Darmstadt, Tyskland
Der blev skålet i champagne fredag eftermiddag på ESOC i Darmstadt nær Frankfurt i Tyskland, hvor ESA’s kontrolcenter har hjemme.
Kl. 13.02 blev de tre Swarm-satellitter, som over de kommende år skal give et meget nøjagtigt billede af Jordens magnetfelt, sendt op med en løfteraket fra Rusland, og 1 time og 40 minutter senere var der signal fra alle tre satellitter, hvilket udløste klapsalver.
En af dem, der med et stort smil hævede glasset, var den danske professor emeritus på DTU Space Eigil Friis-Christensen, som knap havde lukket et øje i nat og ankom til ESA-centret med sommerfugle i maven.
»For mig er det her lige så stort, som da vi sendte Ørsted-satellitten op i 1999 – videnskabeligt set. Måske har disse satellitter ikke fået så meget opmærksomhed som nationalsatellitten Ørsted fik i Danmark, men internationalt set er det meget stort,« sagde han kort efter opsendelsen.
På dette tidspunkt var nerverne dog stadig ikke helt i ro, for der blev stadig ventet på signal, hvilket for ham var det tidspunkt, hvor han kunne ånde lettet op.
»Nu venter vi på separationen af de tre satellitter, og før det sker, er nerverne ikke i ro. Det hjælper jo ikke noget, hvis der ikke er noget signal,« sagde Eigil Friis-Christensen, som kort efter kunne slappe lidt mere af, da tredje satellit meldte ind til antennen i Svalbard.
Eigil Friis-Christensen har spillet en ikke uvæsentlig rolle i Swarm-satellitternes tilbliven sammen med kollegerne på DTU Space. Han har været leder for det konsortium, der i 2004 vandt konkurrencen om Swarm-missionen i ESA’s jordobservationsprogram.
Efter opsendelsen følger en kommissioneringsfase på tre måneder, hvor de videnskabelige instrumenter skal testes, og satellitterne skal findes deres rigtige bane.
Blandt instrumenterne er DTU’s optiske bænk med et vektorfelt-magnetometer, som sammen med tre stjernekameraer holder styr på de tre identiske satellitters færd og måler på magnetfeltet.
Når de første data er modtaget – formentlig før de tre måneder er gået – vil videnskabsmænd verden over dels få et bedre overblik over, hvor forskellige mineraler befinder sig i Jordens skorpe, men især får de mulighed for at forstå de elektriske strømme i Jordens flydende kerne bedre, så vi kan beskytte os mod f.eks. solstorme.
Så dagens opsendelse var en foreløbig kulmination på mange års arbejde.
»Jeg begyndte at tænke på missionen helt tilbage i 1996, og jeg vil sige, at har vi ikke fået dårlige nyheder i løbet af den første måned, så tror jeg godt, jeg kan læne mig tilbage,« siger Eigil Friis-Christensen.
Swarm-satellitterne skal efter planen være i drift i fire år, men generaldirektør i ESA Jean-Jacques Dordain er sikker på, at hans tre ’babyer’ nok skal levere data i mindst et årti, sagde han efter opsendelsen.
Leave a Reply