Genbrug af forurenet byggeaffald er gået for vidt

I 1998 kunne en stolt miljø- og energiminister Svend Auken (S) fortælle, at regeringen havde nået sine ambitiøse genanvendelsesmål: Hele 60 procent af landets affald blev genanvendt – 6 procentpoint mere end målet. Hovedårsagen var omfattende genanvendelse af bygge- og anlægsaffald. Regeringens nye mål ville derfor være at komme op på 90 procent genanvendelse af bygge- og anlægsaffald i 2004.

Det mål blev også nået – og mere end det.

Men i 2013 præsenterede Svend Aukens efterfølger, hans niece Ida Auken (SF), regeringens nye affaldsambitioner under overskriften ‘Danmark uden affald.’ På bygge- og anlægsområdet medfører planen imidlertid et brud med Svend Aukens ambitioner, for regeringen forventer, at genanvendelsen inden for byggeri og anlæg vil falde fra 96 procent i dag til 88 procent i 2018.

Den primære årsag er, at en stor del af bygge- og anlægsaffaldet er forurenet i en sådan grad, at det bør deponeres. Ifølge Miljøstyrelsens fremskrivninger vil mængden af byggeaffald, der skal på deponi, således tredobles til 740.124 ton om året i 2018.

Gammelkendte problemer

Miljøstyrelsen vidste allerede i 2003, at der var problemer med bygge­affaldet. I den daværende Venstre-­ledede regerings affaldsstrategi kunne man læse, at ‘bygge- og anlægsaffald, der i dag genanvendes, kan være forurenet med miljøbelastende stoffer’, og at ‘der vil blive stillet krav til udvaskningen af disse stoffer, således at genanvendelsen kan foregå miljømæssigt forsvarligt og på samme vilkår som genanvendelse af andre restprodukter’.

På det tidspunkt havde styrelsen bestilt en undersøgelse af, om der var farlige stoffer i bygge- og anlægsaffaldet. Rapporten viste, at det kunne der være, fortæller en af forfatterne, Ole Hjelmar fra DHI.

»Vi viste, at en del af de undersøgte prøver af byggeaffaldet ikke kunne overholde kriterierne i restproduktbekendtgørelsen, som byggeaffaldet dog ikke var omfattet af på det tidspunkt. Skal noget fritages for at leve op til nogle kontrolregler, så bør man forinden have sandsynliggjort, at det alligevel kan forventes at overholde renhedskriterierne. Det så ikke ud til at være tilfældet.«

Kravene til udvaskningen er imidlertid aldrig kommet – selv om de blev gentaget i den affaldsstrategi, der blev præsenteret i 2009.

I stedet har branchen kun haft affaldsbekendtgørelsen at rette sig efter – og der står, at byggeaffaldet skal udsorteres i rene fraktioner, og kun må genbruges, hvis der ikke er mistanke om fare for menneskers sundhed eller miljøet. Men da der ikke er krav til, at affaldsfraktionernes eventuelle indhold af miljøfarlige stoffer skal måles, er der ikke blevet gjort nogen stor indsats for at få be- eller afkræftet eventuelle mistanker.

»Anvendelsen af produkterne som ‘uforurenede’ uden restriktioner har således alene været baseret på antagelser, ikke på viden,« siger Ole Hjelmar.

Men i Miljøstyrelsen afviser kontorchef for jord og affald Christian Vind, at styrelsen kunne have handlet meget hurtigere.

»Jeg tror, at der er mange, inklusive os selv, der har været frustrerede over, at det ikke har været nemmere. Men der er forskel på at stå med en rapport, der viser, at der er et problem, og så at kunne melde en bestemt grænseværdi ud, hvor man giver alt under den værdi fri anvendelse. Vi har manglet det solide teknisk-faglige grundlag. Men jeg må også understrege, at kommunerne hele tiden har haft tilsynspligten med affaldet.«

Masser af advarsler

I de mellemliggende år har det ellers ikke skortet på advarslerne. Ved siden af Miljøstyrelsens egenfinansierede undersøgelser af området, som alle indikerede eller påviste problemer, har affaldsselskaberne også gjort styrelsen opmærksom på, at der ikke var nok kontrol med området.

»For ti år siden stod det klart for Miljøstyrelsen, at der var stoffer i den størrelsesorden og af den karakter i byggeaffaldet. Man har haft en klar viden om, at der nok var noget galt, men man har valgt ikke at handle på det,« siger projektchef Niels Trap fra ingeniørfirmaet Golder Associates.

I stedet gjorde den daværende regering omkring 2005 området endnu mere ureguleret ved at fjerne forpligtelsen til at anmelde nedrivningsarbejder til kommunen – og til at fortælle, hvad der blev gjort med affaldet.

Først med PCB-handlingsplanen fra 2011 vendte tendensen. Regeringen genindførte 1. januar 2013 anmeldepligten for renoverings- og nedrivningsarbejder i bygninger, der er bygget eller renoveret i perioden 1950-77, hvor der blev brugt PCB. Desuden skal den slags byggerier screenes for eventuel PCB-forekomst. Men det er først med den nye ressourceplan, at der bliver lagt op til at gøre noget ved de andre farlige stoffer, der dokumenterbart findes i byggeaffaldet.

»Hidtil har det været svært at finde nogen, der ville sige, at vi skal genbruge mindre. Vi har jo markedsført os som verdensmestre i genbrug. Men nu har man valgt side og sagt, at man vil have rent byggeaffald. Det betyder også at man erkender, at det man har gjort de seneste ti år ikke har været godt nok,« siger Niels Trap.

Ifølge ressourceplanen, som får ros fra alle i branchen for at erkende, at der er problemer, skal der laves en bekendtgørelse om selektiv nedrivning. Den skal sikre, at miljø­farlige stoffer bliver identificeret og afrenset eller udsorteret, før bygningen rives ned. Det skal give renere fraktioner. Men det er ikke nok, mener Ole Hjelmar.

»Mange stoffer sidder ikke på overfladen af byggematerialerne. Derfor skal den miljømæssige kvalitet af byggeaffaldet på en eller anden måde undersøges og dokumenteres – uden at vi ender i overdreven testning.«

Affaldsforeningen Dakofa har desuden foreslået, at der brydes med kravet om absolut renhed, så lettere forurenet byggeaffald kan anvendes, men med visse restriktioner.

Ifølge Christian Vind fra Miljøstyrelsen vil bekendtgørelsen om selektiv nedrivning, grænseværdier for PCB i bygningsaffald og rapporten om farlige stoffer i byggeaffald blive udsendt inden sommerferien. Men han tør ikke love, hvornår der kommer grænseværdier for andre farlige stoffer.