Daily Archives: October 2, 2015

Selv om Apple i de senere år har fået et stadig større fokus på erhvervskunderne, så er det stadig ikke uproblematisk for en virksomhed at vælge Apple-produkter.

Sådan lyder budskabet i en klumme af Pat Brans, der er professor og forfatter, hos vores kolleger på det britiske CIO-onlinemedie.

Mange virksomheder har ellers netop åbnet op for Apples produkter med iPhone og iPad, ligesom Mac-computere i mange virksomheder heller ikke længere er noget særsyn.

Læs også: Apple klar med spritnyt Mac-styresystem: Nu begynder kampen mellem El Capitan og Windows 10

Samtidig har Apple også sat gang i en række satsninger, der skal overbevise endnu flere erhvervskunder om det fornuftige i at satse på selskabets produkter.  

Det drejer sig blandt andet om et partnerskab med IBM, nye funktioner og teknologier for virksomhederne i selskabets styresystemer og den helt nye iPad Pro, der netop retter sig mod de professionelle brugere.

“Mens computer-giganten bestemt har taget skridt for at bygge bro mellem Apple og it-direktørerne, så har den ikke gjort nok,” skriver Pat Brans dog i sin klumme hos det britiske CIO.

Fire grunde til ikke at satse på Apple
Han lister konkret fire udfordringer, som kommer i spil, hvis man som virksomhed vil satse på Apples produkter. De lyder kort fortalt:

1) Apple kommer aldrig med roadmaps for produkterne og ikke engang antydelser af, hvornår nye produkter er klar. Det gør det svært at planlægge skiftet til nye produkter, lyder første argument i klummen.

2) Apple tillader kun, at IBM yder fuld support af Apples produkter, og derfor skal de virksomheder, der ikke køber via IBM, finde alternativer.

Læs også: Mac i virksomheden? Her er dine vigtige overvejelser

3) Apples produkter er dyre, og Apple tilbyder ikke rabatter ved større indkøb. Derfor vil økonomien i at vælge Apple frem for Windows forringes jo større indkøb, der er tale om.

4) Apples produkter følger den livscyklus, der er hos forbrugerne, og her lever produkter kortere tid end hos virksomheder.

“Når en it-direktør endelig kommer til udrulningen af en løsning baseret på Apples produkter, er han eller hun formentlig mindst en version bagud i forhold til Apples produkter,” lyder det i CIO-klummen.

Hvad mener du?
Der er dog generelt meget delte meninger om, hvor god en skidt en idé, det er at vælge Apple, hvis man er en virksomhed.

Vi har tidligere bragt en artikel om en dansk it-chef, der var skiftet fra Windows til Mac blandt andet ud fra et argument om, at han kunne spare både penge og support-ressourcer ved at vælge Macs frem for Windows-pc’er. Læs den historie her.

Læs også vores artikel om de vigtige overvejelser, du skal gøre dig, hvis du overvejer at indkøbe Mac-computere til virksomhedens medarbejdere.

Og artiklen om, hvorfor det nye iOS 9 til iPhone og iPad indeholder en række spændende nye funktioner og teknologier for netop erhvervsbrugerne – den finder du her.

Debat: Hvad mener du om argumenterne for ikke at vælge Apple? Holder de, eller er det faktisk ganske uproblematisk at satse på Apples produkter i virksomheden?

Læs også:

Apple klar med spritnyt Mac-styresystem: Nu begynder kampen mellem El Capitan og Windows 10

Mac i virksomheden: Derfor har holdningen ændret sig

Derfor bliver iOS 9 til iPhone og iPad noget helt særligt for virksomhederne

Microsofts Surface 3 versus Apples iPad Pro: Hvad vælger du?

Mac i virksomheden? Her er dine vigtige overvejelser

Dansk it-chef: Derfor har jeg skiftet fra Windows til Mac

Selv om Apple i de senere år har fået et stadig større fokus på erhvervskunderne, så er det stadig ikke uproblematisk for en virksomhed at vælge Apple-produkter.

Sådan lyder budskabet i en klumme af Pat Brans, der er professor og forfatter, hos vores kolleger på det britiske CIO-onlinemedie.

Mange virksomheder har ellers netop åbnet op for Apples produkter med iPhone og iPad, ligesom Mac-computere i mange virksomheder heller ikke længere er noget særsyn.

Læs også: Apple klar med spritnyt Mac-styresystem: Nu begynder kampen mellem El Capitan og Windows 10

Samtidig har Apple også sat gang i en række satsninger, der skal overbevise endnu flere erhvervskunder om det fornuftige i at satse på selskabets produkter.  

Det drejer sig blandt andet om et partnerskab med IBM, nye funktioner og teknologier for virksomhederne i selskabets styresystemer og den helt nye iPad Pro, der netop retter sig mod de professionelle brugere.

“Mens computer-giganten bestemt har taget skridt for at bygge bro mellem Apple og it-direktørerne, så har den ikke gjort nok,” skriver Pat Brans dog i sin klumme hos det britiske CIO.

Fire grunde til ikke at satse på Apple
Han lister konkret fire udfordringer, som kommer i spil, hvis man som virksomhed vil satse på Apples produkter. De lyder kort fortalt:

1) Apple kommer aldrig med roadmaps for produkterne og ikke engang antydelser af, hvornår nye produkter er klar. Det gør det svært at planlægge skiftet til nye produkter, lyder første argument i klummen.

2) Apple tillader kun, at IBM yder fuld support af Apples produkter, og derfor skal de virksomheder, der ikke køber via IBM, finde alternativer.

Læs også: Mac i virksomheden? Her er dine vigtige overvejelser

3) Apples produkter er dyre, og Apple tilbyder ikke rabatter ved større indkøb. Derfor vil økonomien i at vælge Apple frem for Windows forringes jo større indkøb, der er tale om.

4) Apples produkter følger den livscyklus, der er hos forbrugerne, og her lever produkter kortere tid end hos virksomheder.

“Når en it-direktør endelig kommer til udrulningen af en løsning baseret på Apples produkter, er han eller hun formentlig mindst en version bagud i forhold til Apples produkter,” lyder det i CIO-klummen.

Hvad mener du?
Der er dog generelt meget delte meninger om, hvor god en skidt en idé, det er at vælge Apple, hvis man er en virksomhed.

Vi har tidligere bragt en artikel om en dansk it-chef, der var skiftet fra Windows til Mac blandt andet ud fra et argument om, at han kunne spare både penge og support-ressourcer ved at vælge Macs frem for Windows-pc’er. Læs den historie her.

Læs også vores artikel om de vigtige overvejelser, du skal gøre dig, hvis du overvejer at indkøbe Mac-computere til virksomhedens medarbejdere.

Og artiklen om, hvorfor det nye iOS 9 til iPhone og iPad indeholder en række spændende nye funktioner og teknologier for netop erhvervsbrugerne – den finder du her.

Debat: Hvad mener du om argumenterne for ikke at vælge Apple? Holder de, eller er det faktisk ganske uproblematisk at satse på Apples produkter i virksomheden?

Læs også:

Apple klar med spritnyt Mac-styresystem: Nu begynder kampen mellem El Capitan og Windows 10

Mac i virksomheden: Derfor har holdningen ændret sig

Derfor bliver iOS 9 til iPhone og iPad noget helt særligt for virksomhederne

Microsofts Surface 3 versus Apples iPad Pro: Hvad vælger du?

Mac i virksomheden? Her er dine vigtige overvejelser

Dansk it-chef: Derfor har jeg skiftet fra Windows til Mac

Der har været en meget livlig debat blandt Computerworld-læserne i forbindelse med, at advokatfirmaet Opus har udsendt en stribe beskeder om, at brugere betaler for ulovligt at se filmmateriale via pirattjenesten Popcorntime.

Det har sat sindene i kog og gjort debatfelterne rødglødende.

Debatten har været åben – sine steder noget kontant – men også været med til at dele viden omkring anvendelse af eksempelvis IP-adresser.

Læserne er dog uenige omkring hovedspørgsmålet: Er det i orden at udsende denne for henvendelser med krav om en betaling vedhæftet.

Et par debattører forsøger at bagatelliserer det.

“Her er blot tale om en skræmmekampagne,” skriver Jan Hansen.

Og i den lidt mere kontante ende lyder det det fra efternavnebroderen Hans Hansen:

“Niels Dahl-Nielsen (advokat i Opus, red.) er til grin, såvel som de andre advokater, der arbejder for den fallerede medieindustri.”

I den modsatte ende af skalaen er der så dem, der mener, at man selv har et ansvar for handlingerne på nettet:

“Nu er der jo en meget åbenlys og ligetil løsning – lad være med at bruge popcorntime og andre ulovlige fildelings- og streaming-tjenester.”

Forslag til erstatning
I dag er der ingen lovgivning, der kan sætte retningslinjer for, hvordan en erstatning i en digital sag som denne skal udregnes.

I Tyskland har der tidligere været samme lovløse tilstand, der betød at erstatningsadvokaterne blev grådigere og grådigere i deres krav.

Til sidst måtte myndighederne gribe ind og definere et loft for erstatningsbeløb.

Computerworld spurgte, om I mener, der også skal faste retningslinjer for, hvornår man må udsende erstatningskrav i forbindelse med ophavsret i Danmark.

Her foreslår Claus Juul eksempelvis denne model:

1 – 10 eksemplar fremstillinger = kr. X/forseelse.
10 – 50 eksemplar fremstillinger = kr. X*1,5/forseelse.
50 – XXX = Skærpende omstændigheder = kr. 2,5*X/forseelse.

Finn Nissen skriver i en lang kommentar blandt andet dette:

“Branchen har tidligere forsøgt sig med skræmmekampanger – anført at advokat Johan Schlüter (APG / rettighedsalliancen) – det viste sig sidenhen, at han snød rettighedshaverne for muligvis mere end 100 millioner. Måske de skulle gå efter de penge i stedet for et par hundrede tusinde dette nye tiltag i bedste fald kan indbringe – og mon ikke at også denne advokat, tager sig godt betalt?”

Håbløs industri
Flere debattører går også direkte efter filmbranchen med argumenter om, at den er gammeldags.

“Filmindustrien har ventet for længe – og deres løsninger er enten gammeldags, besværlige, for dyre eller en kombination,” skriver Jesper Haaber Gylling.

Og i den mere kradse ende, lyder det:

“Filmbranchen er nogle grådige og meget lidt fremsynede personer, og de tror, at mennesker gerne vil vente flere måneder på at se en film i nogle lande fremfor andre.”

Hvem har ansvar
Advokat Niels Dahl-Nielsen fortæller, at en af begrundelserne for at udsende disse betalings-henvendelser er, at mange ikke anser denne type tjenester som ulovlige.

Det punkt bliver også debatteret.

“Hvordan pokker skal børn vide bedre, når de i skolerne lærer, at de kan se film på Popcorn. Min datter på 12 kom hjem og sagde, hvad jeg skulle gøre, så hun kunne se popcorn på tv´et. Efter en lille snak fandt jeg ud af, at det var hendes lærer, der havde vist dem hvordan. På skolens computer,” skriver en person med efternavnet Andersen.

Advokaternes metoder med at koble IP-adresser sammen med kundeoplysninger fra eksempelvis TDC for at identificere brugerne giver anledning til en del kritik.

Men også anledning til en debat om hvordan IP-adresser fungerer og om de tekniske forhindringer, der kan stå i vejen for advokaternes bevisførelse, hvis pengene skal kræves ind via en retssag. En IP kan deles af flere, eller et netværk kan være åbent, lyder det.

“Hvad med alle dem, der af ideologiske grunde eller fordi de ikke kan finde ud af det deler deres WiFi? Udgangspunktet må være, at folk netop for at undgå den slags sager sætter deling op,” skriver Albert B. Hansen eksempelvis.

Læs også:
Masser af danskere fanget i Popcorn Time-fælde: Nu falder der krav om erstatning

Advokat: Her er konsekvenserne hvis ikke du betaler Popcorntime-opkrævningen

Skyldig eller ikke-skyldig: Sådan håndterer du advokatkrav om brug af Popcorntime

Der har været en meget livlig debat blandt Computerworld-læserne i forbindelse med, at advokatfirmaet Opus har udsendt en stribe beskeder om, at brugere betaler for ulovligt at se filmmateriale via pirattjenesten Popcorntime.

Det har sat sindene i kog og gjort debatfelterne rødglødende.

Debatten har været åben – sine steder noget kontant – men også været med til at dele viden omkring anvendelse af eksempelvis IP-adresser.

Læserne er dog uenige omkring hovedspørgsmålet: Er det i orden at udsende denne for henvendelser med krav om en betaling vedhæftet.

Et par debattører forsøger at bagatelliserer det.

“Her er blot tale om en skræmmekampagne,” skriver Jan Hansen.

Og i den lidt mere kontante ende lyder det det fra efternavnebroderen Hans Hansen:

“Niels Dahl-Nielsen (advokat i Opus, red.) er til grin, såvel som de andre advokater, der arbejder for den fallerede medieindustri.”

I den modsatte ende af skalaen er der så dem, der mener, at man selv har et ansvar for handlingerne på nettet:

“Nu er der jo en meget åbenlys og ligetil løsning – lad være med at bruge popcorntime og andre ulovlige fildelings- og streaming-tjenester.”

Forslag til erstatning
I dag er der ingen lovgivning, der kan sætte retningslinjer for, hvordan en erstatning i en digital sag som denne skal udregnes.

I Tyskland har der tidligere været samme lovløse tilstand, der betød at erstatningsadvokaterne blev grådigere og grådigere i deres krav.

Til sidst måtte myndighederne gribe ind og definere et loft for erstatningsbeløb.

Computerworld spurgte, om I mener, der også skal faste retningslinjer for, hvornår man må udsende erstatningskrav i forbindelse med ophavsret i Danmark.

Her foreslår Claus Juul eksempelvis denne model:

1 – 10 eksemplar fremstillinger = kr. X/forseelse.
10 – 50 eksemplar fremstillinger = kr. X*1,5/forseelse.
50 – XXX = Skærpende omstændigheder = kr. 2,5*X/forseelse.

Finn Nissen skriver i en lang kommentar blandt andet dette:

“Branchen har tidligere forsøgt sig med skræmmekampanger – anført at advokat Johan Schlüter (APG / rettighedsalliancen) – det viste sig sidenhen, at han snød rettighedshaverne for muligvis mere end 100 millioner. Måske de skulle gå efter de penge i stedet for et par hundrede tusinde dette nye tiltag i bedste fald kan indbringe – og mon ikke at også denne advokat, tager sig godt betalt?”

Håbløs industri
Flere debattører går også direkte efter filmbranchen med argumenter om, at den er gammeldags.

“Filmindustrien har ventet for længe – og deres løsninger er enten gammeldags, besværlige, for dyre eller en kombination,” skriver Jesper Haaber Gylling.

Og i den mere kradse ende, lyder det:

“Filmbranchen er nogle grådige og meget lidt fremsynede personer, og de tror, at mennesker gerne vil vente flere måneder på at se en film i nogle lande fremfor andre.”

Hvem har ansvar
Advokat Niels Dahl-Nielsen fortæller, at en af begrundelserne for at udsende disse betalings-henvendelser er, at mange ikke anser denne type tjenester som ulovlige.

Det punkt bliver også debatteret.

“Hvordan pokker skal børn vide bedre, når de i skolerne lærer, at de kan se film på Popcorn. Min datter på 12 kom hjem og sagde, hvad jeg skulle gøre, så hun kunne se popcorn på tv´et. Efter en lille snak fandt jeg ud af, at det var hendes lærer, der havde vist dem hvordan. På skolens computer,” skriver en person med efternavnet Andersen.

Advokaternes metoder med at koble IP-adresser sammen med kundeoplysninger fra eksempelvis TDC for at identificere brugerne giver anledning til en del kritik.

Men også anledning til en debat om hvordan IP-adresser fungerer og om de tekniske forhindringer, der kan stå i vejen for advokaternes bevisførelse, hvis pengene skal kræves ind via en retssag. En IP kan deles af flere, eller et netværk kan være åbent, lyder det.

“Hvad med alle dem, der af ideologiske grunde eller fordi de ikke kan finde ud af det deler deres WiFi? Udgangspunktet må være, at folk netop for at undgå den slags sager sætter deling op,” skriver Albert B. Hansen eksempelvis.

Læs også:
Masser af danskere fanget i Popcorn Time-fælde: Nu falder der krav om erstatning

Advokat: Her er konsekvenserne hvis ikke du betaler Popcorntime-opkrævningen

Skyldig eller ikke-skyldig: Sådan håndterer du advokatkrav om brug af Popcorntime

I sidste uge skiftede et af verdens mest besøgte webdomæner, Google.com, ejer for en stund.

Den nye indehaver af domænet med hundredemillionvis af daglige brugere blev den indiske MBA-studerende Sanmay Ved, der faldt over det verdensberømte domæne ved et tilfælde.

Det skriver han om på det sociale medie LinkedIN.

Det kostede 80 kroner
Her han også har uploadet flere af de screenshots, som han var fattet nok til at tage, mens han pløjede sig igennem købsproceduren for Google.com – paradoksalt nok via Googles eget domæneforretning.

“Jeg klikkede på ’tilføj til kurv’-ikonet ved siden af domænet (hvilket ikke skulle stå der, hvis domænet ikke er til salg). Domænet blev rent faktisk tilføjet til min kurv,” skriver Sanmay Ved og fortsætter:

“Jeg håbede, at jeg ville få en fejlmeddelelse undervejs, der sagde, at transaktionen ikke var gået igennem. Men jeg var i stand til at gennemføre,” lyder det.

Prisen for det berømte domæne: 12 dollar svarende til 80 danske kroner.

Det lignede et ægte køb
Herefter fik inderen med bopæl i USA to mails fra Google, mens bekræftelsen af Google.com fremgik af Sanmay Veds Google Domains-oversigt.

“Derudover blev min Google Search Console (svarende til Google Webmaster Værktøjer) autoopdateret med relaterede beskeder for Google.com-domænet. Det betød, at ejerskabet rent faktisk var overført til mig!” forklarer Sanmays Ved i sit LinkedIN-indlæg, som du kan læse her.

Kort efter blev hans ordre annulleret af Googles domæneforretning.

“Google kunne gøre dette, da registreringsservicen Google Domains jo tilhører Google selv,” lyder det fra Sanmay Ved, som ikke aner hvorfor, han lige pludselig kunne eje Google.com, som var til salg på det åbne marked.

Google erkender fejl
Han joker med, at købet kunne finde sted, fordi den indiske premierminister lige har været på besøg i Silicon Valley.

“Det er nok det, der i sidste ende overbeviste Google om, at selskabet skulle sælge det mest besøgte domæne på internettet til en person fra Kutch-regionen, som premierministeren også kommer fra. Også selvom det kun var for et minut eller lignende.”

Google er ifølge Sanmay Ved sidenhen vendt tilbage og forklaret den lykkelige et minuts-ejer af Google.com, at der var sket en fejl ved købet af domænet.

Læs også:

Googles nye Fotos: Ubegrænset storage til dine billeder og videoer – helt gratis

I sidste uge skiftede et af verdens mest besøgte webdomæner, Google.com, ejer for en stund.

Den nye indehaver af domænet med hundredemillionvis af daglige brugere blev den indiske MBA-studerende Sanmay Ved, der faldt over det verdensberømte domæne ved et tilfælde.

Det skriver han om på det sociale medie LinkedIN.

Det kostede 80 kroner
Her han også har uploadet flere af de screenshots, som han var fattet nok til at tage, mens han pløjede sig igennem købsproceduren for Google.com – paradoksalt nok via Googles eget domæneforretning.

“Jeg klikkede på ’tilføj til kurv’-ikonet ved siden af domænet (hvilket ikke skulle stå der, hvis domænet ikke er til salg). Domænet blev rent faktisk tilføjet til min kurv,” skriver Sanmay Ved og fortsætter:

“Jeg håbede, at jeg ville få en fejlmeddelelse undervejs, der sagde, at transaktionen ikke var gået igennem. Men jeg var i stand til at gennemføre,” lyder det.

Prisen for det berømte domæne: 12 dollar svarende til 80 danske kroner.

Det lignede et ægte køb
Herefter fik inderen med bopæl i USA to mails fra Google, mens bekræftelsen af Google.com fremgik af Sanmay Veds Google Domains-oversigt.

“Derudover blev min Google Search Console (svarende til Google Webmaster Værktøjer) autoopdateret med relaterede beskeder for Google.com-domænet. Det betød, at ejerskabet rent faktisk var overført til mig!” forklarer Sanmays Ved i sit LinkedIN-indlæg, som du kan læse her.

Kort efter blev hans ordre annulleret af Googles domæneforretning.

“Google kunne gøre dette, da registreringsservicen Google Domains jo tilhører Google selv,” lyder det fra Sanmay Ved, som ikke aner hvorfor, han lige pludselig kunne eje Google.com, som var til salg på det åbne marked.

Google erkender fejl
Han joker med, at købet kunne finde sted, fordi den indiske premierminister lige har været på besøg i Silicon Valley.

“Det er nok det, der i sidste ende overbeviste Google om, at selskabet skulle sælge det mest besøgte domæne på internettet til en person fra Kutch-regionen, som premierministeren også kommer fra. Også selvom det kun var for et minut eller lignende.”

Google er ifølge Sanmay Ved sidenhen vendt tilbage og forklaret den lykkelige et minuts-ejer af Google.com, at der var sket en fejl ved købet af domænet.

Læs også:

Googles nye Fotos: Ubegrænset storage til dine billeder og videoer – helt gratis

NSA-whistlebloweren Edward Snowden må med sin lynkarriere i diverse amerikanske efterretningstjenester anses for at være en ganske habil it-bruger, hvis da ikke han kan kaldes it-ekspert.

Alligevel har Edward Snowdens debut på det sociale medie Twitter affødt lidt af en begynderfejl.

Det skyldes, at den verdensberømte whitsleblower efter sit første tweet havde glemt af slå Twitter-notifikationer fra.

Edward Snowden med 1,23 millioner Twitter-følgere er efterfølgende blevet bombarderet med mails for hver ny følger, nye besked, retweet, og når nogen har sat ham på deres favoritliste.

Ikke mindre end 47 gigabyte Twitter-notifikationer har Edward Snowden ifølge sit nyeste tweet modtaget, skriver han selv på det sociale medie.

Det svarer til mere end tre almindelige Gmail-konti fyldt til randen med beskeder fra hans Twitterfølgere.

Har lært lektien
I sin opdatering om de mange notifikationer har Edward Snowden ganske lakonisk beskrevet sin oplevelse med de mange notifikationer med hashtagget #lessonlearned.

Det kan oversætte til noget i retning af: jeg har lært lektien.

Siden Twitter-debuten 29. september har Edward Snowden i skrivende stund beriget det sociale medie med 14 tweets, der næppe overraskende handler om regeringsovervågning,

Indtil videre følger Edward Snowden blot én anden Twitter-konto.

Det drejer sig om whistleblowerens tidligere arbejdsgiver, NSA.

Læs også:
Når de sociale medier går helt amok: Sådan overlever du en shitstorm på nettet

Jeg fik 738 mails i vinterferien. Næste år modtager jeg nul

NSA-whistlebloweren Edward Snowden må med sin lynkarriere i diverse amerikanske efterretningstjenester anses for at være en ganske habil it-bruger, hvis da ikke han kan kaldes it-ekspert.

Alligevel har Edward Snowdens debut på det sociale medie Twitter affødt lidt af en begynderfejl.

Det skyldes, at den verdensberømte whitsleblower efter sit første tweet havde glemt af slå Twitter-notifikationer fra.

Edward Snowden med 1,23 millioner Twitter-følgere er efterfølgende blevet bombarderet med mails for hver ny følger, nye besked, retweet, og når nogen har sat ham på deres favoritliste.

Ikke mindre end 47 gigabyte Twitter-notifikationer har Edward Snowden ifølge sit nyeste tweet modtaget, skriver han selv på det sociale medie.

Det svarer til mere end tre almindelige Gmail-konti fyldt til randen med beskeder fra hans Twitterfølgere.

Har lært lektien
I sin opdatering om de mange notifikationer har Edward Snowden ganske lakonisk beskrevet sin oplevelse med de mange notifikationer med hashtagget #lessonlearned.

Det kan oversætte til noget i retning af: jeg har lært lektien.

Siden Twitter-debuten 29. september har Edward Snowden i skrivende stund beriget det sociale medie med 14 tweets, der næppe overraskende handler om regeringsovervågning,

Indtil videre følger Edward Snowden blot én anden Twitter-konto.

Det drejer sig om whistleblowerens tidligere arbejdsgiver, NSA.

Læs også:
Når de sociale medier går helt amok: Sådan overlever du en shitstorm på nettet

Jeg fik 738 mails i vinterferien. Næste år modtager jeg nul

Hundredvis af apps i Apples iOS App Store har været inficeret med skadelig programkode.

Nogle af dem er velkendte og populære apps, som der normalt ikke er grund til at mistænke.

De inficerede apps slap gennem Apples sikkerhedstjek, der ellers har ry for at være ganske effektivt.

Hændelsen kan lære os flere ting. For eksempel, at Apple-udstyr ikke per definition er sikkert. Og at angribere ved at udnytte utraditionelle veje kan udrette omfattende skade.

Hvordan kom den skadelige kode overhovedet ind i appsene?

Forklaringen ligger i udviklingsværktøjet.

Apple anbefaler, at softwareudviklere anvender værktøjet Xcode, når de udvikler apps til iOS og OS X.

Filerne med Xcode-miljøet fylder omkring tre gigabyte.

Ikke noget problem for en dansk udvikler med en god internetforbindelse.

Men for en udvikler i Kina eller andre steder i verden kan det handle om timer eller dage, der skal afsættes til at hente filerne fra Apples websted.

Læs også: Apples App Store ramt af malware: Apple fjerner malware-inficerede apps

Kinesere søger lokale filer
Derfor søger udviklere i Kina gerne efter kopier på servere, der er tættere på dem.

En søgning på Google fører til en hel række af websteder, der tilbyder kopier af Xcode.
De har været tilgængelige siden midten af marts. Og de indeholder en ubehagelig overraskelse.
Blandt filerne er nemlig nogle objektfiler, der indeholder skadelig kode.

Objektkode kan ikke afvikles direkte. Men den kan linkes sammen med andre moduler til egentlige programmer.

Foruden de ekstra objektfiler var der også ændret i konfigurationen af Xcode. Værktøjet blev indstillet til som standard at linke de skadelige objektfiler med i alle apps, det blev brugt til at udvikle.

Bagdør i udviklingsværktøjet
De ukendte bagmænd har altså udført et angreb af den type, vi kan kalde compiler-bagdøren. Den type angreb har været kendt i teorien siden i hvert fald 1974.

Et eksempel fra Windows-verdenen er virussen Induc, der inficerer programmeringsbiblioteker til udviklingsmiljøet Delphi. Den dukkede op i 2009.

Det smarte ved en compiler-bagdør set fra angriberens side er, at han udnytter den tillid, brugerne har til deres softwareleverandører.

Brugerne regner ikke med at blive ramt af skadelig software, når de henter eller opdaterer apps, som de kender og har tillid til.

Angriberen slipper derfor for besværet med at distribuere sine skadelige programmer. Det ordner udviklerne for ham uden at vide det.

Ifølge nogle estimater er over 4.000 apps inficeret med XcodeGhost, som det skadelige program kaldes.

Ukendt hul
Apple har med rette ry for at have god sikkerhed i iOS-økosystemet.

Det skyldes primært, at brugerne kun kan hente apps fra iOS App Store, og at alle apps bliver udsat for et sikkerhedstjek, før de bliver godkendt.

Hvordan er det så gået til, at apps inficeret med XcodeGhost slap igennem kontrollen? Det ved vi ikke.

Jeg gætter på, at Apple fokuserer på at analysere de dele af appen, som udvikleren har skrevet.
Der er ingen grund til at analysere indholdet af Xcode, som Apple jo selv har lavet. Eller: Sådan burde det være.

Rapporterer til server
Heldigvis ser det ikke ud til, at de mange apps har forvoldt alvorlig skade.

De har øjensynlig indrapporteret oplysninger om appen og den enhed, den kører på. De er landet på nogle servere, som bagmændene havde kontrol over.

XcodeGhost har også mulighed for at se og ændre indholdet af udklipsholderen.

I teorien kan det bruges i angreb på brugere, der anvender et password manager-program: Når et password kopieres fra password manageren med henblik på at indsætte det i et andet program, kan XcodeGhost opsnappe det.

XcodeGhost som bagdør
Måske mere alvorligt er det, at XcodeGhost kommunikerer med sine servere via ukrypteret HTTP.

Dermed er det muligt at udføre man-in-the-middle-angreb på enheder, der er inficeret med XcodeGhost: Andre kan give sig ud for at være den server, der kan give kommandoer til programmet.

Lukket for antivirus
XcodeGhost er en påmindelse om, at bagdøre i compilere er en særlig lumsk og effektiv angrebsform.
Og så viser affæren, at skønt Apple har god sikkerhed, er den ikke ufejlbarlig.

Derfor ville jeg gerne anbefale iOS-brugere at installere et antivirusprogram. Men det kan jeg ikke.

Apple tillader dem nemlig ikke længere i App Store. De fjernede alle antivirusprodukter i marts – sjovt nok samtidig med, at XcodeGhost begyndt at sprede sig.

Apple: Den beslutning bør I omgøre.

DKCERT (www.cert.dk) er et dansk Computer Security Incident Response Team, der håndterer sikkerhedshændelser på forskningsnettet. I samarbejde med tilsvarende organisationer over hele verden indsamler DKCERT information om internetsikkerhed. DKCERT er en organisation i DeIC, DTU.

Henrik Larsen opdaterer en gang om måneden Computerworlds læsere med de seneste tendenser inden for informationssikkerhed.

Hundredvis af apps i Apples iOS App Store har været inficeret med skadelig programkode.

Nogle af dem er velkendte og populære apps, som der normalt ikke er grund til at mistænke.

De inficerede apps slap gennem Apples sikkerhedstjek, der ellers har ry for at være ganske effektivt.

Hændelsen kan lære os flere ting. For eksempel, at Apple-udstyr ikke per definition er sikkert. Og at angribere ved at udnytte utraditionelle veje kan udrette omfattende skade.

Hvordan kom den skadelige kode overhovedet ind i appsene?

Forklaringen ligger i udviklingsværktøjet.

Apple anbefaler, at softwareudviklere anvender værktøjet Xcode, når de udvikler apps til iOS og OS X.

Filerne med Xcode-miljøet fylder omkring tre gigabyte.

Ikke noget problem for en dansk udvikler med en god internetforbindelse.

Men for en udvikler i Kina eller andre steder i verden kan det handle om timer eller dage, der skal afsættes til at hente filerne fra Apples websted.

Læs også: Apples App Store ramt af malware: Apple fjerner malware-inficerede apps

Kinesere søger lokale filer
Derfor søger udviklere i Kina gerne efter kopier på servere, der er tættere på dem.

En søgning på Google fører til en hel række af websteder, der tilbyder kopier af Xcode.
De har været tilgængelige siden midten af marts. Og de indeholder en ubehagelig overraskelse.
Blandt filerne er nemlig nogle objektfiler, der indeholder skadelig kode.

Objektkode kan ikke afvikles direkte. Men den kan linkes sammen med andre moduler til egentlige programmer.

Foruden de ekstra objektfiler var der også ændret i konfigurationen af Xcode. Værktøjet blev indstillet til som standard at linke de skadelige objektfiler med i alle apps, det blev brugt til at udvikle.

Bagdør i udviklingsværktøjet
De ukendte bagmænd har altså udført et angreb af den type, vi kan kalde compiler-bagdøren. Den type angreb har været kendt i teorien siden i hvert fald 1974.

Et eksempel fra Windows-verdenen er virussen Induc, der inficerer programmeringsbiblioteker til udviklingsmiljøet Delphi. Den dukkede op i 2009.

Det smarte ved en compiler-bagdør set fra angriberens side er, at han udnytter den tillid, brugerne har til deres softwareleverandører.

Brugerne regner ikke med at blive ramt af skadelig software, når de henter eller opdaterer apps, som de kender og har tillid til.

Angriberen slipper derfor for besværet med at distribuere sine skadelige programmer. Det ordner udviklerne for ham uden at vide det.

Ifølge nogle estimater er over 4.000 apps inficeret med XcodeGhost, som det skadelige program kaldes.

Ukendt hul
Apple har med rette ry for at have god sikkerhed i iOS-økosystemet.

Det skyldes primært, at brugerne kun kan hente apps fra iOS App Store, og at alle apps bliver udsat for et sikkerhedstjek, før de bliver godkendt.

Hvordan er det så gået til, at apps inficeret med XcodeGhost slap igennem kontrollen? Det ved vi ikke.

Jeg gætter på, at Apple fokuserer på at analysere de dele af appen, som udvikleren har skrevet.
Der er ingen grund til at analysere indholdet af Xcode, som Apple jo selv har lavet. Eller: Sådan burde det være.

Rapporterer til server
Heldigvis ser det ikke ud til, at de mange apps har forvoldt alvorlig skade.

De har øjensynlig indrapporteret oplysninger om appen og den enhed, den kører på. De er landet på nogle servere, som bagmændene havde kontrol over.

XcodeGhost har også mulighed for at se og ændre indholdet af udklipsholderen.

I teorien kan det bruges i angreb på brugere, der anvender et password manager-program: Når et password kopieres fra password manageren med henblik på at indsætte det i et andet program, kan XcodeGhost opsnappe det.

XcodeGhost som bagdør
Måske mere alvorligt er det, at XcodeGhost kommunikerer med sine servere via ukrypteret HTTP.

Dermed er det muligt at udføre man-in-the-middle-angreb på enheder, der er inficeret med XcodeGhost: Andre kan give sig ud for at være den server, der kan give kommandoer til programmet.

Lukket for antivirus
XcodeGhost er en påmindelse om, at bagdøre i compilere er en særlig lumsk og effektiv angrebsform.
Og så viser affæren, at skønt Apple har god sikkerhed, er den ikke ufejlbarlig.

Derfor ville jeg gerne anbefale iOS-brugere at installere et antivirusprogram. Men det kan jeg ikke.

Apple tillader dem nemlig ikke længere i App Store. De fjernede alle antivirusprodukter i marts – sjovt nok samtidig med, at XcodeGhost begyndt at sprede sig.

Apple: Den beslutning bør I omgøre.

DKCERT (www.cert.dk) er et dansk Computer Security Incident Response Team, der håndterer sikkerhedshændelser på forskningsnettet. I samarbejde med tilsvarende organisationer over hele verden indsamler DKCERT information om internetsikkerhed. DKCERT er en organisation i DeIC, DTU.

Henrik Larsen opdaterer en gang om måneden Computerworlds læsere med de seneste tendenser inden for informationssikkerhed.