Debatten raser. For hvor meget data skal vores regeringer, andres regeringer og virksomheder have lov til at samle ind om os. Og endnu vigtigere, hvor meget har de allerede samlet? Internetmediet Ars Techincas redaktør har forsøgt at finde ud af, hvad den amerikanske stat havde af oplysninger om ham – og svaret var foruroligende.
Cyrus Farivar forsøgte at få sine “Passenger Name Records” udleveret – det er data, som er samlet af flyselskaber, hoteller og krydstogtskibe når rejsen er booket. I første omgang fik han bare sine rejseinformationer tilbage til 1994, men han appellerede, og uden yderligere forklaring, fik han sine faktiske “Passenger Name Records”, som han havde forespurgt, udleveret.
»De 76 nye sider med data, som dækker 2005 til og med 2013, viser at “United States Customs and Border Protection” opbevarer massive mængder data om os, når vi rejser internationalt,« skriver Cyrus Farivar.
Rystet over at se kreditkortnummer
»Mine egne filer inkluderede ikke bare hver eneste mailadresse, email og telefonnummer, jeg nogensinde har brugt, nogle af dem indeholder også ip-adresserne, som jeg købte billetten fra, mit kreditkortnummer i fuld længde, og mit sprog og noter om mine telefonopkald til flyselskaberne, selvom det kun var for noget så simpelt, som et sædeskifte,« skriver han.
»Bredden af langsigtet lagring af data illustrerer endnu en måde, at den føderale regering håndhæver sin sikkerhed efter den 11. september på “samle det hele” mentalitet,« skriver redaktøren, som langt fra er tilfreds med at se sine oplysninger på den måde.
»Jeg var mest overrasket over at se mine kreditkortoplysninger, fuldt nummer med udløbsdato, skrevet ud, uredigeret og i det åbne. Heldigvis er det kreditkortnummer udløbet for længst, men jeg var ikke desto mindre rystet over at se, at det var derude,« skriver han.
Bare metadata?
Cyrus Farivar undrer sig over, hvad de får ud af at samle alle de data, som i mange tilfælde er ubrugelige for den amerikanske stat. Han stiller også spørgsmål ved lovligheden af indsamlingen. Til sidst begynder han at overveje, hvad der skal til, for ikke at blive registreret i samme omfang – hvilket både kan blive dyrt og besværligt.
»Selvfølgeligt, jeg kunne (og kan) sløre min ip-adresse med en VPN, men det gør ikke så meget, når autoriteterne allerede har mere personlig information om mig,« skriver han, og nævner, at han selvfølgeligt også bare kan troppe op i lufthavnen og købe billet i sidste minut – ofte til overpris, hvilket også vil gøre det sværere, hvis han skal have andre med på rejsen.
»Når jeg ser de her rejse-optegnelser, som er blevet opsnappet og gemt i flere år, minder det mig om de andre alt-omfattende, tæppedækkende overvågnings værktøjer, som der er blevet rapporteret omkring gennem de seneste par år, inkluderende nummerpladelæsere, falske telefonmaster og telekommunikations metadata. Vi lever nu i en verden, hvor det bliver sværere og sværere at forhindre autoriteter i at opsnappe information om vores bevægelser og kommunikation. “Jamen, det er kun metadata”? Ja, meget af tiden. Men på trods af, hvad staten vil have dig til at tro, kan metadata være meget afslørende,« skriver Cyrus Fariar i sin afsluttende kommentar.
Leave a Reply