Teknologien, der gjorde det muligt at bruge digitale processer i kameraer, er opladet koblet enhed (CCD) og senere komplementær metaloxid halvleder (CMOS) sensorer.

Her er en sammenbrud:

* ccd (opladet koblet enhed): Dette var den første type sensor, der blev brugt i digitale kameraer. CCD'er er lysfølsomme halvlederenheder, der omdanner lys til elektriske signaler. Når lys rammer CCD, skaber det en ladning, der er proportional med lysets intensitet. Disse afgifter overføres derefter over sensoren i en proces kaldet "ladekobling", der til sidst bliver læst som digitale data.

* CMOS (komplementær metaloxid halvleder): CMOS -sensorer er nyere og har stort set udskiftet CCD'er i moderne kameraer. CMOS-sensorer bruger en anden teknologi til at omdanne lys til elektriske signaler, hvilket giver fordele såsom lavere strømforbrug, hurtigere læsehastigheder og bedre ydeevne med lavt lys.

Hvordan disse sensorer fungerer:

Både CCD- og CMOS -sensorer arbejder med princippet om fotoelektrisk effekt , hvor lette fotoner rammer et halvledermateriale og skaber elektroner. Antallet af genererede elektroner er proportionalt med lysets intensitet. Disse elektroner opbevares derefter i "brønde" eller "pixels" på sensoren og danner et billede.

Udviklingen af ​​digitale kameraer:

* Tidlige digitale kameraer: Oprindeligt blev CCD'er brugt i digitale kameraer, hvilket førte til voluminøse og dyre enheder med begrænset opløsning.

* stigning af CMO'er: Med udviklingen af ​​CMOS -teknologi blev digitale kameraer mindre, mere overkommelige og tilbød bedre billedkvalitet.

Sammenfattende var udviklingen af ​​CCD- og CMOS -sensorer det afgørende teknologiske gennembrud, der muliggjorde overgangen fra filmkameraer til digitale kameraer.