Jeg har reflekteret over polemikken omkring mit tidligere blogindlæg og finder det nødvendigt at runde det lidt af. Ja, jeg er blevet klogere, og det vil jeg gerne uddybe, men lad mig starte med at sige følgende:
Det har ikke været min intention at latterligøre nogen, men at bruge humor til at forklare mine tanker omkring et tusinder år gammelt filosofisk emne, som ikke går at redegøre på et enkelt blogindlæg på et hyggeligt it-nyhedssite. Ikke desto mindre er det et emne, som ligger mig tungt på sinde, som til daglig har betydning for alle it-folk, og som derfor nok kunne tåle lidt genopfriskning. Jeg er ikke her for at vinde en popularitetskonkurrence, og det er mig bestemt ikke magtpåliggende, at andre skal være enige i mine betragtninger. Jorden fortsætter med at snurre rundt, ligegyldigt hvad jeg eller du mener om matematik.
Jeg vidste, inden jeg skrev mit blogindlæg, at matematik altid er sandt, altid rigtigt og altid ufejlbarligt. Matematik er ikke skyld i noget som helt. Dette er indiskutabelt, kort og godt!
Matematik er afledt af aksiomer. Aksiomer behøver ikke at være sande, bare matematikerne er enige om at bruge de samme aksiomer.
Matematik, når brugt på et upassende domæne, forsimpler problemstillingen og gør konklusionerne værdiløse.
Matematikere (altså populære matematiske tænkere som f.eks. Einstein, dvs. ikke sådan nogen som dig eller mig) skal kun overbevise andre matematikere om deres teori. Når et flertal af matematikere (Argumentum ad populum) har bestemt, at den er go’ nok, så kan teorien frigives i offentligt domæne og benyttes af fysikere, økonomer, biologer, politikere og andet lægfolk. Disse lægfolk skal så igen overbevise andet godtfolk (det kunne godt være dig eller mig) om deres teori vha. af endnu en matematisk teori kaldet statistik (venligst stillet til rådighed af førnævnte matematikere), og når et flertal af andet godtfolk er blevet enige om, at den er go’ nok, så er det der startede som teori blevet til virkelighed. Tadaaaa…!
Hvad jeg ikke vidste, inden jeg skrev mit blogindlæg, var at matematikere ikke bærer noget ansvar for anvendelse af deres teorier. Hvilket egentligt giver mening nok, det er vel det samme som at anklage våbenproducenter for, at deres produkter er dødbringende.
Min kritik af matematik og matematikere har dermed været totalt fejlplaceret, min kritik skulle klart og tydeligt have været rettet mod matematik-misbrugere alene.
En uforbeholden undskyldning går hermed ud til matematikken og matematikere, undskyld mange gange!
Nogle har forarget spurgt, hvad det hele dog har at gøre med disruptiv innovation, og efterspurgt konkrete eksempler på, hvor matematikken mon kunne have hindret en kreativ proces, så her er mit konkrete svar:
Når noget kun er en god ide, hvis et flertal synes det, hvor mange gode ideer er så aldrig blevet til noget, fordi et flertal har afvist dem? Hvor mange af disse afviste ideer kunne have været kuren mod kræft? Eller have udryddet hungersnød? En evighedsmaskine, eller bare en kur mod hårtab, der rent faktisk virker, så man ikke brænder flere penge af på tv-shop?
Tilværelsen er åbenbart en popularitetskonkurrence, men hvor flertallet (sådan nogen som dig eller mig) desværre ender ud som tabere.
QED.
