Allan Astrup tjener gode penge på fx at arbejde med forskellige miljøgiftes konsekvenser i forskellig sammenhæng. Jeg ihukommer, at han har markeret sig skarpere end andre i forhold til de effekter, som PCB kan få/har i bygningsmassen. Her kan han hævde sig med henvisning til sin specialviden, som vi andre ikke har nogen faglig modvægt til.
Men i forhold til de noget større problemstillinger, som vi taler om her, hvor det generelt drejer sig om vor indflydelse på det globale klima, der er bevisbyrden så stor og så velkvalificeret, langt uden for det domæne, hvor en Allan Astrup eller Bjørn Lomborg har sin kompetence. Alligevel så udfolder han sin ekstremt selektive opmærksomhed på dette område, som om at han havde autoritet og kvalificeret viden på området. Den dokumenterede sandhed er ham for ubekvem, derfor svinger han sig op som overdommer, på trods af sin egen totale mangel på kompetence.
Dette kognitive svigt rammer personen, som derfor også mister sin kompetence på andre felter. Han er afsløret som værende ude af stand til at se grænser for egne kompetencer, og dermed generelt død, som videnskabelig iagttager.
Lederen ser paradokset i problemstillingens fundering i kvalificeret viden og lader det komme til udtryk. På den ene side, så anerkendes problemstillingens fundamentale karakter, men på den anden side, så falder det helt uden for lederes realitet, at problemet kan løses! Paradokset er i hus.
Den rationalitet, der her udfolder sig for fulde gardiner, og som har befordret mennesket sin “succes” økonomisk, politisk, teknisk og biologisk, er afsløret som sit eget største problem, bl.a. med den pågående klimakatastrofe.
Den menneskelige succes er sin egen største udfordring på en række niveauer, som alle afslører sig som rationalitetens forlængelse, iboende form for selvnegerende natur.
Formålet inden for den moderne rationalitet er vækst, økonomisk og biologisk – politisk magt, kontrol, militært, logistisk og værdimæssigt – teknisk udvikling, forudsigelighed og kontrol med kausalt beskrevne og tekniske løsninger. Men det agtværdige formål, som styrer og giver den udbredte rationalitet sin mening, fortrænges hele tiden fra opmærksomheden, med alle de utilsigtede bivirkninger, som den målrettede adfærd, rationalitet, fører med sig. Det er de store paradokser.
Lomborg regner på, hvad der kan betale sig. Hans fattige forstand begrænser sig til den økonomiske rationalitet. For at stille det op på en måde, så det ikke kan betale sig at ændre adfærd, så er han nødt til at økonomisere med sandheden om de selvskabte problemers sande omfang. Hans udgave af “Verdens sande tilstand” var fra dag et diskvalificeret som ren manipulation. Men folk som Allan Astrup har forvekslet Lomborgs markedssucces med et gyldigt kriterium for sandhed.
Der skaltes og valtes med den ubekvemme sandhed, dvs. der økonomiseres med den. Det udfolder sig så som det patetiske i den form for kognitiv adfærd, som ikke kan tåle at se sig selv i den lidt mere forpligtende forståelsesramme. Kampen, om hvad der er sandt og falskt og hvad der er mere eller mindre realistisk, virkeligt, udspiller sig på sygdommens vilkår.
For at forstå de store paradokser, det at mennesket smadre det for sig selv med sin syge jagt på succes, må mennesket være et andet.
For at forstå sygdommen, må mennesket være raskt.
Det er mennesket ikke.
Derfor siger det, om det alt for mulige, at det er umuligt.
Succes – paradoks.
Leave a Reply