Muligheden for at vurdere risikoen for, at ens kommende barn arver en sygdom fra en sæddonor, bliver nu i USA udvidet fra en håndfuld til hele 600 potentielt recessive sygdomme. Bag tilbuddet står det amerikanske firma Genepeeks, der samarbejder med Manhattan Cryobank.

Kvinder, der betaler lidt over 10.000 kroner for testen, vil kunne få svar på, om deres kommende barn har risiko for at udvikle en eller flere af 600 sygdomme. Genepeeks benytter sig af gensekventering og matcher kvindens gener med potentielle sæddonorers gener. På en computerskærm kan kvinden se en risikoprofil på hendes barn alt efter, hvilken sæddonor hun vælger, skriver Genepeeks på sin hjemmeside.

Hvis både sæddonoren og kvinden bærer et bestemt gen, er der risiko for, at barnet udvikler en bestemt sygdom som f.eks lungesygdommen cystisk fibrose.

Lanceringen af Genepeeks’ service sker kort efter, at det amerikanske firma 23andMe har vundet patent på en teknologi, der på baggrund af en spytklat eller anden gen-prøve fra far og mor kan fortælle, om et kommende barn f.eks får blå øjne, hård ørevoks, bliver en god maratonløber eller har stor risiko for at rødme ved indtagelse af alkohol.

Læger i dilemma om genetisk selektion

I dag screener sundhedsvæsenet kun for bestemte arvelige sygdomme eller kromosomfejl som f.eks Downs Syndrom, og i særlige tilfælde – hvis der f.eks er arvelige sygdomme i familien – får kvinden tilbudt yderligere screening.

Genepeeks’ screening efter 600 sygdomme er dog et voldsomt stort spring fra i dag, lyder det fra både danske og udenlandske læger, der er splittet i spørgsmålet om, hvorvidt teknologien er til gavn.

»Den (teknologien, red.) passer godt ind i den måde, hvorpå vi i forvejen i Danmark tilbyder kvinder at få foretaget en risikoberegning for, om de venter et barn med forskellige kromosomfejl. Derfor kunne jeg også sagtens se metoden blive brugt herhjemme,« siger overlæge på Aarhus Universitetshospital Olav Bjørn Petersen til Kristeligt Dagblad.

Men den holdning bliver ikke delt af alle.

»Det er helt nyt. Jeg vil kraftigt advare imod det. Man ved ikke, hvad det er, man sætter i gang, når man laver den slags selektion. Man kan ikke vide, om det på længere sigt vil ændre vores menneskesyn, hvis vi vælger partner ud fra genetiske profiler,« siger overlæge på Odense Universitetshospital, Jens Michael Hertz.

Svært for almindelige mennesker at fortolke data

Genepeeks vil på længere sigt udvide fra kun at kigge på arvelige sygdomme udtrykt ved enkelte gener til at se efter sygdomme, der opstår ved sammenfald af forskellige gener. Men flere forskere advarer om, at almindelige mennesker kan have svært ved at tolke den stigende mængde data:

»Jeg er sikker på, at forskere er begejstrede for kompleksiteten. Men når den kompleksitet bliver overført til almindelige mennesker, så kan forudsigelser lyde mere absolutte, end de er,« siger direktøren for European Bioinformatics Institute i Storbritannien Ewan Birney til BBC.

Et telefonopkald grundlagde Genepeeks

Genepeeks er grundlagt af entreprenøren Anne Morriss, der selv på Genepeeks’ hjemmeside gør meget ud af at forklare, at målet ikke er at skabe superbabyer. Hun henviser blandt andet til artikler, der beskriver, hvordan langt de fleste evner hos et menneske enten bliver grundlagt genetisk ved mutationer under graviditeten – altså når donorvalget er foretaget – eller under opvæksten.

Hendes bevæggrund for at grundlægge Genepeeks er derimod drevet af en personlig ambition, som startede med et telefonopkald for fem år siden, skriver The Boston Globe.

Da Anne Morris tog telefonen i sit hus for fem år siden, spurgte en stemme, om hendes nyfødte søn stadig var i live. Anne Morris var dybt forundret over spørgsmålet, da sønnen Alec lå og sov trygt ved siden af. Men manden i den anden ende af telefonen ringede fra hospitalet, hvor man i spædbørnsscreeningen havde testet hendes søn positiv for en sjælden, men potentielt dødelig genfejl, som forhindrede Alec i at omdanne bestemte fedtsyrer til energi.

I dag var Alec aldrig blevet født

Nyheden ramte Anne Morris og hendes kvindelige samlever Frances Frei som et chok, da de nu stod med et barn, der skulle have mad konstant og risikerede at dø af den mindste smule maveinfektion.

Det lesbiske par havde ellers grundigt kigget gennem kataloger over sæddonorer, men deres fokus havde været på øjenfarve, kropsbygning, empati og intelligens – ikke arvelige sygdomme, forklarer Anne Morris til The Boston Globe.

I dag er det Anne Morris’ håb, at hun kan give fremtidige mødre en screening, før barnet er født og ikke efter. Det ville hun selv have ønsket, men den tanke fører helt naturligt en anden tanke med sig. Hvis teknologien havde eksisteret for fem år siden, så var Alec aldrig blevet født. Så ville Anne Morris have et andet barn end Alec, der nu klarer sig fint i børnehaven, selvom forældrene konstant må skærme ham mod at blive syg, da det kan betyde hans død.

»Jeg ser sådan på det, at det andet barn – som ville være født med en anden donor – ville jeg elske lige så meget. Men han ville ikke være nødt til at gå gennem denne verden med skræk for dørhåndtaget med virus, som kan slå ham ihjel,« siger Anne Morris.

I fredags brød det seks meter brede og syv meter lange hoved på den 100 meter lange tunnelboremaskine (TBM) Nora igennem sekantvæggen ind til stationskammeret under Nørrebros Runddel og lagde dermed de første 600 meter tunnel bag sig. Det skete ifølge Metroselskabet i god ro og orden, men uden at Ingeniøren eller andre skriftmedier kunne få lejlighed til at bevidne det.

Med gennembruddet har anlægsarbejdet på Cityringen nået sin første rigtige milepæl. Den skulle have været nået 21. november, men hastværk hos metroentreprenøren resulterede i stedet i et brat stop for TBM’ens fremfærd.

»Vi forhastede os og havde så travlt med gennembruddet, at vi i stedet har fået et lille tilbageslag,« erkendte Metroselskabets anlægschef, der vurderede, at at det støbte ikke havde opnået tilstrækkelig styrke og derfor blev vasket ud af indstrømmende grundvand.

»Det var første gang, og det har lært os, at det er nødvendigt at forbedre teknikken. Vi var for opsatte på at forsøge at reducere vandtrykket, før det støbte havde opnået sin fulde styrke,« forklarede han.

Netop ved stationsgennembruddet er undergrunden blandet. For at tage højde for det havde entreprenøren både forsynet zonen op til stationsvæggen med en jordblok og med en ekstra kasse af sekantpæle. Boksen er fyldt af jord, mens maskinen graver sig igennem den midlertidige blok i undergrunden.

Og når TBM’en var nået igennem boksen, var det meningen, at vandet inde fra sekantboksen skulle pumpes væk, så vandtrykket kunne mindskes, og indstrømningen af vandet styres, sådan at jorden kunne holdes tilbage inde i sekantpælboksen udenfor.

Der var anlagt en blok, tilstrækkelig stor til at TBM’en kunne reducere sit jordtryk fra 2,5 til 0 bar, så cementringene bag TBM’en skabte en forsegling, når TBM’en nåede frem til sekantvæggen. Men da maskinen nåede væggen og var klar til at skære i væggen, viste det sig umuligt at reducere vandtrykket i modtagelsesblokken.

I stedet blev den betonmørtel, som entreprenøren forsøgte at forsegle med, vasket ud, og så måtte entreprenøren i gang med at støbe hele vejen rundt om tunnelen for at forsegle mellem tunnelringene og det udborede område. Der blev også boret huller hele vejen rundt om tunnelringen og på den måde støbt en betonblok uden om tunnelen.

Og i fredags lykkedes det så Nora, der er opkaldt efter en gammel københavnsk telefoncentral, at bryde igennem.

Om knap tre år vil i alt fire tunnelboremaskiner efter planen være færdige med at bore metroringens to tunneler.

»Hævdelse af suverænitet herunder luftrum er afgørende for at kunne kalde sig en nation«.

»Stop køb af kampfly – brug ressourcerne på at skabe fred med fredelige midler – tak«.

»Jeg frygter, at beslutningstagerne er på lige så bar bund som jeg«.

Danske ingeniører er stærkt splittede i spørgsmålet om nye kampfly, og mange mener, at det er svært at tage stilling – både til selve købet og ikke mindst til hvilken flytype, der i givet fald bør afløse F-16. Det står klart, efter at Ingeniøren og Epinion i fredags offentliggjorde den første analyse af holdningen til den kommende skaffelse.

Mens et næsten enigt Folketing er for købet, er det kun 44 procent af de adspurgte ingeniører, som giver deres opbakning. Tilhængerne har generelt givet få kommentarer i undersøgelsen, men mener til gengæld, at spørgsmålet om kampfly er vigtigt.

»Det er vigtigt at have et luftvåben på højt niveau«.

»En vigtig sag, hvor der ikke må spares«.

»Når Danmark er med i Nato, må vi også yde vores bidrag«.

»Danmark skal anskaffe en gennemprøvet model«.

»Kære Folketing. Få nu truffet den beslutning.«

Økonomien vejer tungt

Nye kampfly vil ifølge Forsvarskommandoen koste op mod 20-30 milliarder kroner. Hertil kommer driftsudgifterne, der som en tommelfingerregel løber op i to tredjedele af de samlede levetidsomkostninger eller 40-60 milliarder kroner over en 30 årig periode.

For modstanderne er det da også økonomi samt en generelt negativ holdning til dansk deltagelse i militære operationer, der vejer tungt i deres stillingtagen mod købet.

»Brug penge på arktiske opgaver og resten på sundhedsvæsenet«.

»Det er de rene dræbermaskiner, som Danmark bør holde sig langt væk fra.«

»Det er helt hen i skoven at bruge så mange penge på at købe noget, som ikke bringer nogen form for værdi.«

»Det er spild af penge«.

»Udgifter til forsvaret bør generelt nedskæres.«

Mange er i tvivl

Selv om Ingeniøren har dækket emnet ret omfattende, er mange af de medvirkende i tvivl om, hvad de skal mene om flykøbet og især de mere tekniske dele. Især spørgsmålene om flytyper og alternative løsninger, er der mange, som ikke kan svare på.

Af undersøgelsen fremgår det, at 53 procent mener, at en bred offentlig debat om købet af nye kampfly er vigtig, mens 41 procent svarer, at det ikke er så vigtigt.

»Temmelig svær undersøgelse at svare på«.

»Man skal have sat sig godt ind i de forskellige kampfly for at give brugbart svar på denne undersøgelse«.

»Det er så kompliceret en sag, at den enkelte borgers mening ikke har ret meget at sige. Det er jo umuligt for hr. og fru Danmark at vurdere, hvor meget man får ud af flyene.«

»Der mangler en debat om forsvarets opgaver.«

»Lad dem, der ved noget om det, tage beslutninger. Det er det, vi har dem til.«

Til gengæld er der mange, der frygter for en ny offentlig indkøbsskandale. Både sagen med EH-101 helikopterne og ikke mindst IC4-togene fylder meget blandt flere af kommentarerne.

»Vi skal undgå flere dårlige beslutninger som IC4 og lignende militære indkøb, der har været spild af penge«.

»Køb sikkert – undgå et IC4-fly«.

Læs hele undersøgelsen om danske ingeniørers holdning til købet af nye kampfly her:

En ny slags malware kaprer din computer-kraft og bruger den til at mine Bitcoins – som du ikke får andel i. Det skriver The Guardian.

Det er sikkerhedsfirmaet Malwarebytes, der har råbt vagt i gevær, efter at man er faldet over et program, der installerer en Bitcoin-miner på brugerens computer. Oven i købet – formelt set – med brugerens tilladelse.

En del af fidusen er nemlig, at hele miseren er skrevet ind i applikationens licensbetingelser eller EULA (End User License Agreement), for på den måde at få den uopmærksomme bruger til at give samtykke til mining af Bitcoins.

I programmets EULA står der, at al økonomisk gevinst, der måtte udspringe af matematisk aktivitet på computeren, tilfalder folkene bag programmet.

Antallet af Bitcoin-exploits mod intetanende pc-brugere er steget støt i takt med, at værdien af den digitale valuta er blevet kraftigt forøget.

I september måned omtalte Malwarebytes eksempelvis en såkaldt ‘ransomware’, der krypterede brugerens system og krævede en løsesum for at åbne det igen – alt imens computeren minede Bitcoins.

I sidste uge passerede værdien af en Bitcoin 1.000 amerikanske dollars.

Selv om erfarne medarbejdere er efterspurgte, er mange år på arbejdsmarkedet og en høj alder desværre sjældent et plus på cv’et. Adskillige undersøgelser peger i retning af, at det direkte trækker i den forkerte retning at være rundet de 55+.

I sidste uge fremlagde Ældre Sagen en analyse, der slog fast, at mere end hver mere fjerde ældre føler sig tvunget ud af arbejdsmarkedet, og tidligere undersøgelser fra IDA taler om et ingeniørarbejdsmarkedet præget af en ’glasvæg af fordomme’ over for ældre medarbejdere.

Vil du have de nyeste job direkte ind i Indbakken? Opret en jobagent på Jobfinder

Men hvad er det for myter, der eksisterer om seniormedarbejdere? Og hvad kan du gøre for at forcere fordomsbjerget?

Jobfinder har bedt Christina Just, administrerende direktør i konsulentvirksomheden Capax Recruitement, der er specialiseret i ingeniørarbejdsmarkedet, komme med sine bedste råd til, hvordan du overbeviser en kommende arbejdsgiver om dine seniorkvalifikationer:

1. Vis at din motivation er intakt

Der eksisterer en myte om, at motivationen falder i takt med, at alderen stiger. Vær offensiv i forhold til den myte og italesæt dit engagement. Fortæl, at du ser dig selv på arbejdsmarkedet mange år frem og ikke drømmer om efterløn. En HR-person lytter efter en tidshorisont på ti år, så vis, at du har ambitioner og planer for mere end bare de kommende tre-fire år. Du bør signalere, at du holder dig fagligt opdateret og gerne fortælle om din seneste efteruddannelse. Det vidner om, at du har bevaret din faglige nysgerrighed

Du har givetvis mange generelle erfaringer, men du risikerer at virke diffus og bedrevidende, hvis du tromler frem med dem alle.
Christina Just, administrerende direktør i konsulentvirksomheden Capax Recruitement,

2. Prioriter dine erfaringer

Som arbejdsgiver kan man være usikker på seniormedarbejderens omstillingsparathed. Vær skarp på, hvilke faglige erfaringer du skal promovere, og hvilke du skal udelade, fordi de ikke er relevante for jobbet. Du har givetvis mange generelle erfaringer, men du risikerer at virke diffus og bedrevidende, hvis du tromler frem med dem alle. Vis derimod, at du er omstillingsparat ved at fortælle om de gange, du har kaste dig over nye projekter og tillært dig nye arbejdsrutiner.

Vær opmærksom på, at det kan føles intimiderende for en 35-årig leder at skulle til at lede en medarbejder, der er 20 år ældre. Vis, at du er klar til at tage med på den rejse, som lederen definerer. Det gør du ved at lytte til lederen og forholde dig til de kompetencer, der bliver efterspurgt i stillingsopslaget.

3. Vis, at du er ’hot commodity’

Du må ikke føle det ydmygende at skulle til samtale med et ansættelsesudvalg, der er langt yngre end dig selv. Skinner det igennem, kommer du nemt til at virke som en undskyldning for dig selv. Vis derimod, at du tror på dig selv og processen. Du skal sælge dig selv som en ’hot commodity’.

Fortæl om dine nyeste projekter, din nyeste efteruddannelse eller dine nyeste erfaringer. Det signalerer, at du har et fremadrettet syn på dig selv og din karriere. Husk på, at der også findes mange virksomheder, der anser de erfarne seniormedarbejdere som værdifuld og stabil arbejdskraft, og hvis du kan signalere, at du er progressiv og motiveret, står du stærkt i en jobsamtale.

Protonkrigen er ikke slut, selv om Aarhus Universitet for et år siden fik tildelt retten til at indkøbe et kostbart partikelterapianlæg, som gør det muligt at give især unge kræftpatienter mere målrettet strålebehandling. Det anlæg er der sat penge af til i den finanslovsaftale, som blev offentliggjort i sidste uge.

Region Hovedstaden, og herunder Rigshospitalet, har ikke tænkt sig at drikke gravøl og opgive tanken om en partikelkanon i København, fortæller Svend Aage Engelholm, professor og klinikchef på radioterapiklinikken på Rigshospitalet.

»Vi opgiver aldrig,« siger han.

Allerede inden det internationale ekspertpanel udpegede Aarhus Universitetshospital som vinder, havde Rigshospitalet dog lagt strategien om. Hvor de to regioner førhen kæmpede om retten til at anlægge en accelerator til en værdi af op mod 1 milliard kroner, har Rigshospitalet nu kastet sine øjne på et mindre kompaktanlæg, som vil kunne anskaffes for omkring 300 millioner kroner.

Det betyder, at Aarhus’ forslag om en strålekanon til godt 700 millioner kroner ikke længere er det billigste, og Rigshospitalet mener derfor, at det er tid til at vende skråen igen i regeringen og Sundhedsstyrelsen, som stod bag vurderingen.

»På kompakte anlæg kan du lave det samme, men de fylder betydeligt mindre og har færre vedligeholdelsesomkostninger. I et land som Danmark er det nærmest en sundhedspolitisk skandale at bygge et stort anlæg. Også vi har forkastet den tanke,« lyder det fra Svend Aage Engelholm.

»Man køber jo heller ikke en telefon med håndsving længere, så der er nogen, der ikke har fulgt med i, hvilke anlæg der findes på markedet,« siger han.

I Aarhus er universitetshospitalet selvsagt tilfreds med, at muligheden for bedre kræftbehandling er havnet i den jyske hovedstad, og her har man tænkt sig at holde fast i at bygge et stort anlæg, fortæller dekan på Institut for Sundhedsvidenskab Allan Flyvbjerg.

»I vores øjne opfylder de små anlæg ikke de kvalitetskrav, der skal være til stede. Hele ideen med partikelterapi er at ramme præcist på f.eks. en hjernetumor, og det gør de små anlæg ikke. Så kunne man lige så godt bruge røntgenstråler, der også beskadiger rask hjernevæv,« siger han.

Allan Flyvbjerg peger på, at en række funktioner er fjernet i de små anlæg, f.eks. muligheden for at vælge passiv eller aktiv styring af strålefeltet, og at det kun er muligt at sikre fuld rotation af strålen omkring patienten i de store anlæg.

Dekanen noterer også, at et stort anlæg er mere fleksibelt end et mindre, hvor flere funktioner er bygget sammen, og at man derfor risikerer at blive fastlåst undervejs i anlæggets levetid på måske 25 år. Desuden har kompaktanlæg en under halvt så stor kapacitet som et stort anlæg, og da der så skal flere til, vil prisen blive tilsvarende øget, og så kan det alligevel ende med at blive den dyreste løsning.

Her er Rigshospitalet selvsagt uenig og mener, at det netop er en fordel med den mindre kapacitet, for så kan man nemmere tilføje ydereligere anlæg, som behovet ændrer sig.

»Det er det rene og skære vrøvl, at kompaktanlæggene ikke er gode nok. Alle kaster sig over kompaktanlæg nu. I Norge vil de købe tre kompaktanlæg, og de er også begyndt at købe dem i andre lande. Om jeg så fik to milliarder kroner til rådighed, ville jeg stadig købe kompaktanlæg,« siger Svend Aage Engelholm.

På dette svarer Aarhus igen med, at indkøbet i Norge nok i højere grad handler om, at regeringen ikke har turdet skære igennem som i Danmark. Og Allan Flyvbjerg mener ikke, at der er plads her i landet til, at Rigshospitalet får mulighed for at tage sagen i egen hånd og gå videre med at anlægge en partikelkanon i hovedstaden.

»Det giver ikke mening at have to anlæg i Danmark p.t. Det kan godt være, at det bliver sådan om 10-15 år, og teoretisk set kunne man da godt lade København få deres kompaktanlæg, men Sundhedsstyrelsen siger, at der ikke er grundlag for det,« siger han.

Aarhus Universitetshospital har fået tildelt 275 mio. kroner på finansloven til at begynde at bygge faciliteterne til partikelterapianlægget, og Allan Flyvbjerg regner med, at resten er finansieringen er på plads fra private fonde inden for de kommende to-tre måneder.

»Er dette tilfældet, tager vi første spadestik i 2014 og er klar til de første patienter i 2016-2017,« siger han.

Imens har Region Hovedstaden stadig 360 millioner kroner stående på en partikelterapikonto. Den konto håber regionens kommende formand, Sophie Hæstorp Andersen (S), ifølge Jyllands-Posten stadigvæk at få bragt i spil på bemeldte kompaktanlæg.

»Vi har stillet os i kø til at købe et lille, decentralt anlæg, som er langt billigere – nærmest halv pris – i forhold til det store strålingscenter, man vil bygge i Aarhus. Det er dyrt, dårligt og gammeldags,« mener den kommende formand.

»Eksperterne tog ikke stilling til selve teknologien, og som politiker er det min opgave at skaffe den bedste behandling for pengene. Hvis man fastholder beslutningen med et stort, nationalt anlæg i Aarhus, svarer det til en virksomhed, som insisterer på at købe én stor, stationær computer til alle medarbejdere og dermed lader, som om at den bærbare computer ikke er opfundet,« siger hun til Jyllands-Posten.

Forvirringen er stadig stor om, hvad der præcis er sket med kometen Ison, der i sidste uge passerede tæt forbi Solen. Flere udenlandske medier har kaldt den århundredets komet, der kunne lyse så kraftig op, at man kunne se den med det blotte øje fra Jorden.

Men desværre ser det ud til, at Isons nærkontakt med Solen har smadret den så kraftigt, at der ikke længere er andet tilbage end vanddampe og kun et lille stykke klippe, som ikke vil kunne spottes med øjnene alene. Det siger Sten Eiler Jørgensen, der er formand for Dansk Selskab for Rumfartsforskning.

»Umiddelbart er den stenmasse, som overlevede efter Isons bane forbi Solen, alt for lille til, at den bliver oplyst så kraftigt, som mange havde håbet på. Og det er utrolig ærgerligt, fordi Ison virkelig havde potentiale til at blive en lysende plet, som alle kunne se,« siger han.

Ison bevægede sig gennem Solens corona med en fart på 374 kilometer i sekundet, viser Sten Eiler Jørgensens beregninger. Inden det meste af Ison, eller C/2012 S1 som den også hedder, blev knust af Solen, havde den en radius på et sted mellem 0,4 og 2 kilometer.

Selve kometen bestod primært af klippe, støv og isklumper af frosne gasser, der nu enten er brændt op af Solens 2.700 graders varme eller er blevet til vanddamp. Sten Eiler Jørgensen vurderer dog, at man stadig med et amatørteleskop vil kunne spotte nogle af resterne fra Ison.

Kometen blev opdaget af to russiske forskere på Kislovodsk Observatoriet i den sydvestlige Rusland i september 2012, og siden har alverdens forskere fulgt dens færden tæt. Det var forventet, at den ville passere Jorden i en afstand på godt 60 millioner kilometer.

»Selvfølgelig var vi bevidste om, at Isons nærkontakt med Solen ville efterlade den som en skygge af sig selv. Men at langt det meste af kometen ser ud til at være blevet smadret, havde de færreste dog set komme,« fortæller Sten Eiler Jørgensen.

Nasas video af Isons kamikaze-vej

Amazons planer om at flyve julens pakker gennem luften med droner kræver så mange års udvikling af både teknologi, sikkerhedssystemer og lovgivning, at det er stærkt tvivlsomt, om det nogensinde bliver en realitet.

De seneste år har både kinesiske, australske og amerikanske firmaer ellers lanceret planer om at levere pakker i storbyer med droner. Deres præsentationsvideoer får det til at se ud som en leg, men myndighederne er slet ikke klar til at slippe dem løs.

»Det er simpelthen for farligt. Dronernes navigation er langtfra udviklet til at undgå sammenstød med skilte, bygninger og højspændingsledninger, og jeg tror ikke, de – i en bare tilnærmelsesvis nær fremtid – får lov at flyve i byer,« siger den danske forsker i droner Anders la Cour-Harbo fra Institut for Elektriske Systemer på Aalborg Universitet.

Amazon har ellers netop præsenteret sit nyeste projekt kaldet Amazon PrimeAir, hvor oktokoptere henter pakker på op til 2,3 kilogram på Amazons lagre og flyver dem ud til kunderne 30 minutter efter, de har bestilt en pakke.

Selv tror Amazon på at få flyvetilladelse fra det amerikanske luftfartsvæsen (FAA) allerede i 2015. FAA har givet 1.400 tilladelser til brug af droner de seneste par år, men tilladelserne er hovedsageligt givet til f.eks. politi- og brandslukningsopgaver, og det vil ikke ændre sig foreløbig, lyder det fra Anders la Cour-Harbo.

»Jeg vil gerne vædde en kasse bajer på, at pakkepostlevering med droner hverken bliver tilladt i Danmark eller USA inden for 15 år. Skulle det overhovedet kunne betale sig om 15 år, så er det tvivlsomt, om teknologien stadig er interessant, eller om den er erstattet af en helt anden,« siger den danske forsker.

Han forventer, at droner først får ‘blå blink-opgaver, til f.eks. inspektioner af højspændingsledninger og til fotografering eller kortlægning.

Droner kræver teknologi fra passagerfly

Ifølge Anders la Cour-Harbo er dronerne ellers teknologisk udviklet til at klare både meget kraftigt blæsevejr, regn og sne, men de savner helt de testprogrammer eller sikkerhedssystemer, der f.eks. kendetegner moderne fly.

Den danske iværksætter og fotojournalist Esben Nielsen er enig i den betragtning. Esben Nielsen arbejder i dag i sit eget firma LittleSmartThings, der udvikler droner til især fotoopgaver blandt andet til filmindustrien samt til brug for kortlægning.

»Teknologisk er dronerne stadig i deres ungdom, når det gælder automation, og det kræver den allerhøjeste grad af automation, hvis de skal flyve i byerne, hvis folk skal undgå at få den nyeste udgave af Harry Potter i hovedet. Dronerne er nødt til at blive udstyret med systemer, der ligner dem fra almindelig luftfart i form af redundanssystemer og overvågning til at undgå sammenstød med kommercielle fly eller andre droner, som f.eks. Air Traffic Control eller TCAS (Traffic Collision Avoidance System, red.),« siger Esben Nielsen.

»Spørgsmålet er, om vi til den tid har brug for at få leveret fysiske genstande ud til vores bopæl,« siger han.

Søndagens voldsomme togulykke i New York skyldes måske et bremsesvigt. Personer tæt på efterforskningen siger til Wall Street Journal, at toget ikke bremsede som normalt på vej ind i en skarp kurve, hvor hastigheden hurtigt skal falde fra 110 km/h til mindre end 50 km/h på kort tid.

Toget bestod af syv vogne og et diesellokomotiv, som alle afsporede. Fem væltede om på siden, og samtidig ramlede toget ind i en række parkerede biler. Tre af de fire personer, der er omkommet, blev slynget ud af toget. 11 Personer er stadig i livsfare. I alt 150 mennesker var ombord på toget.

Flere passagerer har udtalt, at toget kørte mærkbart hurtigere end, det plejer. New Yorks guvernør, Andrew Cuomo, sagde søndag, at efterforskningen i første omgang ville have fokus på togets fart, da der ikke umiddelbart var fejl at spore på skinnerne.

Togføreren blev selv såret ved ulykken og har derfor endnu ikke udtalt sig til medierne, men har ifølge myndighederne fortalt, at han forsøgte at bremse. Uden held. Han har 20 års erfaring på strækningen.

Afsporingen skete i den nordlige bydel Bronx, og toget kom så tæt på Hudson River, at en af vognene lå lige ved bredden.

Ikke første gang

Det er ikke første gang, at selskabet Metro North, som ejer det afsporede tog, er i problemer. I juli kørte et godstog med ti vogne af sporet i nærheden af søndagens ulykkessted. I maj stødte et af selskabets tog sammen med et andet tog i Connecticut. Da kom 70 personer til skade.

Togets ‘event-recorder’, en sort boks for tog, er fundet, og myndigheder går nu i gang med at undersøge, hvorvidt bremsesvigt og/eller fart var årsag til ulykken. Ifølge Walls Street Journals kilder indikerer mønsteret af afsporede vogne og deres afstand fra skinnerne, at toget har kørt for stærkt.

I 2015 skal alle amerikanske jernbaneselskaber installere et omfattende sikkerhedssystem i sine tog. Et af systemet primære funktioner er et computernetværk, som automatisk kan sænke farten eller stoppe tog, der har for høj fart mod skarpe sving eller andre farlige sektioner på banen.

Metro North har meddelt, at selskabet ikke når deadline i 2015. Der er dog ingen, der ved, om systemet kunne have hindret ulykken.

Systemet skal ellers have samme funktion som det europæiske ATC, der blandt andet er installeret i Danmark og forhindrer lignende ulykker. ATC var derimod ikke på den strækning, hvor et spansk højhastighedstog forulykkede i juli.

Mens den brede befolkning nu så småt er begyndt at lære om forskellen på sikre og usikre passwords – efter efterhånden mange eksempler på hackerangreb – var et af verdenshistoriens måske mest afgørende sikkerhedssystemer beskyttet med en kode, der ville dumpe ethvert rutinetjek i dag.

For at affyre et af USA’s Minuteman-missiler, der var armeret med atomsprænghoveder og kunne ramme mål i Sovjetunionen, skulle missilpasserne indtaste koden ’00000000’. Og koden blev ikke skiftet i 15 år. Det skriver Gizmodo.

For at gøre ondt værre blev koden skrevet ned på papir og delt ud til de ansatte, så man var sikker på, at der ikke opstod forsinkelser på grund af sikkerhedssystemet, hvis USA pludselig var under angreb fra den røde fjende.

Forklaringen på den håbløse passwordpolitik var, at kravet om et ekstra sikkerhedssystem ikke var populært hos militærets generaler. Det blev indført af præsident Kennedy i 1962 i kølvandet på Cubakrisen og var især tænkt som en ekstra sikkerhed for de missiler, som stod klar hos allierede uden for USA’s grænser.

Generalerne, som stod med ansvaret for at fyre missilerne af, anså kravet om en hemmelig kode for at være en besværlig hindring, der kunne koste tid i en krisesituation, og så snart systemerne var blevet indført, blev koderne derfor ændret til 00000000.

Mange af missilerne blev faktisk heller aldrig omfattet af det nye sikkerhedssystem med kode, PAL, inklusive nogle af missilerne uden for USA, som var den primære grund til, at PAL blev indført.

Først da en skarp kritiker af sikkerheden, Bruce G. Blair, i 1977 ender med at fortælle offentligt om, hvordan det blot krævede enighed hos fire ansatte at starte 3. verdenskrig, blev sikkerheden strammet op og koderne ændret.