Monthly Archives: October 2014

Kemien for supertunge atomer er mere kompliceret, end de fleste sikkert umiddelbart forestiller sig.

I atomer med 100 eller flere protoner i kernen er elektronerne nemlig bundet så kraftigt, at de suser rundt om kernen med en hastighed på op til 80 pct. af lysets hastighed.

Den høje hastighed giver ifølge den specielle relativitetsteori elektronerne en masseforøgelse på rundt regnet 50 pct.

Det forandrer hele atomets struktur, så et supertungt atom ikke nødvendigvis har samme egenskaber som de grundstoffer, der sidder direkte ovenover i det periodiske system.

Grundstof opkaldt efter den amerikanske kemiker og nobelpristager Glenn Seaborg (1912-1999). Dannet første gang i 1974 først af russiske forskere og senere samme år af amerikanske forskere.

En kemisk forbindelse mellem seaborgium, oxygen og chlor i form af SgCl2O2 blev fremstillet allerede i 1997. Denne forbindelse mindede meget om tilsvarende forbindelser for wolfram og molybdæn og bekræftede den kemiske lighed mellem seaborgium og disse grundstoffer. Men i denne forbindelse indgår alle de yderste elektroner i kovalente kemiske bindinger, og det maskerer de relativistiske effekter.

Derfor har det været vigtigt at studere andre kemiske forbindelser med seaborgium, som det nu er tilfældet.

Grundstof nr. 114, flerovium, opfører sig eksempelvis på mange måder som bly, som det ligger lige under i det periodiske system, men det har også egenskaber, der minder meget mere om ædelgasserne.

Der er derfor stor interesse for at studere kemien for de supertunge grundstoffer mere indgående.

Det kompliceres dog af, at disse atomer er radioaktive med halveringstider, der måles i millisekunder til minutter, og de skal produceres kunstigt. Forskerne får ofte kun adgang til et nyt supertungt atom med mellemrum på timer eller uger.

Det er derfor noget af en præsta­tion, at en international forskergruppe med tysk-japansk dominans nu har dannet en kemisk forbindelse af grundstof nr. 106, seaborgium, hvor relativistiske effekter har betydning.

Forskerne har dannet carbonylforbindelser af seaborgium og sammenlignet dem med tilsvarende carbonylforbindelser af de naturligt forekommende atomer wolfram og molybdæn.

Eksperimenterne er udført med en lineær accelerator og en særlig ion-separator ved det japanske forskningsanlæg Riken, efter at forsøgene har været forberedt med mindre forsøg i Tyskland gennem fire år.

Atomer fordeles i 18 grupper

Det periodiske system er ikke blot en opremsning af atomerne i rækkefølge efter antallet af protoner i kernen eller vægt.

Opdelingen af atomer i 18 grupper, som udgør kolonnerne i det periodiske system, er foretaget ud fra de kemiske egenskaber, som er bestemt af antallet af elektroner, der kan deltage i kemiske bindinger.

Længere nede i det periodiske system bliver tingene dog mere rodede. Her findes yderligere to grupper hver med 15 grundstoffer kaldet henholdsvis lanthaniderne og acti­niderne efter det første grundstof i hver gruppe. Man kan enten argumentere for, at de alle tilhører gruppe 3 sammen med scandium og yttrium, eller at de udgør en separat gruppe.

I den allertungeste ende af det periodiske system efter actiniderne fra og med grundstof nr. 104, rutherfordium, til og med grundstof 118, som endnu ikke har fået et officielt navn, findes kunstigt fremstillede atomer, som i alle fremstillinger af det periodiske system er fordelt i grupperne 4 til 18.

Orbitalerne ændrer sig

Paulis udelukkelsesprincip siger, at elektroner i et atom ikke kan have samme kvantetilstand.

Elektronerne befinder sig derfor i skaller rundt om atomkernen. Den inderste skal kan indeholde to elektroner i en såkaldt s-orbital – den ene med spin op og den anden med spin ned.

Lithium, som er grundstof nr. 3, har således to 1s-elektroner, dvs. to elektroner i skal 1, og en 2s-elektron i skal 2. Lithium har derfor strukturen 1s22s1.

Yderlige elektroner i anden skal findes i en såkaldt p-orbital, og kulstof med atomnummer 6 har følgende struktur 1s22s22p2.

I en p-orbital kan der maksimalt være seks elektroner. I atomer med mange elektroner kan elektroner i de ydre skaller befinde sig i andre orbitaler, som kaldes d og f. Jern har eksempelvis strukturen 1s22s22p63s23p63d64s2, hvor elektronerne findes i fire skaller.

De relativistiske effekter i de supertunge atomer bevirker en sammentrækning og stabilisering af de inderste s- og p-orbitaler og en udvidelse og destabilisering af de yderste d- og f-orbitaler.

Desuden sker der en såkaldt spin-orbital splitting, så de seks elektroner, der kan findes i en p-orbital, bliver opdelt i henholdsvis en p1/2- og en p3/2-orbital med henholdsvis to og fire elektroner.

Kulilte binder sig til metallerne ved to former for bindinger mellem kulstof og metallet, der henholdsvis omfatter s- eller p-orbitaler og d-orbitalerne. I takt med, at de relativistiske effekter ændrer stabiliteten af orbitalerne, vil metal-kulstof-bindingen derfor også ændres.

Både wolfram og molybdæn binder sig til seks CO-grupper og teoretiske beregninger fra midten af 1990’erne viser, at det samme burde være tilfældet for seaborgium, der som wolfram og molybdæn er placeret i gruppe 6.

Julia Even fra Helmholtz-Institut Mainz i Tyskland har nu, baseret på sine indledende forsøg i Tyskland, designet et ekspe­riment, hvor seaborgium, der dannes ved beskydning af et mål af curium (grundstof nr. 96) med neon (grundstof nr. 10) i varianten Sg-265.

Dette atom findes i to udgaver med en levetid på henholdsvis 8,4 og 14,4 sekunder, før det henfalder til Rf-261.

Under et uafbrudt forsøg i to uger blev i alt 18 seaborgium-atomer detekteret. Disse blev sendt ind i et kammer, hvor de reagerer med kulilte, hvorved der kan dannes Sg(CO)­6

Forsøgene bekræfter, at seabor­gium med fuld ret tilhører gruppe 6 som wolfram og molybdæn, men forskerne lægger op til, at de i den kommende tid mere indgående vil karakterisere bindingerne til s/p-orbitalerne og d-orbitalen og derved betydningen af de relativistiske effekter.

Forskerne skriver om deres forsøg i den videnskabelige artikel i Science, at metoden også kan bruges til at danne carbonylforbindelser med grundstofferne 107, 108 og 109.

Walther Loveland fra Oregon State University mener, at det ikke mindst vil være interessant at bruge metoden for meitnerium (grundstof 109), hvis kemi aldrig tidligere har været studeret.

For få år siden var der ikke mange, der havde hørt om mineralet perovskit – og da slet ikke i solcelleindustrien. Men i dag er perovskit ikke til at komme udenom, når man diskuterer fremtiden for solceller. Med mineralet kan man nemlig fremstille tynde og billige solceller, som har vist sig at være ganske effektive, når det gælder om at forvandle sollyset til elektrisk strøm.

Perovskit har potentiale til at slå silicium af pinden som det foretrukne materialer til fremstilling af solceller, og det er ikke længere utopi at forestille sig solenergi, der er billigere end energi fra fossile brændsler.

Perovskit er ikke navnet på et bestemt mineral, men på en hel gruppe af mineraler med samme krystalstruktur. Den kemiske formel kan for eksempel være CH3­NH3PbI3, methylammonium-bly-triiodid. Det første af disse mineraler blev opdaget i Uralbjergene i 1839 og opkaldt efter den russiske mineralog Lev Perovskij. Men det var først i 2009, at perovskit for første gang blev brugt til fremstillingen af en sol­celle, og siden er der sket bemærkelsesværdige fremskridt.

På bare fem år er effektiviteten – den del af energien i sollyset, der omdannes til elektrisk energi i perovskit-solcellen – steget fra 3,8 til 17,9 procent. Det er en stigningstakt, som ingen anden solcelle­teknologi kommer i nærheden af.

I dag er de fleste kommercielle solceller baseret på monokrystallinsk silicium, hvor prisen er faldet drastisk igennem de seneste år, og i laboratoriet er effektiviteten for denne type solceller oppe på 25 procent. Men efterhånden kan de store, rene silicium-krystaller, der skal bruges til solcellerne, ikke fremstilles meget billigere, og effektiviteten bliver ikke meget højere – teorien sætter en grænse omkring 29 procent.

Desuden er de traditionelle solceller tykke, tunge og besværlige at have med at gøre. Ultratynde og eventuelt fleksible solceller er smartere, og laget af perovskit i en solcelle behøver ikke at være mere end et par hundrede nanometer tykt.

Solceller producerer kun elektricitet, når solen skinner. Hvis solenergi skal blive en central del af energiforsyningen, skal der findes måder, hvorpå energien kan gemmes, så den også kan bruges på tidspunkter uden sollys.

Ved hjælp af elektrolyse kan elektriciteten fra solceller bruges til at splitte vand til ilt og brint, så brinten senere kan bruges i en brændselscelle eller i en gasturbine. Her er det helt afgørende, at både solceller og elektroder er billige at fremstille, og at metoden er effektiv og skalerbar.

Forskere fra det tekniske universitet Ecole Polytechnique Fédérale de Lausanne i Schweiz har nu udviklet perovskit-solceller og elektroder til elektrolyse, så 12,3 procent af energien fra solstrålerne kan opbevares i brint – vel at mærke uden brug af sjældne og kostbare grundstoffer som platin eller indium.

Det er noget af et gennembrud, som sidste fredag blev beskrevet i det videnskabelige tidsskrift Science, og forskerne er overbeviste om, at effektiviteten kan komme endnu højere op.

Solcellerne skal kunne rulles ud

I forvejen findes der tyndfilmssolceller baseret på ikkekrystallinsk silicium, cadmium-tellurid (CdTe) eller kobber, indium, selen og eventuelt gallium (CIS/CIGS), og her er effektiviteten kommet op på lige over 21 procent. Perovskit-solcellerne nærmer sig hastigt denne effektivitet, og perovskit er et billigt råmateriale, der er nemt at fremstille og ikke indeholder sjældne grundstoffer.

Indtil videre har perovskit dog kun vist sit værd i laboratorierne, og det er endnu et åbent spørgsmål, i hvor høj grad perovskitten skal indkapsles for at bevare effektiviteten og blive ved med at levere elektricitet i mange år. Bedst ville det være, hvis det tynde perovskit-lag og de nødvendige elektroder på begge sider kan indlejres i en tynd og fleksibel plastfilm, og at man kan fremstille hele molevitten i store ruller med teknologier som dem, der bruges i trykkeindustrien. Her har forskere fra universitetet i Valencia i Spanien allerede vist vejen med frimærkestore, bøjelige perovskit-solceller i plast, men holdbarheden af disse solceller kendes altså ikke endnu.

Desuden indeholder de mest effektive perovskit-solceller det giftige tungmetal bly, som man helst vil undgå at bruge. Det er lykkedes britiske og italienske forskere at udskifte blyet med tin, men så falder effektiviteten også til omkring seks procent, og så er man lige vidt. Først når det lykkes at udvikle store, fleksible, stabile og miljøvenlige perovskit-solceller med en effektivitet på den rigtige side af de 20 procent, er vejen banet for et helt nyt solcelle-eventyr.

I fremtiden skal det være slut med store og klodsede rumdragter fyldt med gas, som astronauterne knap nok kan gå i. Amerikanske forskere fra MIT arbejder på en tætsiddende dragt, der selv trækker sig sammen og løsner sig efter behov for at levere det rette tryk – med langt større bevægelighed.

Hemmeligheden er fjederlignende spoler udarbejdet i en legering af nikkel og titanium, der gør, at de ‘husker’ deres egen form. Når elektrisk spænding opvarmer spolerne i dragten trækker den sig sammen til en forprogrammeret form og skaber dermed det påkrævede tryk.

»I en konventionel rumdragt befinder du dig dybest set i en ballon fyldt med gas, der sørger for det nødvendige tryk på 1/3 atmosfære for at holde dig i live i rummet. Vi vil opnå det samme overtryk, men med mekanisk modtryk. Man lægger trykket direkte på kroppen og undgår derved gastrykket,« siger professor Dava Newman, der leder udviklingen, i en pressemeddelelse fra MIT.

Tætsiddende rumdragter har været på tegnebrættet længe, men det tilbagevendende problem har stået i vejen: Hvordan kommer man ind og ud af en rumdragt, der er programmeret til at trække sig sammen om huden?

For at ‘lære’ materialet den rette udgangsposition tog forskerne rå fibre af den smarte legering og vred dem sammen til millimeter-små fjedre. Materialet blev varmet op til 450 grader celsius, og derefter trækker det sig automatisk sammen ved opvarmning – endda ved langt lavere temperatur end de 450 grader.

På den måde imødegår spolerne problemet med at få dragten af og på, da de trækker sig sammen ved opvarmning til 60 grader celsius og kan strækkes ud, når de bliver afkølet til stuetemperatur.

»Basalt set er der tale om selvlukkende spænder. Når du har dragten på, kan man sende en spænding igennem alle disse små detaljer, og så vil dragten krympe og lukke sig sammen om dig,« siger postdoc Bradley Holschuh, der arbejder på projektet sammen med Dava Newman.

Der arbejdes på flere muligheder for placering af spolerne, men et af de prominente designs placerer en række spoler i midten af dragten, som så er forbundet til dragtens ekstremiteter.

Den næste udfordring, der skal løses, er, at dragten i brug skal blive ved med at slutte tæt om astronauten. Det betyder ifølge forskerne, at man enten skal have konstant spænding i spolerne eller inkorporere en lås, der holder dem stramme efter opvarmning.

Teknologiens anvendelsesmuligheder er dog ikke begrænset til rumfart, og ifølge forskerne er en mulighed at implementere det i krig, hvor dragten vil kunne lægge årepres, hvis en soldat bliver skudt.

Dava Newman har arbejdet på fremtidens rumdragt i de sidste 10 år.

Prøv engang at hoppe ind på YouTube eller at google ‘tDCS’. Du vil straks blive mødt af lister med videoer og opskrifter på hjemmebyggede elektriske tænkehatte, der angiveligt kan øge din evne til at lære matematik, forbedre dine sprogkundskaber, booste din kreativitet … ja, sågar kurere depressioner.

Transcranial direct current stimulation (tDCS) har aldrig været hottere, og forskere på et nyligt afholdt symposium for hjernestimulation på UC Davis Center for Mind and Brain venter forgæves på, at interessen peaker, for som de siger: Den typiske udviklingskurve for hype omkring ny teknologi er, at den peaker, når forventningerne punkterer, og først derefter kan man anskue teknologien mere objektivt.

Men foreløbig stiger interessen bare måned for måned.

Bag det kryptiske navn tDCS gemmer sig grundlæggende en meget simpel idé, der kan spores helt tilbage til romerske psykiateres forsøg på at kurere hovedpine ved at slå folk på panden med en elektrisk rokke.

TDCS handler om at sætte en svag strøm til hjernen, og standard­udstyret er et 9-volts batteri, en regulator, nogle ledninger i et pandebånd og to køkkensvampe dyppet i saltvand. Alt sammen bundet fast til hovedet.

Over hele kloden bruger folk tDCS, og for mange er det en del af hverdagens ritualer ligesom at børste tænder.

Der skal bare strøm til de syge

Hjerneforskere er – måske ikke overraskende – yderst skeptiske over for de hjemmebyggede tænkehatte og advarer mod eksperimenter derhjemme. Men forskerne er selv mindst lige så grebet af hypen.

Over hundrede forskningsresultater er udgivet på området, og flere kliniske forsøg er i gang verden over. Harvard-forskere har fundet lovende tegn på, at tDCS kan modvirke depression og kroniske smerter. Australske forskere siger, at strøm kan øge ens kreative indsigt, Oxford-forskere har vist, at tDCS kan øge ens matematikevner, og læger bruger det til at mindske tidsforbruget ved genoptræning af tale og bevægelser hos folk ramt af hjerteanfald.

Listen fortsætter, men måske mest opsigtsvækkende er en af flere undersøgte anvendelsesmuligheder i det amerikanske militær: træning af snigskytter.

Redaktør Sally Adee fra New Scientist er en af de få civilister, der har prøvet snigskytternes tænkehat i et træningscenter i Carlsbad i Californien, og hendes oplevelse er interessant og fortalt i detaljer i det amerikanske program Radiolab.

I Carlsbad blev hun udstyret med et gevær og placeret bag sandsække i et stort rum med en storskærm på den ene væg. I starten blev hun trænet i at skyde efter virtuelle mål, men efterhånden blev målene til billeder af personer, og i den sværeste level eksploderede en bombe ved et irakisk tjekpoint, og terrorister med selvmordsbomber løb rundt mellem civile og skød løs.

Sally Adees opgave var at skelne mellem terrorister og civile, men efter bomben blev hun hurtigt overmandet af terrorister. Så gav de hende tænkehatten på: et simpelt pandebånd med den positive del af et 9-voltsbatteri – anoden – koblet til et sted på panden og katoden til hendes venstre arm.

Sally Adee beskriver, hvordan hun fik en metallisk smag i munden, som havde hun slikket indersiden af en dåse. Med tænkehatten på blev hun sat i situationen lige efter, at bomben eksploderede, og da træningen var overstået, klagede hun over, at sværhedsgraden ikke blev sat op. Sally Adee havde udført en perfekt snigskydning og skelnet optimalt mellem civile og terrorister i den sværeste level, og da hun fik at vide, at hun havde trænet i 20 minutter, troede hun ikke på det, før hun selv så på et ur. Hendes gæt var tre minutter.

Hjerneforsker Michael Weisend, der til daglig arbejder på Mind Research Network i Albuquerque i New Mexico, har også prøvet tænkehatten på soldater til at træne deres evne til at skelne mellem fjendtlige og alierede køretøjer, og resultatet er en forbløffende fordobling af evnerne. Ifølge ham bringer tænkehatten folk ind i en slags flowtilstand, som frigør snigskytterne fra at tænke for bevidst over deres muligheder.

På stoffer

Hvad forskere fra blandt andet City College of New York har opdaget gennem rotteforsøg, er, at strømmen gennem hjernen på en til to milliampere ikke er nok til at få neuroner til at afgive signaler. Men den ændrer alligevel neuronernes evne til at kommunikere med hinanden.

Gør det selv-folkenes idé om, at man kan påvirke centret for matematiske evner ved at anbringe en anode på stedet, er ifølge forskerne for simpel. Hjernens kognitive funktioner er ikke forbeholdt et enkelt område, men på City College of New York prøver forskerne med fire eller flere elektroder at ramme de kognitive funktioner mere præcist.

Lignende teknologier med strøm har også vist, at stofomsætningen i de påvirkede områder af hjernen øges – men forskere på Univer­sity of Oxford har også vist en mulig bagside af tænkehatten:

Indstiller man den til at øge evnen til at huske tal, gør den folk dårligere til at udføre automatiserede opgaver i timerne efter, at de har haft hatten på, og omvendt. Ifølge forskerne gør tænkehatten det sværere at hente læring ud af hjernen, og de sammenligner bivirkningerne med konsekvenserne af at tage stoffer.

Og sammenligningen med stoffer er måske ikke helt i skoven, hvis man hører Sally Adees beskrivelse af tiden umiddelbart efter snigskytte­træningen. Efter en usædvanlig stressfri køretur hjemad var alle bekymringer om skriveblokeringer, negative tanker om sig selv og præsentationsangst væk i flere dage efter:

»Jeg var en slags kerneperson uden alle bekymringer, der tyngede mig. Det var, som om nogen havde havde tørret duggen af et vindue, og jeg pludselig kunne se verden, som den virkelig var,« siger hun i et interview i Radiolab.

Kilder: New Scientist, Radiolab, Wired, YouTube

Mohammad Z. Amirani har skrevet: Jeg har hørt, at grønne tomater og kartofler indeholder atropin. Hvor meget indeholder disse grøntsager af stoffet, og i hvilke mængder er det farligt/giftigt for mennesker?

Kirsten Pilegaard, seniorrådgiver, og Morten Poulsen, seniorforsker, Afdeling for Toksikologi og Risikovurdering, DTU Fødevareinstituttet, svarer:

Det korte svar er, at der ikke findes atropin i kartofler eller tomater. Måske tænker læseren på solanin.

Hvis du spiser grønne kartofler, risikerer du at få mavekramper, kvalme, opkastning og diarré. Når kartofler udsættes for lys, danner de mere af de giftige stoffer glykoalkaloider (en blanding af solanin og chaconin) og det grønne farvestof klorofyl.

Klorofyl er ufarligt Det er ikke til at se eller smage, om de giftige stoffer er til stede. Kartofler, der er meget beskadigede eller spirede, kan også have et højt indhold af glykoalkaloider.

Indholdet af de giftige stoffer er højest i skrællen som værn mod råd, svamp og insekter. Når kartoflen bliver beskadiget, danner den ekstra meget giftstof, fordi den tror, at den er under angreb.

Hvis kartoflen er frisk og ubeskadiget, kan man sagtens spise skrællen med, da den indeholder vitaminer og fibre, men man skal undgå kun at spise kartoffelskræller, f.eks. som friterede, da de kan have et højt indhold af giftstoffer. Man kan ikke koge eller stege de giftige stoffer væk.

For en sikkerheds skyld bør du smide kartoflen ud, hvis den er beskadiget eller grøn, og fjerne spirer på spirede kartofler.

Spis kun kartoflens knold, aldrig plantens andre dele som blomster, blade, spirer, stængler, frugter, fordi de har et meget højt indhold af giftstoffer.

Sidste år advarede flere roere om, at en ny kajakrutsjebane i Københavns Havn var ‘livsfarlig.’ Nu har kommunen vendt banen 90 grader, så roerne ikke rammer kajen.

‘Den korte historie er, at det projekt, som var tegnet af vores rådgiver/arkitekt – og som var en fin arkitektonisk løsning – desværre havde placeret rutsjebanen således, at der muligvis kunne være en sikkerhedsrisiko, såfremt mindre øvede brugte anlægget. Pga. den meget begrænsede erfaring med denne type anlæg var det forhold ikke blevet opdaget, hverken af os eller de brugere, som har været hørt i forbindelse med projektets tilblivelse,’ forklarer centerchef Jens Christian Zøfting Larsen fra Teknik- og miljøforvaltningens Center for Anlæg i en mail til Ingeniøren.

Problemet med rutsjebanen var, at den pegede ind mod kajkanten og mod nogle af de søjler, som bærer promenaden Kalvebod Bølge.

‘Hvis du vinkler kajakken, så den ryger til venstre, vil du ramme 2-3 jernstolper med fuld fart. Gætter på mindst 20 km/t. Ryger du ligeud, er der også en stolpe eller to at undgå. Til højre var flydebroen, som jeg var glad for at ende på, da jeg ellers var hamret ind i kajen,’ skrev kajakroer Morten Pedersen efter at have prøvet kajakrutsjebanen sidste år.

Anlægget er designet af Klar Arkitekter og JDS Architects, som havde hentet inspiration og vejledning hos Danmarks eneste anden kajakrutsjebane, der er opført ved Vandkraftsøen i Holstebro.

»Problemet er, at der kun er én reference i Danmark. Der er ingen byggeskik for kajakrutsjebaner,« forklarede arkitekt Henning Stüben fra Klar Arkitekter sidste år, da Ingeniøren forelagde ham roernes kritik.

Nu har kommunen skåret rutsjebanen ned, vendt den 90 grader og svejset den fast igen.

»Efter samråd med brugerne er rampen nu blevet vinklet væk fra moleanlægget og ud i bassinet, så der er den fornødne plads/sikkerhed,« forklarer Jens Christian Zøfting Larsen.

Ombygningen har kostet 625.000 kroner. Budgettet for hele Kalvebod Bølge var 38 mio. kroner.

Kajakrutsjebanen før – med retning mod de bærende søjler

EU’s spanske konkurrencekommissær Joaquin Almunia er kommet i kraftig modvind blandt miljøfolk, parlamentarikere og medlemsstater her på falderebet af sin kommissærperiode – han afløses 1. november af Margrethe Vestager. Årsagen til modvinden er et lækket dokument, som tyske Der Spiegel har fået fat i.

Ifølge dokumentet har Almunia – som har været stærkt kritisk over for det danske -støttesystem for vedvarende energi og har stoppet de nye danske solcelleordninger – tænkt sig at godkende en omfattende britisk statsstøtte til et nyt, omdiskuteret atomkraftværk, Hinkley C i det sydvestlige England.

Dokumentet markerer ifølge Spiegel noget af en kovending fra december, hvor Kommissionen havde store betænkeligheder ved at godkende støtten til atomkraftværket efter statsstøttereglerne.

Selskabet bag atomkraftværket, franske EDF med kinesiske investorer, skal ifølge dokumentet nu garanteres en betaling på 88 øre pr. kWh for strømmen i 35 år, hvilket er mere end dobbelt så meget som markedsprisen, ligesom selskabet bliver holdt skadesløs ved eventuelle ændringer i britisk miljø- og energipolitik. Op til fire års forsinkelse af byggeriet er ’gratis’ for EDF.

Ifølge Der Spiegel har atomkraft-skeptiske Østrig allerede klaget til EU-Domstolen, siden det kom frem for en uges tid siden, at Kommissionen havde ændret holdning – men der er først nu, at detaljerne omkring støtten er kommet frem i lyset.

Også miljøorganisationen Greenpeace er forarget over konkurrencekommissæren:

»Denne u-vending er et chok og et knæfald for atomlobbyen,« siger juridisk konsulent i Greenpeace, Andrea Karta til Der Spiegel.

Den afgående kommission skal – som noget af det sidste, den gør – stemme om godkendelse af støtten 8. oktober.

Kernekraftværket Hinkley C., som bliver nabo til to eksisterende reaktorer – skal efter planen have en effekt på 3,2 GW, fordelt på to reaktorer, og budgettet er på 150 mia. kroner.

DSB har i sit nye oplæg til milliardindkøb af elektriske tog ikke taget tilstrækkeligt højde for beslutninger fra Transportministeriet og Folketinget.

Derfor mangler der en afklaring af, hvordan DSB’s plan for togindkøbet hænger sammen med beslutninger på det politiske niveau, vurderer revisionsfirmaet Deloitte, som har gransket DSB’s nye oplæg til milliardindkøbet.

‘Der er ikke på gyldig og konsistent vis redegjort for sammenhæng og grænseflader mellem anskaffelsesprojektet og det politiske niveau. Deloitte vurderer, at den påtænkte organisering og styring af Fremtidens Tog ikke i tilstrækkelig grad tilgodeser et forventet behov for inddragelse af det politiske niveau,’ konkluderer Deloitte i sin netop offentliggjorte rapport om DSB’s beslutningsoplæg.

‘Der mangler derfor efter Deloittes vurdering en klarere defineret governancestruktur for den projektspecifikke relation mellem DSB og det politiske niveau og større klarhed over hvilke politiske beslutninger, som skal træffes undervejs i projektforløbet,’ skriver Deloitte videre.

DSB skriver i sit beslutningsoplæg, at der i indkøbets indledende fase blandt andet skal træffes beslutninger på det politiske eller ministerielle niveau om overordnede krav til togmateriellet, herunder hvilken togtype, der først skal indkøbes. DSB skal selv træffe beslutninger om valg af eksempelvis strategien for vedligehold af alle togtyper.

I indkøbets afsluttende fase skal der på politisk niveau træffes beslutning om endelige togstørrelser og antal tog, herunder option om yderligere antal tog, leverandørvalg og endeligt investeringsbudget. DSB skal selv træffe selve beslutningen om tildeling af kontrakten.

Blandt andet på den baggrund konkluderer Deloitte nu, at sammenhængen mellem indkøbsforløbet og de politiske beslutninger mangler i DSB’s oplæg. Og at oplægget mangler klarhed over, hvilke politiske beslutninger, der skal træffes undervejs i projektforløbet.

‘Det fremgår efter Deloittes vurdering ikke gyldigt og konsistent af beslutningsoplægget eller den underliggende dokumentation, hvordan den organisatoriske sammenhæng er mellem anskaffelsesprojektet og det politiske niveau, der skal træffe beslutningerne,’ skriver Deloitte.

DSB valgte i august måned i år at offentliggøre sit beslutningsoplæg, inden det var godkendt af revisorern, og siden da har Ingeniøren skrevet om en række forhold i oplægget, der netop peger i den modsatte retning af de politiske beslutninger, der i forvejen er truffet.

Blandt andet, at DSB foreslår at droppe regeringens planer om højhastighedstog og i stedet købe de langsommere fjerntog til den elektriske jernbane.

DSB skriver også i sit oplæg, at det kan give forsinkelser og dårlige kundeoplevelser at realisere planen om 60 minutters rejsetid mellem landets største byer, selv om den såkaldte timemodel ligger fast med den politiske aftale om Togfond DK.

Endelig har Trafikstyrelsen påpeget, at nogle af DSB’s forslag indirekte vil reducere muligheden for at udbyde togstrækninger til DSB’s konkurrenter, hvilket står i skærende kontrast til udmeldinger fra transportminister Magnus Heunicke (S).

Deloitte har med sin rapport givet grønt lys til, at indkøbsprocessen kan skydes i gang.

Læs Deloittes rapport her.

Læs DSB’s beslutningsoplæg her.