FN og mange forskere forstår ikke udfordringen:
”FN og flere forskere sætter to røde streger under, at det er tvingende nødvendigt at bruge alt fra CO2-lagring til a-kraft og skifergas for at redde klimaet”!
De forstår ganske enkelt ikke, at den her problemstilling falder i et felt af problemstillinger, som alle sammen handler om, at den herskende form for rationalitet har spillet fallit, fordi at løsningen, den økonomiske vækst er sit eget største problem: Artens succes, udbredelse og indflydelse på sine egne naturlige mulighedsbetingelser, er endt op som artens største problem!
Betragtninger og anbefalinger falder derfor som sygdommens forlængelse, det moderne samfunds patetiske mangel på evne til at stille diagnosen over sig selv.
Det ser ud som om, at man er nødt til at være rask for at kunne se det. Jeg må forekomme samtiden syg, men står på mine egne kriterier for sundhed, når jeg stiller diagnosen over min tid.
Disse forskere og FN-folk, de er for syge til at se sig selv. Det falder som del af sygdommen, inden for min patologi.
Efter at have haft den lille blå planet som vært i snart 100 000 år, er arten selv blevet vært for en noget mere primitiv livsform, der så lyset samtidigt med, at en endnu mere primitiv men social mekanisme, den økonomiske tænkning, monetarismen, fandt udbredelse på globalt plan. Milton Friedman formulerede sin primitive økonomiske tænkning, der spredte sig som en pandemi i verdensøkonomien i 1970´erne, hvor fortrængningen af forståelsen for luftpengene, kreditpengene, dvs. substansen i den dollarbaserede inflationsøkonomi, spredte sig og slog rod i regeringsgangene rundt om på jorden.
Boblen spredte sig på bekostning af den sunde økonomi, lige som mennesket har spredt sig på bekostningen af livet på den lille blå planet, sin vært.
Mennesket har smadret sin vært, sin egen forståelse for sund økonomi og nu er vi selv blevet vært for en ny mindst lige så destruktiv livsform: Ebola.
Ebola har taget ophold i mennesket. Den breder sig lystigt på bekostning af sin vært, lige som vi har gjort på bekostning af den blå planet.
Vi er ikke selv i stand til at forandre spillets regler. Vi er for syge til at se os selv som sygdommen, og ser derfor heller ikke løsningen, begrænsningen i forbrug og udbredelse.
Set på sygdommens præmisser, og en anden patologi end menneskets patetiske succeskriterier, så kan en anden sygdom, et problem, gå hen og blive løsningen.
Det havde dog været bedre, om vi var blevet voksne og stillet diagnosen over os selv. Men det fordrer det umulige. For at forstå sig selv som syg, må menneskeheden være rask. Det er menneskeheden ikke. Jeg må forekomme syg, i min samtids øjne, når jeg ser Ebola som løsningen. Men når vi ikke selv kan finde ud af at humme os, begrænse vort forbrug, ja så må decimeringen være løsningen.
GAME CHANGERs: Selvbesindelse og moderation eller Ebola!
Har vi et valg?
Leave a Reply