Normalisering er en proces, der bruges i databasedesign til at skabe en database, der er effektiv og reducerer redundans. Det indebærer at nedbryde en database i flere tabeller og organisere disse tabeller på en måde, der gør det nemt at opdatere, indsætte og slette data og samtidig minimere potentialet for datainkonsistens.

Målet med normalisering er at:

* Sikre dataintegritet ved at eliminere dataredundans.

* Forenkle designet af databasen ved at fjerne unødvendig kompleksitet.

* Forbedre ydeevnen ved at optimere dataadgangsmønstrene.

* Gør databasen mere fleksibel og lettere at ændre.

Normaliseringsprocessen involverer flere trin, også kendt som normale former, som gradvist fjerner anomalier og sikrer optimal databasedesign.

1. Første normalform (1NF):

- Eliminerer duplikerede rækker i en tabel.

- Sikrer, at hver række er unikt identificeret af en primær nøgle.

2. Anden normalform (2NF):

- Sikrer, at hver ikke-nøglekolonne er fuldstændig afhængig af den primære nøgle.

- Eliminerer delvise afhængigheder af den primære nøgle.

3. Tredje normalform (3NF):

- Sikrer, at hver ikke-nøglekolonne er direkte afhængig af den primære nøgle og ikke transitivt afhængig af en anden ikke-nøglekolonne.

- Fjerner transitive afhængigheder mellem ikke-nøglekolonner.

Ved at følge disse normale former bringes en database i en normaliseret tilstand, hvilket minimerer dataredundans, reducerer uregelmæssigheder og sikrer dataintegritet. Det resulterer i en velstruktureret database, der er effektiv til datalagring og -hentning, fleksibel over for ændringer og modstandsdygtig over for datainkonsekvenser.