Monthly Archives: May 2014

50 er det mindste tal, der kan skrives som summen af to kvadrattal på to forskellige måder:

50 = 1² + 7² = 5² + 5²

Det er derudover summen af tre kvadrattal i rækkefølge: 3² + 4² + 5².

50 er altså et bemærkelsesværdigt tal, og for en matematikforening er der derfor en særlig grund til at festligholde et 50-års jubilæum og ved den lejlighed sætte tallet 50 i fokus.

Institute of Mathematics and its Applications (IMA) i Storbritannien blev oprettet i april 1964 og fejrer sit jubilæum i år, bl.a. med udgivelsen af bogen ‘50 Visions of Mathematics’.

Bogen indeholder 50 korte essays på 4-5 sider. Rækkefølgen er alfabetisk efter forfatterens efternavn. De korte essays kan altså læses helt uafhængigt af hinanden og i tilfældig rækkefølge.

Emnerne spænder vidt og omfatter både pudsig matematik, matematik til såvel fornøjelse og gavn samt matematisk filosofi og pædagogik.

De matematiske nedslag kan synes lidt tilfældige. Det har sin charme, men en lille smule matematisk struktur havde nu nok været gavnlig.

Det kræver ikke de helt store matematiske kundskaber at læse de korte artikler, der handler om mord, medicin, spil, sport m.m., da antallet af ligninger og den matematiske notation er holdt på et minimalt niveau.

Nogle af essayene er bearbejdede versioner af tidligere publicerede artikler, andre er helt nye. Tilsammen giver de et varieret indblik i matematikkens mangfoldighed.

Ingeniørens læserne vil ikke have besvær med det matematiske niveau. Alt i alt vil jeg mene, at mange med garanti vil finde bogen underholdende.

Tal i i tekst og billeder

En lille anke kan være, at de korte essays i visse tilfælde kommer til at virke noget overfladiske. Referencer til uddybende materiale findes, men når dette ikke er lige ved hånden, er det nok de færreste læsere, som efterfølgende finder det frem.

Når man har lagt sig fast på de 50 artikler, kan det nok ikke være anderledes, men jeg vil nu ikke anbefale, at man ved 75-års eller 100-års jubilæet laver en bog efter samme opskrift, men hvor man skærer de enkelte artikler tilsvarende ned for at undgå, at den samlede bog svulmer op.

Ud over de 50 essays indeholder bogen 50 illustrationer af matematikkens visioner.

Disse billeder er udvalgt efter forslag fra medlemmerne af IMA og læserne af det britiske matematiktidsskrift Plus.

Bogens redaktør, Sam Parc, skriver i et forord, at heller ikke billederne er præsenteret i nogen bestemt rækkefølge, ligesom de heller ikke kan siges at udgøre en top-50 ud fra objektive kriterier. Han skriver:

‘Matematik er et visuelt område, og billederne skal vise den del af visionen’.

Billedmaterialet spænder som essaysene vidt, der er både fotos, computergrafik og håndtegnede skitser.

De enkelte illustrationer ledsages kun af ganske korte tekster – og flere af dem kunne med fordel have haft mere uddybende beskrivelser.

Beviser kommer og går

Matematikstuderende Adam Jasko fra University of Nottingham skriver om matematiske beviser.

Her er hans eksempel, der ‘beviser’, at 2 = 1

Hvis vi går ud fra, at a = b, så er a² = ab

Vi kan addere a² på begge sider

2a² = a² + ab

Dernæst fratrækkes 2ab:

2a² – 2ab = a² – ab, eller

2(a² – ab) = 1 (a² – ab)

Ved eliminering af den samme faktor fås: 2 = 1

Fejlen i beviset er ikke svær at finde, men som Adam Jasko skriver, så kan det være ganske svært at gennemgå meget store og komplicerede beviser.

Kan vi i det hele taget være sikre på, at matematiske beviser holder, spørger Adam Jasko.

Det korte svar er nej, svarer han selv. Der er flere eksempler på, at der er fundet fejl i beviser mange år efter, de blev præsenteret.

Selv de bedste matematikere tager af og til fejl. I modsætning til naturvidenskab findes den ufejlbarlige sandhed i princippet inden for matematik. Alligevel kan det nogle gange være svært at være sikker på sandheden.

Hvad gør 495 og 6174 specielle?

Yutaka Nishiyama fra Osaka University of Economics i Japan skriver om Kaprekars operation opkaldt efter den indiske matematiker D.R. Kaprekar, der opfandt den i 1949.

Tag et firecifret tal, hvor ikke alle cifre er ens (altså ikke 0000, 1111, 2222 osv.). Eksempelvis 2014.

Omarranger cifrene til at give det største tal og mindste tal – i dette tilfælde 4210 og 0124. Træk det mindste fra det største. Resultatet er 4086.

Gentag nu proceduren med at omarrangere cifre og subtrahere det mindste fra det største igen og igen. Efter syv gennemløb ender du med 6174 – og her stopper processen. Du kommer aldrig videre.

Vælg et andet firecifret tal, hvor ikke alle cifre er ens. Og med samme procedure ender du igen med 6174. Er udgangspunktet et trecifret tal efter samme opskrift, slutter regnestykket altid med 495.

Disse tal kaldes ‘kernen’ for henholdsvis firecifrede og trecifrede tal.

Hvad er kernen så monstro for tocifrede eller femcifrede tal?

Det måske noget overraskende svar er, at der ingen kerne findes for disse tal.

For sekscifrerede tal ender regnestykket enten i 549945 eller 631764, der findes ingen unik kerne.

495 og 6174 er helt specielle tal ved at være en unik kerne for henholdsvis tre- og firecifrede tal.

»Det er så smukt, at det må være end et rent tilfælde,« bemærker Nishiyama, som mener, at der kan findes et skjult matematisk teorem, der venter på at blive opdaget.

Hvad man skal bevise, kan også være et problem.

Sam Parc (redaktør): ‘50 Visions of Mathematics’, 208 sider, 24,99 GBP, Oxford University Press, 2014.

I fremtiden vil danske soldater på missioner i udlandet ikke bare tage våben, køretøjer og telte med hjemmefra. Soldaterne vil måske også flytte deres kaserner med ud i verden.

»I dag har vi ikke nogen tradition for at opbygge og drive lejre i udlandet, men med modulære byggerier kunne man godt forestille sig, at man tog sine egne moduler med på korterevarende missioner,« forklarer projekt- og udviklingsleder Jakob Tonsgaard fra Cowi.

Rådgivningsfirmaet står i spidsen for det hold, der har vundet totalrådgiverkontrakten på en ombygning af Aalborg Kaserner. Cowi, Arkitektfirmaerne Adept og Nord og GBH Landskabsarkitekter vandt med et forslag om at rive kasernens gamle, meget energiforbrugende bygninger ned og erstatte dem med modulært byggeri, der kan leve op til kravene i lavenergiklasse 2020.

»Vi havde lavet en cost-benefit-analyse af renoveringsomkost­ningerne for de eksisterende bygninger, og mange af dem har hverken de store arkitektoniske kvaliteter eller en indretning, der passer til de funktioner og samarbejdsmåder, man gerne vil bruge. Derfor kunne en stor investering i energirenovering ikke forsvares,« begrunder Jakob Tonsgaard.

Kaserner kan bytte moduler

I første omgang er der bare tale om et demonstrationsprojekt med tre bygninger. Det handler om en værkstedsbygning, en multibygning – der både skal rumme en sportshal, kantine og møderum – og en kombineret kontor- og indkvarteringsbygning. Men forsvaret ser store muligheder i det modu­lære koncept, fortæller projektleder Morten Klitgaard Pedersen fra Byggedivisionen i Forsvarets Bygnings- og Etablissementstjeneste (FBE).

»Efter hvert eneste forsvarsforlig sker der ændringer i vores organisation og opgaver. Derfor har vi efter­lyst et koncept, hvor der var god fleksibilitet både i forhold til, hvad bygningerne skal anvendes til, hvor mange der skal bruge dem, og hvor de skal ligge.«

Forsvaret er ved at rydde ud og op i sine cirka 7.000 bygninger – kaserner bliver i disse år lukket og funktioner sammenlagt med voldsom hast – både for at spare energi og driftskroner.

Inden 2020 skal forsvaret nå en række energimål:
Energiforbruget skal være 20 procent lavere end i 2006.
60 procent af elforbruget skal dækkes af vedvarende energi.
CO2-udledningen skal være 40 procent lavere end i 1990.
CO2-udledningen lå i 2012 på 355.000 ton – svarende til CO2-udledningen i en kommune på Norddjurs’ størrelse.
Bygninger var ansvarlige for 133.000 ton.

Derfor er muligheden for at kopi­ere konceptet fra Aalborg til andre kaserner meget interessant, siger Morten Klitgaard Pedersen.

»Vi skal hele tiden være opmærksomme på, om der er bygninger, vi ikke længere har brug for. Vi skal virkelig passe på vores driftspenge. Så selv om fokus er på Aalborg Kaserner, så ser vi muligheder for synergier og optimering i forhold til andre kaserner.«

Rådgivernes idé er, at de nye bygninger skal bygges op omkring en ‘rygrad’ bestående af de centrale funktioner – eksempelvis kantine, køkken og hovedforsyning til teknik.

»Det er de fælles faciliteter, hvor kravet til fleksibilitet ikke er så stort,« uddyber Jakob Tonsgaard.

Rygraden opbygges i et søjle/bjælkesystem funderet på punktfundamenter og stribefundamenter. Når rygraden er rejst, vil man kunne koble rumstore ‘kredsløbsmoduler’ på, der kan indeholde kontorer, soverum og yderligere teknikrum, hvis der er behov for større udvidelser. Kredsløbsmodulerne funderes på skruepæle, der er lette at flytte igen. Mellem kredsløbselementerne er der et 70 cm bredt ‘opstillingshulrum’, hvor der skal være plads til føringsveje og lydisolering. Alene afløb og kloak føres i terræn frem til kredsløbsmodulerne.

»Vi har valgt at lave skjulte føringsveje for ikke at optage plads i modulerne. Det vil også gøre det lettere at koble eksempelvis ventilationssystemet til og fra,« forklarer Jakob Tonsgaard.

Bygningernes facader kommer til at bestå af facadeelementer, der let kan udskiftes eller fjernes, hvis man vil koble flere moduler på, lave en ny indgang eller lignende.

Drevet af sol og skrald

En af forsvarets store udfordringer både i de hjemlige omgivelser og på missioner i fremmede lande er energiforsyning. Det fortæller seniorsergent Bjarne Madsen, der er infrastrukturbefalingsmand i Ingeniørtroppernes 3. konstruk­tionsbataljon.

»Der skal ikke være tvivl om, at den helt store udfordring, når vi er udsendt, er energi. I starten af en mission skal tingene bare virke, men hvis vi skal være et sted i længere tid, begynder både politikerne og vi at se nøje på, hvad indsatsen koster.«

I dag drives de danske lejre af dieselgeneratorer. Det er dyrt, når man er til stede i varme lande, hvor det er nødvendigt at sætte aircondition op i beboelsesteltene.

»Det er en stor udfordring at få et airconditionsystem, der er stort nok til at kunne køle teltene. Desuden er det meget dyrt at drive. Derfor kigger vi nu på, hvordan vi kan isolerer teltene,« fortæller Bjarne Madsen. Hvis det bliver muligt at få velisolerede beboelsesmoduler med ud, vil det løse mange af ingeniør­troppernes problemer, vurderer han.

»Vores filosofi er, at vi altid prøver at løse en opgave med det materiel, som vi alligevel har til rådighed. Der er ikke råd til andet. Hvis FBE fremover vil kunne tilbyde moduler, vil vi tage imod det med kyshånd.«

Rådgiverne har desuden også et forslag til, hvordan man kan løse udfordringen med energiforsyningen. De vil nemlig lade største­delen af de nye kasernes energibehov dække af vedvarende energi fra flytbare solceller, der enten kan placeres på bygningerne eller på jorden ved siden af – og af en såkaldt bio­digester, der udvinder strøm og varme af køkkenaffald.

»Det er de rigtige tanker, de har fat i. Men det vil i sidste ende blive et spørgsmål om, hvorvidt det er mest økonomisk at flytte bygninger med fra Danmark eller nøjes med, hvad vi kan få ind fra nabolandene,« siger Bjarne Madsen.

Efter planen begynder byggeriet af de modulære kaserner i 2015, og bygningerne skal stå klar i 2016.

Forskere ved Carlsberg Laboratoriet har sekventeret det fulde genom for den gærcelle, som Emil Christian Hansen isolerede første gang i 1883, og som i dag bærer navnet Saccharomyces carlsbergensis.

De har derved opdaget en overraskende sammenhæng mellem denne gærcelle, som tilhører den såkaldte gruppe I af ølgær, og de ølgærceller af gruppe II, som i dag er de mest almindelige i storskalaproduktion af øl verden over.

Hvor den generelle opfattelse tidligere var, at de to hovedgrupper af gærceller var opstået helt uafhængigt af hinanden, kan det nu fastslås, at de har et fælles ophav.

Udover at forskerne derved har fået en meget bedre forståelse af evolutionen inden for ølgær de seneste 125 år, giver analysen også nye muligheder for fremstilling af nye øltyper efter klassiske opskrifter.

»Vi kan eksempelvis lave øltyper, der er identiske med den form for øl, som blev brygget i slutningen af 1800-tallet,« siger Jürgen Wendland fra Carlsberg Laboratoriet, som har stået i spidsen for forskningsprojektet.

Det er især en øltype som dark lager, han tænker på. Men også helt nye former for ølgær med nøje udvalgte egenskaber kan nu udvikles.

Andrea Walther, der som Jürgen Wendland er tysker, har sammen med Ana Hesselbart været hovedkraften i laboratorieundersøgelserne, som er beskrevet i en videnskabelig artikel i det amerikanske tidsskrift G3: Genes/Genomics/Genetics.

Gæret fra München

I 1845 kom I.C. Jacobsen hjem med ølgær hentet hos Gabriel Sedlmayr ved Spatenbrauerei i München

Det blev grundlaget for Jacobsens produktion af bajersk øl først i det indre København og fra 1847 på det nye bryggeri i Valby: Carlsberg.

I 1883 lykkedes det Emil Christian Hansen at isolere gærcellen i ølproduktionen, som han kaldte Unterhefe I eller Saccharomyces carlsbergensis.

Det var den første rene kultur af ølgær, der blev fremstillet i verden. Det gav mulighed for at sikre en mere ensartet kvalitet i ølproduktionen.

S. carlsbergensis var særdeles velegnet til fermentering af øl ved lave temperaturer omkring 5 grader, som det var tilfældet i Jacobsens kældre.

I dag producerer man øl ved temperaturer ved 14 grader eller højere, og til det formål er ølgær, som tilhører gruppe II, mere anvendeligt, forklarer Jürgen Wendland.

Inden for gruppe II er det ikke mindst den såkaldte Weihenstephan strain, der er populær.

En analyse af de forskellige former for ølgær foretaget af forskere ved Stanford University i USA i 2008 konkluderede, at de to hovedgrupper havde forskelligt ophav.

Det er altså nu modbevist af forskerne ved Carlsberg Laboratoriet, som både sekventerede S. carlsbergensis og Weihenstephan gær.

Ølgær er en hybrid

Ølgær er en hybrid mellem bagegær (Saccharomyces cerevisiae) og gærcellen Saccharomyces eubayanus.

S. carlsbergensis har 19,5 millioner basepar i sit genom og indeholder 29 unikke kromosomer. Weihenstephan har næsten 32 millioner basepar og 36 kromosomer.

Forskellen skyldes tab af DNA fra S. cerevisiae, som har 12 millioner basepar, i S. carlsbergensis, forklarer forskerne i artiklen.

Konklusionen er, at S. carlsbergensis udviklede sig i perioden mellem 1845, hvor I.C. Jacobsen bragte gæret hjem fra München, til Emil Christian Hansen isolerede det i 1883. Det skete ved store tab af genomet fra S. cerevisiae.

Udover S. carlsbergensis eller Unterhefe I fandt Emil Christian Hansen også en gærtype, han kaldte Unterhefe II i det ølgær, Carlsberg brugte i 1883.

Andrea Walther forklarer, at det ikke står klart, om Unterhefe II allerede var en del af det gær, som I.C. Jacobsen hentede i München, eller om det er form for forurening, der er kommet til senere – eventuelt under transporten fra München til København eller efter hjemkomsten til København.

Det er noget, som Carlsbergforskerne nu vil studere nærmere.

Andrea Walther har en drøm om yderligere at kunne bidrage til ølbrygningens historie ved at analysere andre former for gruppe II gær.

125 år gammel øl smager som sherry

I forbindelse med projektet har forskerne haft adgang til at analysere øl på flaske, der blev brygget i 1880’erne. De har endog smagt på de sjældne dråber.

»Øllet har tabt alt sin kulsyre og er helt fladt. Det har en sherryagtig eller portvinsagtig smag. Men det kan sagtens drikkes,« siger Andrea Walther.

Cadarache, Frankrig

Solen sender sine varme stråler ned over den 40 hektar store byggeplads i Provence, hvor byggeriet af en jordisk konkurrent – verdens største fusionsreaktor – er i gang.

Her skal tunge isotoper af hydrogen smelte sammen ved en temperatur på langt over 100 millioner grader og udsende energi – samme proces, som finder sted i Solens indre.

Den store byggeplads huser i øjeblikket kun en enkelt stor og helt tom bygning og et kæmpe hul. Hullet er det mest interessante.

Op af hullet skal vokse en bygning på 73 meter (60 meter over overfladen, 13 meter under), som skal huse det 800 kubikmeter store reaktorkammer og alt tilhørende udstyr i form af superledende magneter, kryostater mv.

Det bildækformede reaktorkammer kaldes for en tokamak. Det er designet til at kunne levere 500 MW termisk fusionseffekt for 50 MW elektrisk inputeffekt.

I den tomme bygning skal på stedet bygges spoler med en diameter på 24 meter til dannelse af magnetfelter, der skal medvirke til at holde plasmaet frit svævende i reaktorkammeret. Så store spoler vil være umulige at transportere til stedet udefra.

I alt 37 bygninger skal bygges på plateauet de kommende år.

Ifølge den nuværende plan skal det første plasma tændes i 2020, men det bliver nok et par år senere, indrømmer Osamu Motojima, der er generaldirektør for Iter – International Thermonuclear Experimental Reactor – og ved lægge hånd på den endelige plan, som skal godkendes om et år.

Start i Aix

Udgangspunktet for et besøg hos Iter vil ofte være en af danskernes favoritbyer i Provence: Aix.

Efter en halv times tid kørsel mod nord ad A51 i et typisk provencalsk landskab kommer afkørslen mod Iter.

Det første syn, efter at man har betalt sin motorvejsafgift, er dog ikke Iter, men indgangen til CEA – Cadarache, som er et forskningsanlæg under den franske atom­energikommission, hvor rundt regnet 4.000 mennesker arbejder.

Vejen til Iter fortsætter ad rute D952 langs det flere meter høje dobbelthegn, der omkranser forskningsanlægget, hvis indgang beskyttes af bevæbnet fransk militær.

Efter et par kilometer viser et skilt hen til et område, som Frankrig har stillet til rådighed for Iter.

For et par år siden var det et stenet og bakket provencalsk skovlandskab, nu er der udformet et fladt plateau med en længde på en kilometer og en bredde på 400 meter.

Fusionsenergi er det næste store skridt efter Apollo-projektet og afkodningen af dna. Og det vil være større end at sende mennesker til Mars.

Mark Henderson, fysiker, Iter

Efter tovtrækkeri med Japan besluttede EU og de øvrige seks partnere i projektet – Japan, USA, Kina, Indien, Rusland og Sydkorea – i 2005, at Iter skulle bygges i Frankrig.

Som en del af aftalen blev det besluttet, at Japan til gengæld skulle stille med generaldirektøren.

40 år ude i fremtiden – altid

Mange har latterliggjort fusionsenergi med, at det er en teknologi, der altid har ligget 40 år ude i fremtiden – og altid vil gøre det!

Fysikeren Mark Henderson, der har sin daglige arbejdsplads hos Iter, har – måske ikke helt overraskende – en helt anden opfattelse.

»Fusionsenergi er det næste store skridt efter Apollo-projektet og afkodningen af dna. Og det vil være større end at sende mennesker til Mars,« siger han.

I hans optik har sol og vind store roller i fremtidens energiforsyning, men de kommer aldrig tilnærmelsesvis til at erstatte den energi, vi i dag får fra fossile brændstoffer.

»Vi kan enten forlade os på fission og generere masser affald, eller på fusion, som nok er uhyre udfordrende, men som garanterer en langsigtet løsning«, siger Mark Henderson.

Han er ikke i tvivl om, hvad han mener vil være det rette at satse på, og hans synspunkt er et godt udtryk for holdningen i Iters hovedkontor.

Kritikerne har dog noget at basere deres skepsis på.

Iter har været længe undervejs, tidsplaner og budgetter er flere gange blevet overskredet, og ledelses­strukturen er blevet kaldt et mis­foster.

I en klasse for sig

Projektet er da også i en klasse for sig selv, siger eksperterne hos Iter.

»Den tekniske, ledelsesmæssige og organisationsmæssige kompleksitet for projektet er uden fortilfælde,« siger Mario Merola, Head of Internal Components Division.

Det skyldes bl.a., at projektet indeholder mange komponenter, som aldrig nogensinde før er blevet fremstillet endsige afprøvet.

»Iter er en ekstremt kompakt og kompliceret maskine,« siger Ken Blackler, der er Head of Assembly & Operations Division.

»If you fail to plan, you are planning to fail,« siger Blackler med et citat fra Benjamin Franklin.

Han uddyber med at sige, at Iter svarer til at bygge to kernekraftværker på samme tid. Underforstået, at nok er det kompliceret, men det er altså langt fra at være en umulig eller uoverkommelig opgave.

Det vigtigste er at bygge Iter til tiden og med de lavest mulige omkostninger, lyder det igen og igen fra Iter-cheferne.

Men planlægning er noget, som Iter-organisationen har det svært med. I efteråret 2013 modtog Iter en evalueringsrapport af projektet, der anbefaler store ændringer med henblik på at skabe en ægte projektkultur.

Det hele kompliceres af, at der ikke en samlet projektorganisation.

Hver af de syv partnere har deres eget Domestic Agency, som er ansvarligt for de dele, de skal levere til det samlede projekt. Dertil kommer den centrale Iter-organisation.

EU’s Domestic Agency hedder Fusion for Energy (F4E) og er placeret i Barcelona. Det har det sidste halvandet år haft danske Henrik Bindslev som direktør.

Han har tidligere arbejdet med fusionsforskning flere steder i Europa og var i perioden 2007-2011 direktør for Forskningscenter Risø.

Opdelingen af opgaver mellem partnerne forekommer på mange måder langtfra optimal. EU skal eksempelvis levere syv elementer til den helt centrale del, reaktorkammeret, mens Sydkorea skal levere to. De fremstilles ikke på ens vis, men skal alligevel passe perfekt sammen på alle mulige måder og ved alle temperaturer.

Organisationsfrustrationer

Den komplicerede organisation har givet anledning til mange frustrationer.

»Hvis jeg kunne få fat i den person, som har foreslået den nuværende organisation, ville jeg kvæle ham,« sagde William Brinkman, daværende Director of Science i det amerikanske energiministerium, i 2010.

Henrik Bindslev indrømmer, at det organisatoriske setup giver mange problemer. Selv om de enkelte Domestic Agencies er helt uafhængige organisationer, er de dybt afhængige af hinanden for at gennemføre projektet i sin helhed.

Han fortæller, at projektledelse og -planlægning foregår helt forskelligt i den vestlige kultur, som EU og USA tilhører, og den asiatiske kultur i Sydkorea og Japan.

De politisk bestemte vilkår kan man dog ikke lægge Iter-ledelsen til last. Og hos Iter forsøger man i stedet at gøre en dyd ud af besværet.

Fra kommunikationsmedarbejderne i organisationen bliver der lagt vægt på, at Iter både er et konkret projekt om at bygge et fusionsanlæg og et projekt, der medvirker til at skabe samarbejde mellem nationer – ja, faktisk har elementer, der er med til at skabe fred i verden.

Generaldirektør Osamu Motojimas nye tidsplan og budget skal ligge klar til godkendelse af Iter Council i juni 2015 – samtidig med at hans femårskontrakt udløber.

»Den plan skal bare holde,« siger Henrik Bindslev. Han er optimist.

Det ligger allerede nu i kortene, at Iter skal lave fusionsforsøg med deuterium i 2022 og med tritium fra omkring 2028. Først da vil det vise sig, om det nærmeste, man kommer til en menneskeskabt sol, kan blive en realistisk mulighed i fremtidens energiforsyning.

I fredags lød sirenen i Greve ca. kl 16.30 mens jeg kørte hjem. Rygmarvs-reaktion – tænd for radioen.
Et par minutter senere var der en beredskabsmeddelelse om en brand i Ringsted, og ikke andet.
Da Greve og Ringsted er ca 40 km fra hinanden var det en kende mystisk.
Fem minutter senere kom jeg hjem og tændte for DR. Der var ikke noget på tekst-tv om det.

Derefter gjorde jeg som alle andre – hentede hjemmesiden for beredskabssstyrelsen http://brs.dk/ – som var nede.
Flot! Samme skæbne ramte politiets hjemmeside. På Twitter https://twitter.com/BRSdk var der heldigvis bid.

Ved en fejl har Østjyllands Politi iværksat sirener flere steder i landet. Varslingen gælder kun i Ringsted. Mere info følger @OjylPoliti— Beredskabsstyrelsen (@BRSdk) May 23, 2014

Det var lidt mystisk, at østjyllands politi er med i den varsling, da Greve ligger på øst-sjælland.
Jeg har senere ladet mig fortælle, at det er korrekt at det er øst-jyllands politi, som styrer de sjællandske sirener.

Kl 17.45 kom så denne på Twitter:

Sirenerne vil nu hyle igen. Vi afvarsler den tidligere fejlvarsling. Varsling gælder dog forsat i Ringsted pga brand.— Midt-Vestsj. Politi (@MVSJPoliti) May 23, 2014

Den afmelding kom i praksis ca kl 19 i Greve. Meget rodet. Jeg håber – og antager – at beredskabsstyrelsen og politi lærer af dette.

Det jeg synes er mest irriterende, er at helt centrale hjemmesider kan bliver overbelastede. Pinligt for Danmark at Twitter var eneste digitale medium online.

Hvis jeg ser på http://brs.dk/ så er det en noget rodet hjemmeside med en masse “pladder”. Netcraft påstår at den webserver styres af en Windows 2003 via TDC Hosting – godt så.

Kunne man ikke få en fed Varnish cache foran den maskine – eller have en maskine kørende med en hjemmeside, med en helt basal HTML med de centrale informationer som kan tage over når Windows-serveren bliver trådt flad.
Politiets hjemmeside kører vist også hos TDC Hosting med en Windows 2003.

Det er fint med tekst-TV side 150 – men det er 2014. Det er en ommer….

Hvordan kan det laves bedre?

/pto

P.S. Efter sigende var det heller ikke muligt at ringe 114.

Et velforberedt løft af den 22 ton tunge, massive metalprop, der ikke har været af den radioaktive tank, siden Risøs forsøgsreaktor DR3 blev taget i brug for 54 år siden, markerer starten på bortskaffelsen af reaktorens kontaminerede og radioaktive indre dele.

Gennem tre år har Dansk Dekommissionering detailplanlagt den kritiske og superkomplicerede proces, fortæller projektleder Per Holtzmann Søndergaard:

»Proppens bund var en rustfri stålplade, som har siddet der igennem 40 års drift og var meget radioaktiv. Vi valgte at bevare proppen som én enhed, der med den nødvendige afskærmning ville komme til at veje næsten 50 ton,« siger han.

Det hollandske sværvægtsløfte­firma Mammoet, der netop har lagt nyt tag på Tjernobyl-værkets beton­sarkofag og er vant til at løfte og fjerne hele reaktortanke fra atomkraftværker rundt om i Europa, vandt udbuddet på opgaven, og efter forberedelse og kontrol i uge 18 og 19 kom proppen af torsdag 8. maj.

Små tolerancer

Den afgørende udfordring ved løftet af Risøs ‘top shield plug’ var den knebne plads og de uendeligt små tolerancer under flytningen.

Reaktortanken er støbt ind i et firkantet, 6 x 6 meter bredt og 10,5 meter højt betontårn. Tårnet står i en høj, cylinderformet hal med ganske få meters arbejdsrum ud mod væggene. Så kraner og løfteudstyr blev kørt ind i samlesæt og rejst på stedet.

Ikke bare var det vigtigt at løfte og afskærme den radioaktive prop i én kontinuerlig bevægelse. Det kraftige stråling fra tanken skulle samtidig skærmes inde, så mens proppen blev løftet, blev et bevægeligt låg rullet ind over tanken. Låget er udstyret med en manipulatorarm, hvor forskelligt værktøj til at skære reaktortanken op i småstykker indefra kan monteres.

»Udfordringen var, at man ikke bare trækker proppen op og lader tanken stå åben. Når man løfter afskærmningsproppen op og åbner, vil der komme stråling ud fra reaktoren, som derfor skal afskærmes i samme kontinuerlige bevægelse. Låget rullede med 40 mm/sek., så de tre meter ville have taget cirka 80 sekunder, hvis den havde kørt i én fortsat bevægelse. Men eftersom vi skulle være sikre på ikke at ramme TSP’en, måtte Mammoet bevæge sig lidt langsommere. Så det kom til at tage knap tre minutter,« forklarer Per Holtzmann Søndergaard.

»Nu er der åbent ned til den aluminiumstank, der har rummet 5 kubikmeter tungt vand. Når den fjernbetjente robot har skåret tanken op, kan den ring, der har omsluttet top shield plug’en, fjernes på samme måde, som vi gjort med proppen. Derefter kommer turen til den cylindriske grafitreflektor, der har omsluttet reaktoren, skudt neutronerne tilbage og isoleret den, og derefter, indefra og ud, fjernes lag på lag af afskærmning,« fortæller Per Holtzmann Søndergaard.

Tungtvandsreaktoren DR3 blev sat i drift i 1960 og lukket ned i 2000 – i første omgang efter mistanke om en utæthed i reaktortanken. Reaktorens termiske effekt på 10 MW blev bl.a. brugt til neutronfysisk grundforskning og fremstilling af isotoper, og DR3 har også været brugt til at neu­tronbestrå­le silicium til halvlederindustrien.

Risø sad sidst i 1990’erne på næsten en tredjedel af verdens siliciumproduktion, fordi DR3 var særligt velegnet med sit høje flux af langsomme neutroner og lave flux af hurtige. Bestrålingsteknikkerne var videreudviklet til at være ret præcise, og reaktoren var kendt for sin stabile drift og tiltrak forskere fra hele verden.

Med proppen fra DR3 er den største af de indre dele nu fjernet. Det var et prototype-løft, så herfra er det om ikke dagligdag så variationer over et netop gennemspillet tema. Det markerer også starten på det rigtige oprydningsarbejde, efter at årene hidtil er gået med at rydde udefra og ind. Det opliver behovet for helsefysikerne, der sørgede for, at de strålingsdoser, der blev modtaget under operationen, var meget små.

Som i gamle dage

»Efter en periode med planlægning er vi kommet til de indre dele. Så skal vi være opmærksomme igen. For nu begynder vi at få stråling, og når tingene bliver skåret op, får vi mulighed for kontamination. Så vi er lidt tilbage til gamle dage. Ikke fordi det bliver farligt, men vi skal bare være omhyggelige,« siger Jens Søgaard-Hansen.

»I løbet af de 14 år, siden DR3 blev lukket, er aktiviteten i proppen halveret tre gange, så den er nede på en ottendedel af, hvad den var i 2000. Men først efter 50 år ville den have nærmet sig det harmløse,« siger Haraldur Hannesson.

Det her var en succesoplevelse, fordi det meget grundigt blev beregnet, hvad proppen indeholdt af aktivitet, og derefter blev alt dimensioneret.

Morten Dalby, projektingeniør, Dansk Dekommissionering

»Så længe har vi bare ikke. Vi fik 20 år. Så vi har bagkant i 2023,« fastslår Kirsten Hjerrild Nielsen, sektionschef for dekommissionering af de nukleare anlæg.

»Da forsøgsstationen blev lukket, og vi skulle lægge en strategi for at dekommissionere de i alt tre reaktorer, blev det overvejet at vente, til strålingen er klinget af. Men vi valgte at få det overstået og gennemføre, mens der er Risø-folk i den arbejdsdygtige alder til stede, og dekommissionerede de to mindste, DR1 og DR2, i 2006 og 2008.

At operationen på mindste måde skulle have været nervepirrende, afviser projektingeniør Morten Dalby:

»Det er nervepirrende, når man vågner op på motorvejen og har kørt bil i nogle sekunder uden at vide det. Har man prøvet det én gang, gør man det aldrig mere. Det her var en succesoplevelse, fordi det meget grundigt blev beregnet, hvad proppen indeholdt af aktivitet, og derefter blev alt dimensioneret.«

Dansk Dekommissionering blev i sin tid skilt ud fra Forskningscenter Risø. En del af de 80 medarbejdere har været ansat på forskningscentret. Dansk Dekommissionering har påtaget sig at rense bygningerne for radioaktivitet og pakke affaldet til mellemlagring. Men slut­lageret er det endnu ikke lykkedes Sundhedsministeriet at finde.