Læser du e-bøger?

Kan du huske dem ligeså godt som dem du har siddet fysisk med i hånden?

For et stykke tid siden så jeg nogle henvisninger til en videnskabelig undersøgelse der viste, at man hverken husker eller forstår bøger man har læst elektronisk nær så godt som bøger man har haft fysisk i hånden.

Undersøgelsen blev refereret i en artikel på popularmechanics.com, men da jeg ikke har login dertil, kunne jeg kun se de indledende bemærkninger. Og siden har jeg ikke kunnet genfinde den – så dem der vil har faktuelle referencer må hellere stoppe her… (eller sende mig et link)

Men pointen var, at da læsning er en meget ny disciplin for mennesker har vi ikke udviklet et hjernecenter til tekstgenkendelse. I stedet bruger vi den motoriske og den rumlige del af hjernen til at huske det vi læser. Det vil sige at højden af bogens højre og venstre side hjælper os til at huske hvad der sker hvornår i en roman. Det at man fysisk skal tage 1/3 del af siderne og vende for at gå tilbage og se hvad det egentlig var han sagde der i begyndelsen.

Hvis man er typen der skriver noter i margen, så kommer de også mere naturligt ind i sammenhængen end de – i øvrigt smart søgbare – noter man kan skrive ind i sine e-bøger.

Konteksten er fysisk. “Jeg skrev på en af den første 100 sider.”

Det ligger meget godt i tråd med det usability-eksperten Jakob Nielsen har sagt i 15 år, nemlig at man ikke læser hvad der står på en skærm. Man skimmer det. Derfor bliver web-sider mere læsevenlige hvis man fremhæver nøgleordene.

Så husker man ikke hele siden, men man husker hovedbudskabet. Hvilket er fint til websider, men ikke nødvendigvis yder retfærdighed til en roman hvor forfatteren har gjort sig umage med dialog og formuleringer.

Desuden har de fysiske bøger den fordel at de ved deres blotte tilstedeværelse minder en om at man jo er i gang med en bog. Først nu hvor jeg sidder og skriver dette kommer jeg i tanke om at jeg egentlig fik startet på en e-bog for 2 år siden. Min eneste. Den blev jeg aldrig færdig med.
Derimod bliver jeg dagligt mindet om de 4 bøger jeg er i gang med i fysisk form. At tiden så ikke er til at få læst så meget videre er en anden historie.

Men spørgsmålet er:

Husker I jeres e-bøger?

Har I fravalgt dem?

Skriver I også alt ud som er på mere en 2 sider inden I læser det?

Epilepsianfald kan være voldsomme, ikke bare for de ramte, men også for personer i nærheden. Men en ny alarm fra IctalCare kan registrere anfaldet, lige når det indtræder, og sende en besked til nærmeste omsorgsperson. Det øger velfærden, både for den ramte person og for alle de andre involverede. Derfor var dommerpanelet enige om, at IctalCare skulle vinde årets Produktions 2013 i kategorien Velfærd.

Ideen til en alarm opstod på baggrund af et samarbejde mellem teknologihuset Delta og medikovirksomheden Coloplast tilbage i 2005. Formålet var at kombinere Coloplasts klæbeteknologi med Deltas viden inden for mikroelektronik. På den måde ville man skabe nye kropsbårne applikationer.

Alarmen anvender EMG-målinger af muskelaktiviteter under epileptiske anfald. Det er langt mere simpelt og diskret end EEG-målinger, som kræver komplicerede måleudstyr monteret direkte på hovedbunden.

Det resulterede i en elektrode, som klæbes direkte på huden, en sensor, som hægtes på elektroden og en alarmenhed, som ligger i lomme. En patentanmeldt algoritme i sensoren analyserer data fra elektroden og giver besked til alarmenheden, hvis der er tale om et epilepsianfald.

Dommerne kalder IctalCare epilepsialarm for et spændende og innovativt højteknologisk produkt.

Med effektiv processtyring og blanding af materialerne, er det muligt at hente mest mulig sukkerstof ud af biomassen før den går videre til produktion af bioethanol. Sådan et system har Biogasol udviklet på basis af målrettet forskning fra DTU.

»Praktisk taget ingen andre i verden er i stand til at opnå så høje udbytter i industriel skala,« fortæller Rune Skovgaard-Petersen, der teknisk direktør hos Biogasol.

Anlægget har fået navnet Carbofra 400 og hos Biogasol håber man, at det nye anlæg kan få den industri, der vil udnytte restprodukter fra land- og skovbrug, til at udnytte ressourcerne optimalt, når der skal fremstilles bioethanol eller biomaterialer.

Carbofrac-anlægget er opbygget i et modulært system, så det er muligt at samle, teste og afsende det i moduler, der skal kunne være i en container.

Carbofrac er fleksibelt med hensyn til typen af biomasse. Det kan for eksempel være hvedehalm, forskellige træsorter, hvedeklid, majshalm eller sukkerrørs-bagasse.

Rune Skovgaard-Petersen forudser, at biomasse i fremtiden vil spille en væsentlig rolle for transportbrændstoffer, kemikalier og materialer. Han mener, at det medfører mange fordele, blandt andet miljømæssig bæredygtighed, fordelagtig økonomi og uafhængighed af olie. 


I motivationen for bæredygtighedsprisen er dommerne ikke i tvivl: Med Carbofrac har Biogasol formået at opbygge et ‘state of the art’-anlæg.

Magilabyrint med faldgruber

Magilabyrinten er ikke et spritnyt spil, men derfor er det bestemt stadig spilbart. I modsætning til quizspil er der ingen aktualitet involveret, men til gengæld håneret ad libitum.

Spillet går i al sin enkelthed ud på, at man sætter små træstykker fast i spillebrættet, efter et mønster angivet i reglerne, og så vendes brættet på hovedet. En masse små billeder dukker frem, og for de op til fire deltagere handler det nu om at nå først hen til det felt, der viser samme tegning som det kort, der trækkes op af en pose inden spillet.

Man starter i hvert sit hjørne og bevæger sig rundt efter antallet af øjne på terningen (som i øvrigt kun går op til fire), og det er så her, det tricky starter.

For under sin spillebrik har man en magnet siddende, som er forbundet til en metalkugle under brættet, og når man bevæger brikken glidende rundt på brættet, følger kuglen med – lige indtil man krydser en grænse, hvor der sidder en træbrik, og klonk, så falder kuglen ned, og man må begynde forfra fra sit hjørne.

Når man frem til feltet, får man det tilsvarende kort, og den første, der samler fem billedkort, har vundet. Så reglerne er lige til at overse, også for de yngste. Brættet er nemt at gøre klar, og så kan det spilles på omkring 20 minutter, hvilket altid er godt for de utålmodige.

Lad mig bare sige, at medspillerne (tre voksne og et barn på 12) var begejstrede for spillet. Især på grundt af fremdriften og muligheden for at grine hånligt, hver gang der lød en klonk.

»Det er rigtig godt, fordi man lige skal tænke sig lidt om,« lød det fra den 12-årige, som viste sig at være den med spillets måske bedste hukommelse.

Det gode ved spillet er også, at det ikke går dødt undervejs, fordi man er nødt til at følge med i, hvad de andre laver, for ikke at ende med at drøne over de samme forkerte barrierer. Men efter nogle spil må man nok trodse tegningerne i regelsættet og selv finde på nogle steder at placere træbrikkerne, så man ikke ender med at kunne dem udenad.

Magilabyrinten, 20-30 minutter, 2-4 spillere, Fra 6 år.

På togtur i Europa

Ticket to Ride er efterhånden en brætspilklassiker, som udkom for første gang i 2004 og siden er kommet i regionale udgaver, såsom denne Europa-version.

Har man ikke spillet det før, kræver det tålmodighed og villighed til at læse en god pamflet af en regelbog. Det kan snildt tage op mod 40 minutter at gøre sig klar til at spille, og de allermest utålmodige vil allerede her være begyndt at gabe.

Men lad dig ikke snyde, for samtlige spillere syntes efterfølgende, at det var hele besværet værd!

Kompleksiteten i at komme i gang skyldes en masse forskellige kort og brikker, som man lige skal have styr på. Man kan være op til fem spillere, og hver spiller får tildelt 45 plastictogvogne.

Disse vogne skal placeres på felterne på brættet på strækninger, der for den enkelte spiller skal forme en kortere eller længere rute, som de har fået udpeget på et kort trukket fra bunken.

Man får lov at sætte sine togbrikker på strækninger med 1-6 togvogne, og det sker, når man har samlet det tilsvarende antal togkort i samme farve. Der er otte farver og en joker – lokomotivet – som repræsenterer en hvilken som helst farve.

Nu handler det om at få lagt sine ruter, for hvis man ikke når hele ruten, udløser det strafpoint til sidst. Det betyder, at man skal sørge for at bane sig vej, inden en anden kommer til at snuppe strækningen og lukke ruten. Sker dette, må man tage en togstation i brug – man får tildelt tre hver – som giver en ret til at køre på en andens spor.

Den, der først får brugt alle sine togvogne, lukker spillet, og der bliver nu talt point op, efter hvor mange ruter der er fuldført, hvem der har den længste ubrudte strækning, og hvem der har stationer tilovers – fratrukket strafpoint for ufuldendte ruter.

Spillet tager med fem spillere et par timer at fuldføre – plus tiden til at stille det op og lære reglerne. Så de 30-60 minutter, der står på spilæsken, var for os noget i underkanten.

Kun en enkelt spiller fandt det kedeligt, selv om hun vandt. »Det var som at køre tog – gadung, gadung,« lød konklusionen på spillet, som hun fandt uden spænding og overraskelsesmomenter.

Dog mente hun, at man måske blev bedre til at tænke strategisk, efterhånden som man lærte spillet bedre at kende. Men i det spil, vi spillede, kom vi aldrig rigtig til at holde i vejen for hinanden, så det gik bare trin for trin derudad – uden de måske lidt savnede muligheder for at straffe og drille de andre undervejs.

Men på trods af den stejle indlæringskurve fandt flertallet spillet besværet værd.

Ticket to Ride, Europe, 30-60 min., 2-5 spillere, Fra 8 år.

Hvem tager skraldet?

Roskis er finsk for papirkurv eller skraldespand, og en sådan er netop omdrejningspunktet for dette spil.

Her er vi ude i et af de helt enkle spil for hele familien, hvor det ligesom i Klodsmajor gælder om at stable ting, uden at de falder ned.

Op til fem spillere kan være med, og hver får ti kort med tal på. Man lægger ud med at vælge tre, og ud af dem lægger man et på bordet sammen med de andres første kort.

Tallet indikerer, hvor mange stykker affald man skal stable i skraldespanden, uden at noget falder ned på bordet. Der er i alt 40 stykker affald i plastic, og den med det laveste tal på kortet starter med at lægge f.eks. tre stykker affald i.

Nu går det på tur, hele tiden med laveste kort som næste spiller, og lykkes det den sidste spiller at komme af med alt sit affald, trækker alle et nyt kort og starter forfra, enten til alt affaldet er brugt, eller det tipper over.

Lykkes det en spiller at stable de sidste stykker affald, scorer de point efter et briksystem på bordet. Falder der noget ned, er der minuspoint til denne spiller.

Så oven på Ticket to Ride var dette en hurtig omgang af et spil. Enkelt og ligetil, og for de af spillerne, der kan lide korte spil, hvor der hele tiden sker noget, var der jubel at spore over Roskis.

Kan man lide Tetris og at bygge, kan man sikkert blive ved og ved – hvert spil tager blot omkring 20 minutter for fem spillere, men i fleres øjne kunne det nok godt blive kedeligt efter mere end to omgange.

Selv den 12-årige fandt spillet lidt kedeligt, mens kun en af de voksne var ovenud begejstret og ville have det med hjem og spille det for sig selv.

Roskis, 30 min., 2-5 spillere, fra 6 år.

Bezzerwizzer tilbage med nye spørgsmål

Det danske spil Bezzerwizzer har siden 2006 høstet stor succes i konkurrencen mod spil som Trivial Pursuit. Og siden har virksomheden bag sendt noget nær et nyt spil på gaden hvert år og kombinerede det i en kortere periode med en onlineudgave.

Hele tre nye udgaver er det blevet til på det seneste, og Ingeniøren har prøvet dem alle. Dels er der det gode ’gammeldags’ Bezzerwizzer, der har fået 5.000 nye spørgsmål og tilføjet nye features, hvis man er mange om bordet.

En af de nye features er brikken ’Write’, som man kan spille, hvis man vil tvinge næste hold til at svare skriftligt. Det gør man, inden spørgsmålet bliver læst op, og så skal hvert medlem af holdet skrive svaret på en blok uden at tale sammen først.

Denne brik er dog kun relevant, hvis man spiller mindst to spil på hvert hold, og det gjorde vi ikke, hvorfor brikken aldrig kom i spil. Men altid forfriskende når spiludbydere prøver at peppe et velkendt spil op med nye features – og undertegnede finder denne mulighed lidt mere fredelig end en af de foregående versioner af spillet, der var udstyret med en xylofon, hvor man skulle spille spørgsmålene!

Bezzerwizzer, 30-60 min., fra 2 spillere, fra 15 år.

Bezzerwizzer 2013

Bezzerwizzer har også udsendt en pocket-version med spørgsmål udelukkende omhandlende 2013. Her foregår pointtagningen på en medfølgende blok, hvor man skal satse 1-4 point på, hvor sikker man er på sit svar på kortet.

Hvert kort rummer en serie spørgsmål under en kategori, som f.eks. kunne være ’Javel, hr. minister’. I denne kategori skal du bl.a. vide, hvem der er hhv. uddannelsesminister, klima- og energiminister og justitsminister.

Det kan hurtigt konkluderes, at dette ikke er et af de spil, man kan trække hjem på oplagret paratviden fra de seneste 20-30 år. Det er udelukkende de emner, der har trukket overskrifter i 2013, så har du ikke set X-Factor, Sporten og Nyhederne fra ind- og udland … så er du på den her!

Bezzerwizzer Året der gik 2013, Fra 2 spillere, Fra 15 år.

På jagt efter tyven

Og endelig er der spillet, som for undertegnede at se sagtens kunne blive et stort familiehit, nemlig Quizmysteriet. Spillet brillerer med en plade med lige så stor minimalisme som Bezzerwizzer-spillene, og efter et enkelt spil sidder reglerne på rygraden.

I spillet får man en brik, som starter på detektivbureauet. Herefter slår man på skift med en terning for at bevæge sig rundt på brættet, hvor man skal samle spor for at opklare, hvem der står bag forbrydelsen, hvad vedkommende stjal og hvor.

Der er mulighed for at samle tre spor til hver af de tre kategorier, og det foregår helt stille og roligt rundt på brættet, dog med risiko for at blive smidt i fængsel undervejs af et tip-kort, som man enten selv eller en modstander trækker.

Når man har en fornuftig idé om, hvem, hvad og hvor, skynder man sig tilbage til politistationen, og har man gættet rigtigt, har man vundet. Enkelt og ligetil.

Eksempler på spor kunne være, at det er en greve fra Rumænien, der har stjålet det samme, som Lisa fra The Simpsons spiller, og det er sket i et land, hvor mange går i sauna. Skulle disse spor ikke være nok, må man tage en runde mere. Der kan også være tale om en Grand Prix-vinder, der negler fisk.

En yderligere bonus ved spillet er, at man kan tage en runde forholdsvis hurtigt – på under en halv time, afhængig af antal af spillere, så selv de mest utålmodige kan lige klare det.

Quizmysteriet, 30-60 min., 2-4 spillere, fra 9 år.

Det er ikke hver dag, at en helt ny teknologi til 3D-print ser dagens lys. Men i en baggård på Nørrebro i København har to tidligere studerende fra DTU på få år opbygget en global virksomhed med det mål at udvikle og sælge deres 3D-printer kaldet Blueprinter.

Det specielle ved den nye printerteknologi er det termiske printerhoved, der består af en lag række af modstande. Ved individuelt at varme modstandene op, er det muligt at smelte et tyndt lag polymer-pulver, lige nøjagtigt dér hvor man vil. For hvert lag, der lægges på og opvarmes, vokser figuren ud af pulveret.

Kunderne til 3D-printere fra Blueprinter er virksomheder, der producerer fysiske produkter, samt arkitekter og uddannelsesinstitutioner. Alene i Danmark vurderes det, at cirka 3.000 virksomheder allerede i dag bruger 3D-printede emner.

Hos Blueprinter forventer man, at potentialet for den nye printer er meget stort. Allerede i 2013 vil 90 procent af omsætningen ligge uden for Danmark, og det tal forventes at stige til 95 procent. Inden for de næste 24 måneder satser Blueprinter på at sælge til op mod 100 lande og som minimum have afdelingskontorer i USA og Asien.

Dommerpanelet har da også været imponeret af, hvor langt Blueprinter er nået på relativ kort tid: ‘Blueprinter er en klassisk iværksættervirksomhed, der for beskedne midler har formået at udvikle og patentere en helt ny teknologi til 3D-print, der kan tage kampen op mod de bedste’.

Det er ret mange år siden, at Tuborg Fabrikker kunne fejre en halvrundt jubilæum med en fest i den nyligt opførte administrations- og laboratoriebygning på Strandvejen nord for København.

Ingeniøren bragte naturligvis en stor reportage en oversigt over bryggeriets udvikling fra 1873 og en detaljeret beskrivelse af det moderne bryggeri. Det fremgår bl.a., at fabriksanlægget ved Tuborg Havn nu dækker 42.400 kvm. og brygger 295.200 hektoliter øl og tappede 74 mio. flasker.

Forbruget af kul var samme år på 10.100 ton, produktionen af damp var på 70.000 ton, kølemaskinernes producerede 144.000 ton is, antallet af elmotorer er 165 på i alt 3000 hk indiceret, mens kølerørernes samlede længde er på 30 km.

Hvornår skrev vi historien?

Se svaret i julekalenderen i morgen

Svaret på spørgsmålet i går:

Vi skrev om betonelementerne i 1952

”Østeuropa” har ikke den allermest positive klang i mange vesteuropæiske ører, og jeg oplever sommetider virksomheder være i tvivl om, hvor sikkert og stabilt det egentlig er at outsource til et østeuropæisk land som fx Ukraine.

Virksomhederne er bekymrede for korruption og manglende professionalisme, og i den sidste tid har voldsomme optøjer i hovedstaden Kiev fyldt meget i medierne. Hvordan påvirker det danske virksomheder, der har ukrainske medarbejdere siddende dernede?

Opbakning til ukrainerne

Der er ingen tvivl om, at de seneste ugers uroligheder har stor betydning for ukrainerne som befolkning, for de er et udtryk for en overvejende utilfredshed med, at den siddende regering har valgt at indgå en styrket handelsaftale med Rusland på bekostning af en meget stor fri- og samhandelsaftale med EU, der har været flere år undervejs, og som næsten var faldet på plads.

Hvis man som dansk virksomhed opererer i landet, kan man naturligvis ikke undgå at mærke vibrationerne, men det betyder langt fra, at det outsourcede arbejde bliver påvirket i negativ retning. Som outsourcingvirksomhed med udviklingscentre i både Kiev og Lviv har vi valgt at bakke op om de af vores udviklere, der ønsker at benytte deres demokratiske ret til at demonstrere. Hvis udviklerne er væk i den almindelige arbejdstid, arbejder de blot på et andet tidspunkt – ganske som vi i Danmark er vant til at navigere efter helt almindelige fleks-procedurer.

Demonstrationerne er pro-EU

Man må tænke på, at her er tale om unge kræfter, der er pro-EU, og som kun ønsker at styrke samarbejdet med de vestlige lande. De sætter i meget høj grad pris på de arbejdsforhold, de møder hos blandt andet de danske virksomheder, og dem ønsker de ikke at sætte over styr – tværtimod. Så til de medarbejdere, der ønsker at kæmpe for det, de tror på, kan jeg kun sige, at det skal de endelig gøre. Det viser bare, at de er engagerede mennesker, og det mærker både vi og vores kunder jo også dagligt igennem det arbejde, de leverer.

Nu skal det også nævnes, at demonstrationerne for langt størstedelens vedkommende foregår fredeligt og ordentligt, og at de billeder, vi ser dernedefra heldigvis ikke er sandheden omkring situationen i dag. Der var en gruppe af voldelige demonstranter, der stak næsen frem da demonstrationerne startede, men de er bestemt ikke udtryk for det generelle billede. Trods situationen er jeg derfor heller ikke spor utryg ved at rejse ind og ud af landet eller ved at have kunder med hernede.

Professionalisme og korruption

Men tilbage til min indledende kommentar om, at danske virksomheder somme tider har en helt generel bekymring vedrørende Ukraine som et usikkert outsourcingland på grund af korruption og manglende professionalisme. Hvis vi tager det sidste først, så har jeg allerede kommenteret den fordom i mit forrige blogindlæg, og jeg kan kun gentage, at de ukrainske softwareudviklere er højtuddannede og agerer utrolig professionelt.

Hvad angår korruption, må jeg til gengæld desværre sige, at ja, Ukraine er et korrupt land, hvor pengene somme tider har en tendens til at befinde sig mere under end over bordet. Det betyder heldigvis ikke, at du som dansk virksomhed eller outsourcingkunde skal være korrupt for at operere i landet. Hos os har vi en nultolerancepolitik over for korruption, både i forhold til hvordan vi selv opfører os, og hvordan vi uddanner vores softwareudviklere. Som en del af vores kulturtræning lærer vi udviklerne, at bestikkelse ikke er en del af den danske kultur, og det ser de kun som en lettelse.

Jeg vil bestemt tro, at andre danske virksomheder i Ukraine har helt samme holdning som os, og derfor er der absolut ingen grund til at bekymre sig om sikkerheden ved at outsource til landet. Heller ikke selvom der i øjeblikket er nogle, der tillader sig at sætte sig op imod regeringen. Det er kun et udtryk for, at ukrainerne ønsker de samme gode forhold, som vi kender i Danmark.