De globale reserver af fossile brændsler – altså olie, gas og kul – er ifølge FN’s klimapanel, IPCC, fire til syv gange større end den mængde, vi kan tillade os at anvende, hvis vi skal holde os inden for det CO2-budget på 2.900 gigaton, som panelet betegner som grænsen for at holde den globale opvarmning på to grader i år 2100.
Det betyder, at et sted mellem 73 og 86 procent af de kendte reserver skal blive i undergrunden, hvis vi skal gøre os nogen som helst forhåbning om at holde os under de to graders temperaturstigning. Det er den grænse, som verdens regeringsoverhoveder blev enige om at stræbe efter under COP15 i København i 2009.
Spørgsmålet er så blot, hvordan det skal lade sig gøre. Skal kineserne lade deres kul blive i undergrunden? Skal australierne? Og hvad med nordmændenes olie? Eller russernes gas?
Det bliver unægtelig vanskeligt at afgøre, hvordan prisen skal betales, når lande, der i dag er afhængige af fossile brændsler, skal omstille sig til vedvarende- og CO2-neutral energi.
Eksporterer sin CO2-udledning
Udfordringen illustreres ganske godt ved at kaste et blik på et af de lande, der på papiret går forrest klimakampen. Se bare på Norge, der i dag producerer næsten 60 procent af sin energi med vedvarende kilder og har planer om at være CO2-neutrale i 2030.
Men samtidig er Norge verdens ottendestørste eksportør af olie, og den norske stat ejer næsten 70 procent af olie- og energiselskabet, Statoil, der producerer olie og gas i 11 lande uden for Norge og har tilladelse til at lede efter råstofferne i endnu syv lande.
På trods af alle bestræbelser udleder nordmændene i dag mere CO2, end de gjorde i 1990. Det skyldes selvfølgelig en større efterspørgsel, men grundlæggende ændrer det ikke ved det faktum, at Norges vej mod CO2-neutralitet i overvejende grad er baseret på køb af CO2-kvoter.
Med andre ord eksporterer landet sin CO2-udledning, og det flytter altså ikke mange kommaer i det samlede globale CO2-regnskab.
Kvotesystemet skal reformeres
Ifølge analysechef i den borgerlig-liberale tænketank Cepos Otto Brøns-Petersen er den hurtigste og mest effektive vej mod en faldende CO2-udledning relativt simpel: Hæv prisen.
»Jo dyrere CO2-kvoterne er, desto mindre er incitamentet til at hente de fossile brændsler op fra undergrunden«, siger han.
Otto Brøns-Petersen betegner EU’s kvotehandelssystem som grundlæggende ‘godt nok’, men der er brug for ændringer, hvis det skal fungere i kampen for at nedbringe CO2-udledningen. Det kan netop ske ved at gøre kvoter dyrere og samtidig få systemet lagt om, så der blandt andet også kommer kvoter for udledningen i transportsektoren.
»Hvis vi først har et kvotesystem, der fungerer på regionalt plan (altså i EU, red.), bliver det også nemmere at nærme sig et globalt system, hvor landene på internationalt plan ikke bare lover, men forpligter sig til at nedbringe udledningen,« siger han.
Når vi 2020?
En af de vigtigste milepæle frem mod 2100 er allerede i 2020, hvor CO2-kurven ifølge FN bør knække, hvis det fortsat skal være realistisk at nå to graders-målsætningen. Hvis kurven knækker senere, bliver det vanskeligt at indhente det forsømte, fordi vi så skal udlede endnu mindre senere hen.
Indtil videre gør kurven dog ikke tegn på at ændre retning. Faktisk viser beregninger, at CO2-udledningen i år vil stige med 2,5 pct mod 2,3 procent sidste år.
Ifølge John Christensen, der er leder af DTU’s Unep-center, som er førende inden for international forskning i klima og energi, skal vi heller ikke forvente os, at kurven knækker til den tid.
»Vores beregninger viser, at vi til den tid stadig overstiger vores CO2-budget med 8-10 gigaton om året,« siger han.
Otto Brøns-Petersen betegner det også som urealistisk, at vi når det frem til 2020. Til gengæld tror begge, at kurven knækker på ‘et tidspunkt’.
»Om det så bliver tidsnok til at nå tograders-målet, er ikke sikkert,« siger Otto Brøns-Petersen.
Leave a Reply