Flere nye teknologier kan gøre livet som indbrudstyv markant lettere. For nylig kom det frem, at smartphone-applikationen KeyMe gør det let at begå indbrud, hvis man blot har et billede af nøglen til den pågældende dør. Applikationen kreerer en 3D-model, indbrudstyven bestiller et print, og så står døren nærmest åben.

Nu har de to låsesmede Jos Weyers og Christian Holler taget teknikken til det næste niveau.

De kan nemlig 3D-printe et stykke plastik eller metal, der åbner de fleste låse på få sekunder. Uden nogensinde at se den oprindelige nøgle.

Det printede materiale er en såkaldt bankenøgle, der er baseret på det aktuelle nøglehul. En bankenøgle er basalt set en nøgle, der er filet ned, så den passer ind i låsen. Bankenøglen indsættes cirka tre fjerdedele ind i låsen og bankes med eksempelvis en hammer det sidste stykke ind, imens nøglen drejes.

Med den genererede kraft løfter bankenøglen stifterne i låsecylinderen, og låsen går op.

Låseindustrien har i sagens natur forsøgt at sikre sig mod bankenøgler ved at producere mere komplekse nøglehuller, men Jos Weyers og Christian Holler kan altså printe bankenøgler til selv de sikreste låse.

Ifølge Wired er Holler ophavsmand til en software, der kaldes Photobump. Med et billede af nøglehullet og information om dets dybde, kan softwaren generere en printbar 3D-model, der kan åbne selv de mest komplekse låse.

Hverken Holler eller Weyers har dog planer om at assistere indbrudstyve, og der er da heller ingen planer om at gøre Photobump-softwaren offentligt tilgængelig.

I stedet er det planen at skabe opmærksomhed hos låseproducenter. Ifølge Christian Holler satser mange nemlig på, at hemmeligholdelse af nøglens form er nok til at sikre sig.

»Det er en falsk tryghedsfølelse. Hvis en beskyttet profil er din eneste sikring, så bør du være opmærksom på, at det ikke længere er nok,« siger han.

Christian Holler arbejder i øjeblikket sammen med tysk politi på at afklare, om brug af 3D-printede bankenøgler efterlader spor, der kan bruges i efterforskningen.

I videoen herunder kan du se, hvordan den 3D-printede bankenøgle fungerer:

Efter to års forberedelser er speederne nu for første gang trykket i bund til verdens første Formula E-racerløb. I dag, lørdag 13. september kl. 9.30 dansk tid, går det løs på en 3,44 km lang bybane i den kinesiske hovedstad, Beijing.

Herefter går det i de kommende måneder derudad med yderligere ni løb, alle på baner i centrum af verdens storbyer – blandt andre London, Berlin og Miami.

Det skorter ikke på prominente personer, som enten har valgt at lægge sponsorpenge i løbsserien, glamour til pitten eller kørererfaring i cockpittet. Alene blandt kørerne kan man tælle tre sønner af tidligere verdensmestre i Formel 1 (Nelson Piquet jr., Nicolas Prost og Bruno Senna) og flere tidligere Formel 1-kørere (Nick Heifeld, Jarno Trulli og Lucas di Grassi).

I pitten vil man kunne støde på folk som erhvervsmanden og milliardæren sir Richard Branson, skuespilleren Leonardo DiCaprio og den tidligere Formel 1-kører Mario Andretti.

Spørgsmålet er, om miljøbevisthed, elteknik, bybaner og berømtheder tilsammen vil kunne give Formula E den opmærksomhed, der skal til, for at publikum vælger at gå til racerløb med elektriske biler?

Samme bil til alle

Motorsportsorganisationen FIA, som også står bag Formel 1-løbene, forsøger at holde udviklingsomkostningerne til de elektriske biler nede ved, i hvert fald første år, at stå for leveringen af ens biler til alle hold.

Bilen hedder Spark-Renault SRT 01E og er udviklet af Spark Racing Technology i samarbejde med Renault. Elmotor og styringselektronik leveres af McLaren Electronic Systems, mens det er Williams Advanced Engineering, der står for batteriet.

Racerkører Jan Magnussen Jeg er ikke imod elektriske racerbiler. Men under et løb kører de ikke hurtigere end en Formel Ford – det er alt for langsomt til at være interessant. Og så mangler lyden fuldstændig. Det kan være, at jeg engang i fremtiden bliver fan, men ikke som det ser ud nu.

Le Mans-vinder John Nielsen Det er et spændende – og modigt – forsøg på at bringe motorsport ind i storbyerne, det tager jeg hatten af for. Racerløb har meget med personligheder at gøre, og her har de gjort et flot stykke arbejde med at tiltrække spændende kørere.

F1-kommentator Jens Winther jr. Jeg tror ikke, at de vil flytte tilskuere fra F1 til Formula E. Men måske kan Formula E tiltrække tilskuere, som normalt ikke ville se motorløb. Men lad være med at sælge det som et grønt initiativ – det handler om teknologisk udvikling, og her er elteknik og motorsport i byerne en spændende vej.

Motorsportsekspert Thomas Wulff Formula E kan blive et interessant supplement til traditionel motorsport. Men hvis man holder dem op mod hinanden, så tror jeg, at vi som forbrugere har mere glæde af den teknologiske udvikling, der sker i F1.

Motorløb er måske ikke ligefrem i krise, men når det gælder en løbsserie som Formel 1, har der gennem de senere år været en dalende interesse. Kritikerne peger på, at Formel 1 ikke længere giver tilskuerne, hvad de gerne vil have: dramatik og motorlarm. Samtidig har Formel 1 kun i begrænset omfang taget nye formidlingsformer som netstreaming og sociale medier til sig.

Alt det vil Formula E gerne ændre. Nu skal publikum inddrages i selve løbet, og sociale medier og apps skal i spil. Et af de nye tiltag kaldes ‘Fanboost’, hvor seere hjemme fra stuen kan påvirke løbet (se grafik herunder). Løbsdirektør Alejandro Agag taler ligefrem om, at Formula E skal tiltrække ‘smart­phone-generationen’.

Alle løb i Formula E-serien vil blive afviklet i storbyer. Dermed håber FIA, at løbsserien vil give et signal om teknologiske løsninger for at forbedre miljøet. Der er også tænkt på den el, bilerne skal lades op med, forsikrer Alejandro Agag, som gerne vil demonstrere, at løbsserien bygger på bæredygtighed, ikke kun når det gælder bilerne:

»Vi bliver nødt til at sikre os, at energi kommer fra vedvarende energikilder. Hvis det ikke er muligt, vil vi bruge vores egne generatorer, som kører på glycerin baseret på havalger,« forklarer han på Formula E’s hjemmeside.

Formula E transmitteres direkte på TV3 Sport 1.

Jeg får en dårligere og dårligere smag i munden over den der CSC sag.

Lad det være sagt med det samme at jeg slet ikke tager stilling til skyldsspørgsmålet, og at min opfattelse er at både de anklagede, rigspolitiet, anklagemyndigheden og CSC er nogle inkompetente klaphatte — alle til hobe.

Men selve sagens form giver mig en grim smag i munden.

Det er allerede speget at det er vores udøvende magt der skal efterforske kriminalitet imod vores udøvende magts databaser, den normale antagelse om upartiskhed overfor straffeloven er helt klart ude på langt dybere vand end godt er.

Det kunne man måske klare med nogle fornuftige armslængde principper og meget rette rygge, men det ville stadig være dybt betænkeligt.

Men at den udeøvende magt har ladet den udøvende magts IT-leverandør, den udøvende magts dokumenteret inkompetente IT-leverandør producere det tekniske bevismateriale i sagen holder ikke, det holder slet ikke.

I en normal straffesag ville politiets undersøgelser omfatte tekniske bevismateriale til fordel for begge parter, der ville blive ledt både efter tegn på at døren var brudt op med magt og på at den var ulåst.

Der er ingen rimelige, eller for den sags skyld urimelige, mennesker der kan tro på at CSC’s tekniske undersøgelser er upartiske.

Specielt ikke fordi CSC har annonceret et millionkrav, inklusive en formue til deres spindoktorer, imod de anklagede.

Taget i betragtning hvor lang varetægtsfængslingen har varet og på hvilket grundlag den blev godkendt, ser jeg efterhånden ingen måde den her sag kan undgå at ryge hele vejen til EU’s menneskerettighedsdomstol.

Jeg har ingen ide om hvilket råderum dommerne i sagen har, men jeg håber for Danmarks anseelse at de gør et eller andet kreativt og får afsluttet sagen uden det skal når dertil.

Mit forslag:

Idøm de anklagede 120 timers samfundstjeneste for ikke med det samme at have gjort CSC opmærksom på de svagheder de opdagede. De 120 timer bør afsones ved at afholde IT-sikkerhedskurser for offentlige IT ansvarlige og beslutningstagere.

Fastslå derefter at CSC’s og rigspolitiets IT-sikkerhed hang totalt i ål, at de ikke holdt øje med den og at de skal være glade for at der ikke skete mere.

Gør alt bevismaterialet i sagen 100% offentligt tilgængeligt til skræk og advarsel for andre inkompetente skvadderhoveder i offentlig IT.

Skriv med undren at data-tilsynets fravær, både med hensyn til tilsyn og efterfølgende påtale undrer retten såre.

Og afslut med en næse til rigspolitiet og den offentlige anklagemyndighed for at opføre sig som om Danmark var en bananstat uden retssikkerhed og menneskerettigheder.

Vis os at byretten ikke stikker op for bollemælk, please?

phk

De mystiske såkaldte parametriske rulninger, som på få øjeblikke kan få et skib til at krænge voldsomt, er primært et problem for skibets last – og ikke en trussel mod hele skibets sikkerhed.

Det forklarer professor Jørgen Juncher Jensen fra DTU Mekanik i forbindelse med havarirapporten om containerskibet Svendborg Mærsk, som måske blev ramt af fænomenet, da det krængede 41 grader og tabte 517 containere i Biscayen i en orkan.

»Det er indbygget i fænomenet, at de voldsomme rulninger dæmpes af modsat rettede kræfter, så det er altså ikke noget, der bare accelererer og bliver voldsommere og voldsommere,« siger han.

Han tilføjer, at han aldrig har hørt om forlis som følge af parametriske resonans.

»De fleste skibsforlis skyldes kollision, grundstødning eller brand – og ikke hårdt vejr,« siger han og tilføjer, at det også bagefter er svært at konstatere, om der var tale om parametrisk resonans eller voldsomme og skæve søer.

Kort fortalt er parametrisk resonans en bevægelse i en retning, der ikke er påvirket direkte af kræfter eller momenter. Selv om skibet sejler nydeligt op imod bølgerne, kan der altså pludseligt forekomme voldsomme rulninger tværskibs.

Parametrisk rulning kan opstå, når periodetiden i skibets møde med bølgerne (pitch) er halvdelen af skibets naturlige rulleperiode. En rulleperiode består af tiden fra skibet står lodret, til det er rullet både til styrbord og til bagbord og tilbage til lodret igen. Det vil sige, at der er to perioder i skibets pitch-bevægelser for én rulleperiode.

»I et tankforsøg er det meget nemt at se fænomenet, men ude i naturen i hårdt vejr og med bølger i flere forskellige retninger, er det være svært for kaptajnen at opdage, om man er på vej ind i fænomenet,« siger Jørgen Juncher Jensen.

Det er velkendt, at mange apps i større eller mindre grad indsamler oplysninger om brugernes adfærd, som mediet Vice’s Motherboard kanal, kan fortælle. Men graden hvormed Facebooks Messenger-app ser ud til at overvåge, overrasker alligevel sikkerhedsforskeren Jonathan Zdziarski, der har kigget på udgaven til Apples iOS.

»Messenger ser ud til at have mere spyware-lignende kode i sig end jeg har set i produkter specifikt designet til enterprise-overvågning,« hed det i et tweet fra Zdziarski.

I en mail til Vice fortæller han, at Facebooks Messenger logger stort set alt, brugeren måtte foretage sig i appen. Alt fra, hvor de tapper, til hvor ofte enheden er holdt i portrait eller landscape-position. Også tiden der bliver brugt i Messenger app’en sammenlignet med, hvor meget den kører i baggrunden, bliver registreret ifølge Zdziarski.

Udover data, er kan bruges til at analysere brugen af appen, har sikkerhedsforskeren også opdaget andre ting Facebook Messenger, hvis formål er mindre gennemskuelige.

»Facebook anvender nogle private API’er, som jeg ikke engang vidste var tilgængelige inde i sandkassen (sandbox, eng.) for at kunne trække oplysninger om wifi-SSID ud, (hvilket kan bruges til at opsnappe, hvilke wifi-netværk du er forbundet til) og de tapper også listen over processer på enheden for forskellige information,« skriver Zdziarski i mailen til Vice Motherboard.

Via twitter har sikkerhedsforskeren desuden fortalt, at han har samarbejde med virksomheder, der udvikler erhvervsrettet overvågningssoftware, som ikke har været klar over, at det var muligt at opnå den form for adgang Facebook Messenger anvender på iOS.

Zdziarski understreger dog også, at ‘et par timers roden rundt ikke betyder, der kan drages nogen meningsfulde konklusioner … men at der er meget kode, som antyder, at Facebook kører analyser på stort set alt, der kan overvåges på ens enhed.’

Hvordan gør man den danske befolkning stolt, alt imens man også lige skal underholde 200 millioner europæiske seere i den største musikkonkurrence på Jorden?

Det var den store udfordring, som ansvarshavende producent Pernille Gaardbo stod over for, da Danmark og Danmarks Radio i maj måned 2014 skulle være vært for det internationale Melodi Grand Prix.

Vil du kickstarte karrieren? Få hjælp på Jobfinder.dk.

Pernille Gaardbo er oplægsholder på Ingeniøren og projekt:netværkets store projektlederdag, projects:across boundaries, som finder sted den 7. oktober. Konferencen handler om at håndtere store, internationale projekter. Pernille Gaardbo vil i sit oplæg tage udgangspunkt i det enorme forventningspres, der lå forud for musikshowet:

»Min vigtigste mission var at gøre danskerne stolte over showet. Men samtidig var der 200 millioner mennesker bag tv-skærmene, som også havde store forventninger til et arrangement, som især betyder rigtigt meget for en stor gruppe meget engagerede og dedikerede fans fra hele verden. Så forventningspresset til projektet var stort på forhånd,« fortæller hun.

Pionerstil trods rammer

Pernille Gaardbo arbejder samtidig ud fra en pioner-lederstil. Trods faste rammer for grundstrukturen i Melodi Grand Prix’et, handler det om at relancere showet, der bliver afholdt hvert år. Så en fast struktur skal nytænkes om og om igen.

»Når man begynder på dette projekt, er det lige som at stå på en bar, flad mark, hvorfra man skal bygge alt op. Jeg så en række udviklingsmuligheder i sceneshowet, interaktionen med sociale medier og så videre, som vi hos DR gerne ville udnytte. Og her handler det om at starte stringent og kronologisk,« siger Pernille Gaardbo.

Derfor vil hun i sit oplæg tale om den kronologiske opbygning af showet og samarbejdet mellem Danmarks Radio og EBU (European Broadcasting Union), der er ejer af showet.

»Vi havde i DR store ambitioner, men også en lang række udfordringer i forhold til, at leve op til de mål, som EBU i sagens natur opstiller for deres show. Men vi skulle samtidig bygge videre og løftet niveauet endnu engang for showet. Og det synes jeg da, vi lykkedes ganske fint med,« fortæller Pernille Gaardbo.

Du kan høre meget mere om projektlederens udfordringer og ambitioner for Melodi Grand Prix’et på projects:across boundaries. Læs mere om arrangementet og tilmelde dig her.

DNA-spray som våben mod butiksrøverier. Det lyder futuristisk, men ikke desto mindre er det blevet til virkelighed i flere af landets supermarkeder og 7-Eleven-butikker.

Advarselsskilte foran butikkerne skal afskrække potentielle røvere, og hvis et røveri alligevel udføres, skal sprayen gøre politiets arbejde meget lettere.

»Hvis politiet finder frem til en mistænkt, så kan de belyse vedkommende med en UV-lampe. Hvis det er gerningsmanden, lyser han op som en smølf,« siger Henrik Olsen, der er partner i virksomheden UniSecure, som leverer DNA-spray.

Sprayen kan eksempelvis hænge over døren til den pågældende butik, og personalet kan så aktivere den, så røveren oversprøjtes med den usynlige væske på vej ud. Væsken bliver siddende på huden i seks uger og på tekstiler i flere måneder.

Det flydende efterforskningsværktøj indeholder en syntetisk DNA. Der er tale om en langt simplere streng end menneske-DNA, men ifølge Henrik Olsen indeholder den stadigvæk et nærmest uendeligt antal sammensætningsmuligheder. Det er vigtigt, da sprayen skal undeholde en nukleinsyresekvens, der er unik for den enkelte butik.

»Når politiet poder en mistænkt, så kan man se, at vedkommende ikke bare har været i en Netto-butik. Vedkommende har været i Netto på Kongelundsvej,« siger Henrik Olsen.

Politiet har konstant fri adgang til UniSecures register, så væske fundet på en mistænkt kan kædes sammen med et fysisk sted uden hjælp fra den private virksomhed. Analyse foregår i laboratorier under samme forhold, som når det gælder blod, fibre eller andet bevismateriale.

Henrik Olsen medgiver dog, at man ikke kan garantere, at almindelige handlende ikke får væsken på sig.

»Det er rigtigt, det kan ske. Men der sker så ikke andet, end at man har en usynlig og uskadelig væske på sig i seks uger. Men man vil jo aldrig nogensinde blive dømt for noget, bare fordi man har væsken på sig. Det kan forstærke en mistanke, der allerede er der.«

UniSecure vil ikke oplyse præcis, hvad væsken består af, med den begrundelse, at det er et patenteret produkt. Et kig nærmere på patentansøgningen afslører dog både E-vitamin, biotin, og kolesterol. Stofferne er velegnede til at få væsken til at binde sig til huden, da de er fedtopløselige.

På trods af hemmelighedskræmmeriet garanterer Henrik Olsen, at det er fuldstændig ufarligt.

Syntetisk DNA som røverisikring er en nyhed i Danmark, men den har været brugt mange andre steder siden 2008. Alle banker i New Zealand bruger systemet, ligesom det også er udbredt i lande som England, Holland, Sverige og Tyskland.

Herhjemme testes det i øjeblikket af Dansk Supermarked, Coop og 7-Eleven.