Omfanget af drivhusgasser i atmosfæren nåede op på historiske højder i 2012. Det slår Verdens Meteorologiske Organisation (WMO) fast i en ny rapport, som i onsdags blev fremlagt i den schweiziske by Geneve.

»Koncentrationen af alle de store drivhusgasser har nok engang nået rekordniveauer,« siger WMOs generalsekretær, Michel Jarraud, på en pressekonference.

Den observation er WMO ikke ene om. Det amerikanske agentur for hav og atmosfære (Noaa) har nemlig i maj 2013 sammen med et hold af ledende internationale forskere fundet frem til, at mængden af kuldioxid for første gang i menneskets historie er overskredet 400 ppm (milliontedele).

»WMO’s observationer viser endnu engang, at gasarter fra menneskers aktiviteter har forstyrret den naturlige balance i atmosfæren,« siger Michel Jarraud.

Stigningen af CO2 i atmosfæren mellem 2011 og 2012 var ifølge den nye rapport højere end den gennemsnitlige vækstrate de sidste 10 år.

Udover høje mængder CO2 i atmosfæren beretter WMO også om stigninger af metan og kvælstofforilte.

WMO blev etableret i 1950 og er en del af FN.

Læs mere på DR.dk

Jævnstrøm tabte til vekselstrøm, og Nikola Tesla vandt over Thomas Edison. Den historie kender de fleste ingeniører, men selv om jævnstrøm har levet en stedmoderlig tilværelse, så er det meget få ting i vores hverdag, som kan fungere uden.

Mest synlig er de utallige sorte omformere, som fylder ethvert hjem, for slet ikke at tale om alle de interne ensrettere vores elektronik er fyldt op med. Meget energi går tabt og bliver til varme, fordi de ikke kan reguleres.

Fra næste år, når de første produkter med den helt nye USB PD (Power Delivery) kommer på markedet, kan det billede vende. Vi har godt nok længe brugt USB-stikket i computeren til at drive mindre enheder, for eksempel en ekstern hardisk eller til at oplade en mobiltelefon. Omkring 10 milliarder USB-stik er i brug i dag. Men opladningsevnen har været begrænset til 2,5 W for USB 2.0 og 4,5 W for USB 3.0.

Med USB PD bliver der helt op til 100 W at gøre godt med.

Ajay Bhatt fra Intel stod i 1995 i spidsen for den første version af det USB-stik, som vi kender i dag. Meningen dengang var ikke at levere energi, men data. Det skulle være let at koble forskellige enheder sammen med en computer.

Den nye USB PD-standard, som blev defineret af usb.org i 2012, udnytter begge forhold, altså energi og data. Dermed kan data bruges til at administrere energiflowet og energi flyde frit frem og tilbage mellem de tilkoblede enheder. Nu kan der virkelig ryddes op i alle de sorte ensrettere, for hvad nu hvis din skærm er den eneste med traditionel nettilslutning? Resten af dine enheder forsynes gennem USB PD-stik på skærmen.

Hele det system kan udvides til et regulært smartgrid i hjemmet eller på kontoret, hvor enheder ‘taler’ sammen. Hvis du oven i købet er så heldig at have solceller på taget, så er der allerede jævnstrøm i huset og med et batteri, der lades op om natten, kan meget af det daglige forbrug klares næsten gratis.

I en artikel i The Economist for nylig med den slående overskrift ‘Edisons hævn’ bliver det nye USB-stik kaldt en ‘game changer’, og Ajay Bhatt er begejstret. Det forudsiges, at det store udrulning af USB PD vil ske i 2015.

Herhjemme er stemningen dog lidt mere afdæmpet. Schnieder Electric er landets største leverandør af elektrisk installationsudstyr, både til data og almindelig elforsyning, og David Toftlund, der er produktchef for kabling til netværksinstallationer kan godt se ideen i USB PD, men siger:

»Jeg har samtidig svært ved at forestille mig, at man kan opnå en besparelse, når det gælder om at ændre hele power-distributionsnetværket i for eksempel et privat hus eller en kontorbygning til USB PD. Men på skrivebordet med alle vores computere, skærme og andet lyder det som en fornuftig løsning.«

David Toftlund vurderer, at flere og kraftigere trådløse forbindelser vil trække i modsat regning, selv om de ikke kan levere energi på samme måde som en USB-forbindelse.

Den franske bremseproducent Faiveley, som leverer de vigtigste komponenter til IC4-togenes bremsesystem, kræver, at en tilpasning af bremsecomputeren i IC4 skal foregå efter gamle standarder frem for den seneste europæiske standard, EN 50128, som DSB har bedt Ansaldobreda leve op til.

I den senest offentliggjorte statusrapport for IC4, skriver DSB, at ‘Faiveley har betinget sig, at ændringen kan foregå efter de standarder, som bremsecomputeren er udviklet i henhold til – i modsætning til EN 50128.’

Da kontrakten om IC4-togene blev indgået, var der intet krav om at følge den europæiske standard, som beskriver i detaljer, hvordan software til tog- og signalsystemer skal udvikles for at mindske risikoen for fejl. Men ifølge forliget mellem DSB og Ansaldobreda i 2009 skal softwaren i IC4, herunder bremsesystemet, udvikles efter den nye standard.

»Derfor fortsætter vi forhandlingerne med Faiveley for at se, om vi kan få dem til at arbejde efter EN 50128-standarderne,« siger Lars Slott Jensen, teknisk programchef i IC4.

DSB’s krav til Ansaldobreda om at efterleve EN 50128-standarden kom, efter at der havde været massive problemer med computersystemet, herunder bremserne. Inden da havde italienerne holdt sig til deres egen udviklingsplatform, som Lars Slott Jensen tidligere har betegnet som »vanskelig at ændre.«

DSB holdt i mange år på, at softwaren i IC4 havde den nødvendige sikkerhed. Først ni år efter at den oprindelige kontrakt var underskrevet, kom kravet om, at italienerne skulle leve op til den udbredte europæiske standard, som de fleste togproducenter i Europa følger. Den er opbygget, så den skærper kravene til softwareudviklingen, alt efter hvor sikkerhedskritiske funktionerne er.

Al sikkerhedsbærende software i toget skal, ifølge lov, godkendes efter EN 50128, mens software af vedligeholdelsesmæssig karakter ikke nødvendigvis skal. Hvornår, noget er sikkerhedsbærende, har der tidligere hersket tvivl om, blandt andet fordi DSB tidligere har hævdet, at togets bremser fungerer uafhængigt af togcomputeren.

Sidenhen indrømmede DSB overfor Ingeniøren, at togcomputeren var» i berøring med sikkerhedsrelaterede opgaver«, men fastholdt at blandt andet togets bremser var ‘hardwiret’ i toget og derfor ikke havde relation til softwaren.

Det stillede lektor i datalogi ved Københavns Universitet, Erik Frøkjær, sig meget undrende over for. Han havde svært ved at forestille sig, at der er en fuldstændig lukket forbindelse mellem softwaren og de hardwirede ting.

Orienteringen til Folketinget nævner ikke, hvad konsekvensen er, hvis bremseproducenten fortsat afviser at følge den seneste standard, f.eks. om det kan blive vanskeligere at få godkendt togene.

Det store problem i forhold til softwaren i IC4 er ifølge Lars Slott Jensen at det er et ‘gammelt’ tog, som skal videreudvikles efter gældende normer.

»Bremsekravene til IC4 er fastsat efter en standard, som eksisterede før EN 50128, så selv om toget bremser efter de standarder, de er købt til, har Trafikstyrelsen fastsat nogle nye regler i forhold til bremsestandarder, som vi skal leve op til,« siger han.

Lars Slott Jensen mener, at IC4 bremser lige så godt som for eksempel IC3, men at kravene til IC4 er mere rigide, især efter hændelsen ved Marslev på Fyn i 2011, hvor et IC4-tog passerede et stopsignal og kom faretruende tæt på et holdende godstog.

I sidste ende vurderer Trafikstyrelsen, hvilke standarder IC4 skal leve op til, hvis de i løvfaldsperioden skal have tilladelse til at køre med 180 km/h i stedet for de 140 km/h, de må køre nu. Styrelsen forlanger ikke, at IC4-bremserne er udviklet efter den nye standard.

»Vi skal bevise over for Trafikstyrelsen, at vi med IC4 kan bremse ved lavere friktion, end det blev forlangt, da bremserne blev bygget ind i toget. Den betingelse fastsatte Trafikstyrelsen, efter at vi i september fik permanent tilladelse til at køre med IC4,« siger Lars Slott Jensen.

Asteroiden, der eksploderede over den russiske by Tjeljabinsk 15. februar, gav anledning til den voldsomste naturskabte eksplosion i Jordens atmosfære siden Tunguska-hændelsen i Sibirien i 1908.

Nye undersøgelser viser, at Tjeljabinsk-asteroiden gennem flere tusinde år har haft et kredsløb, der minder meget om kredsløbet for asteroide 86039 (1999 NC43), der tidligere er udpeget som en potentiel faretruende asteroide.

Det tyder på, at den cirka 20 meter store asteroide tidligere har været en del af asteroide 86039 med en diameter på ca. 2 km, skriver en international forskergruppe anført af Jiri Borovicka fra det tjekkiske videnskabsakademi i en artikel, der offentliggjort online af Nature.

Forskerne vurderer, at der kun er en sandsynlighed på 1:10.000 for, at de meget identiske kredsløb skyldes en tilfældighed.

De skønner, at minimumshastigheden for at løsrive Tjeljabinsk-asteroiden fra 86039 har været mellem 0,7 km/s og 2 km/s. Dette kan være opnået ved et sammenstød mellem 86039 og en anden asteroide.

Forskerne vurderer, at Tjeljabinsk-asteroiden gradvist gik i stykker under sin tur ned i Jordens atmosfære. I en højde af 29 km var den allerede splittet i omkring 20 større dele, hver med en masse omkring 10.000 kg. Det største fragment, der nåede ned til Jorden og som landede i en sø, vurderes at have haft en masse omkring 450 kg.

I anden artikel i Nature vurderer Peter Brown fra University of Western Ontario i Canada og Jiri Borovicka på baggrund af bl.a. videooptagelserne, at energien svarer til eksplosion af 500 kiloton TNT.

Det lidt lavere end de vurderinger alene baseret på målinger af infralyd, som har sat størrelsen til 600 kiloton TNT. Forskerne anfører, at en lang række almindeligt brugte teknikker har en tendens til at overestimere størrelsen af eksplosionen.

Tunguska-hændelsen vurderes til sammenligning at have haft en styrke på mellem 5 og 15 megaton TNT.

Mange gode videooptagelser

I modsætning til Tunguska-hændelsen, som skete i et øde område, som først mange år senere blev besøgt af en forskningsekspedition, så skete nedslaget 15. februar 2013 i et tæt befolket område.

Flere forskergrupper har studeret de mange optagelser af nedslaget med mobiltelefoner og videokameraer og suppleret med feltundersøgelser.

Olga Popova fra det russiske videnskabsakademi og Petrus Jenniskens fra Nasa skriver i Science, at deres analyser viser, at asteroiden havde en diameter på 20 meter. Den var mest lysende i en højde af 30 km, hvor den havde en hastighed på 18,6 km/s.

I en spørgeskemaundersøgelse blandt beboere, som var ude under nedslaget, angav 2 pct., at de blev solbrændte, mens 55 pct. følte sig mere eller mindre varme.