Daily Archives: January 19, 2014

Vindere af sportskonkurrencer udviser klare tegn på aggressiv og truende adfærd, som kan forklares ud fra adfærdsbiologi – og som minder om adfærd i dyreverdenen.

Det gælder ikke mindst inden for kampsport og ses klarest, når kampen afgøres med det samme – eksempelvis ved fald eller knockout.

Hyisung Hwang og David Matsumoto fra San Francisco State University i USA forklarer dog, at det ikke er biologi det hele. Der er også en kulturel parameter, der har betydning for, hvordan en sejr markeres fra land til land.

Denne parameter er magtdistance, som indgår i den hollandske kulturanalytiker Geert Hofstedes model for kulturelle forskelle mellem lande.

Allerede for seks år siden forklarede David Matsumoto i en artikel, han skrev sammen med Jessica Tracy fra University of British Columbia i Canada, at reaktionerne ved sportssejre ikke kun er tegn på glæde og opløftelse. Vindere vil være stolte, tabere vil være skamfulde.

Det fandt de frem til ved at studere vindere og tabere ved kampe om medaljer i judo ved de Olympiske Lege og de Paralympiske Lege i Athen i 2004. Deltagerne ved De Paralympiske Lege var alle blinde.

Matsumoto har sidenhen inddraget judokampe ved OL i Beijing i 2008 i analysen. Alle disse data har han nu genanalyseret sammen med Hyisung Hwang.

Triumfens forskellige udtryk

De to forskere har sat sig for at se nærmere på de kulturelle forskelle i sejrsudtrykkene og er nu kommet frem til, at før vinderne viser deres tegn på stolthed, som er et resultat af en kognitiv evalueringsproces, giver de udtryk for triumf, som er kulturelt betinget.

Den nu 85 år gamle kulturanalytiker Geert Hofstede, der i øvrigt oprindeligt er uddannet som maskin­ingeniør med flere års teknisk erfaring fra flere virksomheder, har udviklet en teori om kulturforskelle mellem lande.

Hans model er bl.a. baseret på data fra IBM-medarbejdere i mange lande, som er indhentet, da Hofstede for 40 år siden var chef for IBM’s Personnel Research Department.

Den ene – og i denne situation interessante – af de fem parametre i modellen er magtdistance.

Forskerne har ud fra billeder og videooptagelser kortlagt 17 forskellige signaler hos vindere og tabere som placering af arme, bryst og hoved, knyttede næver osv.

I alt indgik 168 olympiske atleter og 76 blinde paralympiske atleter fra 34 lande og 6 kontinenter, som deltog i de afgørende medaljekampe inden for judo.

Særlig interessant var, at de blinde atleter stort set triumferede på samme måde som de øvrige.

De 17 adfærdssignaler er knyttet til tre kategorier: ekspansion, aggression og attention. Det klareste tegn på den triumferende adfærd hos vindere er ekspansion (hævede eller udslåede arme, fremskudt bryst, tilbagelænet hoved) efterfulgt af aggression (ansigtsgrimasser, råb), mens attention (direkte blik) ikke er en essentiel parameter for triumferende adfærd.

I en kultur med stor magtdistance forventes folk at vise deres rigdom, og magtfulde mennesker forventes at udøve og demonstrere den over for andre. Det er en meget hierarkisk samfundsopbygning. I en kultur med lille magtdistance anses ulighed som uønsket.

Når Hwang og Matsumoto analyserer deres data med statistiske metoder, finder de med deres egne ord delvist belæg for en hypotese om, at magtdistance er positivt korreleret med den triumferende adfærd, der ses hos vindere.

I tidsskriftet Cross-Culturel Research skriver de, at ‘sejrsudtryk er en måde, hvorpå de kulturelle forskelle i magtdistance kommer til udtryk, og som medvirker til at opretholde den sociale orden.’

Danmark i den lave ende

På hjemmesiden for The Hofstede Centre bemærkes: ‘Med en score på 18 point ligger Danmark i den meget lave ende af denne dimension i forhold til andre lande. Det passer perfekt med, hvad mange udlændinge i Danmark udtrykker: Danskere vil ikke ledes, de vil coaches, og medarbejderautonomi er et krav.’ Kun Østrig med en score på 11 har en lavere magtdistance end Danmark. Slovakiet med 104 og Rusland med 93 ligger i toppen.

Magtdistance og de øvrige parametre blev oprindeligt af Hofstede tillagt en værdi mellem 0 og 100 for forskellige lande – og efterhånden som flere lande er kommet med i analysen kan et lands score nu ligge over 100.

Ved det kommende Vinter-OL i Sotji i Rusland fra 7. til 23. februar skal der uddeles medaljer i 98 konkurrencer i 15 discipliner. Både de russiske værter og deltagerne fra Østrig forventes at vinde omkring fem guldmedaljer. Det bliver inter­essant at se, om der er markante forskelle i sejrsudtrykkene fra de to nationer i hver sin ende af den kulturelle skala – selv om konkurrencerne ved OL måske ikke er de bedst egnede til at vise en eventuel forskel.

Hwang og Matsumoto gør nemlig omhyggeligt rede for, at det er usikkert, om adfærden fundet hos judoudøvere også ses, hvor en sportsudøver kæmper mod klokken og ikke en direkte modstander, eller om den findes ved konkurrencer, hvor dommere giver bedømmelse, eller om den stiller krav om nærkontakt til publikum.

David Matsumotos formodning er dog, at det generelt vil være tilfældet, at vindere fra lande med stor magtdistance har et mere markant kropssprog end vindere fra egali­tære lande.

Han regner med, at yderligere forskning vil understøtte den formodning, at triumf og stolthed er to forskellige udtryk.

Nikola Tesla (1856-1943), den amerikanske opfinder af serbisk oprindelse, har et omdømme som celebrity-videnskabsmand, excentriker og showmaster. Og sandt er det, at han lavede storstilede offentlige demonstrationer, hvor han for eksempel lod 250.000 volt passere gennem kroppen. Det er også rigtigt, at han gerne omgikkes Mark Twain og andre kendisser i New Yorks societyliv.

Men Tesla får sjældent den faglige anerkendelse, han fortjener – hvad det angår, står han i skyggen af Thomas Edison. Ofte undervurderes han endda af ingeniører, fastslår den amerikanske teknologihistoriker W. Bernard Carlson efter at have brugt de seneste 15 år på at undersøge Teslas liv og virke. Resultatet er samlet i biografien ‘Tesla – Inventor of the Electrical Age’.

W. Bernard Carlson er professor i videnskab, teknologi og samfund på University of Virginia. Han understreger, da Ingeniøren fanger ham telefonisk under et besøg i Saudi-­Arabien, at han blot har søgt svar på spørgsmålene om, hvad Tesla opfandt, og hvordan og hvorfor Tesla gjorde det.

I Carlsons gravearbejde indgik breve, tekniske optegnelser, forretningspapirer, avisudklip og diverse genstande. Han var på flere besøg på Tesla-museet i Beograd, som råder over et righoldigt arkiv om na­tionens stolte søn.

Internet og smartphones

»I virkeligheden var Nikola Tesla en meget visionær og kreativ opfinder. Han var mindst lige så vigtig for den elektriske revolution sidst i 1800-tallet som Edison,« siger W. Bernard Carlson.

Han fremhæver elmotoren, som drives af vekselstrøm. I det hele taget var Tesla medvirkende til, at vekselstrøm sejrede over Edisons jævnstrøm. Tesla samarbejdede med George Westinghouse om et vekselstrøms-vandkraftværk ved Niagara-vandfaldene. Tesla udviklede desuden de første forstærkede radiokredsløb, en forløber for radio og tv. Alle de tekniske detaljer findes i bogen. Og nej, det var ikke Al Gore, der udtænkte internettet. Tesla gjorde forarbejdet til både internet og smartphones med sine eksperimenter med et trådløst elektronisk netværk. Han beskrev over for finans- og industrimanden J.P. Morgan, at vi alle en dag ville gå rundt med en lille informations-tingest, der ikke var større end et lommeur.

»Mens Edison som opfinder var praktiker, var Tesla det kreative hoved. Tesla kerede sig ikke om mulighederne på markedet. Han tænkte kun på, hvilke opfindelser der kunne være et gode for forbrugeren. På den måde lignede han Steve Jobs,« siger W. Bernard Carlson.

En livlig fantasi

Carlson fører personlighedstræk hos Tesla tilbage til dennes barndom. Han var født i 1856 i, hvad der dengang var en serbisk region i Østrig-Ungarn. Faderen var en veluddannet ortodoks kristen præst. Nikola blev uddannet til ingeniør i Graz og Prag og var tidligt fascineret af motorer, dynamoer og elektromagnetisme.

»Som barn havde han mareridt og så syner. Han havde en urolig forestillingsevne. Han havde en billedlig hukommelse. Og så var han viljestærk,« siger W. Bernard Carlson.

»Han forstod den virkelighed, han opererede i. Han kunne omsætte sine ideer direkte til virkelighed,« siger Carlson.

Tesla blev hyret til Edisons afdeling i Paris og blev derfra hentet til Edison Machine Works i USA i 1884. Han ankom med småmønter på lommen, og han kunne næppe engelsk. Men han var formidabel til at lære. Han blev i under to år hos Edison, indtil de skiltes i uenighed. Tesla beskyldte Edison for at underbetale ham og tage af hans ideer. Edison sagde, at nej, det var Tesla, der tog af Edisons ideer. Carlson vil ikke stille sig til dommer i striden.

Nikola Tesla fandt andre samarbejdspartnere, men han stod over for en udfordring, når han skulle formidle sine ideer til forretningsmænd, investorer og andre inge­niører. Den slags havde han ikke lært om under sin ortodokse opvækst.

»Så han besluttede at henvende sig direkte til den brede offentlighed. Shows var en form, der passede ham. Han balancerede jo mellem ideal og illusion,« siger W. Bernard Carlson og røber, at netop ‘mellem ideal og illusion’ var hans oprindelige titel på bogen.

Kultfigur

Mens Carlsons bog bidrager til at rehabilitere Nikola Tesla, som døde fattig i 1943 og uden nogen til at kaste glans på sit navn, er han på det seneste blevet dyrket som kultskikkelse. Han går igen i tegneserier og rapmusik, og man kunne opleve ham i science fiction-filmen The Prestige fra 2006. Man skulle have en mand med en særlig udstråling til at spille Tesla, så valget faldt på David Bowie.

»Nikola Tesla bliver i disse år skildret som en sand kunstner, en cool teknolog. Han er kontrasten til det etablerede. Det var sikkert også derfor, at elbilproducenten Tesla Motors tog navn efter ham. Selv har jeg været opsat på at sikre, at han bliver set som en ægte opfinder af teknologi,« siger W. Bernard Carlson.

W. Bernard Carlson: ‘Tesla – Inventor of the Electrical Age’. 520 sider, illustreret. Princeton University Press, 2013.

I 2018 får pendlerne en ny elektrificeret højhastighedsbane mellem København og Ringsted. Formål: forbedret køreplan med flere afgange, kortere rejsetid og færre forsinkelser.

Samtidig når kapaciteten på Københavns Hovedbanegård sit maksimum. Resultat: Der er ikke plads til det antal tog, den nye køreplan kræver.

Mellem 2018 og 2021, hvor Signalprogrammet er gennemført, bliver trafikken, ifølge Trafikstyrelsen, altså afviklet med et reduceret antal tog. Fra 2021 er der kun akkurat kapacitet nok til at håndtere de 48 tog i timen, som køreplanen kræver.

På den baggrund har Trafikstyrelsen lavet en analyse, der peger på mulige tiltag for at udvide kapaciteten, herunder en række forslag til, hvordan Hovedbanegården kan udbygges.

Formand for Dansk Jernbaneforbund Henrik Horup mener, at det er nødvendigt at tænke en sådan udbygning sammen med det øvrige arbejde på det danske jernbanenet.

»Derfor undrer jeg mig meget over, at regeringen tilsyneladende har glemt Hovedbanegården, da pengene fra Togfonden skulle ud­deles,« siger han.

Den løsning, analysen fremhæver som bedst for passagererne, er en udvidelse med fire nye perronspor under Bernstorffsgade. Perronerne vil være i direkte tilknytning til den eksisterende gangtunnel under København H.

Den bedste løsning

Løsningen vil give passagererne nem adgang til de nye spor og samtidig hænge godt sammen med den øvrige kollektive transport. Samtidig skønner Trafikstyrelsen, at det vil give en forøgelse af kapaciteten på 8-12 tog i timen.

Ulempen ved denne løsning er særligt prisen på omkring 4,8 milliarder kroner, som samtidig giver et samfundsøkonomisk tab på 3,8 milliarder kroner. Desuden vil det give store gener i anlægsperioden, som vurderes at vare 6-8 år.

Ud over perronerne under Bernstorffsgade har Trafikstyrelsen set nærmere på fire andre muligheder for udbygning – en ny terminal ved Postterminalen, optimering af sporlayoutet syd for København H, en tunnel mellem København H og Østerport samt en terminal ved Dybbølsbro. Kendetegnende for dem alle er, at de giver et tab for samfundet.

Analysen peger på, at det mest rentable for samfundet vil være at gøre Ny Ellebjerg Station til knudepunkt, så man på den måde aflaster Hovedbanegården. Det kan man eksempelvis gøre ved at indsætte flere regionaltog og køre dem fra Roskilde til Amager eller køre fjerntog direkte til Amager, uden om København H.

I forbindelse med aftalen om Togfonden blev der afsat 162 mio. kr. til etablering af blandt andet perroner, så Ny Ellebjerg kan rumme den stigende passagertrafik. I aftalen blev der også afsat penge til en såkaldt flyover, en niveaufri skæring, hvor Øresundsbanen føres hen over København-Ringsted-banen. Den er først og fremmest tænkt som en fordel for godstrafikken, men kan senere hen komme passagertrafikken til gode.

Udviklingen af Ny Ellebjerg kan også kombineres med at undlade stop med fjerntog på Nørreport Station, så togene hurtigere kan passere.

Hvad enten man kombinerer de to ting eller ej, vurderer Trafikstyrelsen, at tiltagene vil medføre en betydelig samfundsøkonomisk gevinst i modsætning til en direkte udbygning af København H.

Fremtid kræver udbygning

Selv med Ny Ellebjerg som aflastning bliver det dog svært at komme uden om en fremtidig udvidelse.

Trafikstyrelsen erkender i sin analyse, at ‘det kan blive nødvendigt med udbygning, hvis man i fremtiden vil køre flere tog eller ønsker at forbedre serviceniveauet’.

Tilbage i 2009 sagde daværende transportminister Lars Barfoed (K), til Ingeniøren, at man skulle i gang med at planlægge udvidelse af Hovedbanegården. Efter hans vurdering ville behovet for ekstra kapacitet være akut i 2020 eller kort derefter. Siden da er man ikke kommet videre end en analyse.

Transportministeriet hæfter sig ved, at der er kapacitet til at afvikle den trafik, som er forudsat af Togfonden, men siger samtidig, at det på længere sigt bestemt vil være relevant med en udbygning af stationskapaciteten. ‘Derfor vil vi om kort tid offentliggøre rapport herom,’ lyder det.

2. marts 2004 strøg en Ariane 5-raket til vejrs medbringende en rumsonde og et landingsmodul. Destinationen var kometen 67P/Churyumov-Gerasimenko, som 825 millioner kilometer fra Jorden bevæger sig rundt med svaret på gåden om, hvordan livet på Jorden blev skabt. Det håber forskerne i hvert fald.

Det er første gang, mennesket sender noget i kredsløb om en komet, endsige forsøger at lande et modul på overfladen af kometen. Så det er med tilbageholdt åndedræt, at senioringeniør Hans Jensen fra den danske teknologivirksomhed Terma på mandag 20. januar kl. 11 vil se med, når sonden vækkes til live efter næsten ti år i rummet, hvoraf de sidste to et halvt har været i dvale for at spare på strømmen på de mørkeste strækninger.

Følg med i vækningen af Rosetta på ing.dk mandag 20. januar kl. 11, hvor vi streamer fra ESA. Først i løbet af eftermiddagen vil kontrolcentret dog kunne modtage signal om, at sonden er vågnet.

Når netop Hans Jensen har en aktie i denne milepæl, skyldes det, at Terma har leveret en af de kritiske komponenter for denne ESA-mission, nemlig strømforsyningen eller PCU’en, som under hele turen har skullet sørge for, at sondens onboard-computer og videnskabelige instrumenter har haft adgang til varme og strøm fra solpanelerne, selv når temperaturerne har nærmet sig minus 130 grader.

»Det helt særlige er, at PCU’en skulle være i stand til at optage den maksimale effekt, der kan frembringes på disse solceller i det svage sollys – uden tab. Ellers havde det være nødvendigt at lave endnu større solpaneler end de nuværende 65 kvadratmeter,« siger Hans Jensen, som i næsten 28 år har arbejdet med strømforsyninger hos Terma.

Dog har netop denne strømforsyning været den hidtil største udfordring, forklarer han. Ikke alene skulle den levere næsten uden tab, den skulle også være markant mindre og lettere end noget, han hidtil havde været med til. En tredjedel af normen måtte den veje og landede på 8,3 kg. Det var en vanskelig manøvre, da der stadig skulle være plads til den termiske ladning gennem metaller, som får transporteret varmen væk i et lufttomt miljø.

»Så vi måtte hen og udvikle ny byggeteknologi til den, og selv i dag findes der ikke noget bedre. Vi tog et kvantespring dengang,« siger han.

Desuden skulle den kunne håndtere den lange dvale og alligevel hele tiden levere minimum 400 watt for at holde instrumenterne varme, selv når fartøjet var langt fra Solens energi. Før dvalen var det hele tændt ved hjælp af den 28 volt forsyning, som PCU’en leverer konstant under hele missionen.

Og når vi taler dvale, taler vi fuldkommen radiotavshed uden kontakt til kontrolcentret i tyske Darmstadt med mulighed for at rette op på eventuelle fejl. Den slags skal PCU’en kunne håndtere selv. Derfor kører systemet også med fuld redundans og fejltolerance.

I PCU’en sidder en funktion, en maximum powerpoint tracker, som holder styr på, hvordan den belaster solcellerne. Faktisk sidder der tre af slagsen for at være sikker på, at den rette belastning er opretholdt. Er blot to af trackerne enige om, hvor niveauet skal ligge, bliver det sådan.

Dette bliver især vigtigt til november, når Rosetta går i kredsløb om kometen og bevæger sig længere og længere ind mod den for at hægte modulet Philae fast på overfladen, hvor det skal tage de direkte målinger af kometens sammensætning af is og støv.

Hans Jensen har dog den største fortrøstning til, at alt vil gå som planlagt. Strømforsyningen er allerede testet på Mars Express-missionen, som godt nok ikke har været en så vidtrækkende mission som denne. Den er også på vej ind i BepiColombo, som er det fartøj, ESA vil sende mod Merkur i 2015 – dog i en større version, da den skal levere op til 14 kW.

»Men jeg håber at få en linje igennem til kontrolcentret, så jeg kan følge med herfra. Jeg vil gerne se, at alt er okay, for det er altid interessant at have elektronik i rummet. Der kan være noget, der er ændret, som vi ikke havde regnet med. Det kan også være, at strålingen ikke har været så hård som forventet. Så jeg ser frem til, at den ringer hjem,« siger Hans Jensen.

På DTU’s elektronikretning lærte vi, hvordan en lodret pind kunne holdes i balance ved at regulere den lille vogn, pinden var monteret på. Det var temmelig simpelt, da pinden kun kunne bevæge sig i to dimensioner.

Et hold forskere og studerende ved det tekniske universitet i Zürich har taget det forsøg et skridt videre og bygget en terning, som både kan løfte sig op på højkant, holde sig i balance på det ene hjørne og ved hjælp af kontrollerede ‘fald’ bevæge sig hen over en jævn overflade.

Hemmeligheden er i svinghjulene

Terningen er 15 cm på hver led og hemmeligheden i bevægelserne består af tre svinghjul. Ved at aktivere svinghjulene, kan terningen rejse sig på den ene side og derefter løfte sig, så den kun står på det ene hjørne.

Det sker ved, at svinghjulene kører med konstant høj hastighed, hvorefter et af dem brat stopper. Det skaber et moment, som får terningen til at løfte sig op. I de første testmodeller af terningen var ændringen af momentet så kraftig, at den ydre ramme blev ødelagt, når terningen skulle op på kanten.

Det ekstra specielle ved terningen, som forskerne har døbt Cubli, er, at den ‘lærer’, hvilken slags overflade den står på, og hvis overfladen ændrer sig, kan den tilpasse sig de nye omstændigheder.

Læs mere om teknikken bag Cubli her og se den demonstreret på videoen herunder.

Jeg har i efteråret 2013 snakket med mange firmaer bla. om deres brug af versionskontrol til SW-udvikling. Der er nogle som hænger i bremsen og stadig anvender Clearcase hhv. CVS, en del firmaer anvender stadig Subversion, og mange anvender efterhånden Git. Jeg har tidligere anvendt Mercurial og været meget glad for det, men det er nok et fåtal af firmaer, der anvender Mercurial. Det har overrasket mig, at der er stor spredning på valg af versionskontrolsystem og at der er meget lidt erfaringsudveksling på dette område. Måske version2 bør ændre dette

I må meget gerne bidrage til at skabe overblik ved at udfylde dette skema.
Det er en Google-form jeg har lavet, og jeg regner med at blogge om resultaterne om en uges tid.

Der slår mig, er at firmaer anvender deres versionkontrol-system forskelligt, og der er ikke mange steder – bøger eller på nettet, der beskæftiger sig med god brug.
Det er oftere gennemgang af alle mulige snedige småting. Det er selvfølgelig spændende at forstå alle smådele, hvis man er en versions-kontrol-geek, men det er nok dræbende uinteressant for de fleste brugere
Hvad fungerer, når man skal have almindelige brugere til at anvende versionkontrol og hvad er i praksis en byld?…
Min pointe er at meget få personer har interesse for detaljerne i versionskontrolsystemet – de skal “bare kunne det basale” og her er der klare forskelle mellem forskellige systemer.

Jeg synes, at det kunne være interessant at høre mere om erfaringer på dette område, men hvordan skulle man skrue et program sammen om det?
Kunne vi f.eks. have et par “tutorial”-oplæg om de store systemer og en del foredrag om brugs-erfaringer?
Især synes jeg det er interessant at høre fra udviklere som har brugt forskellige systemer, og kan sammenligne – såsom
Martin Fowler eller wikipedia

Giver det mening for jer at lave en konference om brugen af versionskontrol-systemer?

/pto

P.S. Sidetrack: Hvad bruger I Windows-udviklere som versions-kontrol system?

Har jeg nogen sinde nævnt at jeg bliver gammel og træt hver gang jeg skal implementere en eller anden standard ?

Som jeg fortalte sidder jeg og roder med WARC filformatet, forgyldt i ISO 28500.

Her defineres forskellige headere, bla:

Senere, i Annex C gives nogle eksempler og her finder man:

Bemærk hvorledes WARC-Record-ID har uri’en wrappet i <…> mens WARC-Target-URI ikke er.

Gældende standard for URI’er er RFC3986 der i Annex C bla. skriver:

Appendix C. Delimiting a URI in Context

URIs are often transmitted through formats that do not provide a
clear context for their interpretation. For example, there are many
occasions when a URI is included in plain text; examples include text
sent in email, USENET news, and on printed paper. In such cases, it
is important to be able to delimit the URI from the rest of the text,
and in particular from punctuation marks that might be mistaken for
part of the URI.

In practice, URIs are delimited in a variety of ways, but usually
within double-quotes “http://example.com/“, angle brackets
, or just by using whitespace:

  http://example.com/

These wrappers do not form part of the URI.

[...]

At pakke uri’erne i <…> er altså hverken krævet eller tilladt af ISO 28500.

Kigger man efter eksempler på nettet finder man at alle wrapper WARC-Record-ID, formodentlig fordi eksemplerne i standarden gjorde det, mens andre felter, som f.eks WARC-Target-URI normalt ikkw wrappes i <…>.

Det følger indlysende at man bliver nødt til at acceptere <…> når man læser WARC filer, men skal man også bruge dem når man skriver WARC filer ?

Nogen der har et gæt på hvor meget WARC software der forventer at finde <…> ?

phk

PS: Beklager funky syntax-highlighting, vi mangler en “kode-stil” der bare lader være…

I 1971 forklarede den amerikanske sociolog Scott Feld i en artikel i American Journal of Sociology, at det for flertallet i en befolkning eller gruppe vil gælde, at de har færre venner end deres venner har i gennemsnit. Dette forhold kendes i dag som venskabsparadokset.

To koreanske forskere ansat ved henholdsvis Université de Toulouse i Frankrig og Aalto-universitetet i Finland forklarer i en ny artikel, at der findes et generaliseret venskabsparadoks, som betyder, at dine venner (i gennemsnit) også tjener mere end dig, er mere populære og lykkelige osv. Forholdet gælder vel at mærke for flertallet af befolkningen – for et mindretal forholder det sig omvendt.

Først en lille kommentar om det klassiske venskabsparadoks.

Scott Feld tog udgangspunkt i James Colemans undersøgelse The Adolescent Society fra 1961, der havde kortlagt venskabsrelationer blandt elever i 12 amerikanske high schools.

De 146 piger i Marketville havde i gennemsnit 2,7 venner, mens deres venner i gennemsnit havde 3,4 venner. Det betød, at 74 pct. af pigerne havde færre venner end deres venner havde venner.

Det er et paradoks, for når venskaber er gensidige – man siger jo netop af A og B er venner – så vil de fleste nok forvente, at der ingen forskel var.

Når det alligevel er sandt, at dine venner har flere venner end dig (for størstedelen af en gruppe), så skyldes det, at venskaber følger en power-law-fordeling,hvor de fleste har få venner, mens et lille antal har mange venner.

Gælder også på Facebook, Twitter og i forskerkredse

Venskabsparadokset gælder også på Facebook og Twitter. Dine Facebookvenner har flere venner end dig – på Twitter er der flere, der følger dem, der følger dig, end der er personer, der følger dig.

Dette forhold er af en forskergruppe ved University of Michigan i USA blevet udlagt som en forklaring på, at mange brugere af Facebook føler sig triste, da de kan se, at deres venner klarer sig bedre end dem selv – uden at tænke over, at dette er tilfældet for flertallet på Facebook.

Young-Ho Eom og Hang-Hyun Jo har nu lavet en empirisk undersøgelse blandt forskere, der har publiceret i Physical Review tidsskrifter eller som har en Google Scholar-profil.

Der var 242.592 personer i PR-netværket og 29.968 i GS-netværket. Undersøgelsen viste, at for flertallet gjaldt det, at en forfatters medforfattere havde flere medforfattere end forfatteren selv, de publicerede flere artikler og opnåede flere citationer. De var med andre ord bedre forskere.

Forklaringen skyldes simpelthen den måde, netværket er skruet sammen på, som helt svarer til netværksstrukturen for venskaber i amerikanske high schools.

Young-Ho Eom og Hang-Hyun Jo forklarer, at samme netværksstruktur findes for popularitet, indkomst, anseelse og lykke. Der findes altså et generaliseret venskabsparadoks – og derfor må de fleste af os acceptere, at vi næsten alle områder er ringere stillet end vore venner.

Omkring 3,5 meter op til skuldrene – og så er det skelet af en steppe­mammut, der for tiden kan opleves på Zoologisk Museum i København, ikke engang blandt de største af arten, der kunne blive næsten 5 meter og veje op til 10 ton.

»Det er nogle meget unikke skeletter, vi har fået mulighed for at udstille. Nogle af dem er fra en familieflok, der har en historik, som giver noget ekstra,« forklarer kreativ udvikler ved Statens Naturhistoriske Museum Joakim Engel.

Udstillingens kæmpemammut og dens familie er en del af det imponerende fund, som blev gjort i Sevsk i Rusland i 1988, hvor man i løbet af tre år gravede skeletterne af hele 33 uldhårede mammutter op af flodbreddens jord.

Man har også mulighed for at stifte bekendtskab med Dima, den mumificerede mammutbaby, som blev fundet af en guldgraver i det nordøstlige Sibirien i 1977 efter at have ligget gemt i den stivfrosne jord i mere end 40.000 år.

Ud over mammutterne sætter udstillingen også fokus på en række af de andre enorme fortidsdyr, som i dag kun findes i form af skeletter og rekonstruktioner, men som for indtil cirka 10.000 år siden dominerede naturen i både Europa, Asien og Nordamerika. Ud over mammutterne talte den såkaldte megafauna desuden hulebjørne, steppebisoner, vildheste og det imponerende Kaukasusnæsehorn.

Stakkels Stellers søko

Spørger man Joakim Engel, er der dog særligt ét af fortidsdyrene, der er fascinerende. Nemlig havdyret Stellers søko, som blev opdaget i 1741 af den tyske kaptajn Georg Wilhelm Steller under en af Vitus Berings ekspeditioner. Udstillingen byder på et delvist skelet, da komplette skeletter er sjældne. For den dovne planteæder var en blid og langsom størrelse, og det udnyttede søfolk som spisekammer, og i løbet af få årtier var Stellers søko uddød.

»Ud fra mit synspunkt er den noget af det mest interessante i udstillingen, for man ved ikke så meget om den, som man gør om mammutterne, som de fleste kender til på en eller anden måde,« siger Joakim Engel.

Er man typen, der foretrækker en udstilling pakket med interaktivitet, lange beretninger og anden information, er det nok ikke udstillingen om mammutterne, man skal besøge. For i sin opbygning er udstillingen vendt tilbage til de klassiske zoologiske museumsdyder.

»Vi lader de store skeletter være i centrum. Fundene fra Sibirien spiller hovedrollen, og så fortæller vi naturligvis historien om skeletterne. Men der er ikke tætpakket med plancher. Vi synes, at man får den største oplevelse ved selv at gå rundt og opleve skeletterne,« forklarer Joakim Engel.

‘Mammutter – Kæmperne fra Rusland’, Zoologisk Museum, Universitetsparken 15, 2100 København Ø, www.zoologi.snm.ku.dk. Udstillingen løber indtil 1. august 2014

To dage før nytår kunne de danske raketbyggere i Copenhagen Suborbitals (CS) konstatere, at opbakningen til deres projekt har nået en milepæl med over 1.000 betalende medlemmer i støtteforeningen Copenhagen Suborbitals Support (CSS).

Det er under fire år siden, at en flok Ingeniørenlæsere fik ideen til støtteforeningen, som blev stiftet på Toga Vinstue i København. I dag kan foreningen hver måned sende 100.000 kroner til raketbyggerne, der også modtager høje engangsbeløb gennem donationer fra hovedsageligt udlandet og gennem bidrag fra sponsorer.

Stifterne af CS, Peter Madsen og Kristian von Bengtson, havde faktisk en enkelt bekymring, da gruppen af Ingeniørenlæsere i efteråret 2010 foreslog CS at oprette en støtteforening:

»Dengang byggede vores økonomi på, at folk betalte for at overvære vores test af motorer. Hvis vi skulle give støttemedlemmer gratis adgang, så ville det først betale sig, hvis foreningen var tilstrækkelig stor. Så vi tegnede en masse kurver på vores whiteboard i værkstedet og regnede på break even-tidspunkter, men kunne hurtigt se, at en støtteforening kunne betale sig. Det ville også give os et mere steady flow af penge,« siger Kristian von Bengtson.

I dag kommer næsten alle enkeltdonationer fra udlandet, mens støttegruppen hovedsageligt består af danskere, heraf 85 procent mænd, og langt de fleste mellem 30 og 40 år.

Ny raketmotor skal brænde i 90 sekunder

Ifølge raketbyggerne er støtteforeningen en helt central årsag til, at 50 frivillige knokler dag og nat i værkstedet, og CS er på vej med deres hidtil mest omfattende motortest 1. marts.

• Testen foregår på pladsen foran B&W værftet, og dørene åbnes klokken 12.30.
• Traditionen tro kan der købes raketpølser, drikkevarer, plakater og lign. ved testen.
• Testen er gratis for medlemmer af CSS, men koster ellers 100 kroner.
• Køb billet til rakettest her.

Og meget har ændret sig, siden Peter Madsen som ung byggede sin første væskeraket og startede den med to brugte autorelæer pakket ind i en tennissok stoppet ned i en lille æske. Nu styres startsekvensen af en CS-bygget computer, som via sensorer overvåger alt på raketten.

Under testen 1. marts vil hele den ni meter høje raket, uden kapsel, være spændt fast til prøvestanden på B&W, og i jetstrålen vil raketbyggerne teste nye ror og servoer til at styre raketten.

En markant forskel fra tidligere test er, at CS gennemfører et såkaldt full-burn, hvor motoren skal vise, at den kan holde til hele 90 sekunders brændtid, og Kristian von Bengtson og Peter Madsen har allerede diskuteret, hvad de gør, hvis motoren eksploderer, eller ikke fungerer optimalt.

Eksplosion betyder farvel til HEAT2X for evigt

Det værste scenarie er en såkaldt hardstart, hvor for meget uforbrændt alkohol og flydende ilt ophober sig i brændkammeret, hvor det antændes. Det er sket på adskillige raketter gennem tiden, blandt andet amerikanernes Vanguard, og giver en eksplosion, der vil ødelægge motoren, styrerorene, og formentlig også resten af raketten.

En eksplosion kan også forekomme, hvis forbrændingen begynder at gå i svingninger.

Skulle det ske, er beslutningen at droppe Heat 2X og arbejder videre med den store rumraket HEAT1600, og det er værd at bemærke.

For cirka et år siden tog Peter Madsen og Kristian von Bengtson nemlig en afgørende beslutning for fremtiden. De valgte at kaste sig ud i byggeriet af, hvad man kunne kalde den endelige raket – den som skal bringe Peter Madsen ud i rummet.

På det tidspunkt havde CS eksperimenteret med en lang række forskellige raketter, og der var brug for at samle alle erfaringer og tage et modigt spring.

»CS var som organisation nervøs for at tage skridtet mod en bemandet raket, fordi det var tydeligt, at den ville blive enorm. Men vi var nødt til at tage skridtet og opstille et konkret mål at stile efter. Derfor er der heller ingen grund til at bygge HEAT2x op igen, hvis motoren eksploderer. Vi ved, at vores mål er HEAT1600. Det er den, som skal bringe Peter i rummet,« siger Kristian von Bengtson.

Alligevel er HEAT2X en vigtig læringsplatform. F.eks skal kapslen TDS-80 til HEAT2X udstyres med en såkaldt ballut for at sænke kapslens fart, når den genindtræder i atmosfæren. En ballut er en mellemting mellem en ballon og en faldskærm, og Kristian von Bengtson og hans team er i fuld gang med at finde egnede materialer og design, der kan klare de ekstreme temperaturer. Læs mere på Kristian von Bengtsons blog på Wired.

• CSS blev stiftet i oktober 2010, og har nu nået 1000 medlemmer, der giver 100.000 kroner til CS hver måned. Havldelen af pengene går til husleje til de to haller, som CS nu råder over på Refshaleøen.
• Hovedparten af supporterne kommer stadig fra Danmark, men CSS er nu oppe på ca. 10% internationale medlemmer, og den andel er støt stigende.
• For at få flere til fast at støtte projektet, har CSS besluttet at gøre kontingentstrukturen langt mere fleksibel, og målet er nu 1500 faste bidragydere i løbet af 2014. Den nye medlemsform vil blive lanceret samtidig med et helt nyt fælles website i løbet af februar måned.

Kristian: Peter og mig skal være i synk

Med et rekordhøjt antal støttemedlemmer, frivillige og donationer, samt en udvidelse af raketværkstedet til ekstra lokaler er CS på en meget fornuftig kurs mod en bemandet opsendelse. Kristian von Bengtson er ikke bekymret for fremtiden, men direkte adspurgt hvad de største udfordringer er, peger han på flg. områder:

»Peter og mig skal altid være i synk. Vi er to hanløver og har haft vores kontroverser, men vi er altid gode til at komme over dem. Oftest opstår problemerne, hvis vi ikke ser hinanden længe, og her er udfordringen, at vi ofte arbejder på forskellige tidspunkter og i hver vores afdeling. Vi har lovet hinanden at år 2014 er året, hvor vi højner den interne kommunikation og husker at tage mere fat i hinanden og glædes sammen,« siger Kristian von Bengtson.

En anden udfordring er koordineringen af de stadig flere projekter mellem f.eks elektronikfolk og mekanikere, og endelig så skal der bedre styr på økonomien.

»Med 50 mennesker risikerer vi hurtigt at dræne pengekassen, hvis vi ikke hele tiden styrer udgifterne. F.eks havde vi 150.000 kr. i underskud efter året med opsendelserne af LES og Smaragd. Den situation skal vi ikke havne i igen. Derfor laver vi en gruppe, der sikrer en bedre koordinering og styring af udgifter og indtægter,« siger Kristian von Bengtson.

Kunne du finde på at forlade CS i fremtiden, hvis andre muligheder åbnede sig?

»Jeg forlader ikke det her projekt, før vi har fået sendt Peter i rummet. Den skal følges til dørs. Måske hvis nogen køber en ø til mig i Caribien og giver mig gratis drinks og en hængekøje at ligge i hele dagen, så måske … nej, ikke engang det.«