Forsker: Bioethanol af majsrester udleder mere CO2 end fossil benzin

En amerikansk forsker har fremlagt beregninger, der viser, at i det mindste på kort sigt bliver CO2-udslippet højere ved at omdanne majsrester til ethanol end ved at benytte almindelig fossil benzin.

Den amerikanske ethanolindustri tilbageviser påstandene via brancheorganisationen Renewable Fuels Association (RFA), og herhjemme er Novozymes også stærkt kritisk over for forskningsresultatet, som er fremlagt af Adam Liska sammen med otte kolleger fra University of Nebraska-Lincoln i USA i det videnskabelige tidsskrift Nature Climate Change.

Projektet er støttet af en forskningsbevilling fra Department of Energy i USA.

Man har længe vist, at hvis man fjerner majsrester fra markerne, vil det øge oxideringen af kulstof i jorden, så der frigives CO2.

Adam Liska har modelleret forholdene i det store amerikanske majsbælte i staterne i Midtvesten og derved sat tal på denne negative effekt af produktion af bioethanol.

Analysen viser, at hvis man fjerner 6 ton majsrester pr. hektar om året, vil kulstofindholdet i jorden i gennemsnit over 5-10 år blive reduceret med 0,47-0,66 ton pr. hektar om året.

Den største omdannelse af kulstof i jorden til CO2 vil ske i stater som Minnesota, Iowa og Wisconsin, hvor klimaet er køligere, og der findes mere kulstof i jorden end eksempelvis i Nebraska.

Tager man dette i betragtning, så vil der blive udledt yderligere 50-70 gram CO2 pr. megajoule biobrændstof. Regnet over fem år vil den samlede udledning for bioethanol være 100 gram CO2 pr. megajoule. Det er syv procent højere end den tilsvarende værdi for benzin.

I en pressemeddelelse siger Adam Liska, at forskerholdet på alle mulige måder uden held har forsøgt at finde huller i deres egen analyse:

»Hvis dette resultat er korrekt, og alt tyder herpå, så vil det kunne ses snarere end senere,« siger han.

Bioethanolbranchen afviser

Ethanolindustrien har dog straks peget på en lang række problemer.

For det første hævder RFA, at 6 ton pr. hektar pr. år er et urealistisk højt tal, da man i dag anbefaler at indhøste en langt mindre del af majsresterne, end Liska lægger til grund for dette tal.

Det fremgår dog af Adam Liskas artikel, at hvis man indhøster en mindre andel, vil der ganske rigtigt blive frigivet mindre CO2 fra jorden, men samtidig er udbyttet af bioenergien mindre. Konklusionen er derfor den samme, selvom man kun indhøster det halve eller en tredjedel, viser hans beregninger.

Det er en konklusion, der i modstrid med andre undersøgelser, påstår RFA, der endda tillægger Adam Liska den holdning, at det samme vil være tilfældet, hvis man kun høster 5 pct. af mængden – uden at Adam Liska har gennemført denne beregning i sin artikel.

Novozymes afviser

En anke mod undersøgelsen, som også fremsættes af Jesper Kløverpris, bæredygtighedsspecialist i Novozymes, i Information, er, at beregningerne kun fokuserer på en periode på ti år.

Det fremgår nemlig også af Adam Liskas egen undersøgelse, at den øgede udledning af CO2 falder eksponentielt med årene. Hvis den gennemsnitlige udledning er 0,47 ton pr. hektar pr. år i en tiårsperiode, dækker det over, at værdien er 1,13 i første år og 0,25 i det tiende år.

Set over en længere periode vil de negative konsekvenser mindskes, mens de positive er bevaret.

Adam Liska står fast

Adam Liska forsvarer sig med, at det, man reelt ønsker at vide, er, hvordan systemerne opfører sig de første ti år.

I forskningsartiklen fremgår det også, at der kan være en række fordele ved at lade bioehtanol erstatte kul ved elektricitetsproduktion, ligesom fjernelse af majsresterne også fører til mindre udledning af drivhusgassen N2O – kendt som lattergas. Disse gevinster er ikke medtaget i beregningerne.

RFA konkluderer derfor, at undersøgelsen er baseret på fejlagtige forudsætninger, som skal ses som et forsøg på at skandalisere debatten om genanvendelige brændstoffer.

David Tilman fra University of Minnesota siger derimod til Associated Press, at det er den bedste analyse af problemstillingen, han har set til dato.

Om ikke andet viser debatten, at det er uhyre svært at beregne effekten af forskellige tiltag for at reducere udledning af CO2, for der mange afledede faktorer, som nødvendigvis må indgå i det samlede billede.

Adam Liska peger selv i artiklen på en lang række forhold, som det vil være interessant at undersøge, før man kan udpege de bedste metoder til at reducere CO2-emissionerne ved energiproduktion og -forbrug.