Domain Name System er en stor hierarkisk database med alle vores domænenavne – herunder .dk

Dette system har fungeret i snart 30 år som en afløser for hosts filen som sammenkoblingen af et hostnavn og en IP-adresse. Idag bruger vi allesammen DNS, men jeg tror de færreste tænker over hvor vigtigt det er for vores oplevelse af internet. Det er krumptappen som gør at selvom alt andet i forbindelsen virker, så virker browseren og applikationerne næppe uden DNS.

Når vi så bruger DNS ved de færreste også at DNS er hamrende usikkert, både imod opsamling af pakkerne, ændring af pakkerne i lokalnet og ændring af pakkerne længere ude på internet. Faktisk er vi jo i Danmark kommet så vidt at vi tillader at vores udbydere skal pille ved en central del af infrastrukturen for at tilgodese en mediabranche ude af trit med virkeligheden.

En del af problemet kan løses med DNSSEC, som kan sætte signatur på DNS navne, således at man kan verificere at svaret man får tilbage rent faktisk er rigtigt, autoritativt og signeret med DNSSEC. Det anbefales således at bruge en DNSSEC enablet resolver når man slår navne op på internet.

Jeg har tidligere talt om et godt alternativ til udbyderens navneservere, som hedder Dnssec-trigger
http://www.nlnetlabs.nl/projects/dnssec-trigger/ Dette stykke software gør det nemt at bruge DNSSEC idet softwaren starter en lokal Unbound DNS server på din laptop, med et GUI der midlertidigt kan slå den fra under login til captive portales m.v. – den løsning bruger jeg, og har dermed censurfri DNS overalt.

Men hvad så hvis ISP’en laver deep-packet-inspection på DNS pakkerne? Så kan denne udbyder jo stadig sniffe og ændre på pakkerne (mange har ikke slået DNSSEC til).

Så er der ihvertfald to måder at komme omkring det på er (udover VPN ud af ISP’ens netværk som også er oplagt for mange). Den jeg vil beskrive idag er at bruge en anden port til DNS. Fordelen ved denne metode er at den ikke nødvendigvis kræver installation af ny software.

Skift DNS til en anden port

Normalt bruger DNS port 53/udp, og mange ved slet ikke at den også falder tilbage på 53/tcp. Det vil således være nemt at blokere for brugen af en anden DNS ved at blokere alle pakker til port 53. Det vil også være naturligt at deep-packet-inspection kun kigger efter DNS i traffik på port 53. Det vil tage DNS for næsten alle opslag, men sådan er det heldigvis ikke mere!

Censurfridns som er en gratis DNS service med udgangspunkt i Danmark har nemlig udvidet servicen til at kunne bruges på en ny port 5353. Du kan læse mere om Censurfri DNS og censur på http://www.censurfridns.dk/ og http://blog.censurfridns.dk/

Der vil du finde de nuværende IP-adresser for denne service:

• ns1.censurfridns.dk / 89.233.43.71 / 2002:d596:2a92:1:71:53::
• ns2.censurfridns.dk / 89.104.194.142 / 2002:5968:c28e::53

Disse svarer som sædvanligt på port 53/udp og 53/tcp – så normalt indtaster man blot adresserne fra ovenstående og så bruger man censurfri DNS

Antager vi så nu at denne port er blokeret af en eller anden årsag så kan du skifte porten som din resolver på den lokale arbejdsstation bruger på en af følgende måder.

Dig

Dig kommandoen er den primære genvej til at teste DNS opsætning, og med denne kan man verificere adgangen til navneservere og svar fra disse.

Denne kommando har en option -p som naturligt er portnr.:

Unbound som forwarder

Når man bruger Dnssec-trigger som angivet ovenfor er der en indbygget Unbound navneserver med i pakken. Denne software kan kun være rekursiv server, og ikke autoritativ DNS server, men med alle de funktioner som en sådan skal have. Denne server kan man derfor naturligvis installere som en dedikeret rekursiv navneserver, som normalt så vil spørge direkte til de autoritative navneservere for domænerne direkte (udenom ISP navneservere).

Hvis vi så igen antager at man vil bruge censurfridns skal man skrive de navneservere ind som forwarder. Det betyder at Unbound sender alle forespørgsler videre til disse servere, istedet for som normalt at slå domænerne op via root-servere og dernæst på autoritative servere.

Det virker måske lidt fjollet fordi Unbound selv kan sende videre, men i næste step antager vi så at port 53 er blokeret. Hvis dette er tilfældet vil man kunne bruge port 5353 således:

Det betyder at Unbound som en almindelig rekursiv navneserver modtager forespørgsler fra det lokale netværk på port 53 men sender videre ud på internet via port 5353. Derefter overtager CensurfriDNS servere, slår op i DNS og sender svaret retur til Unbound, der sender det til arbejdsstationen på det lokale netværk. Det kunne eksempelvis være så almindelige Windows klienter kan slå navne op – jeg kan nemlig ikke finde en indstilling som vil gøre at Windows kunne bruge port 5353?

Hvis du nu helst vil se det som pakker, er her Tcpdump output fra serveren som sender forespørgsel på port 5353 til Censurfri DNS servere:

Hvor sikkert er det

Overhovedet ikke, men det kan måske du godt nok til at man med få resourcer kan surfe mere frit på internet. Det kan også være at man mener eller har set at Censurfri DNS er mere stabilt og svarer hurtigere end den normal DNS som ISP’en har sat op. Næste gang vil jeg skrive om DNSCrypt http://dnscrypt.org/ som er en metode til at sikre kommunikationen mellem client og navneserver med kryptering.

Full disclosure: jeg er med i gruppen som driver CensurfriDNS services, og vi er netop igang med at forbedre service, så stay tuned

Når de tunge komponenter som gear, aksler, generatorer og vinger skal op og ned fra en vindmølle, kræver det dyre mobilkraner. Ofte er vejene ud til en vindmøllepark dårlige, og derfor skal kranerne transporteres på mange lastbiler og samles på stedet.

Men Liftra har udviklet en kran, som kun fylder en enkelt container. Ude ved møllen udnyttes møllens egen lille servicekran til at hejse en monteringsplatform op i møllen. Her monteres den på møllens bundplade, og nu kan selve kranen hejse sig selv op i møllehuset. Herfra kan alle de tunge komponenter som gear, generator og aksler hejses op og ned. Ved at montere to kraner er det tilmed muligt at bruge dem til at hejse selve rotoren op og ned.

Liftras Self Hoisting Crane fylder ikke mere end en enkelt container og kan stilles op på én dag. Det har især stor betydning i USA, hvor tilkørselsforholdene ofte er vanskelige for de store mobilkraner. USA er da også det marked, som Liftra i første omgang satser på.

Foreløbig er kranen udviklet til at blive monteret på en 1,5 MW-mølle fra General Electric. Men der arbejdes også på en model, der passer til Siemens 2,3 MW og på lidt længere sigt også til nogle af Vestas’ modeller. Desuden forventer Liftra, at gå ind på havmølleområdet med de selvhejsende kraner.

Dommerne kalder løsningen et spændende eksempel på, hvordan den danske vindmølleindustri har givet grobund for en underskov af innovative virksomheder som Liftra.

Efter at have ventet i årevis i kulissen er tre danske og et tysk energiselskab nu i fuld gang med at investere i biogas-projekter rundt om i Danmark: Dong Energy og HMN som ejere og operatører på opgraderingsanlæg for biogas, og Naturgas Fyn og tyske E.ON Danmark som medejere eller partnere i biogasanlæg – og helst de store af slagsen.

Det, de alle ventede på, var en politisk beslutning – som blev taget ved energiforliget i marts 2012 – og som gik ud på at udbrede den solide støtte til biogas-elproduktion til også at omfatte produktion af biogas, der opgraderes og sendes ud på naturgasnettet, forklarer E.ON’s danske direktør for biogas, Michael Dalby:

»Vi har siddet på sidelinjen og kigget i mange år, men det var hverken økonomisk fornuftigt eller visionært nok for os blot at kunne producere biogas til elproduktion og dermed til et begrænset marked,« siger han og tilføjer, at E.ON ser biogas som en vigtig del af den grønne omstilling, og at den derfor skal ind i naturgasnettet og bruges til at gøre transportsektoren grønnere.

Strategien for E.ON er at indgå partnerskaber lokalt omkring etablering af biogasanlæg, som skal være meget større end i dag og gerne producere 5 millioner kubikmeter methan, hvilket er 10 gange mere end gennemsnittet i dag, vurderer Michael Dalby.

Konkret har E.ON indgået partnerskab og derpå købt sig ind på eksisterende biogasanlæg i Morsø og Hjørring og er involveret i to nye anlæg, hvoraf det ene i Sønderjylland bliver kæmpestort – hvis alle tilladelser falder på plads.

Selskabets ambition er at have fem store biogasanlæg, der hovedsageligt skal producere biogas til naturgasnettet og til transportsektoren, kørende i 2020. E.ON har nemlig allerede etableret en gas-tankstation i partnerskab med OK, og flere skal komme til.

Komplicerede projekter

Naturgas Fyn er via sit kommercielle selskab Bionaturgas Danmark gået ind i ikke mindre end syv biogasprojekter på forskellige stadier. Og man regner med at tage investeringsbeslutning på tre af disse projekter i 2014.

Ambitionen er at have fire store biogasanlæg i drift i 2015, og direktør for Bionaturgas Danmark Hans Duus Jørgensen er ikke bleg for at afsløre, at selskabet regner med at investere op mod en halv milliard kroner i de nævnte projekter:

»Vi er meget selektive i vores udvælgelse af biogasprojekter og går kun ind i projekter med en positiv business case. Vores forretningsmodel er, at vi går ind og investerer sammen med landmændene, men med majoritet og med krav om, at vi både er byg- og driftsherre – ellers kan vi heller ikke tiltrække fremmed investering til projekterne,« siger han.

Han tilføjer, at netop biogasprojekter er så komplekse at realisere, at det af og til kan være faktorer som et godt samarbejde mellem kommune, lokale borgere og landmænd, der gør projekterne mere attraktive – netop fordi dette samarbejde kan sikre en hurtig realisering af projektet.

Hans Duus Jørgensen vil ikke sætte tal på ambitionerne for Bionaturgas Danmark længere ud i fremtiden – ud over at det langsigtede mål er at få fyldt naturgasnettet op med grøn gas.

»Jeg tror ikke, at vi kommer til at se anlæg, som ikke opgraderer biogassen og sender den ud i gasnettet,« siger han og begrunder det med, at flere afsætningsmuligheder for biogassen giver en bedre økonomi.

Naturgasselskaberne HMN og Dong Energy investerer som nævnt udelukkende i opgradering af biogas til naturgas. Ifølge adm. direktør Susanne Juhl investerer HMN i opgraderingsanlæg i forbindelse med ‘fornuftige biogasanlæg’ og er nu med i en håndfuld projekter.

Gasselskabernes indtog i biogasverdenen ser altså ud til at kunne medføre et markant skift i anvendelsen af biogas fra direkte brug i kraftvarmeproduktion til opgradering til naturgaskvalitet.

Sekretariatschef i Brancheforeningen for Biogas Bruno Sander tror dog på et mere nuanceret billede og minder om, at opgradering stadig er dyrt, og at der endnu ikke er gang i et salg af bionaturgas med certifikater, der giver en højere pris.

»Men ellers ser jeg det generelt som rigtig positivt, at naturgasselskaberne går ind og skubber på udviklingen. De kan være med til at sikre samarbejde i hele værdikæden fra biogasproduktionen til anvendelse i for eksempel transportsektoren og dermed løfte biogassen op på et højrere stade,« siger han.

De seneste tre år har firmaet Total Wind Blades repareret forkanter på 240 vinger i den 11 år gamle havmøllepark Horns Rev 1 ud for Blåvands Huk. Dermed har erfaringerne fra netop denne park givet branchen endnu en værdifuld lærestreg: Vindmøllevingernes forkanter slides så meget af vind og vejr, at de skal repareres måske flere gange i møllens levetid.

Primært for at forhindre, at energiproduktionen daler, men sliddet kan også med tiden udvikle sig til at true styrken i vingen.

Eller som direktør i Total Wind Blades Niels Christian Therkildsen udtrykker det: Vingernes forkanter kan betragtes ligesom dækkene på en bil. Hvis ikke du holder dem i orden, kommer du til at køre på fælgene.

Horns Rev 1 drives i dag af Vattenfall, der ejer 60 pct. af parken. Horns Rev 1 var den første park i Nordsøen og som sådan leveringsdygtig i masser af erfaringer – også den kedelige slags som gearkasseknas og transformersvigt.

Ikke nok at tælle til tre

Og nu er det så vingernes tur, bekræfter vingeingeniør hos Vattenfall Rikke Juul Balle, som sammen med en nyansat kollega skal sætte fokus på møllevingernes performance, holdbarhed og vedligeholdelse. Både på Vattenfalls eksisterende havmølleparker, Horns Rev 1 og Lillgrund, og ved indgåelse af kontrakter på vindmøller til kommende parker:

»Med erfaringerne fra Horns Rev står det nu klart for alle selskaber, at det ikke er nok at tælle til tre vinger, når man inspicerer offshore-møller. Her i Vattenfall arbejder vi med at få overvåget vingerne og med at udforme inspektions- og vedligeholdelsesprogrammer for de enkelte sites og møllefabrikater,« siger hun og tilføjer, at ansættelse af specielle vinge-ingeniører nu er blevet praksis hos de fleste offshore-operatører.

Ud over Horns Rev 1 og Lillgrund i Sverige har Total Wind Blades – der er ét blandt flere vingereparationsselskaber – også arbejdet på Rødsand Havmøllepark, på Middelgrunden, på Baltic 1 i Tyskland og på fem britiske havmølleparker, Barrow, North Hoyle, Kentish Flats, Scroby Sands, Thanet og Robin Rigg samt hollandske OWEZ. Dels for ejerne af parken og dels for vindmøllefabrikanter ved overlevering af parkerne.

Øjenåbner for branchen

Direktør Niels Christian Therkildsen er enig i, at Horns Rev 1 var en øjenåbner for hele branchen, der i hans optik har været noget sløv til at erkende problemet.

»På havet sker nedslidning af vingernes forkanter dobbelt så hurtigt som på land, så alle parker på havet vil skulle have repareret vingerne før eller siden,« siger han.

Total Wind Blades, som har inspiceret og repareret vinger siden 2007, bruger en særlig kvalitet maling fra et tysk firma og en hemmelig påføringsmetode til reparationerne.

Virksomheden har sammen med Vattenfall udviklet et system, hvor man sliber ned til glasfiberen og derefter påfører tre lag maling med hver sin farve. Den inderste farve er rød, og man kan så med en kikkert se, om den røde farve er synlig, og om det dermed er tid til nye reparationer.

Ifølge Vattenfall tager reparation af forkanten én dag pr. vinge i godt vejr – baseret på erfaringer fra Horns Rev 1.

Slid koster op til 5 pct.

Prisen på hele operationen er ikke offentlig, og Rikke Juul Balle kan heller ikke sige endnu, hvor meget elproduktionen er blevet reduceret på Horns Rev 1 på grund af sliddet. Det er nemlig meget svært at opgøre statistisk korrekt, da rigtig mange faktorer spiller ind.

»Men det er noget, vi arbejder med, ligesom erfaringerne giver os en god baggrund for at stille nye krav til vingeproducenterne. Det kan for eksempel være krav til malingskvaliteten, til påføringen og til kontrollen af den færdige overfladebehandling,« siger Rikke Juul Balle.

Seniorforsker Christian Bak fra DTU Vindenergi forklarer, at vindtunnelforsøg med et rent vingeprofil over for et profil med simulering af støv, insekter og andre ujævnheder på forkanten viser, at de resulterende turbulente strømninger hen over vingeprofilet kan reducere energiproduktionen med i størrelsesordenen 5 pct. Reduktionen kan være mindre eller endnu større – afhængig af graden af ujævnheder på forkanten:

Dråber rammer med 300 km/h

»En vingetip på en stor mølle bevæger sig gennem luften med omkring 300 kilometer i timen. Det vil sige, at vanddråber og sandkorn rammer forkanten med meget stor kraft, og det stiller selvklart store krav til overfladens slidstyrke,« siger Christian Bak.

Den særlige kran, kaldet Skyclimber, som anvendes til reparationer på Horns Rev, er udviklet af Vestas og kravler så at sige op ad siden af tårnet ved hjælp af et wirespil, som monteres under gearkassen i møllens nacelle.

Total Wind Blade benytter også en anden type kran, hvor platformen går hele vejen rundt om vingen, således at man kan arbejde på begge sider af vingen samtidig. Denne model kunne dog af tekniske årsager ikke bruges på Horns Rev.

Data for CO2, fugt, temperatur og det lokale vejr har alle betydning for indeklimaet og energiforbruget i vores bygninger. Derfor er Göran Wilke, der tidligere var leder af Elsparefonden, sprunget ud som iværksætter og har udviklet IC-Meter, som kombinerer sensorer, trådløs kommunikation og cloud til analyse af indeklimaet i et rum.

Hvert femte sekund sendes data fra sensoren, der er placeret i rummet, videre i skyen via kundens internet. Her lægges data for lokale vejrudsigter ind over, og på den måde skabes et datagrundlag for de bedste tiltag, når der skal spares på energien, samtidig med at indeklimaet skal forbedres.

Udviklingen af IC-Meter ligger i forlængelse af den danske målsætning om at halvere energiforbruget til opvarmning inden 2050. Det er den største investering i klimastrategien. Her er det afgørende, at der er realistiske forventninger til besparelser på varmeregningen, og at de rent faktisk bliver leveret. Mindst lige så vigtigt er, at indeklimaet er i orden, når en bygning er renoveret og tæt, siger Göran Wilke.

»Jeg har i mange år vejledt og evalueret om energibesparelser med særlig fokus på at vurdere effekterne af henholdsvis tekniske og adfærdsmæssige besparelser. Derfor forekom det oplagt at supplere med målinger af det, som vi mennesker rent faktisk har behov for, et godt indeklima, samt lokale vejrdata,« fortæller han.

Göran Wilke havde derfor to mål for øje, da han gik i gang med at udvikle IC-Meter: Det skulle være muligt at dokumentere indeklimaet i skoler, daginstitutioner, sundhedssektoren, mødelokaler, kontorer og boliger. Og måleren skulle dokumentere samspillet mellem indeklima og energiforbrug i forbindelse med energirenoveringer og Esco-aftaler.

Med IC-Meter mener dommerne, at indeklimaet bliver taget alvorligt, og kalder det en innovativ kombination af hardware, sensor og cloud.

Knap seks meter fra det tunnelrør, som tunnelboremaskinen (TBM’en) med kælenavnet Nora, netop er blevet færdig med at bore fra Nørrebroparken til Nørrebros Runddel, begynder den næste TBM snart at bore en parallel tunnel.

»Nu, hvor Nora har nået runddelen, starter den næste TBM efter planen tunnelboringen mod Nørrebros Runddel station,« fortæller Metroselskabets anlægschef, Guy Taylor.

Den 100 meter lange og 357 ton tunge tunnelboremaskine er monteret, testet og klar til at gnave sig igennem københavnerkalken, mens den – hvis den holder samme kadence som den første – hvert døgn vil sætte 10-12 stk. af de 9,4 meter lange betonringe.

De fem meters afstand mellem de to tunnelrør er for at sikre et stabilt jordtryk omkring tunnelringene.

Efter Nørrebros Runddel fortsætter turen til Frederiksberg Allé/Platanvej, hvor TBM’erne bliver taget op af jorden og på lastbiler fragtet til Nørrebroparken.

Efter atter at være blevet samlet, fortsætter de tunnelboringen fra Nørrebroparken den modsatte vej til tunnelbyggepladsen i Sortedamssøen, hvor de igen bliver taget op.

I alt kommer fire tunnelboremaskiner til at bore de 33 kilometer tunnelring. Det andet sæt boremaskiner bliver sænket ned ved Otto Busses Vej, hvor Cityringens kontrol- og vedligeholdelsescenter bliver opført.

Et af de mere spektakulære forslag til en fast forbindelse mellem Fyn og Sjælland kunne have stoppet al nutiden diskussion om en bro over Kattegat, hvis det var blevet gennemført – den gik nemlig helt til Jylland nord om Fyn.

Det var en slags to-i-en løsning, hvor en kombineret vejbro og tunnel mellem udgik fra spidsen af Asnæs ved Kalundborg henover Samsø til Gylling Næs ved mundingen af Horsens Fjord. Men nord for Fyns Hoved delte broen sig og sendte en gren sydpå til Odense via halvøen Hindsholm.

Projektet var udarbejdet af civilingeniør Knus B. Buhl og arkitekt Torkild Bang Termansen. ‘Det geografisk og idémæssigt centrale punk i det nye projekt, som endnu kun har idéform er grunden Bolsaks, som ligger ca. 15 km vest for Asnæs. Her er visse steder kun mellem 1 og 2 meter vand, og Buhl og Termansen foreslår her skabt en kunstig ø’, fortalte vi.

Hvornår skrev vi historien?

Se svaret i julekalenderen i morgen

Svaret på spørgsmålet i går:

Vi skrev om Tuborgs jubilæumsfest i 1922.