Norge dropper stor satsning på saltkraft

Ambitionerne var store, da norske Statkraft i 2001 offentliggjorde, at virksomheden havde planer om at producere store mængder el ved hjælp af såkaldt saltkraft. Men nu er planerne begravet, for det har vist sig, at der ikke er penge i det, fortæller afdelingsleder Stein Erik Skilhagen i en meddelelse.

»Vores hovedudfordring har været at få gjort teknologien så effektiv, at omkostningerne til energiproduktionen kom på niveau med konkurrerende teknologier. Med dagens markedsforhold ser vi ikke, at Statkraft vil opnå dette inden for en overskuelig fremtid,« siger afdelingslederen og fortsætter:

»Der er andre teknologier, som har udviklet sig enormt de seneste år, og disse er mere konkurrencedygtige og aktuelle for Statkraft at investere i på sigt,« siger han.

Statkraft begyndte ellers produktionen i 2001 med planer om et 1,5 kW pilotanlæg til en pris på 25 mio. kroner med et tilskud fra EU på 14 mio. kroner. Og så sent som i foråret 2013 fortalte Statkraft stolt, at virksomheden havde fået tilladelse til at opføre et 2 MW kraftværk.

I 2009 lykkedes det at åbne det første anlæg, hvor teknologien blev testet, og herefter var det planen, at saltkraft skulle gøres kommercielt inden for ti år. Men det har altså ikke kunnet lade sig gøre i tilfredsstillende omfang.

Saltkraftanlæggets teknologi er basereret på en osmotisk proces, hvor der bliver produceret energi, når ferskvand fra de norske elve ramte det salte havvand.Tricket er at placere en membran mellem de to vandtyper, som saltet ikke kan trænge igennem. På grund af det osmotiske tryk bliver ferskvandet suget ind mod det salte havvand og opbygger et tryk, der kan drive en turbine.

Dog går meget af energien tabt i membranen. Teoretisk er det muligt at opnå et tryk på 25 bar svarende til et vandkraftværk med en faldhøjde på 250 meter, men det forventes at halvdelen af energien går tabt i membranen. Og det har været dyrt at fremstille energi på den måde. I 2001 anslog Statkraft, at produktionsprisen skulle ned på 30 øre pr. kWh, før det kunne betale sig, og det har formentlig ikke været muligt at opnå.

»Vi har bevist, at teknologien fungerer og gjort store fremskridt, mens vi har arbejdet med det. Teknologien har også andre anvendelsesområder, blandt andet i forbindelse med drikkevandsproduktion,« siger Stein Erik Skilhagen.

»Nu overlader vi det til andre aktører at modne teknologien. Flere uafhængige miljøer rundt om i verden arbejder aktivt med det allerede,« siger han.