Monthly Archives: May 2014

Systemer, der gør brug af kunstig intelligens (AI for Artificial Intelligence), er allerede indlejret i kontrolsystemerne for vores biler og fly, hjælper os med at finde vores vej gennem internettet og har langsomt overtaget en række job, der tidligere var forbeholdt eksempelvis fabriksarbejdere.

Nu kommer så næste skridt: På grund af accelererende teknologiske fremskridt inden for AI er computersystemerne så småt trukket i doktorens kittel og advokatens jakkesæt og har overtaget arbejdsopgaver, der tidligere var forbeholdt højtuddannede og specialiserede fagpersoner.

Og det er en udvikling, der vil accelerere, vurderer Neil Jacobstein, der er leder af fakultetet for AI og robotsystemer hos det Google-støttede Singularity University. Ifølge Neil Jacobstein, der er en af hovedtalerne på IDAs konference ‘Driving Technology’ i København 19. og 20 maj, vil udviklingen fundamentalt ændre den måde, hvorpå virksomheder og organisationer med højtuddannet personale fungerer:

Felter som radiologi, juridisk dokumentsøgning, medicinsk sygdomsevaluering og journalistik har alle set AI-systemer udføre opgaver lige så godt som – og nogle gange bedre og hurtigere – end deres menneskelige kollegaer, fortæller Neil Jacobstein:

Analyse og fortolkning

»Et eksempel på konsekvenserne her i USA er, at advokatfirmaer har sænket deres sommeroptag dramatisk. Traditionelt har de hver sommer hyret en stribe jurastuderende, som har fået til opgave at gennemgå tidligere sager for at finde præcedens for de aktuelle sager, advokatfirmaerne har kørende. AI-drevne systemer specialiseret i mønstergenkendelse kan i dag søge gennem de enorme mængder af tidligere sager både hurtigere og billigere,« fortæller han.

Før sin ankomst til Singularity University var Neil Jacobstein administrerende direktør for den banebrydende AI-virksomhed Teknowledge. Han har fungeret som teknisk konsulent på forsknings- og udviklingsprojekter inden for AI for virksomheder og organisationer som det amerikanske forsvarsministeriums udviklingsorganisation Darpa, Nasa, USA’s hær og flyvevåben, GM, Ford og Boeing.

Han vurderer, at man også inden for andre professioner end advokater vil se en markant vækst i antallet af AI-systemer i de kommende år. Det gælder eksempelvis medicin og hospitalsvæsnet:

»AI er specielt velegnet til at analysere og fortolke store datasæt. AI-systemer kan for eksempel overvåge store grupper af patienter i realtid og registrere og analysere ændringer i deres tilstand. De kan også bruges til at lede efter mønstre, der forbinder sygdomme, årsager og behandlinger, hvilket kan føre til medicinske fremskridt,« siger Neil Jacobstein .

Disse jobfunktioner har typisk været forbeholdt læger og andet sundhedspersonale.

AI kræver en nytænkning

Neil Jacobstein kommer til København i forbindelse med IDAs konference ‘Driving Technology’, der finder sted i Ingeniørhuset 19. og 20. maj. Her vil fire internationale profiler ind fra Singularity University i Silicon Valley dele ud af deres viden og coache topledere og virksomhedsstrateger fra hele Norden. Læs mere på ida.dk/driving-technology.

For virksomheder og organisationer inden for de fleste brancher – såvel som deres ansatte – vil den hastighed, hvormed AI-systemer bliver forbedret, betyde et behov for at se nærmere på, hvilke arbejdsopgaver AI kan være i stand til at varetage.

En nylig undersøgelse fra Martin-instituttet på Oxford University viste, at omkring 50 millioner amerikaneres arbejde helt eller delvist vil kunne håndteres af AI-software inden for de kommende 20 år. Tallet svarer til mere end 40 procent af alle beskæftigede amerikanere. I løbet af de næste 10 til 15 år vil mange virksomheder og organisationer med andre ord erstatte dele af arbejdsstyrken med AI-software.

Neil Jacobstein forstår, hvordan rapporter som denne – uanset om deres forudsigelser er korrekte eller ej – kan forårsage angst blandt mange arbejdere, og bekymring for, hvordan samfundet vil klare disse ændringer. Han påpeger, at den optimale integration af AI-software og robotter ikke er ensbetydende med, at arbejdere erstattes, men i stedet kan bruges til at øge arbejdernes effektivitet ved at lade AI tage sig af repetitive og mindre interessante opgaver, og give kognitiv støtte til at gøre komplekse opgaver nemmere, og skabe løsninger, der har et bedre datafundament.

Vores hjerner trænger til opgradering

»Vores hjerner har ikke været igennem en større opgradering i over 50.000 år. Det betyder, at vi godt kan have mangler i vores beslutningsprocesser. Vi er principielt optimeret til et liv på savannen – hvis du hørte noget, der lød som en løve, stoppede du ikke op for at vurdere, om der vitterligt var tale om en løve, men reagerede omgående. Hvis ikke, så var chancerne for at dine gener blev videreført ikke særlig stor. Mens det tidligere har været en styrke, betyder det i dag, at vi kan være tilbøjelige til at drage forhastede konklusioner og ikke tage alle fakta i betragtning. AI kan hjælpe os til at overvinde disse fordomme,« siger han og fortsætter:

Vores hjerner har ikke været igennem en større opgradering i over 50.000 år. Det betyder, at vi godt kan have mangler i vores beslutningsprocesser.
Neil Jacobstein, Singularity University

»Katastrofen med Challenger-rumfærgen, hvor vigtige advarsler fra ingeniører på gulvet fejlagtigt blev fejet til side, er et eksempel på, hvordan mennesker undertiden træffer beslutninger uden korrekt vejning af samtlige fakta. Nasa har siden analyseret og erkendt problemet og har ændret sine beslutningsprocesser. Jeg tror, at et AI-system kunne have fundet problemet og muligvis bidraget til at undgå katastrofen.«

»Et andet sted, hvor AI kunne være brugbart, er i den amerikanske kongres. Den træffer undertiden beslutninger, der ikke er baseret på evidens og fakta. Hvis vi tilføjede et godt udformet AI-system, der kunne kontrollere fremførte argumenter og påstande og producere modargumenter, ville vi måske kunne gøre den politiske beslutningsproces mere evidensbaset. Det ville kunne fungere i forhold til noget som global opvarmning, hvor de kongresmedlemmer, der bruger argumenter, der kan modbevises videnskabeligt, med det samme ville blive præsenteret for en række overbevisende modargumenter i fuld offentlighed.«

AI skal drive dit ’Internet of Things’

Neil Jacobstein vurderer, at AI og ’Internet of Things’ – et begreb, der refererer til den enorme stigning i antallet af apparater tilsluttet internettet både i hjemmet og på arbejdspladsen – vil skabe ændringer, hvor det ikke længere er nødvendigt for menneskelige arbejdere at overvåge og kontrollere store dele af de industrielle- og organisatoriske processer.

»AI vil overvåge og stå for mange af de systemer, der driver en organisation eller virksomheds processer og arbejdsopgaver og bidrage til at skabe overblik over de massive mængder af data, der genereres af de tilsluttede sensorer. Dette kan føre til nye produkter eller forbedringer af processer, og dermed en stigning i både produktivitet og effektivitet,« siger Neil Jacobstein.

»Sensorer vil eksempelvis overvåge din lagerstatus, AI vil håndtere genbestilling automatisk, finder selv den bedste indkøbspris i on-line auktioner og fører regnskab for hele processen. Hvis du har mulighed for at 3D-printe in-house, kan AI analysere, om det er mere omkostningseffektivt at købe en del eller selv printe det, og selv starte produktionen, hvis det er tilfældet,« siger han.

Bemærk, at jeg i videoen siger, at batterierne skal køres helt flade. Det var før, jeg fandt ud af, at det kan man faktisk ikke. Hvis ladningen kommer ned under én procent, så stopper bilen, hvad enten der er benzin på tanken eller ej. Men jeg fik kørt den ned på fire procent, og det fungerede fint – også med bidrag fra benzinmotoren.

En byg-selv-cykel ser nu dagens lys. Den kommer fra det danske selskab N55, der har udviklet et system til at samle aluminiumsprofiler til mange forskellige formål, herunder forskellige cykelmodeller.

Selskabet lægger op til, at brugere selv udvikler køretøjer ved hjælp af systemet, men sælger også færdige cykelmodeller.

»Vi har givet måden at bygge cykler på væk. Der har vi ikke patenteret noget og alle har frihed til at bygge alle de cykler, de vil, efter de principper. Næste lag er to cykelmodeller, hvor tegningerne ligger på nettet. Der er hundredvis af mennesker, der bygger de cykler og forbedrer dem. Der er en fantastisk udvikling,« siger en af stifterne af N55, Ion Sørvin.

De to cykler ligner sofacykler med hhv. ét og to sæder. To andre cykelmodeller fra N55 bliver solgt fra selskabets hjemmeside. Den mindste af de to er en longjohn-lignende cykel med to hjul, mens den større udgave snarere ligner en Christianiacykel med tre hjul. Udover at sælge de to cykler som færdige produkter opfordrer selskabet til, at brugere selv bygger cyklerne på særlige workshops eller hjemme.

Open-source systemet har blandt andet givet anledning til, at brugere har udvidet og ændret på cyklerne med deres egne idéer. Eksempelvis har N55 frigivet tegninger af et overdækket bord, et passagersæde og et køkkenmodul til den største af de to ladcykler.

Cykel uden svejsninger

Cyklerne er bygget af aluminiumprofiler, der er samlet i et særligt system, som N55 kalder XYZ Nodes. Navnet dækker over en type samlinger af aluprofilerne, hvor profiler fra tre forskellige retninger samles ved hjælp af huller og bolte, så de tre profiler støtter hinanden.

Selvom konstruktionen ved første øjekast ser mere ustabil ud end en samling med afrundede hjørner, forsikrer Ion Sørvin om, at metoden er holdbar.

»Konstruktionen er ikke direkte sammenlignelig med en svejsning. Den minder mere om måden, en grønlandsk kajak er surret på eller et nittet skib. Konstruktionen betyder, at man kan bygge ortogonalt og stift uden at lave triangulering,« siger han.

Selskabet påpeger i informationsmaterialet om XYZ Nodes, at denne type samlinger gør konstruktionen stiv, men at den vil kunne give sig i situationer, hvor andre typer samlinger ville gå i stykker. De vinkelrette samlinger giver i cyklens tilfælde ekstra plads i hjørnerne af ladet.

Hjørnerne er samlet med bolte af rustfrit stål og plastskiver, der skal forhindre galvanisk korrosion som resultat af kontakten mellem aluminium og boltene.

Alle nyhedstjenester vælter for tiden rundt i Se-og-Hør-skandalen, som jeg slet ikke forventer er enestående.
Vi har det så ofte ting i hverdagen, hvor vi stoler på at ting “bare” er i orden, som måske slet ikke er det.
Jeg gætter på at samme problemstilling angår vores backup-situation.

Jeg har ofte hørt folk diskutere backup-diske og backup-programmer mv. men jeg har ikke hørt nogen, der snakker test af backup.
I mit tidligere arbejder havde vi solide systemadministratorer til at styre backup, og på papiret var der styr på hvor tit data skulle gemmes.
Efter et års tid skulle vi lige hente lidt data ud fra backupen, men vupti – der var ingen data i backupen. Ups ….

Hjemme kører jeg med en backup-disk, hvor al data kopieres over via albackup (dvs. rsync), så jeg har fuld kopi af mit filtræ i hver backup hvor det stort set kun er forskellen i filerne mellem de to backup-tidspunkter, der skal gemmes på ny.
Jeg checker et par gange per måned at filtræet i backupen ser fornuftig ud – især ved at kigge efter kataloger, hvor jeg har tilføjet filer.
Et par gange per år kopierer jeg seneste backup over på en anden disk, som jeg sender væk fra huset af hensyn til brand.

Hvad er din backup-strategi? Hvor tid gemmer du dine data og har du nogenside checket om du kan få filerne tilbage?
Du må meget gerne bruge 30 sekunder på at udfylde spørgeskemaet her
og du kan se alle svar når der er svaret på de to spørgsmål. Det skal nok blive interessant at se alle svar

/pto

Anette Stenslund havde et problem, da hun blev opfordret til at lave en udstilling om lugte. For hvordan udstiller man en lugt? De fleste lugte er svære at fastholde, og fortællingen om lugte er i sagens natur usynlig – i hvert fald hvis man skal bruge sin lugtesans til at opleve den.

Problematikken afspejler ikke bare kurateringen af udstillingen, men også hvordan mennesker generelt opfatter lugte, siger Anette Stenslund, der er sociolog og ved at skrive en ph.d. om, hvordan lugte former vores opfattelser.

»Lugtesansen rangerer lavere end de andre sanser, også inden for forskningsverdenen. Når jeg fortæller, at jeg forsker i lugte, er det ofte noget, der bliver grinet af. Det er, som om det er tabu at tale om. Men det er et udfordrende emne, som man egentlig godt kunne tage alvorligt, for lugte påvirker den måde, vi opfatter vores omgivelser på,« siger Anette Stenslund.

I skrivende stund er der endnu ikke meget at se i det rum på Medicinsk Museion, hvor man fra på onsdag kan komme og sniffe til lugtprøver og blive klogere på, hvad lugte gør ved os, hvilke stemninger de sætter os i – og ikke mindst hvordan lugte sladrer om kroppens tilstand. Det store skab med de lugtprøver, Anette Stenslund har indsamlet fra forskellige mennesker, står her dog allerede.

Lugt til 300 personer

I alt har 700 forsøgspersoner båret klude, som har opfanget deres kropslugt, og cirka halvdelen af dem har sendt kludene tilbage, så de kunne blive udstillet.

»Det har været lidt af en overvindelse for folk at aflevere deres kropslugte, også selv om de er anonyme. Kropslugte opfattes som noget meget intimt. De fleste vil helst lugte af sæbe og parfume, og enkelte af dem, der har sendt deres klude tilbage, har også siden camoufleret deres lugte med pudder eller parfume,« siger Anette Stenslund.

Her er altså 300 glaskrukker, der hver indeholder en klud, som en person har haft på sig. Hvert glas er udstyret med en lille seddel, der fortæller en anekdote om lugtdonoren. Anette Stenslund tager en af sedlerne og læser:

»Kvinde 42 år: Dette er lugten af min venstre fod 24/7. Den har spillet to basketkampe, siddet på kontor, gået gennem Kgs. Have, været til baskettræning og har sovet om natten.«

Kludene er lavet af samme stof, som man brugte til støvklude for årtier siden. Det var det bedst egnede tekstil til formålet, mente det daværende østtyske efterretningsvæsen, Stasi. Det kan man læse om i den kopi af den originale tyske Stasi-rapport fra 1973, som også hænger her.

»Hvert menneskes lugt er unik. Det er som et fingeraftryk, fordi vores lugte er påvirket af vores dna. Derfor kunne Stasi bruge mistænktes lugte, så sporhundene nemt kunne finde dem. De havde et helt arkiv af klude,« fortæller Anette Stenslund.

Hun tager rapporten frem og viser de billeder, hvor man kan se, hvor efterretningsvæsnet gemte kludene for at indsamle de mistænktes lugte; under bilsæder, under stole og andre steder, hvor den pågældende person opholdt sig meget.

Menneskehoved i sprit

På den lille udstilling kan man også stikke næsen ned i en parfumørs syntetiske fortolkning af tre lugte; menneskelig sved, dårlig ånde og frugtig ånde. Udstillingen opfordrer til, at man først sanser og dernæst læser, hvad det er, man har lugtet til.

For de fleste vil associationerne være individuelle. For Deres udsendte lugter ‘sved’ nærmere af den lille mislugt, der kan være ved koncentreret hyldeblomstsaft, ‘dårlig ånde’ lugter, som når man cykler under blomstrende rododendron på en forårsaften, og ‘frugt-ånde’ er som lyserødt tyggegummi.

»Mit feltarbejde har vist, at lugte er vanvittigt subjektive. De samme molekyler opleves som vidt forskellige dufttyper afhængigt af lyset, af hvornår man lugter til dem, af minder og af kultur,« siger Anette Stens­lund, der afviser, at der er lugte, som er universelt frastødende.

»Det afhænger af, hvilke lugte de er sat sammen med. Bundnoten i en parfume er for eksempel ofte lavet af noget animalsk, der ikke altid lugter lige godt, men fordi den lugt spiller sammen med andre lugte, som i en musikalsk akkord, så opfatter de færreste den på den måde,« siger Anette Stenslund.

En stor del af det feltarbejde, Anette Stenslund har lavet til den ph.d., hun er ved at lægge sidste hånd på, er lavet på hospitaler for at se, hvilke associationer patienter, ansatte og pårørende har til hospitalslugte.

Lugte sladrer

Lugte sender én direkte tilbage i erindringen. Hvordan indåndingen af lugte er forbundet til de områder i hjernen, der har med hukommelse at gøre, kan man få at se på ganske spektakulær vis. Her er nemlig udstillet et overskåret menneskehoved i sprit, så man kan få et kig ind i hjernen og luftens veje fra næseborene.

Lugte sætter os ikke bare i en bestemt stemning – eller advarer os mod at spise noget fordærvet – lugte sladrer også om sygdomme og om vores følelsesmæssige tilstand. Kropslugt er forbundet med, hvad vi spiser. Har man en stofskiftesygdom, vil det typisk kunne lugtes i urinen.

Man kan sniffe til stofskiftepatienters urin, og her er fire eksempler: Diabetisk ketoacidose, fiskelugtsyndrom, ahornsirup-urin- sygdom og isovalerianesyreæmi. Kropslugte fortæller også om, hvilken type kost vi spiser. Anette Stenslund nævner de populære slankekure, hvor man minimerer kulhydrater til fordel for mange proteiner i kosten. Det giver dårlig ånde af den årsag, at proteinerne blandt andet producerer mere syre i kroppen.

Ligesom de fleste andre lugte forsvinder de udstillede lugte også en dag. Så hvis man har lyst til at tage sin næse på en lugtsafari udi andres kropslugte, skal man nok komme i begyndelsen af udstillingsperioden. For ja, det er lidt af et sats, siger Anette Stenslund:

»Vi ved ikke, hvor meget lugt der er tilbage i kludene om et par måneder. Men det er en del af det at udstille dufte. De er jo flygtige.«

Metascent kan opleves fra 14. maj til 31. august 2014 på Museion i Bredgade i København. Se mere på museion.ku.dk/metascent.

Det er et ønskescenarie for mange projektledere, der oplever et stigende pres fra alle sider, at projekter ikke må fejle, da det fører til kritik i den organisation eller politiske verden, hvoraf projektet udspringer.

Mennesket har til alle tider gerne villet kunne forudsige morgendagens hændelser. Det har ført til store videnskabelige resultater inden for fysik, astronomi og navigation, hvor man på baggrund af observationer har opstillet formler og opfundet instrumenter, der kan hjælpe os til at forstå naturen og de love, der styrer den. I ‘teorien for alting’ forsøger man således at kunne give svar på ‘alting’ ud fra hændelser fra det første nanosekund af big bang – universets skabelse.

Allerede i det gamle Babylonien, som blev grundlagt for mere end 4.000 år siden, havde man dygtige astronomer, der via detaljerede studier af himlens stjerner kunne udføre præcise forudsigelser af himmel­fænomener. De blev drevet af religiøse tanker, idet man dengang troede på, at planeterne, Månen og Solen repræsenterede guderne.

Det betød, at man kunne ‘forud­sige’ gudernes vilje, og dermed fremtiden, ved at tolke på himmellegemernes baner. Astronomernes job var at være ‘vise mænd’ ansat af kongen. De blev i løbet af nogle århundreder så dygtige, at de kunne forudsige måneformørkelser, fuldmåne og andre konjunktioner, og deres tabeller over Solens, Månens og planeternes baner blev grundlaget for den astronomiske videnskab.

Et andet område, hvor man gerne har villet gøre forudsigelser, er sejlads, hvor de søfarende naturligt nok har haft behovet for både at kunne sætte og følge den rigtige kurs og samtidig have en formodning om vejrbetingelserne. Det skete via navigationslæren, der er lige så gammel som skibsfarten.

Solen og især nattehimlens stjerner blev anvendt til at navigere efter. Havdyrs og fugles opførsel og skydannelser på himlen kunne bruges som indikatorer til vejrforudsigelser og til at erkende tilstedeværelsen af land uden for synsvidde. Senere fik man de velkendte hjælpemidler som kompas, søkort og logbøger, der i vore dage er afløst af avancerede GPS-systemer og radarer.

Det forudsigelige system

Inden for fysikken definerer man et system som forudsigeligt, hvis dets tilstand kan fastlægges vilkårligt langt ud i fremtiden, når man kender systemets tilstand til et givet tidspunkt og de ydre påvirkninger. I praksis regner man med en endelig gyldighedsperiode, idet ligheden mellem virkeligheden og det forudsagte altid vil mindskes gradvist.

Et fysisk system siges tillige at være ‘deterministisk’, hvis alle tilstande, som systemet kan befinde sig i, tilfredsstiller de fysiske love. Forskning i sådanne systemer har vist, at der ofte forekommer processer, der kan få systemet til at udvikle sig i højst uventede retninger selv ved ganske små forstyrrelser. Det kaldes kaotisk opførsel og viser, at selv et deterministisk system i praksis kan være uforudsigeligt. Atmosfæren er et sådant deterministisk, men uforudsigeligt system. Atmosfærens strømninger har en meget kompleks struktur styret af processer, der let genererer kaotisk opførsel. I praksis er det derfor begrænset, hvor langt vejrforudsigelserne rækker.

Når talen er om forudsigelige projekter, kommer den menneskelige faktor ind i billedet, hvor filosofferne anser determinisme for at være uforeneligt med påstanden om, at mennesket har en fri vilje og dermed er ansvarlig for sine handlinger. Vi har handlefrihed, når vi ikke er tvunget til at handle på en bestemt måde. En handling er derfor fri, såfremt vi kunne have handlet anderledes, hvis vi havde valgt at gøre det.

Eksempel på udregning af forudsigeligheden
Projektets Initialviden-niveau (I) vurderes at være på 0,9.
Projektets Handlekraftniveau (H) vurderes at være på 0,8.
Projektets Værn mod uventede processer (V) vurderes at være på 0,7.
Den samlede forudsigelighed (F) kan herefter vurderes at være på: F = I x H x V = 0,9 x 0,8 x 0,7 = 0,50.
Der skal således forbedres væsentligt på alle tre para­metre, hvis forudsigeligheden skal nærme sig f.eks. 0,75 som måltal. Det kunne være F = 0,95 x 0,95 x 0,85 = 0,77.

Eksempel på ‘Initialviden’
Et projekt består af renovering af trafikknudepunkt med flere trafikarter og vanskelige adgangs- og byggepladsforhold.
Fysiske forhold: Der foretages meget grundige forundersøgelser både af eksisterende forhold og gamle tegninger m.m. Desuden foretages en lang række registreringer og opmålinger, så udgangspunktet er meget veldefineret.
Organisatoriske forhold: Ved organiseringen sikres det, at alle fagekspertiser er til rådighed – helt op til 40 arkitekt- og ingeniørdiscipliner, hvilket er langt mere end normalt.
Politiske forhold: Politiske og bevillingsmæssige forhold gøres styrende for planlægningsprocessen, herunder sikring af interessenthøringer og iagttagelse af påbud fra myndigheder.

Eksempel på ‘Handlekraft’ – mange projekter i ét
Navngivning: Et projekt består af mange forbundne delprojekter. Navngivning af disse foretages enkelt og med tydelig grænsedragning, så et problem altid kan placeres ‘det rigtige sted’.
Tidsplanlægning: For at sikre en gennemførlig tidsplan sættes to uafhængige teams i gang med at udarbejde en tidsplan efter hver sit princip – en stadetidsplan med optegning af stadesituationer samt en ordinær stavdiagram-tidsplan. Tidsplanerne sammenlignes og smeltes sammen i én tidsplan, der er væsentligt bedre end de to isolerede tidsplaner.
Aftalte svartider: I udførelsesfasen sikres aftalte svar­tider på forespørgsler. Der måles på afvigelser og sørges for back up-mandskab i ferier, ved sygdom, orlov m.m., så arbejdet på byggepladsen ikke påvirkes i forsinkende retning.

Eksempel på ‘Værn mod uventede processer’
Et projekt, der løber over flere år, har tre individuelle projektejere.
Bygherreoverenskomst: Inden projektet sættes i søen, indgås en bygherreoverenskomst, hvor alle betydende forhold forlods principaftales, herunder betalingsnøgle og model for hurtig afklaring af eventuelle tvister, samt hvem der er pennefører for udførelsen, så projektet taler ‘med én tunge’.
Grænsefladeaftaler: Intet udefrakommende projekt må forstyrre det egentlige projekt, uden at der er indgået en grænsefladeaftale, der afklarer indvirkning på tid, økonomi og kvalitet.
Bordsimuleringer af kritiske aktiviteter: For særligt kritiske aktiviteter foretages bordsimuleringer, hvor bygherre, planlæggere og udførende foretager en simulering af aktiviteterne, herunder om alle forudsætninger kan indfries, og om der er beredskab i tilfælde af svigt. Hvor der findes ‘huller’ under simuleringen, revideres planen. Efter udførelsen foretages en evaluering, hvor erfaringer opsamles til videre brug.

Få styr på faktorerne

Hvis en projektleder skal sikre forudsigelighed i et projekt, skal han derfor have styr på sine handlinger, på hvilke faktorer han kan påvirke, og hvilke faktorer der uden hans påvirkning kan forstyrre projektet og i værste fald føre til kaos.

Projektlederens påvirkning af et projekt afhænger af mange faktorer, men skal han have fuld frihed til at påvirke det, skal han arbejde struktureret og anvende procedurer, han er fortrolig med og har erfaring med. Det sker blandt andet ved anvendelse af en passende projektledelsesmodel parret med særlig opmærksomhed på de hovedårsager, der ofte fører til projektsvigt.

Typiske ‘forklaringer’, som opstår i kølvandet på kuldsejlede projekter, er, at det skyldes:

• Naturforhold (dårlig jordbund, vejrlig og lign.).
• Påbud (nye love, EU-regler, klage­nævnsafgørelser om støj og lignende).
• Mangelfulde vurderinger (på grund af kompetencesvigt, ringe organisering, beslutningstræghed og lignende).
• Ressourcemangel (for lidt mandskab, ustabil arbejdskraft)
• Indførelse af ny teknologi (uafprøvet teknologi, edb-programmer og lignende).
• Krav ændres undervejs (specifikationer ændres, beslutninger omgøres og lignende).
• Økonomisk underestimering (for optimistiske prisvurderinger, ‘politisk’ fastsatte økonomioverslag).
• Tidsmæssig underestimering (manglende bufferzoner i tidsplaner, mangelfuld aktivitetsplanlægning).
• Konjunkturforhold (prisstigninger, ukendte markedsvilkår).
• Kontraktmæssige forhold (juridiske forhold, mangelfulde kontrakter og lignende).

Disse svigttyper er velkendte på mange projekter og indgår ofte i risikoanalyser, hvor man ser på sandsynlighed og konsekvens, i fald de opstår, og mulighederne for at minimere dem.

Projektformlen

Med inspiration fra fysikkens love kan et projekts forudsigelighed i forenklet form sættes på en slags formel ved at se på udgangspunktet, handlekraften og værnet mod uventede processer. Hvis vi således definerer:

• I = Initialviden om opgavens udgangspunkt, mål og randvilkår.
• H = Handlekraft til sikring af, at projektplanens aktiviteter bliver gennemført, og der udføres korrigerende handlinger.
• V = Værn mod uventede processer (‘forstyrrelser’), der skubber projektet i en forkert retning

– så fås forudsigeligheden F = I x H x V. Ved at vurdere hvert område på en skala fra 0 til 1 og gange dem med hinanden kan man få et relativt måltal for, at projektet lever op til en ønsket forudsigelighed.

Med hensyn til måltallet skal projektlederen selv kalibrere sin vurderingsmetode og opbygge erfaringer med brugen af formlen, idet den naturligvis ikke er statistisk signifikant eller matematisk nøjagtig, men den kan give en god indikation på, hvor man skal sætte ind, hvis man systematisk vurderer et projekts mange parametre i forhold til de tre hovedområder og inddrager erfaringerne heraf.

Som vi kender det fra vejrudsigterne, er det ofte faktoren V, der har den største usikkerhed. Derfor er det en god idé altid at sørge for at have nogle reserver i sit projekt, der kan dække om ikke det hele så størsteparten af gabet op til de 100 procent, ligesom det er en god idé altid at have en paraply og regntøj parat, selvom vejrudsigten lover solskin.

Historisk kilde: Wikipedia

Gennem mange år har forskere arbejdet ihærdigt på at forstå og udnytte kvanteeffekter til computer­beregninger og kommunikation.

Nu er tiden kommet til også at udnytte kvanteeffekter i andre sammenhænge, mener flere forskere.

De mindste detaljer, der kan ses med mikroskoper og teleskoper, er bestemt af den såkaldte diffraktions­grænse, der er en direkte konsekvens af lysets bølgenatur.

Diffraktionsgrænsen i et mikroskop er proportional med bølgelængden af det anvendte lys.

I et teleskop er diffraktionsgrænsen bestemt af forholdet mellem bølgelængden af de indkommende fotoner og diameteren af teleskopets spejl.

Det er årsagen til, at ESO – den europæiske organisation, der driver en række store teleskoper i Chile – nu går i gang med at bygge et teleskop med en diameter på 39 meter, næsten fire gange større end det største eksisterende spejlteleskop.

Hvis det ikke var for diffraktionsgrænsen, var det slet ikke nødvendigt med så store teleskoper, men inden for den klassiske optik er det ikke muligt at bryde diffraktionsgrænsen.

Tager man kvanteeffekter i brug, bliver meget imidlertid anderledes.

Kvantemikroskopet er lavet

Shigeki Takeuchi og to kolleger fra Hokkaido University i Sapporo i Japan har med et såkaldt entanglement-enhanced mikroskop forbedret signal-støj-forholdet for et fasebaseret mikroskop.

Forskerne har fremstillet verdens første mikroskop, der udnytter entanglede fotoner, dvs. fotoner med sammenfiltrede kvantetilstande.

De mener, at deres nye mikroskop vil være nyttigt til studier af levende celler inden for biologi og medicin.

Det er en kvantevariant af et såkaldt laser konfokalmikroskop kombineret med et differentiel interferens kontrastmikroskop.

Denne komplicerede betegnelse dækker over et mikroskop, hvor såvel horisontal som vertikal polarisation af lys udsendt fra en laser belyser en transparent prøve.

Efter passagen gennem emnet kombineres lyset fra de to polarisationsretninger før detektion, hvor forskellen i faseskift for lyset i de to polarisationsretninger er med til at bestemme strukturen af prøven.

Den mindste ændring i faseskift, der kan måles (og dermed mikroskopets opløsning), er bestemt af signal-støj-forholdet (SNR). Det er den såkaldte haglstøj, der er et kvantefænomen, der sætter en grænse for denne størrelse.

De japanske forskere har nu lavet en variant af dette mikroskop, hvor fotonerne, der sendes mod prøven i de to forskellige polarisationsretninger, befinder sig i en entangled tilstand. Ligesom en qubit inden for kvantecomputere både er 0 og 1 på samme tid, er fotonerne altså i en tilstand eller superposition, hvor de både er horisontalt og vertikalt polariseret.

Hvor SNR i et klassisk mikroskop er proportional med sqrt(Nk), er det i kvantemikroskopet proportional med N sqrt(k). Her er N antallet af fotoner, der er entangled, og k er antallet af disse N-fotontilstande, der går gennem mikroskopet pr. tidsenhed.

SNR for kvantemikroskopet er derfor sqrt (N) gange højere end for et klassisk mikroskop.

De japanske forskere har bygget et sådant mikroskop, der udnytter lys fra laser med en bølgelængde på 405 nanometer og par af entanglede fotoner (N=2).

De har påvist en forbedring i SNR på 1,35. Forskellen i forhold til den teoretiske forbedring på sqrt(2)=1,41 tilskrives uperfektheder i systemet. Takeuchi er nu gået i gang med at bygge et mere brugervenligt system skræddersyet til biologiske anvendelser.

Det vil stadig være baseret på fotonpar (N=2), men forskerne håber med brug af andre optiske teknikker at kunne skabe en entangled tilstand med 10 eller flere fotoner og derved yderligere forbedre signal-støj-forholdet.

Kvanteteleskoper er i idéfasen

Kan man lave et kvantemikroskop, burde man også kunne lave et kvanteteleskop, da de to instrumenter har mange fælles karakteristika.

Der er dog en afgørende forskel.

I et mikroskop kan man selv styre og manipulere de fotoner, der kommer ind i instrumentet. I et teleskop må man tage imod de fotoner, som bliver leveret fra universet. Og de er ikke i en entangled tilstand.

Blandt andet derfor er kvanteteleskoper i modsætning til kvantemikroskoper endnu kun på idéstadiet.

Aglaé Kellerer fra Durham University har dog beskrevet en idé til et kvanteteleskop i en artikel med titlen ‘Beating the diffraction limit in astronomy via quantum cloning’, der for nylig er offentliggjort i tidsskriftet Astronomy & Astrophysics.

Aglaé Kellerer gør indledningsvis opmærksom på, at nutidens enorme teleskoper måske nok ville imponere 1600-tallets store optikere som Huygens og Newton, men de ville ikke have problemer med at forstå det grundlæggende design.

En række nye interferometriske principper som eksempelvis specle interferometry, udviklet af den franske astronom Antoine Labeyrie, har godt nok været i stand til at forbedre opløsningen af jordbaserede teleskoper. Labeyrie har bl.a. herfor for nylig modtaget dette års Tycho Brahe Pris, der uddeles af European Astronomical Society.

Det har gjort det muligt i praksis at komme tæt på diffraktionsgrænsen for de største teleskoper.

En anden teknik til at opnå skarpe billeder er at kombinere flere teleskoper til et instrument, som det eksempelvis kendes fra Very Large Telescope (VLT), der består af fire teleskoper hver med et hovedspejl med en diameter på otte meter.

Når en foton rammer detektoren i et teleskop, overføres dens energi til et atom, og fotonen forsvinder i samme proces.

Skæbne som maratonløber

Den franske nobelpristager Serge Haroche har udtrykt det på denne måde:

‘Ligesom den græske soldat, der overbragte nyheden om slaget ved Marathon, afgår fotonen ved døden, når den har leveret sit budskab.’

Med entanglement er det dog muligt at lave såkaldte quantum non-demolition-målinger, hvor fotonen detekteres, uden at den ødelægges. Det gør det muligt at forbedre opløsningen på samme måde som i kvantemikroskopet, hvis man kan lave kloner af den indkommende astrofysiske foton.

Inden for kvantemekanikken findes dog et ikke-kloningsprincip, der ikke tillader at lave en klon af en partikel med en ukendt kvantetilstand.

Men det er muligt at gøre noget, som er næsten lige så godt i form af ikke helt perfekt kloning, redegør Aglaé Kellerer for i sin artikel.

Idéen er kort fortalt at generere entanglede fotoner inde i teleskopet. Den ene foton af dette entanglede fotonpar rammer detektoren og er med til at danne det ønskede billede. Den anden foton kan efterfølgende være med til at øge informationen om den første og derved øge opløsningen ud over det, som diffraktionsgrænsen siger er muligt.

Det entanglede fotonpar kan dannes i en krystal af atomer, der er bragt i en eksiteret energitilstand – altså med en højere energi end i atomets grundtilstand.

Når en af de astrofysiske fotoner rammer denne krystal, kan der ske en stimuleret udsendelse af entanglede fotoner, på samme måde som stimuleret udsendelse af fotoner er grundlaget for lasere.

Der er dog to problemer.

Der er normalt meget få astrofysiske fotoner at rutte med, så effektiviteten i denne proces er afgørende. Desuden vil der ske en spontan emission af fotoner fra de eksiterede atomer, som det også kendes fra laser-analogien. Det vil give anledning til støj, som i værste tilfælde kan ødelægge målingen.

Om lige præcis denne metode vil være den bedste i praksis, er ikke engang Aglaé Kellerer sikker på, men hun bemærker afslutningsvis i sin artikel, at udfordringerne ved at bygge større og større teleskoper er af en sådan karakter, at processer som stimuleret emission, entanglement og quantum non-demolition- målinger giver muligheder, der er værd at udforske nærmere.

Dynekongen Lars Larsen kan tilsyneladende lære regeringen en ting eller to om at få danskerne til at investere i noget, man kan holde varmen i. For i modsætning til klima-, energi- og bygningsminister Rasmus Helveg Petersen (R), der i mandags præsenterede regeringens nye strategi for energirenovering, ved den jyske købmand, hvordan man lokker kunder til med et godt tilbud.

»Det er, som om regeringen har lavet en fin ny butik og ansat en supersælger til at forklare om fordelene ved energirenovering – men der er ingen tilbud, der kan lokke folk til, og så bliver det altså svært at få gang i butikken,« siger Kurt Emil Eriksen, der er politisk seniorråd­giver hos Velux og medlem af bestyrelsen i IDA Byg.

Regeringens mål er at sænke energiforbruget til varme og varmt brugsvand i den nuværende bygningsbestand med 35 procent i 2050. Det fortalte Rasmus Helveg Petersen mandag på et møde, der meget betegnende kun var for branchefolk. Enfamilieboliger står i dag for lidt over halvdelen af forbruget, og parcelhusejerne er sammen med ejerne af etageboliger blandt dem, det er sværest at få til at energirenovere.

Derfor var de fleste brancheorganisationer mandag lige så skuffede over, at regeringen ikke vil lave støtte­ordninger, som de var glade for, at regeringen endelig meldte et mål ud for energirenovering.

Tilsyneladende havde branchen til det sidste håbet på, at regeringen ville ændre det oplæg, Rasmus Helveg Petersens forgænger, Martin Lidegaard, præsenterede for branchen, da han i 2012 indbød byggeriets parter til at udarbejde et idékatalog til energirenoveringsstrategien.

Netværket for energirenovering, som samarbejdet blev døbt, måtte foreslå alt muligt – det måtte bare ikke koste staten penge.

Da netværket sidste år afleverede sit initiativkatalog, kunne det dog ikke nære sig for at skrive, at et ambitiøst energirenoveringsmål ville kræve ‘en styrkelse af indsatsen, blandt andet i form af en øget information, regulering, økonomiske incitamenter og lignende’.

21 initiativer plukket ud

Regeringen har plukket 21 initiativer ud af idékataloget – og får ros for at forsøge at løse nogle af de problemer, som branchen har oplevet med de stadigt strammere energikrav. Eksempelvis har en undersøgelse fra Statens Byggeforskningsinstitut (SBi) vist, at bygningsreglementets regler om energi­renovering er så komplicerede, at hverken bygningsejerne eller håndværkerne kan gennemskue dem. Derfor estimerer SBi, at reglerne kun bliver overholdt i 80 procent af renoveringssagerne.

For at løse det problem lægger regeringen op til at forenkle reglerne og desuden gøre det muligt at slippe for at skulle leve op til krav, der vil ødelægge en bygnings arkitektur – eksempelvis kan krav til efterisolering af taget være uforholdsmæssigt dyre eller bygningsfysisk umulige at leve op til. Derfor vil regeringen indføre ‘energirenoveringsklasser’, ligesom man i dag har lavenergiklasser. De nye klasser vil svare til de inddelinger, der bruges i energimærkningsordningen, og hvis en husejer opgraderer til en bestemt energirenoveringsklasse, vil han eller hun kunne slippe for nogle af de komponentkrav, der i dag kan besværliggøre renoveringen.

En anden barriere er bygningsejernes usikkerhed om, hvorvidt man vil opnå de energibesparelser, som man bliver lovet.

Ingeniørfirmaet Niras har undersøgt, om regningerne nu også bliver så små som forventet. Konklusionen i rapporten – hvor man dog har haft svært ved at skaffe alle oplysninger om energiforbruget før renoveringen – var, at de opnåede besparelser i offentligt ejede bygninger og etageboliger var omtrent halvt så store som forventet.

»Besparelser ser altid fine ud på papiret, men i årene efter renoveringen viser det sig ofte, at de er langt fra de estimerede tal. Når en bygherre ikke opnår de besparelser, der bliver stillet i udsigt, betyder det ofte en lavere rentabilitet og ekstra udgifter,« siger direktør for Bygherre­foreningen Henrik L. Bang.

Garanti for besparelser

For større bygninger og almene boliger vil regeringen derfor nu lancere modeller, hvor der gives en slags garanti for energibesparelserne. Garantien skal dog finansieres af henholdsvis rådgivere og entreprenører og den almene sektors egne pengetanke.

Den alvorligste mangel i strategien – ud over økonomien – er måske manglen på datoer. Der er simpelthen ingen delmål, kun et slutmål i 2050. Desuden afhænger en stor del af strategiens succes af udkommet af de 15 analyser, undersøgelser, kortlægninger og evalueringer, der bliver varslet i strategien. Men der er ingen udmelding om, hvornår de skal være klar, endsige om, hvor hurtigt regeringen vil reagere på dem.

Byggebranchen håber nu på, at Venstre, der har lovet, at de vil kæmpe for, at boligjob-ordningen bliver forlænget eller måske endda gjort permanent, får held til at presse regeringen i de kommende forhandlinger.

»Hvis man videreførte boligjob-ordningen – eksempelvis til 2020 – ville man kunne komme i gang med renoveringerne og lære en masse. Og når den så udløber, vil man være klar med standardløsninger, som kan få markedet til at bære sig selv,« siger Kurt Emil Eriksen.