Anmeldelse af Interstellar: En underholdende tur gennem ormehullet

Kærligheden overvinder alt. Det er nærmest hovedbudskabet i Interstellar, som ikke just kan anbefales til gamle kynikere med aversion mod rørstrømskhed.

Hardcore nørder, der har glædet sig til en nogenlunde realistisk science fiction-film med respekt for naturlovene og det teknisk mulige, kan også risikere at blive en smule skuffede, for instruktøren er ikke ude på at formidle teoretisk fysik eller fortælle om principper for rumrejser.

Christopher Nolan vil underholde med ramasjang og imponerende flotte billeder, og det klarer han til gengæld aldeles fremragende i alle de 169 minutter, som Interstellar varer.


Exoplaneter findes i et væld af forskellige udgaver, så der er vel ingen grund til at bosætte sig på en trist isplanet. (Foto: Warner/SF Film)

Tager genvej i rumtiden

Når vi nu skal forlade Jorden i en ikke alt for fjern fremtid, er det jo meget passende, at et ormehul dukker op i omegnen af den fotogene planet Saturn, så vi nemt og smertefrit kan skifte koordinater og kigge os om efter et nyt hjem i en anden galakse.

Eksistensen af sådan nogle genveje i rumtiden er en mulighed inden for Einsteins almene relativitetsteori, så ideen er god nok – og i filmens univers behøver vi egentlig ikke at vide mere, end at ormehullet er der, og at det kan bruges til en rumrejse, der tager os langt væk.

Faktisk er der ikke engang behov for garniture i form af de ekstra dimensioner, der fables om i filmen. Og den slags mere eller mindre arbitrær videnskabelig word-dropping er der en del af, som for eksempel når vores landmand/testpilothelt – i øvrigt spillet af altid fremragende Matthew McConaughey – foreslår lige at tage en smuttur omkring en neutronstjerne. Det giver ikke rigtig mening i handlingen, men skulle vist bare med, fordi neutronstjerne er et fedt ord, som gør sig godt i en replik.

At man lader astronauter klare sammenkoblingen mellem rumskib og rumstation manuelt i en fremtid, hvor mennesker for længst har udviklet robotter med en avanceret form for kunstig intelligens (og humor!), er også på den lange liste over ufrivilligt komiske indslag, som man gerne tilgiver.

Masser af referencer

For Interstellar er spændende og ikke spor for lang, og vi får masser af guf for øjet, ikke mindst fine visuelle effekter. Den anerkendte amerikanske fysiker Kip Thorne har hjulpet filmholdet med visualiseringen af et sort hul, der spiller en rolle i filmen, og vi får da også en smule flyven-omkring-i-vægtløs-tilstand, som bringer minder om Gravity.


Fire ud af seks sorte huller – med tilvækstskive og det hele. Mere kan det ikke blive til.

I det hele taget kan science-fiction-aficionados glæde sig til et væld af filmreferencer, for de nærmest falder over hinanden i en grad, så man ind imellem tænker, at det virker lidt anstrengt. Christopher Nolan ved godt, hvem han skal takke for inspirationen til Interstellar, men selv om ambitionerne er høje, er vi altså ganske langt fra et mesterværk som Rumrejsen år 2001.

Mangel på originalitet, lovlig meget følelsesporno og for mange klicheer forhindrer Interstellar i at nå stjernerne, så denne anmeldelse ender med at dykke ned i fire sorte huller ud af seks.

Posted in computer.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

You may use these HTML tags and attributes: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>