Monthly Archives: November 2014

En travl motorvej er nok et af de sidste steder, de fleste tænker på at dyrke alger. Ikke desto mindre danner en schweizisk motorvejsbro ramme for et nyt projekt, der gør netop det.

Den hollandske designvirksomhed Cloud Collective har i forbindelse med en byfestival i Geneve sat et anlæg på motorvejsbroen, der dyrker alger ved hjælp af to ressourcer, der er masser af netop der. CO2 fra motorvejen og sollys.

Men hvordan dyrker man så alger på en motorvej?

Projektet, der kaldes Culture Urbaine Geneve, er mere præcist et gennemsigtigt rørsystem, der hænger på siden af motorvejsbroen. For neden suges der CO2 fra motorvejen ind i rørene, der er fyldt med 1.000 liter vand og alger. Øverst på strukturen sidder solceller og en pumpe. Pumpen kører på solenergi fra cellerne og sørger for bevægelse i vandet, når solen skinner.

Der er indtil videre blot tale om et såkaldt proof of concept, der skal indlede en diskussion om mulighederne for at implementere løsningen i stor skala. Ifølge virksomheden bag er tanken, at systemet blandt andet skal anvende forureningen fra bilerne til at skabe biomasse til eksempelvis brændstof.

»Algerne kan bruges til at filtrere luften, omdannes til biomasse eller selv til kosmetik eller fødevareprodukter,« skriver Cloud Collective i en pressemeddelelse.

Tilbage i 2011 søsatte en gruppe danske ingeniørstuderende et beslægtet projekt i Brasilien. Her eksperimenterede de med dyrkning af alger i en reaktor på taget af en universitetsbygning i São Paulo.

Du kan se en video, der demonstrerer projektet fra Schweiz, forneden.

Forestil dig, at du skal købe ny bil. Forestil dig, at du skal vælge, om du vil have den med eller uden automatgear. Med eller uden aircondition. Med eller uden soltag. Alene med disse tre valgmuligheder kan du lave otte forskellige variationer af bilen. Havde du 33 valgmuligheder, ville antallet af mulige variationer overstige antallet af mennesker på Jorden.

Forestil dig nu en produktfamilie som for eksempel Apples iPhones og iPads. Eller Android-styresystemet. Antallet af mulige variationer nærmer sig det uendelige, og en reel analyse af dem alle har ifølge IT-Universitetet i København (ITU) været umulig. Indtil nu. For det er her, Claus Brabrand og resten af teamet, ledet af Eric Bodden fra TU Darmstadt, har hævet barren med deres analysesoftware, SPL-lift.

Sådan skriver IT-Universitetet i København i en pressemeddelelse.

»Hidtil har man genereret alle kombinationsmuligheder inden for et stykke software og analyseret dem enkeltvis, hvis det har været muligt. Men der skal ikke være ret mange kombinationsmuligheder, før det bliver praktisk umuligt, og derfor har man groft sagt genereret et repræsentativt udsnit af varianterne i stedet og er så gået ud fra, at resten ville opføre sig i virkeligheden som i teorien,« siger Claus Brabrand.

Dette efterlader naturligvis producenten – og i sidste ende forbrugeren – med en risiko for, at der kan være fejl eller sikkerhedshuller et eller andet sted i koden, som ikke opdages i stikprøven. Huller, der i værste tilfælde kan føre til for eksempel læk af information.

»De huller kan opdages med SPL-lift, for nu er det blevet muligt at analysere hele familier af programmer på én gang. Og vi kan gøre det på minutter i stedet for år,« fortæller Claus Brabrand, der udgjorde den danske del af det internationale forskerteam med tyskerne Eric Bodden og Mira Mezini og brasilianerne Márcio Ribeiro, Társis Tolêdo og Paulo Borba.

Deutscher IT-Sicherheitspreis uddeles hvert andet år af Horst Görtz Fonden. I år blev der sat rekord med 66 kandidater, hvoraf 11 blev nominerede. Priserne gives for innovation inden for blandt andet it-sikkerhed, kryptografi og forsvar mod cyberangreb samt projekternes markedsrelevans, og med en samlet præmiesum på 200.000 euro er den en af de største privatfinansierede videnskabspriser.

Den 13-årige amerikanske skoleelev Shubham Banerjee vil gøre livet lidt lettere for blinde, der ikke har råd til at ofre de cirka 20.000 kroner, som en punktprinter koster i dag. Han står bag en langt billigere printer, som nu skal sættes i produktion med hjælp fra Intel.

Shubham Banerjee startede med at bygge en punktprinter af Lego Mindstorms EV3 – en printer, der kunne forvandle tekst fra en computer til punktskrift skrevet med Braille-alfabetet. Printeren fik navnet Braigo – en sammentrækning af Braille og Lego.

En ny og hurtigere udgave ved navn Braigo v2.0 er ikke bygget af Lego, men ligner i stedet en almindelig, billig printer. Den skal nu videreudvikles, så den kan komme på markedet til en tiendedel af den pris, som punktprintere ellers koster.

Chipgiganten Intel har skudt penge i projektet, fremgår det af en pressemeddelelse.

Til gengæld skal punktprinteren så baseres på Intel Edison, en lille hardware-platform beregnet til alverdens dimser, der skal have internetadgang.

Braigo-projektet har fået sit eget website, hvor man kan læse mere om punktprinteren, og hvis man selv har fået lyst til at bygge en af Lego Mindstorms EV3, kan man finde instruktioner på Shubham Banerjees fars blog.

En travl motorvej er nok et af de sidste steder, de fleste tænker på at dyrke alger. Ikke desto mindre danner en schweizisk motorvejsbro ramme for et nyt projekt, der gør netop det.

Den hollandske designvirksomhed Cloud Collective har i forbindelse med en byfestival i Geneve sat et anlæg på motorvejsbroen, der dyrker alger ved hjælp af to ressourcer, der er masser af netop der. CO2 fra motorvejen og sollys.

Men hvordan dyrker man så alger på en motorvej?

Projektet, der kaldes Culture Urbaine Geneve, er mere præcist et gennemsigtigt rørsystem, der hænger på siden af motorvejsbroen. For neden suges der CO2 fra motorvejen ind i rørene, der er fyldt med 1.000 liter vand og alger. Øverst på strukturen sidder solceller og en pumpe. Pumpen kører på solenergi fra cellerne og sørger for bevægelse i vandet, når solen skinner.

Der er indtil videre blot tale om et såkaldt proof of concept, der skal indlede en diskussion om mulighederne for at implementere løsningen i stor skala. Ifølge virksomheden bag er tanken, at systemet blandt andet skal anvende forureningen fra bilerne til at skabe biomasse til eksempelvis brændstof.

»Algerne kan bruges til at filtrere luften, omdannes til biomasse eller selv til kosmetik eller fødevareprodukter,« skriver Cloud Collective i en pressemeddelelse.

Tilbage i 2011 søsatte en gruppe danske ingeniørstuderende et beslægtet projekt i Brasilien. Her eksperimenterede de med dyrkning af alger i en reaktor på taget af en universitetsbygning i São Paulo.

Du kan se en video, der demonstrerer projektet fra Schweiz, forneden.

Den 13-årige amerikanske skoleelev Shubham Banerjee vil gøre livet lidt lettere for blinde, der ikke har råd til at ofre de cirka 20.000 kroner, som en punktprinter koster i dag. Han står bag en langt billigere printer, som nu skal sættes i produktion med hjælp fra Intel.

Shubham Banerjee startede med at bygge en punktprinter af Lego Mindstorms EV3 – en printer, der kunne forvandle tekst fra en computer til punktskrift skrevet med Braille-alfabetet. Printeren fik navnet Braigo – en sammentrækning af Braille og Lego.

En ny og hurtigere udgave ved navn Braigo v2.0 er ikke bygget af Lego, men ligner i stedet en almindelig, billig printer. Den skal nu videreudvikles, så den kan komme på markedet til en tiendedel af den pris, som punktprintere ellers koster.

Chipgiganten Intel har skudt penge i projektet, fremgår det af en pressemeddelelse.

Til gengæld skal punktprinteren så baseres på Intel Edison, en lille hardware-platform beregnet til alverdens dimser, der skal have internetadgang.

Braigo-projektet har fået sit eget website, hvor man kan læse mere om punktprinteren, og hvis man selv har fået lyst til at bygge en af Lego Mindstorms EV3, kan man finde instruktioner på Shubham Banerjees fars blog.

Med 300 hk under benzintanken sætter Kawasaki sig tungt på rekorden som den mest kraftige produktionsmotorcykel nogensinde. Modellen hedder Ninja H2R, og produktionen starter i begyndelsen af 2015.

Det er nærmest lysår siden, at 100 hk i en motorcykel blev anset for fuldt tilstrækkeligt. Faktisk pålagde tyske BMW sig selv i mange år ikke at bygge motorcykler med mere end 100 hk. Den strategi er man for længst gået bort fra, for markedet ser ud til at forvente endnu flere hk for hver ny generation af motorcykler.

I H2R ligger en firecylindret rækkemotor med dobbelt overliggende knastaksel. De mange hestekræfter skabes ved hjælp af en totrins-kompressor, som Kawasaki selv har udviklet med hjælp fra firmaets gasturbine- og rumfartsafdelinger.

Kompressoren drives af krumtappen og via først et traditionelt tandhjulsgear og derefter et planetgear ganges omdrejningerne med 9,2. Det vil sige, at når motoren når højeste omdrejninger på 14.000 omdr. i minuttet, så snurrer kompressoren med næsten 130.000 omdrejninger i minuttet.

Da luften via kompressoren trykkes ind i cylinderen, har Kawasaki været i stand til at holde trykket i cylinderen ned på beskedne 8,3:1, hvilket er en del mindre end sportsmotorcykler uden tryksætning.

Det skal her bemærkes, at der findes masser af modificerede motorcykler og tuningkits på markedet, men ingen motorcykelproducent har tidligere vovet at levere en model, som er født med så højt et hk-antal.

Hvis alle 300 hk sendes af sted på én gang, så skulle Ninjaen teoretisk set være i stand til at nå en tophastighed på over 400 km/h. Det er et godt stykke over den nuværende rekordholder for produktionsmotorcykler, Suzukis Hayabusa, som kan nå 320 km/h.

H2R er tænkt som en track-day-motorcykel for de absolut mest erfarne førere. Til brug på gade og vej vil Kawasaki i forbindelse med den kommende motorcykeludstilling EICMA i Milano præsentere en model H2 med ‘blot’ 200 hk.

Med 300 hk under benzintanken sætter Kawasaki sig tungt på rekorden som den mest kraftige produktionsmotorcykel nogensinde. Modellen hedder Ninja H2R, og produktionen starter i begyndelsen af 2015.

Det er nærmest lysår siden, at 100 hk i en motorcykel blev anset for fuldt tilstrækkeligt. Faktisk pålagde tyske BMW sig selv i mange år ikke at bygge motorcykler med mere end 100 hk. Den strategi er man for længst gået bort fra, for markedet ser ud til at forvente endnu flere hk for hver ny generation af motorcykler.

I H2R ligger en firecylindret rækkemotor med dobbelt overliggende knastaksel. De mange hestekræfter skabes ved hjælp af en totrins-kompressor, som Kawasaki selv har udviklet med hjælp fra firmaets gasturbine- og rumfartsafdelinger.

Kompressoren drives af krumtappen og via først et traditionelt tandhjulsgear og derefter et planetgear ganges omdrejningerne med 9,2. Det vil sige, at når motoren når højeste omdrejninger på 14.000 omdr. i minuttet, så snurrer kompressoren med næsten 130.000 omdrejninger i minuttet.

Da luften via kompressoren trykkes ind i cylinderen, har Kawasaki været i stand til at holde trykket i cylinderen ned på beskedne 8,3:1, hvilket er en del mindre end sportsmotorcykler uden tryksætning.

Det skal her bemærkes, at der findes masser af modificerede motorcykler og tuningkits på markedet, men ingen motorcykelproducent har tidligere vovet at levere en model, som er født med så højt et hk-antal.

Hvis alle 300 hk sendes af sted på én gang, så skulle Ninjaen teoretisk set være i stand til at nå en tophastighed på over 400 km/h. Det er et godt stykke over den nuværende rekordholder for produktionsmotorcykler, Suzukis Hayabusa, som kan nå 320 km/h.

H2R er tænkt som en track-day-motorcykel for de absolut mest erfarne førere. Til brug på gade og vej vil Kawasaki i forbindelse med den kommende motorcykeludstilling EICMA i Milano præsentere en model H2 med ‘blot’ 200 hk.

Et stort flydende legeme og to mindre pontoner er grundidéen i WaveTube, et nyt svensk projekt, som netop har vundet den europæiske cleantech-konkurrence Clean Launchpad. Det skriver svenske Ny Teknik.

Et WaveTube-anlæg vejer godt 150 ton, før det fyldes med vand, og det måler 24 gange 23 meter. Det producerer mellem 200-300 kW pr. anlæg.

Teknologien fungerer sådan, at de tre parallelle pontoner fyldes med i alt 400 kubikmeter ferskvand. De kan bevæge sig mellem pontonerne i et lukket system, der driver i alt fem generatorer. De strømproducerende dele er altså slet ikke i kontakt med saltvand.

I stedet flyder vandet fra side til side i takt med, at pontonerne bliver løftet op af bølgerne. Takket være en række intelligente ventiler kan ‘vandflyet’ gøre sig tung i én side, som sammen med bølgen i samme side skubber det samlede bølgekraftanlæg over til den anden side. Samlet kan ferskvandet opnå et fald på op til 1,9 meter. Det er dette fald, som driver turbinerne.

Hans Christian Sørensen er bestyrelsesformand i konsulentvirksomhed SPOK. Han har i flere år fulgt den teknologiske udviklingen inden for bølgekraft.

»Som udgangspunkt ser konstruktion ganske brugbar ud. Dog vil fremtidig test vise anlæggets egentlig formåen i hårdt vejr og under flere forskellige bølgefrekvenser. Det sidste er afgørende for, hvor meget strøm anlægget reelt kan producere,« siger Hans Christian Sørensen.

Bestyrelsesformanden vurderer, at WaveTube-anlægget med de nuværende tegninger og den nuværende konstruktion vil kunne lave ca. 60.000 kWh om om året. Tallet kan dog variere, alt efter hvordan anlægget tunes, og hvor det i sidste ende placeres.

»Samtidig kan ventilerne i konstruktionen blive et problem. Hvis anlægget skal køre optimalt, vil det sætte de regulerende ventiler under maksimalt pres,« fortæller Hans Christian Sørensen.

Oprindeligt var 400 forskellige projekter med i Clean Launchpad-konkurrencen. Det blev senere skåret ned til 30 projekter fra i alt elleve lande. Fem projekter endte i finalen, som WaveTube i sidste instans vandt.

»Vi føler os sikre på, at vores teknologi og forretningsmodel holder,« siger Sara West, der driver WaveTube sammen med Alexander Torstenfelt, til Ny Teknik.

Nu venter en række hårde test for WaveTube-anlægget. Først skal det testes under maksimal belastning i et bølgebassin i Belfast i Nordirland. Senere skal det gennemprøves på havet.

Et stort flydende legeme og to mindre pontoner er grundidéen i WaveTube, et nyt svensk projekt, som netop har vundet den europæiske cleantech-konkurrence Clean Launchpad. Det skriver svenske Ny Teknik.

Et WaveTube-anlæg vejer godt 150 ton, før det fyldes med vand, og det måler 24 gange 23 meter. Det producerer mellem 200-300 kW pr. anlæg.

Teknologien fungerer sådan, at de tre parallelle pontoner fyldes med i alt 400 kubikmeter ferskvand. De kan bevæge sig mellem pontonerne i et lukket system, der driver i alt fem generatorer. De strømproducerende dele er altså slet ikke i kontakt med saltvand.

I stedet flyder vandet fra side til side i takt med, at pontonerne bliver løftet op af bølgerne. Takket være en række intelligente ventiler kan ‘vandflyet’ gøre sig tung i én side, som sammen med bølgen i samme side skubber det samlede bølgekraftanlæg over til den anden side. Samlet kan ferskvandet opnå et fald på op til 1,9 meter. Det er dette fald, som driver turbinerne.

Hans Christian Sørensen er bestyrelsesformand i konsulentvirksomhed SPOK. Han har i flere år fulgt den teknologiske udviklingen inden for bølgekraft.

»Som udgangspunkt ser konstruktion ganske brugbar ud. Dog vil fremtidig test vise anlæggets egentlig formåen i hårdt vejr og under flere forskellige bølgefrekvenser. Det sidste er afgørende for, hvor meget strøm anlægget reelt kan producere,« siger Hans Christian Sørensen.

Bestyrelsesformanden vurderer, at WaveTube-anlægget med de nuværende tegninger og den nuværende konstruktion vil kunne lave ca. 60.000 kWh om om året. Tallet kan dog variere, alt efter hvordan anlægget tunes, og hvor det i sidste ende placeres.

»Samtidig kan ventilerne i konstruktionen blive et problem. Hvis anlægget skal køre optimalt, vil det sætte de regulerende ventiler under maksimalt pres,« fortæller Hans Christian Sørensen.

Oprindeligt var 400 forskellige projekter med i Clean Launchpad-konkurrencen. Det blev senere skåret ned til 30 projekter fra i alt elleve lande. Fem projekter endte i finalen, som WaveTube i sidste instans vandt.

»Vi føler os sikre på, at vores teknologi og forretningsmodel holder,« siger Sara West, der driver WaveTube sammen med Alexander Torstenfelt, til Ny Teknik.

Nu venter en række hårde test for WaveTube-anlægget. Først skal det testes under maksimal belastning i et bølgebassin i Belfast i Nordirland. Senere skal det gennemprøves på havet.

Stigende luftforurening siden 1980′erne givet indiske bønder ringere udbytte fra deres marker. Meget ringere.

Forskere har analyseret udbytte fra hvede- og rismarker fra 2010 sideløbende med data om luftforurening. Og resultaterne, der er publiceret i tidsskriftet PNAS, udpeger sodpartiker og ozon som afgrødernes fjende nummer ét og to.

Forskernes beregninger viser, at hvedeudbyttet gennemsnitligt er 36 procent lavere, end det antageligt ville have været, hvis forurening, regnvejr og temperatur var forblevet på 1980’ernes niveau. Udbyttet fra rismarkerne er 20 procent dårligere, og i særligt befolkede områder er hvedeudbyttet forringet med helt op til 50 procent.

»Mens temperaturen er steget igennem de seneste 30 år, er niveauet af smog og forurening steget langt mere drastisk,« siger forskeren Jennifer Burney fra University of California, der er en af forfatterne til forskningsartiklen, til The Guardian.

Ifølge forskerne stammer en stor del af sodpartiklerne fra ildsteder i landdistrikterne, mens ozonen tilskrives udstødning fra biler, udledning fra industrien og kemiske opløsningsmidler i atmosfæren. Ozonen trænger ind i bladene og skader planterne, og soden gør, at de får mindre sollys.

Efter at have fraregnet effekten af temperaturstigninger og ændrede nedbørsmønstre fra regnskabet mener forskerne, at ozon og sodpartikler er ansvarlige for 90 procent af de tabte afgrøder.

Resultaterne er naturligvis specifikke for Indien, men det samme problem kan gøre sig gældende i eksempelvis Kina. I februar advarede en kinesisk forsker om, at riget i midtens madforsyning snart ville komme til at lide under den omfangsrige luftforurening, som hun sammenlignede med en atomvinter.

Ligesom i Indien giver forureningen mindre sollys til planterne. Jo mindre lys, desto dårligere vilkår for fotosyntese.

De gode nyheder, hvis man kan tale om det i denne sammenhæng, er, at man ifølge forskerne kan gøre noget ved problemet. Også på den ikke alt for lange bane.

Sod og ozon er nemlig såkaldt kortlivede forurenende stoffer, og til forskel fra eksempelvis kuldioxid, der kan være i atmosfæren i både årtier og længere, vil reducerende tiltag give effekt ret hurtigt.

Forskerne nævner filtre på biludstødninger og en modernisering af landdistrikternes ildsteder som muligheder.

»Vi mener, at det er medgørlige punkter, hvorpå man kan skabe en meningsfuld ændring i klimaet. Der vil virkelig være en lokal fordel i at skride til handling,« siger Jennifer Burney.

En opgørelse fra WHO viste i marts, at syv millioner mennesker dør hvert år af sygdomme afledt af luftforurening.