Min bedre halvdel er en lille smule mere kosmopolitisk end jeg og derfor var jeg i København for at se en film igår.
Laura Poitras har lavet dokumentarfilmen “Citizenfour” om Edward Snowden og den havde CPH:DOX med i programmet.
Det er en film alle bør se, om ikke andet for på den måde at tippe respektfuldt med hatten til en heltmodig mand og hans to trofaste hjælpere.
(Der er stadig enkelte ledige billetter til filmen d. 15/11 i Empire Bio.)
(Overvej alternativt at lave en firma-film-aften ved at få en lokal biograf til at tage filmen hjem for jer.)
Det er en ting at have fulgt Snowdens afsløringer af politistatens totalovervågning i medierne og noget helt andet at se manden på video, optaget i Hong Kong da han første gang mødes med Laura Poitras og Glenn Greenwald.
Jeg har absolut ingen finger at sætte på Laura og Glenns rapportering, men det er noget helt andet at se manden sidde, afslappet, afklaret og frem for alt med oprejst pande, på en anonym hotelseng, mens han prøver på at få historien til at handle om alt andet end ham.
Man kan se på ham, at han ved at når Glenn Greenwald trykker “Publish” bryder helvede løs og hele den koordinerede vrede det militærindustrielle komplex kan mønstre vil blive fokuseret på ham, personligt, i real-time, resten af hans liv.
Hvad der kun lige anes i selve filmen, men som Laura Poitras uddybede i spørgerunden bagefter, var at hans plan endte blindt der.
Han havde planlagt hvorledes han skulle indsamle de mange dokumenter, hvorledes han skulle få dem ud af NSA. Hvorledes han skulle købe sig tid ved at forsvinde mens kæresten, der intet vidste, var ude at rejse, hvorledes han skulle sikre sig at journalisterne ikke blev forfulgt osv.
Men planen gik kun til og med overdragelsen af dokumenterne.
Hvad Edward Snowden skulle gøre i og fra det øjeblik han blev USAs statsfjende nummer ét havde han ingen plan for.
Heldigvis trådte menneskerettighedsforkæmpere til og mest takket være USAs frådende overreaktion, endte han med at bo som politisk flygtning i Moskva — af alle steder.
Rent personligt var det der ramte mig hårdest at han kunne have været mig: Han er IT-nørd, han kan sit kram, selv kadencen når han taster på sin computer og for den sags skyld hele hans påklædning, hans holdning — selv hans briller.
Hans humor.
Der er ikke mange grin i den film for almindelige mennesker og emnet, afsløringerne, er overhovedet ikke noget at grine af, de bør få stemmeblyanterne til at bryde i brand ved førstkommende folketingsvalg.
Men i den lille “Junta” jeg var i bio med, hard-core systemadministratorer, blev der trukket smertefuldt på smilebåndet undervejs.
Vi ved hvorfor han trækker et tæppe over sig og sin computer når han skal taste sit password, hvorfor det er morsomt at vejen foran hans hus pludselig er fyldt med hvide varevogne, hvorfor han bliver træt i stemmen da Glenn Greenwald indrømmer at hans root-password kun er på 10 tegn.
Han er vores mand, systemadministratorenes første rigtige helt.
Det langt alvorligere spørgsmål, om jeg kunne have været ham, kender jeg ikke svaret på.
Jeg ved simpelthen ikke om jeg som sysadm i FE ville kunne blive så oprørt at jeg forlod alt hvad jeg har kært, for at kaste min lid på at to journalister ville kunne vindikere min harme, mens jeg selv risikerede at blive spærret inde i isolation resten af mit liv.
Som systemadministratorer har vi en rigtig grim tendens til at nå til et punkt hvor vi siger “Det er over mit løntrin” og gå hjem og spille brædtspil med vennerne mens vi snakker om noget helt andet.
På rigtig mange måder er Snowden den første systemadministrator der virkelig gik ind i politik og jeg håber rigtig mange andre følger efter.
I tidens fylde vil navnet Edward Snowden helt sikkert gå over i historien på linie med navne some Paul Revere.
Filmen slutter med lydløse billeder, taget nærmest Bo Bedre-style: Et veloplyst køkkenvindue med en gryde i kog, indrammet af Moskvas kulsorte nat og afslørede på den vis at Edward Snowdens kæreste er flyttet over til ham i Moskva.
Tal om at følges “i tykt og tyndt”…
En lille hybel for to i Moskva er næppe nogens drøm om en Happy Ending, men i forhold til at rådne op under lysstofrør i et “SuperMax” militærfængsel i en af de firkantede delstater i USA, er det nok slet ikke så ringe endda.
Jeg ønsker dem begge alt muligt lykke til.
Se filmen. Bland jer i politik. Stem politistaten bort.
Og en stor tak til Laura Poitras for en fantastisk film.
phk
Leave a Reply