Igennem de 25 år jeg har arbejdet med driften af IT-systemer har der altid være nogle mantraer der præger de valg der tages. Disse mantraer er sædvanligvis ikke baseret på rationelle valg eller beslutninger, men alene for at sikre sig mod kritik fra omverdenen (f. eks. chefer, kolleger, offentligheden m.fl.).
I begyndelsen af 90′erne var der to slags PC’er – IBM og de andre (bambus PC). Der var igen tvivl om at IBM PC’er var solidt byggede, men når det kom til stykket fungerede de ikke nødvendigvis bedre end de bedste bambus PC, men min chef havde altid denne udtalelse når jeg spurgte hvad vi skulle købe: Jeg er ligeglad – det skal bare være IBM!
Senere på 90′erne var der et mylder af forskellige software produkter i alle kategorier fra mange forskellige producenter. I midten af 90′erne og frem skete der det at en meget stor del af beslutningstagerne skiftede over til Microsoft-produkterne fordi matraet på dette tidspunkt var: Vælger du Microsoft bliver du ikke fyret – selvom der var bedre valg. I mit eget tilfælde kom jeg fra en netværksinstallation med Novell 4.1 over på NT4, men da mange skiftede den vej på det tidspunkt troede jeg (man er vel naiv som udgangspunkt) at NT4 ville være nogenlunde på samme niveau – det var det absolut ikke. Det er nok svært at sammenligne i dag, men jeg mangler stadig værktøjer der var i Novell, som ikke er i MS AD i dag.
Det samme skete på Office området, hvor konkurrenten til MS Office var WordPerfect, hvor jeg personligt også her mangler flere funktioner der endnu ikke er kommet i Word.
Så var der et par år hvor alle var begravet i år 2000 problematikken.
Efter år 2000 observerede jeg en fanatisk hang til certificeringer sammen med opgraderinger af certificeringer. Denne chefforsikring kan der være fornuft i, men når det bliver fanatisk kan den være dyr og udbyttet begrænset. Jeg stod selv i en opgradering af min NT4 MSCE til Windows 2003, hvor jeg havde så meget praktisk erfaring at recertificeringen var en veritabel ørkenvandring hvor der var lang mellem nye informationer og hvor vægten stort set var fokus på hvordan man bestod testen frem for at lære noget nyt om systemerne. Den initierende certificering var særdeles udbytterig, da man kom meget rundt i produktet. En certificering er langt fra en sikkerhed for at personen kan bruge denne viden.
Samtidig med centificeringerne var der også et mantra om supportaftaler, som kunne sikre at man altid kunne sige: Vi har gjort hvad vi kunne!!. Jeg har været ude for at have en supportaftale til 0,5 mio. kr. om året, hvor der kom en account manager 8-10 gange om året og småpludrede i en time. Een gang havde vi brug for aftalen med en kritisk fejl, men ikke en showstopper – fejlen kunne rettes på 15-20 minutter (et databaseopslag og en sql-update). På det tidspunkt havde vi haft aftalen i ca. 2 år (timepris ca. 1 mio. kr.). Det værste var at fejlen kom fra en inkompetent konsulent, der havde den rette certificering.
Lige nu er det konkurrenceudsættelse der hitter – i hvert fald i det offentlige. Konkurrenceudsættelse er en god ting – når det giver mening og værdi, men det der ikke tages i ed når noget konkurrenceudsættelse er interne kompetencer – kan vi gøre det selv?, de administrative overheads der både er kendte og dem der er skjulte. De kendte administrative omkostninger er når der hyres konsulenter ind til at rådgive ved konkurrenceudsættelsen og den skjulte er når alverden interne ressourcer bliver samlet for at vælge noget de dybest set ikke har en chance for at gennemskue. Dette gælder for udbud i million-klassen.
For mindre indkøb kan gælde at relation til en fast leverandør er penge værd, samtidig med at ressourcer der bruges på at skifte leverandør eller produkter kan overstige besparelsen – ofte med relativt store beløb. Jeg har oplevet at vi skulle skifte End Point Security, men omkostningerne ved udskiftningen var større end besparelsen i hele kontraktperioden – vi skiftede ikke!
Baggrunden for disse chefforsikringer er, at man vælger ikke at tage et selvstændigt begrundet ansvar for de beslutninger der tages. Denne form for beslutningstagning er ofte et dække for, at man ikke har de nødvendige kompetencer på det niveau beslutningen tages og at man ikke konsultere og/eller ikke har tillid til de personer i organisationen der besidder disse kompetencer. For mange organisationer vil det være et spørgsmål om at erkende dette og så enten flytte kompetencerne op eller beslutningerne ned eller sidst men ikke mindst bruge de loyale og kvalificerede medarbejder man har ansat – måske har man endda selv været med til at ansætte dem!!!
Hvorfor bliver vi aldrig klogere?
Leave a Reply