Patentkonflikten mellem Apple og Samsung er ikke noget, man har læst eller hørt meget om den seneste tid. Årsagen er ret enkelt: alle, ikke kun læserne, er trætte af konflikten. Apple og Samsung er blevet enige om at lukke alle retssager udenfor USA; det er en smart måde at spare penge på, men stadig lade domstolene tale om, hvem der skal have penge af hvem.
For det er det, det drejer sig om: hvem skal betale royalty til den anden. Al snak om termonuklear krig, fogedforbud og udelukkelse af modstanderens produkter fra butikhylderne har aldrig været et reelt mål. Måske i starten for Apples top, men det stod hurtigt klart, at når en telefon udelukkes, er der to nye producenter klar med hver to Android-telefoner.
I mellemtiden har Samsung vundet store markedsandele, og man kan spekulere i, at Samsungs produkter faktisk blev valideret af Apples sagsanlæg: hvis Apple lægger sag an, så er det fordi, at de føler sig truede af Samsung, så det må være godt. Om ikke andet har Samsung fået en masse opmærksomhed i medierne, og deres telefoner har været vist frem. Og de har været med større skærm og bedre hardware end Apple.
Apple tjener stadig rigtig gode penge, mens Samsung i mellemtiden er løbet ind i problemer. Den trussel, som Samsung tidligere udgjorde, er med markedets udvikling siden blevet væsentlig mindre. Apple må være interesserede i at sørge for, at Samsung (og dermed senere andre Androidproducenter) betaler en royalty per telefon. Den royalty vil være ren profit for Apple og betyde højere priser for Android-telefoner, så Apples produkter virker lidt mere attraktive.
Ved anlægget af sagerne var en ofte læst kommentar, at man ikke skulle lade sådanne sager afgøre i retten, men derimod på markedet. Det må siges at være sket her: domstolene har ikke leveret et klart svar, men givet og taget lidt. Specielt har man ikke villet give fogedforbud, men højst givet erstatninger for krænkelse, så krænkende telefoner stadig kan sælges. Patenterne har simpelt hen ikke været stærke nok – eller man har ikke villet bruge dem. I mellemtiden har markedet valgt: Samsung har en meget stor markedsandel, men Apple tjener pengene.
Man kan også konkludere, at med disse sager er udviklingen af nye features til telefoner, priskonkurrence, m.v. ikke forsvundet. Priserne er vedblevet med at falde, og nye features introduceres i raskt omfang. Anklager om, at patentsager sætter innovationen i stå, kan ikke bekræftes med baggrund i denne konflikt.
I mellemtiden afventer vi så afslutningen af patentsagerne i USA. Der kan komme nogle klare domme, som gør, at magtbalancen ændres, men det er nok mere sandsynligt, at sagerne fuser ud, og at parterne enes om en licensaftale. Den ender nok tæt på 0, men endnu mere sikkert synes det, at den vil være hemmelig, så det ikke er klart, hvad der skal betales. Til hvem vil nok fremgå af aftalen.
Så meget ståhej for så lidt: læren af historien må være, at komplekse krænkelsesspørgsmål er meget svære at få afgjort i en domstol. En anden lære må være, at med en udvikling, der går så stærkt som indenfor mobiltelefonområdet, er det svært at tvinge modstanderen afgørende i knæ. En tredje lære må være, at ingen af parterne havde patenter, der var stærke nok til for alvor at knække modstanderen. Andre producenter kan godt få lavet licenser med Android, f.eks. får Microsoft jo op til 5 USD per solgt HTC-telefon.
Det kræver meget overvejelse at gå rettens vej, fordi resultatet er meget usikkert: vil domstolene dømme “rigtigt” og hvad kan modstanderen finde på at gøre? I denne sag synes det klart, at kun domstolene og dens brugere har fået udbytte af konflikten, og at sagen i stedet er blevet afgjort på markedet.
<br id=”tinymce” class=”mceContentBody ” />
Leave a Reply