Der var engang, hvor et stormvarsel ikke kom fra DMI – men fra overleveringer. Vejrfænomener som storme, lyn eller heftig nedbør måtte være mirakler eller tegn fra Gud. Det samme med meteorer og solformørkelser.
I middelalderen blev kraftige vejrfænomener derfor set som varsler: Først et heftigt snefald, så en plage – eller en oversvømmelse efterfulgt af en højtstående persons død.
‘Miraklerne’ blev viderefortalt, malet og skrevet ned, blandt andet i ‘Miraklernes bog’ – ‘Das Wunderzeichenbuch’ – der for nylig er blevet genoptrykt på det tyske forlag Taschen.
Ifølge forlaget selv er bogen lidt af en sensation. En sjælden sag, der først blev kendt for offentligheden i 2007, da den blev solgt via et tysk auktionshus til den britiske samler James Faber. Med hjælp fra papireksperten Peter Bower fandt Faber frem til, at bogen ikke som først antaget var fra 1700-tallet, men fra omkring 1550.
Bogen, der også indeholder et manuskript, stammer fra den sydtyske fristat Augsburg, hvor protestantismen og Luther gjorde sit indtog netop på den tid. En del kunstnere, der tidligere havde beskæftiget sig med kirkekunst, måtte se sig om efter andre steder at slå deres streger. Som i Danmark blev alle billeder og afbildninger i kirkerummene bandlyst, men bibelske mirakler var ikke bandlyst i ‘Miraklernes bog’
Verdenskort uden verden
Den farverige bog er således ikke bare en dokumentation af de overleveringer og fortællinger, der huserede i Europa på den tid, men også et indblik i det verdensbillede, der herskede i middelalderens Sydeuropa.
I afbildningen af pagten mellem Gud og menneske er de tolv stjernetegn afbilledet. Stjernetegnene har altså spillet en rolle. Kunstnerne har heller ikke prøvet at forestille sig, hvilket tøj Moses og Johannes Døberen og de andre bibelske personer har båret på deres egen tid. De er alle afbilledet iført middelalderkutter og samtidens klædedragter. Ganske pudsigt.
Det samme er det verdenskort, der er afbilledet som bibelverset Daniel 7, 1-4, hvor Daniel i en drøm ser de fire himmelske vinde blæse over rørte vande og fire bæster komme op af vandet fra hvert deres verdenshjørne. Syd- og Nordamerika eksisterer ganske enkelt ikke. Heller ikke Australien eller det sydlige Afrika.
Det er dog vejrfænomenerne, der er de mest spøjse. Som den aftegning fra Romerriget – nærmere sted vides ikke – hvor en gylden kugle blev observeret i 73 f.Kr. Ifølge vidner var den så stor, at den helt dækkede for Solen. Det blev set som et varsel. Siden kom den store romerske krig, står der i manuskriptet. Det samme gælder for det, der blev rapporteret efter Julius Cæsars død. Da stod tre sole på den østlige himmel. De bevægede sig henimod hinanden, står der i manuskriptet, således at de til sidst blev til én. Manuskriptet fortæller endvidere, at en okse samme dag spurgte en mand, hvorfor han arbejdede så hårdt. For inden længe ville der være større knaphed på mennesker end på korn.
Bogen beretter også om kometen, der blev set på himlen i 595 f.Kr. et helt år over Konstantinopel – det nuværende Istanbul. Ifølge manuskriptet sætter det en forbindelse til den tid, hvor profeten Muhammed levede.
En anden historie fra mirakelbogen er rapporten om år 1126, hvor vinteren var så kold, at fuglene døde i luften, og historien om da månen var blodrød, og et jordskælv rystede Italien i ni dage.
Der er også historierne om en fisk med menneskehoved fanget i ‘Det danske hav’ og bragt levende til København. Den ser lige så sær ud som den firbenede kylling, den er afbilledet ved siden af.
Ja, den tids mirakler er desværre forbi. Nu er det DMI, Nature og Science, der rapporterer om usædvanlige vejrfænomener. Det er knap så poetisk.
Till-Holger Borchert, Joshua P. Waterman: ‘The Book of Miracles’. Forlaget Taschen. 560 sider, 1.000 kr.
Leave a Reply