Der er noget fascinerende, men også farligt, ved modenhedsmodeller “maturity models”, som i deres natur postulerer, at det nødvendigvis er bedre at befinde sig i den modne ende af skalaen. Dermed skal man vælge sin model (og dermed skala) med omhu.
En af de modeller, som jeg personligt har skelet en del til og brugt som forklaringsmodel bl.a. i forbindelse med at min afdeling blev kigget efter i sømmene inden firmaet blev opkøbt sidste år, er en “Continuous Delivery Maturity Model”. Det kan være et nyttigt framework både for at illustrere for andre, hvad det er for processer og værktøjer, man benytter sig af, men også for at give inspiration til, hvad næste skridt kunne være.
Konkret har jeg haft brugt den model, som danske Praqma har skrevet et whitepaper om, men der findes andre fornuftige varianter, bl.a. fra Thoughtworks.
Jeg kan se, at Justin Vaughn Brown fra CA Technologies holder et oplæg på Goto Copenhagen her i oktober om “The DevOps Maturity Curve – where are you on it?” og det kunne nok gå hen og blive interessant at høre endnu en vinkel på det, med mindre det viser sig at være et skalkeskjul for at gøre reklame for hans arbejdsgivers værktøjssuite, som de jo engang imellem sker.
Eftersom vi ikke har et produkt, der hostes af os, men skal installeres hos kunderne, er vi selvfølgelig ikke nødvendigvis på vej mod fuld continuous deployment, men der er rigtigt mange relevante skridt, man kan tage ad den vej alligevel. Hvis jeg f.eks. ser på, hvor vi har bevæget hos hen i år, så har vi f.eks. rykket os adskillige skridt i modellen, bl.a. ved at sikre, at alle commits er linket til tasks, at vi har fået værktøjsunderstøttelse (Stash) til code review og nu committer på branches, så vi kan få pre-testet vores commits inden de ender på master-branchen.
Maturity models giver en sti, hvor andre mennesker har trådt græsset ned og defineret en vej, de vil anbefale. Selvfølgelig skal man ikke ukritisk følge efter, men der kan være gode pointer at hente.
Hvilke modeller abonnerer du på?
Leave a Reply