegian står til at skulle udskifte 258 skærme i sine cockpits. 

Udskiftningerne sker som direkte konsekvens af et direktiv, som de amerikanske luftfartsmyndigheder i sidste uge har udsendt.

Direktivet omhandler frygt for, at Phase 3-skærme fra producenten Honeywell i Boeings 737- og 777-fly kan blive forstyrret af WiFi-, mobil- og anden signal-interferens.

Derfor kræves det nu, at Phase 3-skærmene skal udskiftes inden for de næste fem år. 

Computerworld har spurgt Trafikstyrelsen i Danmark, hvordan direktivet kommer til at påvirke flyene i vores hjemlige lufthavne. Her lyder svaret, at danske operatører også er berørt af direktivet.

“Men før operatøren har foretaget en inspektion af flyene eller deres udstyrslister, ved man ikke, om der aktuelt er installeret de omtalte Phase 3 Display Units,” lyder det fra Trafikstyrelsen.

Inspektionen gået i gang
SAS har gennemgået sine Boeing 737-fly for at finde ud af, hvordan det amerikanske luftfartsdirektiv vil påvirke selskabets Boeing-flåde.

“En umiddelbar vurdering er indtil videre, at 150 skærme skal byttes. Dette skal [...] ske inden for 60 måneder,” fortæller SAS’ pressechef Trine Kromann-Nielsen.

Også hos flyselskabet Norwegian er man i gang med at gennemgå sine cockpits for Phase 3-skærme, som vil være ulovlige at bruge om fem år.

Her lyder det foreløbige svar på 258 skærme. 

Hverken SAS eller Norwegian har på nuværende tidspunkt priser på, hvor meget skærmudskiftningen vil koste. 

Falder næppe ned
At de omtalte Phase 3-skærme skulle gå i sort i nærkontakt med WiFI- og mobilsignaler, er der en del delte meninger om, som du kan læse her.

En luftfartsanalytiker påpeger, at når udskiftningen af skærmene skal ske over en årrække på hele fem år, så der er ikke den store risiko for, at flyene ligefrem falder ned fra himlen på rad og række, som følge af WiFi-interferens.

Ikke desto mindre har direktivet betydet, at der skal udskiftes skærme i godt 1.300 amerikanske fly.

“Ud fra de informationer, vi har fået, ser vi intet sikkerhedsproblem med vores skærme og forstyrrelser fra WiFI- og mobile enheder,” forklarer pressechef Trine Kromann-Nielsen fra SAS.

“Det er vigtigt at notere, at det angiveligt kun er en operatør, som har oplevet fejlen, og man har ikke kunnet modbevise den. Derfor tager myndighederne, Boeing og Honeywell nu skridtet videre, og det følger SAS naturligvis,” runder hun af.

Læs også:
Sådan kommer du hurtigt igennem Københavns Lufthavn med smart it

En af sidste uges store historier på nettet var det sociale medie Ello, som angiveligt fik et sted mellem 30.000 og 40.000 nye brugere i timen.

Det svarer til, at der kom knap én million nye brugere til i døgnet.

Eller sagt på en anden måde – i det tempo ville det tage Ello et sted mellem tre og fire år at kapre det samme antal brugere, som Facebook har i dag.

Hypen er sivet ud
Invitationer til Ello blev i starten af sidste uge spredt for alverdens vinde.

Flere traditionelle medier greb invitationerne til at gennemgå Ello lige fra selskabets udsagn om, at brugerdata på sitet ikke skal afleveres til reklamehajer og til, at det var venturekapitalfonde, som var de økonomiske motorer ved stiftelsen af selskabet i marts.

Der lød blandt andet historier om, at folk tilbød at købe medlemskab af Ello for flere hundrede kroner på eBay, da Ello er en lukket klub, der kun lukker inviterede medlemmer ind af sine virtuelle døre.

Til gengæld skulle folk ikke bekymre sig om data-snageri eller censur på Ello-sitet. 

Efter en lille uge med seriøs Ello-hype er gassen så småt sivet ud af den sociale medieballon, og interessen for Ello på verdens største søgemaskine Google er også faldet ganske drastisk på få dage.

Her er interesse-kurven for Ello Ifølge Google Trends. Kurven viser, at interessen toppede tirsdag den 30. september. hvorefter det er gåët nedad bakke. 

Folk er ligeglade med data
Computerworld har stillet den sociale medie-ekspert Thomas Bigum spørgsmål om, hvorvidt Ello kan vippe etablerede sociale medier som Facebook og Twitter af pinden med løfter om at levere en reklamefri platform til brugerne.

Da Thomas Bigum i den seneste tid har været på konferencer i det store udland, har han svaret på Computerworld spørgsmål via en video, som du kan se her:

En af hovedpointerne i Thomas Bigums videosvar er, at sites som Ello rundt regnet har nul chancer for at tage kampen op mod storspillerne på de sociale platforme.

“Ello er endnu et socialt netværk, der kommer i rækken af udfordrere, som alle sammen kommer for sent,” forklarer Thomas Bigum indledningsvist i sit videosvar til Computerworld.

Han nævner, at der er mindre forskydninger og overlap mellem de fem store – Facebook, Twitter, Youtube, Instagram og LinkedIN – men de er svære at vinde markedsandele fra.

Også selvom Ello slår på tromme for, at sitet modsat de fem store spillere ikke vil belemre sine brugere med reklamer baseret på brugernes egne data.

“Folk er bedøvende ligeglade med deres data, for de giver dem væk for at få en platform, hvor de kan kommunikere med deres venner,” siger Thomas Bigum.

Og hvis ens venner ikke er på Ello, så svarer det jo lidt til at have verdens første telefon uden at have nogen at ringe til.

Er det nu også rigtig reklamefrit?
I sine betingelser skriver Ello trods sine løfter om ikke at dele brugerdata, at brugernes data kan deles med en tredjepart under forskellige omstændigheder.

Disse betingelser går blandt ud på, at en bruger tillader delingen. Delingen kan også ske, hvis loven kræver deling af data, eller hvis Ello indgår partnerskab med en tredjepart – eksempelvis en spiludbyder – som brugerne skal betale til.

“Ello har ikke nogen tilknyttede selskaber lige nu, men hvis vi får det i fremtiden, så kan der deles informationer med dem også,” står der blandt andet i Ellos brugerbetingelser.

Den formulering kalder Thomas Bigum en kattelem.

“Ello kommer til at bryde aftalen (om brugen af brugernes data, red), hvis de bliver store nok. Eller også kommer der brugerbetaling, og det gider folk ikke,” vurderer den sociale medieekspert omkring det sociale netværks forretningsmuligheder.

En tredje mulighed for økonomisk overlevelse er, at der med tiden kommer annoncer på sitet.

Thomas Bigum forudsiger dog, at en fjerde mulighed – at Ello lige så langsomt forsvinder igen – som det mest sandsynlige scenario.

Giv din mening til kende: Har du selv erfaring med Ello og andre niche-medier, der kan bide skeer med de store som Facebook, Twitter og LinkedIN? Hvad skal der til, før disse giganter kan vippes af pinden?