Udsigt til endnu et dramatisk klima-opgør med Polen

Polen har tradition for at blokere alt, der ligner højere klimaambitioner i Europa, og til marts kan de gøre det igen. Her mødes de 28 regeringschefer i Bruxelles for at forhandle kommissionens udspil om klima­mål for 2030, der blev præsenteret i sidste uge. Ifølge udspillet skal EU reducere sit CO2-udslip med 40 procent og øge andelen af vedvarende energi til 27 procent samlet set.

Men målene skal først gennem Europa-Parlamentet og ikke mindst Det Europæiske Råd, hvor Polen igen vil få en nøglerolle og for fjerde gang kan stikke en sort kæp i det grønne hjul.

»Jeg er moderat optimist forud for forhandlingerne, men der er ingen tvivl om, at vi går nogle hårde forhandlinger i møde,« lyder det fra klima-, energi- og bygningsminister Martin Lidegaard (R).

Frem mod topmødet, der finder sted 20. og 21. marts, vil alles øjne være rettet mod Warszawa og de udmeldinger, der måtte komme derfra. Der vil blive lyttet til vandrør og hvisket i korridorerne i Bruxelles for at tolke på Polens holdning til udspillet, fortæller EU-chef i Dansk Energi Ulrich Bang.

»Det helt store spørgsmål bliver, om Polen denne gang kan overbevises om det fornuftige i at sige ja til kommissionens udspil. Det kan vi ikke være sikre på,« siger Ulrich Bang.

Der er to primære årsager til, at Polen til dato konstant har spændt ben for de øvrige medlemslande i klimaspørgsmålet. Den væsentligste forklaring er, at polakkerne kæmper med en slidt og gammeldags energisektor, der er meget langt fra standarden i EU’s mønsterlande.

En pukkel af kulkraftværker

Eksempelvis står knap halvdelen af de polske kulkraftværker foran udskiftning med den store pukkel ventende fra 2016-2017. Forklaringen er, at sektoren ikke har været prioriteret i de store samfundsmæssige forandringer, som Polen har gennemgået siden landets farvel til kommunismen. Det har først og fremmest handlet om at overgå til en markedsbaseret økonomi.

»Som den polske energisektor er i dag, ville landet gå konkurs, hvis det skulle leve op til samme klima­forpligtigelser som Danmark,« siger Svend Gottschalk Rasmussen, Polen-ekspert ved Syddansk Universitet.

Polen er ikke blot EU’s næststørste kulproducent kun overgået af Tyskland, men også storforbruger af kul: 90 procent af elproduktionen kommer fra kulfyrede kraftværker, og 55 procent af det samlede energiforbrug dækkes af kul. Og selv om kullenes betydning falder, vil de spille en central rolle i årtier.

Endelig er der få alternativer set med polske øjne. Polens øvrige energikilder består næsten udelukkende af importerede fossile brænds­ler samt biomasse, hvis klimapåvirkning er omdiskuteret. Regeringen vil gerne have atomkraft, men det møder lokal modstand, og selv om Polen har gode vindressourcer, halter det med udbygningen.

Men den polske modstand handler også om kultur. For hvor klimaskeptiske lande som Ungarn, Rumænien og Tjekkiet ser klimaforhandlinger i EU som en mulighed for at skaffe sig politiske point, har polakkerne hidtil været urokkelige modstandere. Ifølge Martin Lidegaard (R), der selv forhandlede med polakkerne under det danske formandskab i 2012, skyldes det blandt andet, at klima spiller en helt anden rolle i den polske offentlighed end her.

»Det er rigtig svært at blive valgt i Polen, hvis du er klimavenlig, mens det er svært at blive valgt i Danmark, hvis du ikke er. Det er en del af den politiske kultur i Polen, hvor der er andre ting, der spiller en større rolle end klima,« siger Martin Lidegaard.

Ved forhandlingerne til marts kan det blive fjerde gang, Polen nedlægger veto mod strammere klimamål i EU. Men denne gang er det et topmøde mellem regeringschefer, hvor det tidligere var fagministrene. Det vil være anderledes svært for Polen at nedlægge veto over for Angela Merkel og Francois Hollande, vurderer danske iagttagere. Og Martin Lidegaard bakker op:

»Det er på det øverste niveau, at man kan lave de bøjninger mod hinanden, der skal til for at lande det her fornuftigt. Det er mit indtryk, at Polen er sit ansvar bevidst som stort EU-land og vil tage ansvar for at føre en europæisk politik på klimaområdet,« siger han.

Polen vil gerne øge sin andel af VE til 15 procent i 2020, ikke mindst for at reducere sin olie- og gasimport fra Rusland. Derfor handler det i sidste ende om pris, vurderer Svend Gottschalk Rasmussen.

»Jeg tror sådan set godt, at Polen kan overtales denne gang, men det bliver ikke gratis,« siger han.