Samtidig viser bogen at mens det ensomme geni nok er en efterrationalisering, så var der nogle unikke personligheder bag mange af datidens gennembrud.
Computerworld Læser er vores nedslag på spændende, underholdende eller lærerige bøger vi falder over.
Det er ikke nødvendigvis nyheder, bestsellers eller bøger med direkte relation til it – men bøger som har en relation til udviklingen af de videnskaber, den historie eller kultur, som er en del af den teknologiske og digitale hverdag, vi nu lever i.
I 1768 satte kaptajn Cook ud med skibet “Endeavour” for at sejle jorden rundt – og blandt andet besøge Tahiti.
I 1831 rejste “Beagle”, med blandt andre Charles Darwin om bord, af sted på et togt, der ledte forbi Galapagosøerne.
Imellem de to begivenheder, som skulle kaste lange skygger ind i den videnskabelige verden, oplevede Europa et kvantespring inden for næsten samtlige videnskabelige discipliner. I én vild, sagnomspunden og uregerlig periode præget af nationalistisk konkurrence og tilfældigheder blev grundsten lagt, hevet op igen og lagt igen.
Var elektricitet grundlaget for liv? Hvad med gud? Hvor gammel var Jorden egentlig? Hvad er distancen til de nærmeste stjerner? Hvor mange planeter findes der egentlig i solsystemet? Og hvordan lever folk uden for vores umiddelbare kulturkreds?
De spørgsmål stillede pionererne 1700- og 1800-tallet sig og det er den historie, som Richard Holmes veloplagt fortæller.
Studerede sydhavsøers botanik – og kvinder
Først gennem adelsmanden Joseph Banks, som skulle studere botanik om bord på “Endueavour”, men som endte som en af verdens første antropologer med omfattende studier på Tahiti – ikke mindst af øens kvinder, langt fra det mere dydige London.
Dernæst gennem historien om (amatør)astronomen William Herschel, som om dagen underviste i musik og om natten byggede sine egne teleskoper – og endte med at opdage Uranus.
“Den ensomme geniale forsker er en konstruktion fra den romantiske periode”
Myten om det ensomme geni
Mest interessant for læseren af videnskabshistorie er Richard Holmes’ understregning af, at den ensomme geniale forsker er en konstruktion fra den romantiske periode. Ligesom i dag, hvor boghandlerne flyder over med portrætter af ikoniske erhvervsledere, fodboldspillere, hvis selvbiografi udgives, inden de er 30, og politikere der ønsker at minde eftertiden om, at de var med, da det skete – så passede billedet af den ensomme forsker på sit mørke kammer perfekt ind i romantikken.
Men forskning er hårdt arbejde – og det at stå på skuldrene af sine forgængeres arbejde – og meget sjældent åbenbares indsigten med ét. Hvad også Richard Holmes understreger med historien om, at myten om Newton og æblet første gang blev fortalt efter Newtons død.
Astronomen Herschel troede også først, at Uranus var en komet, brugte en del af sin tid på at argumentere for, at månens kratere var skabt af månens beboere (!) og en masse andre forestillinger, som passede ind i tiden.
Eftertiden har nådigt glemt meget vrøvl – men uden den basis og det feedback fra samtiden ville der ikke være samme videnskabsmand til at skabe de, ofte meget færre, rigtige pointer.
Alene på grund af den pointe er “The Age of Wonder – How the romantic generation discovered the beauty and terror of science” værd at læse. Den er ikke så morsomt skrevet som “En kort historie om næsten alt” af Bill Bryson, som tager et mere generelt overblik over naturvidenskabens landvindinger, og hvordan erkendelserne opstod, men vinder til gengæld på detaljen.
Detaljer som moderne it-gennembrud ultimativt står på skuldrene af, men som man let glemmer, mens man venter på den næste generation af telefoner eller fjernsyn.
Richard Holmes: The Age of Wonder. Udgivet af Harper Press i 2008. 530 sider. Anmeldelsen er bragt i samarbejde med Bogblogger.dk
Leave a Reply