Vi er stadig pionerer. Vi er endnu opdagelsesrejsende. Det står klart i denne uge, hvor der er sket store ryk på tre helt særlige videnskabelige og forbundne områder: afklaringen af, om livets byggesten er kommet til os fra rummet; afslutningen på den totale kortlægning af livets byggesten, som de optræder i den menneskelige krop; og startskuddet til en revolutionær tilgang til forståelsen af vores hjerner.
Selv om hver en bjergtop synes besteget, og hver en dal beskrevet, venter der endnu menneskeheden nye store erkendelser. Billedet af, at alle store skridt er taget af tidligere generationer, og kun små hop på stedet er tilbage, er heldigvis en illusion.
Hvis forskere via Rosetta-missionen finder overvægt af venstrespejlede aminosyrer på kometen 67P/Tjurjumov-Gerasimenko, får det stor erkendelsesmæssig betydning. Det mystiske er, at man i laboratorieforsøg får lige så mange højre- som venstrespejlede varianter, mens de i den virkelige verden alle er venstreformede.
Venstretype-aminosyrer kan opstå, når simple molekyler bestråles med særligt ultraviolet lys, der kun forekommer uden for Jordens atmosfære. Finder forskere på kometen aminosyrer som dem på Jorden, er livet nok kommet hertil fra rummet. Og så må livets byggesten også være drattet ned på andre planeter.
Mens Rosetta-missionen har været ti år undervejs, er det elleve år siden, forskerne efter genomets kortlægning gik i gang med at udrede vores proteom – altså de proteiner bygget på aminosyrer, der udgør og styrer vores kroppe.
Human protein atlas er en kartografi af 13 millioner fotografiske kort over sammenvævede proteiner gemt i vores organer. Skræddersyede og mærkede antistoffer har bundet sig til 17.000 forskellige proteiner, som er fundet via farveudslag i vævsprøver. Forskere kan bruge atlasset til at forstå vævsforskelle på molekylært niveau – eksempelvis på sundt væv og en kræfttumor. Vi andre kan undres over, at en mands testikler er mere komplekse end hans hjernebark, når det gælder proteiner.
Svaret på den gåde findes måske i milliardprojektet The Brain Initiative, der med ny teknologi vil sætte ekstra skub på vores detaljerede forståelse af hjernens virkemåde fra den enkelte neuron til de neurale netværk, de indgår i. Vi aner endnu intet om, hvordan hjernecellerne arbejder sammen for at få os til at gå i svømmehallen eller opfatte ideen om et egern – vi har ikke opdaget en generel neural kode i form af et elektrisk eller kemisk alfabet, så vi kan udtrykke ‘elsk’, ‘magentarød’ eller ‘knæl’. Det er projektets vildt ambitiøse mål frem mod år 2025.
Hvad enten vi gransker hjernens indre krinkelkroge mellem dens 86 milliarder hjerneceller og 100.000 milliarder forbindelser eller søger store svar på fundamentale spørgsmål 509.553.000 kilometer væk fra kloden, er tørsten den samme. Det er menneskets ubændige trang til at vide og forstå, hvad der ligger rundt om næste hjørne; at udrydde landkortets hvide pletter – og forstå os selv og vores egen oprindelse. Heldigvis er kanden stadig stor og fyldt.
Leave a Reply